Frihed til det fælles bedste – med Grundtvig og Hal Koch som guide

---

Forholdet mellem individ og fællesskab er en ældgammel problemstilling, som her i begyndelsen af det 21. århundrede har fået ny aktualitet. Det kommer blandt andet til udtryk i den interessante diskussion, der i disse år udspiller sig mellem liberalisme på den ene side og og nyrepublikanisme, kommunitarisme og personalisme på den anden side.

Frihed er en grundlæggende værdi i alle disse ismer. Men med liberalisme og republikanisme som eksempel bygger de to ismer på forskellige forståelser af frihed: en negativ og en positiv. På den ene side frihed fra noget, noget man gerne vil slippe for – på den anden side frihed til noget, noget man kan være med til.

Sat på spidsen er den liberale forståelse af frihed individualistisk i sin karakter, mens den republikanske er kollektivistisk, idet den bygger på en forestilling om medborgerskab og „det fælles bedste“.

Den republikanske opfattelse af frihed er uløseligt forbundet med begrebet borger og borgernes vilje til at tage ansvar for res publica, som er det græske begreb for „det fælles bedste“. At træde ind i res publica fordrer, at en person er i stand til at tilsidesætte sine private interesser til fordel for hensynet til „det fælles bedste“.

Det er dog langtfra alt privat, man skylder sine medborgere regnskab for, kun for alt, hvad der angår dem som borgere. I den republikanske tradition fremstilles opdragelse ofte som en af betingelserne for, at borgerne kan udøve deres frihed. Det hænger sammen med, at borgerdyd betragtes som en forudsætning for, at samfundet som helhed kan opretholdes som et frit samfund. Og borgerdyd kommer, kort sagt, til udtryk deri, at borgerne både kan og vil tage ansvar for de fælles anliggender.

I denne artikel vil jeg omtale Grundtvig og Hal Koch, der må betragtes som to af de mest indflydelsesrige tænkere de sidste par århundreder, når det gælder medborgerskab og „det fælles bedste“. De må begge betegnes som liberale, men var samtidig yderst forbeholdne over for liberalismen, fordi liberalismen hvilede og hviler på en etisk individualisme.

Derfor er det svært for liberalismen principielt at legitimere, at det enkelte menneske skal tilsidesætte egne behov til fordel for det fælles bedste.

Det er imidlertid også svært for nyrepublikanismen, kommunitarismen og personalismen principielt at legitimere, at man skal tilsidesætte egne behov til fordel for det fælles bedste. Der findes ikke et entydigt svar på, hvad man skal tilsidesætte, derimod mange spørgsmål, som for eksempel: Hvad skal man egentlig forstå ved „det fælles bedste“? Hvad er det, vi skal være fælles om? Og hvilke midler skal man anvende for at sikre det fælles bedste?

I det følgende vil jeg først gå nærmere ind på de konsekvenser, som Grundtvig tog, da han ændrede standpunkt og argumenterede for at holde skole med dem, som han kaldte „naturalister“ af ånd, det vil sige holde skole på et ikke-konfessionelt grundlag. Og dernæst vil jeg se på, hvordan Hal Koch forholdt sig til spørgsmålet om medborgerskab og „det fælles bedste“ under Anden Verdenskrig.

Som afslutning vil jeg rejse spørgsmålet om medborgerskab og „det fælles bedste“ i lyset af såvel den europæiske integrationsproces som den migrationsproces, der præger det danske samfund og påvirker befolkningens tænke- og væremåde.

Borgerlig konfirmation

I mange samfund har fælles religion udgjort et middel til at fremme „det fælles bedste“. Men med udvikling af det moderne samfund og indførelse af demokrati for godt 200 år siden i Europa, blev religion efterhånden en fri og privat sag. Det medførte et behov for en anden forståelse af „det fælles bedste“.

Skiftet kan illustreres ved at sammenligne Martin Luthers og N.F.S. Grundtvigs syn på forholdet mellem religion og nation. Forenklet kan man sige, at Luthers horisont var en verden opdelt i forskellige religioner, og disse kunne være underopdelt i folkeslag, mens Grundtvigs synskreds var en verden opdelt i folk og nationer, og disse kunne være underopdelt i forskellige religiøse samfund.

I 1848 skrev Grundtvig sangen „Folkeligt skal alt nu være“. Man kommer let til at læse hen over det lille ord „nu“. Selv om ordet kan synes ubetydelig, rummer det hele essensen. Med det lille ord indvarsler Grundtvig nemlig en ny tid – folketiden. Den gamle tid var stændertiden, der byggede på „kronen og alteret“, det vil sige kongen og kirken i forening. Før den frie forfatning i 1849 var der religionspligt i Danmark. Alle skulle lære Den lille Katekismus. At kunne den, var forudsætning for at blive konfirmeret, og konfirmation var forudsætningen for at kunne komme til alters.

Altergang var ikke bare indgangen til menighedslivet, altergang var også adgangsbillet til samfundslivet, idet en række civile rettigheder var knyttet til altergang. Den lille Katekismus var en form for samfundslære, der gav den opvoksende generation en indføring i de moralnormer og myndighedsrelationer, der gjorde sig gældende i staten.

Længe inden der blev indført religionsfrihed i Danmark, havde Grundtvig kæmpet en årelang kamp for religionsfrihed. „Var jeg statsmand, da måtte i det mindste religionsfrihed blive mit løsen.“ Således skrev Grundtvig i skriftet Om Religions-Frihed i 1827.1

Grundtvig havde en stærk tro på, at religionsfrihed ville styrke staten og virke højnende på det offentlige liv. Tro og tvang, kirke og borgerlige forhold, havde i alt for mange år været sammenblandet på en yderst problematisk måde. Religionsfrihed ville styrke staten, fordi samvittighedsfrihed, ifølge Grundtvig, „med psykologisk nødvendighed nærer den ærlighed og ordholdenhed, der er staten så uundværlig.“2 Hvor der hersker samvittighedsfrihed, der vil de livsytringer udfolde sig, som er af afgørende betydning for samfundets opretholdelse og udvikling. Ud over ærlighed og ordholdenhed drejer det sig om livsytringer som medlidenhed, barmhjertighed, oprigtighed og trofasthed.

Som kristen fastholder Grundtvig selvfølgelig, at disse livsytringer kun i ren form findes hos Gud, men, som han siger i forbindelse med Frederik 6.’s begravelse, vi er dog skabt i Guds billede, hvilket „Gud ske Lov“ betyder, at der i menneskenaturen „findes herlige Levninger og lysende Spor.“3

Folketiden krævede, ifølge Grundtvig, at det gamle systems sammenblanding af stat og religion, kirke og skole, blev bragt til ophør. Det enkelte menneskes forhold til kirke og tro måtte ikke have nogen borgerlig virkning. I fortalen til Haandbog i Verdens-Historien (1833) skrev han: „Jeg har efterhånden lært, at skelne skarpt mellem kirke og skole, tro og vidskab, timeligt og evigt, og indser klart, at ligeså kraftigt som den kristne kirke må tilbagevise ethvert forsøg af stat og skole på at omdanne den efter tykke, ligeså uberettiget er den til at pånøde enten stat eller skole en kirkelig skikkelse.“4

I sin afhandling Om Religions-Frihed argumenterer Grundtvig ikke kun for religionsfrihed, men også for at indføre en ny form for konfirmation – en borgerlig konfirmation. Det hænger sammen med, at folketiden ikke – som stændertiden – bygger på fælles religion, men på et fællesskab om sprog og historie. Den lille Katekismus kunne derfor ikke give den opvoksende generation den nødvendige indføring i det værdigrundlag, som folketiden bygger på. „Hvor borgerlig Enhed kan være det levende statsprincip, som det altid kan, hvor folket har sprog og historie tilfælles, der kunne og burde regeringen anordne en borgerlig Konfirmation.“5

Konfirmationen skulle ikke tage sigte på optagelse i menighedslivet, men – uden mindste hensyn til vedkommendes tro – på „optagelse i borger-samfundet“. Frem for at undervise i trossager skal skolen give en indføring i, hvad det vil sige at leve som anstændig borger i samfundet, „men“ – som han skriver i artiklen Er Troen virkelig en Skolesag? fra 1836 – „det er ens både for kristne og jøder og hedninger og bør stå aldeles uden for trossagen.“6

Det var ikke fælles religion, men fælles sprog og historie, der skulle sikre „det fælles bedste“.

Grundtvig bekæmpede således med næb og klør den grundfæstede forbindelse mellem religion og borgerlige rettigheder. Der var behov for en ny, folkelig reformation, der byggede på en klar skelnen mellem kirke og stat, og kirke og skole.

„Hvad nu os danskere angår, da bekendte jo vore skriftkloge sig også i dette stykke til de lutherske grundsætninger; men de fandt sig dog meget tamt i, at, ligesom dåben blev en borgerpligt for alle de fødte, og altergangen for alle gyldige vidner, også skriftemålet blev en borgerpligt for alle dem, der vilde gå til alters, brudevielsen en borgerpligt for alle dem, der ville giftes, ordinationen en borgerpligt for alle dem, der vilde være præster, og så til sidst konfirmationen en borgerpligt for alle dem, der ikke ville sættes i tugthuset.“7

Den nødvendige homogenitet skulle ikke fremmes med tvang og trussel om tugthus, men i stedet tage udgangspunkt i menneskets naturlige trang til at søge hinandens selskab, et synspunkt han udfoldede i artiklen „Om Constitution og Statsforfatning i Danmark“ fra 1848: „Ved man nu, og hvilken dannemand skulle ikke vide det, at når man ikke drives sammen som køer og får, men godvillig gør selskab med hinanden, da er det altid for et vist fællesskabs skyld og naturligvis ikke til fælles værste, men til fælles bedste, og i dette lille ord ligger den eneste gode grundlov for alle folk og riger på Jorden. Denne grundlov har også det store fortrin at være lyslevende, thi selv hvor den aldrig blev ført til bogs, står den indprentet i alle folks hjerte.“8

Ligesom så mange andre af Grundtvigs forslag blev hans idé om en borgerlig konfirmation ikke realiseret og gik efterhånden i glemmebogen. Først under Anden Verdenskrig forsøgte Hal Koch at genoplive Grundtvigs idé. Hvorfor han gjorde det, hænger sammen med, at folketiden ikke kun havde ført til demokrati, men også til totalitarisme – blandt andet i form af nazisme.

Fra totalitarisme til demokrati

I Danmark var der efter den 9. april 1940 stor enighed om, at den tyske besættelse krævede national samling. Men der var langtfra enighed om, hvad national samling betød.

I de første måneder efter besættelsen udkrystalliserede der sig to hovedopfattelser. Det ene synspunkt var, at der skulle ske en national samling om det danske demokrati. Det andet, at nationen skulle genrejses ved at neddrosle demokratiet: Det parlamentariske system skulle opløses, regeringen skulle gå af, og i stedet skulle der udpeges en regering af „rigets bedste mænd“. Det vesteuropæiske demokrati havde udspillet sin rolle som politisk system og lod sig ikke genoplive.

De toner kom ikke blot fra de egentlige diktaturstater, men også fra demokratiske lande som Danmark. Digteren og præsten Kaj Munk var for eksempel ingen beundrer af demokratiet, men derimod stærkt fascineret af politiske førerskikkelser som Mussolini og Hitler.

I sensommeren 1940 blev Dansk Ungdomssamvirke oprettet med det mål at hindre en nazificering af dansk ungdom. Bag Ungdomssamvirket stod blandt andet „De ældres Råd“, en grundtvigiansk præget støttekreds. Men hvem skulle være formand?

Øjnene faldt på Hal Koch, der var blevet kendt i offentligheden, efter at han i september 1940 havde påbegyndt en forelæsningsrække om Grundtvig, der fik overvældende tilslutning. Efter en vis tøven sagde Hal Koch ja og blev ved det første ordinære repræsentantskabsmøde den 21. oktober 1940 valgt til formand.

Også vennen K.E. Løgstrup gik ind i Dansk Ungdomssamvirke, idet han havde sagt ja til at blive samvirkets tillidsmand i sit hjemsogn på Vestfyn, hvor han var præst. Løgstrup var glad for, at Hal Koch blev valgt som formand, idet han forhåbentlig kunne sikre, at sagen ikke løb af sporet.

Det var nemlig en yderst delikat sag at etablere en organisation for at forsvare danskheden, skrev Løgstrup i et brev til Hal Koch: „Der bliver formanet til Danskhed. Der bliver appelleret til Danskhed. ’Ildnende’ som det hedder i den lokale presse. Men formaningerne har Fanden opfundet, og Hitler har sat dem i system som appeller.“9

Løgstrup mente, at den megen formaning ville medføre, at danskheden kom til at hænge unge mennesker ud af halsen, og det kunne blive farligt, ja, direkte skadeligt for al danskhed, hvis samvirket fortsatte på den måde: „Hvor paradoksalt det end lyder, dette her bereder jordbunden for national-socialisme.“10

Frem for at formane skulle man fortælle og oplyse, mente Løgstrup – men fortælle og oplyse om hvad? For at svare synes Løgstrup at presse sig selv til at formulere synspunkter, han ikke tidligere havde formuleret: Den oplysningspolitik, der skulle føres, skulle udgøre en klar modpol til national-socialismens propagandapolitik, og modpolen var ikke at finde i „det kulturelle“, men i „det politiske“, hvor politisk forstås som „andet end partipolitik“.

Ifølge Løgstrup bygger politik på sociologiske og kulturelle forudsætninger, som også skal drøftes og tages i betragtning. „Der må ske til stadighed en politisk debat, der ikke er parti-, men kulturpolitisk.“ Med andre ord: Det var vigtigt at oplyse om det danske samfunds grundlæggende politiske og retslige principper: „Jeg mener, det kan jo ikke nytte noget at nøjes med at drøfte Danmark i tusinde år, Saxo og reformation og svenskekrige og 19. århundredes litteratur – og så lade det politiske (i vid forstand) ligge brak. Her mener du formodentlig noget andet.“11

Det gjorde Hal Koch muligvis, da han fik brevet, men efter at have læst det, tilsluttede han sig helt og fuldt Løgstrups syn på opgaven. I et memorandum fra den 23. december 1940 formulerede Hal Koch, hvad han betragtede som sigtet med Dansk Ungdomssamvirke: „Man har stærkt understreget, at D.U. er upolitisk. Det er efter min mening en farlig tale. Hvis D.U. bidrager til at afpolitisere ungdommen, samtidig med at man øger nationalfølelsen og stimulerer sportssansen, vil D.U. medvirke direkte til en nazificering af dansk ungdom … Hellere ville jeg sige det modsatte: D.U.s opgave er at politisere ungdommen. Ordet betyder da: at vække interessen og kendskab til staten og det offentlige liv, således at ansvarsfølelsen vækkes – og den er f.t. ikke svær at vække. En sådan politisering og ansvarsfølelse i hvert fald hos befolkningens bedste mænd må dog være den eneste forudsætning, hvorunder folkestyre kan give mening.“12

Hal Koch uddybede sine synspunkter om forholdet mellem det politiske og det kulturelle i bogen Dagen og Vejen fra 1942: „Nu vil jeg i al Almindelighed advare mod Folk, der taler for meget om det ’kulturelle’. Det er nemlig et meget farligt Ord, fristende at anvende, fordi der ingen er, som rigtig ved, hvad det betyder.“

Går man i dybden med det kulturelle, viser det sig, at „det kulturelle samler ikke, det adskiller“. Og sådan skal det være. Der er stor forskel på den kultur, som en bondekone fra Vestjylland og en bourgeoisidame fra København lever i. Det fælles er at finde et andet sted: „Det, der dybest set binder os sammen, er det politiske.“13
Demokratiets krise er, ifølge Hal Koch, ikke en „systemets krise“, men en „opdragelseskrise“. Den skyldes, at „man har ladet problemet ungdomsopdragelse sejle sin egen sø.“ Mange får ikke en videre skolegang efter konfirmation, og de, der får mere, får kun en rent faglig uddannelse og ikke tillige „en menneskelig, borgerlig, ’politisk’ opdragelse“.

I stedet for at samle sig om „det politiske“ flakker man, ifølge Hal Koch, „temmelig formålsløst omkring på den store fælled, der sammenfattes under navnet ’det kulturelle’.“ Men resultatet af en sådan opdragelse bliver som regel en stor pærevælling af interessante synspunkter uden indre sammenhæng. Det menneske, der må blive resultatet af en politisk opdragelse, må være „det politiske menneske, det vil sige det menneske, der skal leve som borger i et samfund“.14
I Dagen og Vejen beklager Hal Koch endvidere, at højskolen „ikke har fået den ’politiske’ karakter, som Grundtvig oprindelig havde tænkt sig“.15 Det, som Grundtvig oprindelig ville have skabt, „var en borgerlig, politisk skole for hele landets ungdom“, uden hensyn til tros- og meningsforskelle. Tydeligst kommer Grundtvigs tanker til udtryk i en rigsdagsdebat i 1851 om den kirkelige konfirmation. Her hedder det, at der findes en anden konfirmation, som man ikke blot kunne, men burde indføre for alle landets unge, ganske lige meget hvilket religionssamfund de tilhører, og det er en „borgerlig konfirmation“.16

Hal Koch legitimerede sin vending mod det politiske ved at henvise til Grundtvig og hans idé om en borgerlig konfirmation. Og ligesom Grundtvig overvejede Hal Koch også, hvilket indhold undervisningen skulle have. „Hvad hører der nu med til en sådan borgerlig konfirmation? Hvad skal en borgerlig katekismus indeholde?“ spørger han og peger selv på historie og samfundsfag som to fag, der skulle udgøre kernen i konfirmationsundervisningen.17

Statsborgerskab og unionsborgerskab

Da Hal Koch i 1942 hævdede, at det ikke er det kulturelle, der forener fiskerkonen fra Vestjylland og advokatfruen fra Hellerup, nævnte han ikke indvandrerkonen fra Gjellerupparken i Aarhus. Hun levede ikke på det tidspunkt. Han talte om kulturforskelle på sin tids betingelser. Disse betingelser har siden ændret sig.

Med de sidste tiårs stigende migration er sammenhængen mellem statsborgerskab og medborgerskab i Danmark ikke længere givet. Man kan godt være dansk statsborger uden at se sig selv som medborger i Danmark.

Det reaktualiserer spørgsmålet: Hvordan sikre „det fælles bedste“ i et stadigt mere multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund?
Hverken Hal Koch eller Grundtvig forholdt sig til den fortsatte globalisering, europæisering og migration, som vi er vidne til, og det opbrud i borgerrollen, tilhørsforhold og samhørighed, som opbruddet har medført.

Med Maastricht-traktaten i 1992 fik alle statsborgere i EU’s medlemslande rettigheder og status som unionsborgere. Vi er således borgere i to riger: Vi er statsborgere og vi er unionsborgere. Men hvorvidt man betragter sig som medborger i unionen, er en anden sag – men en sag, der rejser spørgsmålet: Hvordan udvikle en forestilling om „det fælles bedste“ i det økonomiske og politiske fællesskab, vi er fælles om?

Til grund for spørgsmålet om medborgerskab ligger en lang og klassisk diskussion om, hvorvidt en borger udelukkende er bestemt ved sine juridiske rettigheder, eller om borgerrollen også forudsætter „borgerdyder“ og aktiv deltagelse i de offentlige anliggender med henblik på det fælles bedste.

Hverken statsborgerskab eller medborgerskab er ganske vist entydige kategorier, men man kan hævde, at medborgerbegrebet til forskel fra statsborgerbegrebet angår borgerens identitetsdannelse, hvad enten det er som lokal medborger, statsborger, unionsborger eller verdensborger – altså som demokratisk borger i en større eller mindre kontekst.18

Som nævnt betoner den moderne republikanisme vigtigheden af opdragelse og undervisning. Den myndige samfundsborger er ikke kun et resultat af en naturlig indre udvikling, men også et produkt af en bevidst opdragelses- og dannelsesproces.

Mennesket er fra naturens hånd ikke skabt som myndig samfundsborger. At blive det kræver (ud)dannelse og opdragelse af aktive borgere, der føler det som et ansvar at deltage i fastsættelsen og fordelingen af samfundets værdier. Stærkt inspireret af den moderne republikanisme er der gennem de senere år indført medborgerskabsundervisning (citizenship education) i flere europæiske lande.

I Danmark blev der i 2007 indført medborgerskabsundervisning i læreruddannelsen i en fagkombination med kristendomskundskab og livsoplysning. I daglig tale kaldes faget for KLM, det vil sige kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab.

Der er tydeligvis både ulemper og fordele ved denne fagkombination. En alvorlig ulempe er, at medborgerskab let bliver et appendiks til det gamle fag „Kristendomskundskab og livsoplysning“. En fordel er, at faget giver gode muligheder for at tematisere forholdet mellem borgerskab, religion, kultur og identitet, hvilket er særdeles påkrævet i dagens samfund.

Jeg har selv i forskellige sammenhænge argumenteret for, at der er behov for en ny form for medborgerskabsundervisning, der tager udgangspunkt i de forhold og faktorer, der præger samfundsudviklingen i begyndelsen af det 21. århundrede.

Som nævnt er der sket noget, men ikke meget, når det gælder opdragelse til medborger i en verden præget af individualisering, globalisering, europæisering og multikulturalisering. Vi flakker i Danmark – for nu at genbruge Hal Kochs formulering – „temmelig formålsløst omkring på den store fælled“, som i dag kan sammenfattes under navnet „demokrati“, idet demokrati er blevet et slagord, et hurraord, der bruges om alt godt fra havet.

Demokratibegrebet er i stor udstrækning blevet privatiseret og indbefatter i dag en pærevælling af interessante synspunkter uden indre sammenhæng. Forbindes ordet demokrati med medborgerskab, kan det forhåbentligt bidrage til at afprivatisere demokratibegrebet og gøre det til det fælles anliggende, det må være.

I begyndelsen af det 21. århundrede er medborgerskab dog ikke kun et relevant begreb i forbindelse med det danske demokrati.

Undervisning i medborgerskab må også bidrage til en forståelse af, at vi ikke kun er statsborgere, men ligeledes unionsborgere, ja endog verdensborgere.

Sammenfatning

Lad mig som afslutning sammenfatte artiklens indhold i tre hovedpunkter:

1. Grundtvig gjorde op med den forestilling, at fælles religion er en nødvendig forudsætning for et samfundsmæssigt fællesskab. Det er ikke religion, der samler, det adskiller. Det, der ifølge Grundtvig burde samle, var fælles sprog og historie, det vil sige dansk sprog og historie i Danmark. Det krævede ifølge Grundtvig en ny form for konfirmation, en borgerlig konfirmation, der tog sigte på de unges optagelse i borgersamfundet.
   
2. Hal Koch gjorde op med forestillingen om, at fælles national kultur var en forudsætning for et samfundsmæssigt fællesskab. Det er ikke kultur, der samler, den adskiller. Det, der ifølge Hal Koch burde samle, var det politiske, det vil sige det demokratiske. Det krævede ifølge Hal Koch, at man tog Grundtvigs idé om en borgerlig konfirmation alvorligt.
   
3. I begyndelsen af det 21. århundrede kan vi ikke bare gentage Grundtvigs og Hal Kochs ideer og genbruge deres metoder til sikring af „det fælles bedste“, men vi kan lade os inspirere af deres vilje til at se deres samtid i øjnene og foretage de (selv)opgør, der lå til grund for deres opfattelse af medborgerskab og „det fælles bedste“.

Noter