En anden jødisk filosof, som overtog stafetten fra den dialogiske personalisme, var den litauisk-fødte, fransk naturaliserede Emmanuel Levinas (1906-1995). Han studerede først Husserl og Heidegger i Freiburg i 1930’erne, hvor han forsøgte at syntetisere disse to filosoffer, og senere i Sorbonne under bl.a. Jean Wahl og Leon Brunschvig, hvis humanisme og tro på menneskehedens moralske fremskridt fik betydning for Levinas.
Medmennesket – den Anden – er uendeligt værdigt og unikt i sin “andenhed” og kan eller må derfor aldrig totaliseres ind i en andens totalitet, mener Emmanuel Levinas.
Anden verdenskrig, hvor han selv blev taget til fange og sad fire år i tysk fangelejr, blev et vendepunkt og hans orienteringspunkt igennem resten af hans liv. Under krigen blev hele Levinas’ familie udslettet, og som den tidlige dialogiske personalisme var dybt præget af første verdenskrig, blev hans tænkning præget af erfaringerne med holocaust. På den baggrund udviklede Levinas en messiansk forhåbning om menneskets forløsning igennem en filosofi, der ufravigeligt knæsætter en absolut fordring om respekt for det andet menneskes værdighed.
I sit selvbiografiske essay Signature konstaterer Levinas, at hans biografi er “domineret af forudanelsen af og erindringen om den nazistiske rædsel.”
Efter krigen udviklede Levinas en original personalistisk etik om den interpersonelle dialogiske relation, og det kulminerede i hans hovedværk Totality and Infinity (1979). Titlen henviser til det helt centrale i den Levinas’ke fordring, at den Anden – medmennesket – er uendeligt værdigt og unikt i sin “andenhed” og derfor aldrig kan eller må totaliseres ind i en andens totalitet.