Emmanuel Mounier

Det er franskmanden Emmanuel Mounier (1905-1950), som i Vesteuropa udviklede personalismen til en mere politisk og aktivistisk bevægelse. Han grundlagde i 1932 det personalistiske tidsskrift Esprit, som blev hovedmediet for personalismen og fik stor betydning, ikke mindst i Frankrig.

Det økonomiske krak i begyndelsen af 1930’erne ramte den unge, nybagte filosofiske kandidat Mounier som et lyn. Han blev rystet i sin grundvold over den verdensorden, der forårsagede sådanne menneskelige lidelser. Han nåede til en dramatisk erkendelse af, at menneskets ansvar ikke er abstrakt og upersonligt teoretisk, men meget konkret og personligt.

Mounier anser den moderne civilisation som grundlæggende fejlsporet i materialisme, individualisme og kapitalisme. Derfor kalder han til en ikke-voldelig, kulturel revolution, som kan bane vejen for en ”total rekonstruktion af civilisationen”. Revolution begynder ifølge Mounier umiddelbart ved at vække enhver person til en tilstand af uro over civilisationens forfatning.

Det personalistiske samfund må ifølge Mounier have det negative formål at garantere menneskelige rettigheder og forhindre, at staten eller andre sociale institutioner forgriber sig på de distinkte personlige domæner af det menneskelige liv. Positivt defineret vil personalismen indrette samfundet, så det på alle niveauer udvikler et maksimum af initiativ, ansvarlighed, fællesskab og decentralisering.

Decentralisering i den kulturelle sfære betyder, at kulturelle gruppers autonomi generelt respekteres og alle religiøse retninger (inklusiv ateisme og agnosticisme) f.eks. får ret til at drive deres egne skoler. Familiens integritet skal respekteres, for familien er et naturligt fællesskab og samfundets basisfællesskab og har forrang i forhold til staten, der kun er en juridisk organisation.

Mounier gør sig ingen romantiske forestillinger om de før-kapitalistiske samfund og understreger, at de materielle fornødenheder skal dækkes, hvilket den kapitalistiske markedsøkonomi er en god metode til. Men han er en indigneret kritiker af, at kapitalismen har gennemsyret alle forhold i menneskers og samfundets liv. Hvad der skulle have været et kontrolleret redskab, men er blevet et altdominerende paradigme for alle livets forhold, hvilket kvæler både det åndelige, personlige og relationelle liv. Derfor skal kapitalismen og materialismen sættes på plads i både samfundsliv og det personlige liv.

Liberalisme har en tendens til, i frihedens navn, at ødelægge frihed og initiativ ved at overgive dem til kapitalistisk undertrykkelse. Kollektivisme har en tendens til at beskytte samfundet mod at blive domineret af en særskilt interesse, men binder så friheden og underlægger det et parti eller klasse. Personalisme forsøger at bevare både kollektivisering og frihed igennem en økonomi, hvor f.eks. den større industri bliver
selvforvaltende institutioner, men indenfor et kommissorium udstukket af samfundet.

Dette er kun en overordnet skitse af Mouniers personalistiske program, og som han selv fremhæver, indeholder det ingen deciderede løsninger, men præsenterer en måde at tænke og leve på. Personalismen er ikke et system, det er et perspektiv, en metode og en fordring. Den personalistiske tilgang er flydende og åben. Personalismen er et engagement i en historisk virkelighed, der kontinuerligt udvikler sig.

Den personalistiske filosofi og tænkemåde skulle være et forsøg på at redefinere filosofien, revitalisere personen og rekonstruere samfundet. Det program, som Mounier fremlagde for at analysere, bryde og erstatte samtidens orden, er systematisk præsenteret i A Personalist Manifesto (1938) og Personalismen (på dansk i 1952).