Gabriel Marcel (1889-1973) var fransk filosof, teaterkritiker, dramatiker og musiker. Han konverterede til katolicismen i 1929, og hans filosofi blev senere beskrevet som “kristen eksistentialisme” (f.eks. i Jean-Paul Sartres Eksistentialisme er humanisme) – en betegnelse, han først godkendte, men senere tog afstand fra. Hans vigtigste værk er The Mystery of Being.
For Gabriel Marcel er mennesker, hvad han kalder disponible overfor hinanden. Vi er relationssensitive og relationsdisponible, væsener, som er disponerede til at ville, søge og indgå i relationer med medmennesket. Den egentlige menneskelige eksistens karakteriseres bl.a. derved, at mennesket er disponibelt over for andre, dvs. forbundet til dem ved positive bånd (kærlighed, trofasthed, beundring, velvilje, hjælpsomhed osv.) – i modsætning til den uegentlige eksistens’ ensomhed og negative indstilling til medmennesket.
For Marcel bliver en egentlig væren derfor en væren-med, en samværen (co-être). “Jeg bliver et nærvær for du`et, og du bliver et nærvær for mig. Vi bliver uerstattelige for hinanden”, som J. B. L. Knox beskriver det i sin bog om Marcel, og i den samme ånd lyder ordene “Jeg håber på dig for os” i Marcels bog om håbets metafysik, Homo Viator.