Jacques Maritain (1882-1973) var fransk filosof og gennem årene professor ved adskillige universiteter i Europa, USA og Canada. Han var en fremtrædende personlighed inden for nythomismen, der fra 1879 længe blev betragtet som den romersk-katolske kirkes officielle filosofiske grundlag. Ved siden af studier i middelalderlig filosofihistorie byggende på kristenthomisme og aristotelisme har han ydet væsentlige bidrag til alle filosofiens grunddiscipliner fra erkendelsesteori over politisk filosofi til æstetik og religionsfilosofi.
Maritain argumenterede for det, han kaldte ”integreret humanisme”. Hans synspunkt var, at hvis menneskets åndelige dimension bliver fornægtet, har vi ikke en helstøbt, men kun en partiel humanisme, som ser bort fra et helt grundlæggende aspekt ved den menneskelige person.
Alligevel mener han, at det er både muligt og ønskeligt, at der i politiske sfære samarbejdes mellem kristne generelt og humanister. Begge er som regel enige om værdien og vigtigheden af næstekærlighed, tjeneste i sandhed og den menneskelige persons værdighed. Ifølge Maritain og thomismen korresponderer disse værdier med fornuftens opfattelse og vores naturs primære dispositioner. Selv om de udledes og forstås forskelligt af forskellige overbevisninger, er enigheden om grundtonen og implikationer af disse værdier reel og muliggør et samarbejde i den praktiske sfære.
Accept af pluralisme og tolerance var således centralt for hans vision, og Maritain var derfor respekteret i mange forskellige sammenhænge. Han fik stor betydning som en af arkitekterne bag FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948.
Maritain havde et tæt forhold til den store skikkelse i fransk personalisme, Emmanuel Mounier. Begge var overbevist om, at den nuværende civilisation var i krise, og at der var brug for en ny form for humanisme. Mounier blev stærkt influeret af Maritains tanker: af hans thomistiske antropologi, af hans fordring om aktivt samfundsengagement og af hans samfundssyn og politiske filosofi.