Max Scheler (1874-1928) blev født i München. Moderen var jødisk, faderen protestantisk, og selv konverterede han i en alder af 14 år til katolicismen. Han studerede i München og Berlin og underviste på universiteterne i Jena og München.
Scheler var en af de mest farverige af de tidlige fænomenologer, og arbejdede gennem hele livet på at udvikle en etisk personalistisk filosofi. Hovedinspirationen kom fra Husserl, men han var også i dialog med Kant, Bergson og Nietzsche. Hans arbejde har siden udgjort en del af fundamentet for den personalistiske tænkning og har f.eks. påvirket Berdyaevs personalisme i Rusland, de dialogiske personalister i Tyskland og den personalisme, som Wojtyla udviklede i Polen.
I sin tænkning fokuserer Scheler på menneskelige følelser og den menneskelige natur. Han viser, at egoet, fornuften og bevidstheden forudsætter en personsfære – der findes ikke noget rent ego, en ren fornuft eller en ren bevidsthed. I dette ligger en kritik af positionerne fra Husserl, Kant og tysk idealisme. Det er det menneskelige “hjerte” eller sædet for kærlighed, snarere end et transcendent ego, fornuft eller vilje, der er essensen i den menneskelige eksistens.
Scheler skelner mellem forskellige typer af følelser, hvoraf mange er skjulte og personlige, men hvor kærlighed fremhæves som kernen. Inspireret af Blaise Pascal (1623-1662) argumenterer Scheler for, at mennesket grundlæggende er kærligt, og at følelser og kærlighed har deres egen logik, meget forskellig fra fornuftens logik. Herved skriver Scheler sig ind i den klassiske og tilbagevendende filosofiske kamp mellem ”hoved og hjerte”, og med betoningen af følelsernes rationalitet udvikler han sin egen form for emotionel filosofi og epistemologi. Mennesket er ikke kun kendetegnet ved følelser, men det erfarer verden og tilegner sig dens værdier og objektivitet ved hjælp af følelserne. Denne fusion af følelser og fornuft i en konkret og personlig fornemmelse for verdens værdier, herunder medmennesket, bliver en afgørende komponent i personalisme.
Centralt hos Scheler står også hans kapitalismekritik. I sine analyser af kapitalismen mente han at kunne afsløre den som en kalkulerende, globalt voksende, tænkemåde, mere end bare et økonomisk system. Økonomisk kapitalisme har nok rødder i protestantisk etik, som bl.a. Max Weber (1864-1920) mente, men tankegangen stammer ifølge Scheler fra den moderne ubevidste angst, udtrykt i et stigende behov for finansielle og andre sikringer, og for personlig beskyttelse. At den enkelte persons værdi i kapitalismen bliver underordnet systemet, var for personalisten Scheler tilstrækkelig grund til at fordømme denne tænkning.