Mennesket former og udfolder ifølge den personalistiske filosofi sin personlighed igennem de valg, det træffer, og de handlinger, det udfører i livet. Hver gang vi vælger, udvikler vi en bestemt del af vores personlighed på bekostning af andre valgmuligheder, og dermed bliver vi til de mennesker, vi nu engang er – eller de mennesker, vi vælger at være.
Kultur, opdragelse og miljø spiller naturligvis også en stor rolle, men gennem vores handlinger og vores valg former vi på en helt særlig måde vores personlighed – vi bliver unikke mennesker og personligheder. Og når vi handler, bliver vi ansvarlige mennesker, der står til ansvar for vores handlinger over for vores medmennesker, der direkte eller indirekte bliver påvirket af vores valg.
En af personalismens hovedfigurer, den franske filosof Emmanuel Mounier (1905-1950), var samtidig med Jean-Paul Sartre (1905-1980) og havde mange diskussioner med eksistentialisterne. Personalismen er en form for eksistensfilosofi, der tager udgangspunkt i det faktum, at jeg er til her og nu, og at jeg er en del af en verden, som jeg nødvendigvis må engagere mig i.
Hos Sarte skabte dette grundlæggende livsvilkår en ulidelig følelse af kvalme – mennesket er kastet ind i verden, dømt til frihed og tvunget til at tage ansvar for egne handlinger. Mouniers grundfølelse er en helt anden. Trods menneskelivets sårbarhed og lidelse, som han på ingen måde er blind overfor, fylder livet ham med glæde, med følelsen af uudtømmelig rigdom. Målet for menneskelivet bliver at få del i den rigdom, at holde den levende og til stadighed erobre den. Personalismen ser altså livet og nødvendigheden af at handle som en mulighed, mens det for Sartre snarere er en forbandelse, som mennesket ikke kan undslippe.
Betoningen af relationen betyder, at det eksistentielle ansvar for personalisten ikke bliver uafhængigt og slet ikke på bekostning af medmennesket. At tage ansvar for min eksistens er netop at ”svare an” på de valg, den konfronterer mig med, og disse valg er altid relateret til medmennesket. Det personalistiske syn på eksistentiel realisering bliver derfor ikke på trods eller på bekostning af, men netop igennem og i kraft af medmennesket.
Dette er nogle af grundene til, at Mounier afviser eksistentialismen udformet af Sartre og mener, at den sande eksistentialistiske tradition er den, man finder hos personalisterne Nikolai Berdyaev, Martin Buber og Gabriel Marcel. Personalismens fortalere beklager derfor, at det var Sartres udgave, der fra og med 1950’erne blev hovedeksponenten for eksistentialismen.
Et samfund fungerer godt, hvis medborgerne er handlende, ansvarsbevidste, engagerede, kreative og initiativrige. Derfor lægger personalismen vægt på mindre fællesskaber, hvor mennesker har stor indflydelse på deres egen tilværelse, og på at beslutninger bliver truffet så tæt på borgerne som muligt. Det er også positivt, hvis civilsamfundet og den frivillige, uegennyttige indsats blomster.
Personalister er ofte optaget af at udvikle demokratiet. I lighed med Hal Kock (1904-1963) mener personalismen, at det grundlæggende i demokratiet er samtalen og respekten og forståelsen for andre mennesker. Demokrati er ikke først og fremmest flertalsafgørelser, men en livsform, en måde at tænke på og forholde sig til andre på.
Medbestemmelsen og engagementet må styrkes og beskyttes ved, at mennesker i så høj grad som muligt får medbestemmelse for deres eget liv. Derfor er der brug for at begrænse systemernes upersonlige magt, uanset om det så er ”markedet”, statslige institutioner eller multinationale virksomheder.