Det, som adskiller personalismen fra andre filosofier og livssyn, er det store fokus på relationen mellem mennesker. Hvor individualismen lægger vægt på individets frihed, og kollektivismen lægger vægt på kollektivets fællesskab, betoner personalismen mødet mellem de enkelte individer i fællesskabet.
Som mennesker svæver vi ikke frit i luften uafhængigt af hinanden, men indgår i utallige netværk og relationer, hele tiden og hver eneste dag. Hele vores liv er kendetegnet af relationer. Vi betegner meget sigende hinanden med relationelle udtryk: mor, far, bror, søster, bedsteforældre, kollega, nabo, makker, partner, fjende og ven.
Det er igennem disse relationer, vores personlighed bliver dannet, og det er i disse relationer, vi lever vores liv. Når personalismen betoner relationerne så stærkt, er det i erkendelse af, at vi nok er unikke individer, men på samme tid er vi – positivt forstået – bundet til hinanden.
Vi lever i et samfund, hvor relationerne er sat under pres. De nære relationer, der tidligere var et fast holdepunkt i tilværelsen, er ikke længere selvfølgelige. Vi har udviklet et samfund, hvor mennesker ofte reduceres til noget mindre end personer.
Hvis vores relationer bliver midler til at nå vores mål, så får vi det, den jødiske filosof Martin Buber (1878-1965) kalder et ”jeg-det”-forhold til andre mennesker i stedet for en ”jeg-du”-relation. De negative konsekvenser ligger lige for: Når vi betragter mennesker som noget andet og mindre end personer (klienter, kunder, konkurrenter) o.l.), bliver det lettere for os at træffe beslutninger og valg, der får negative konsekvenser for de pågældendes liv.
I den personalistiske filosofi udfolder mennesket sin frihed, sit engagement og sit ansvar igennem relationer og fællesskab med medmennesket. Mennesket antages at være det, den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973) kalder disponibelt over for hinanden. Vi er væsener, der er disponerede til at ville, søge og indgå i relation med andre.
Den russiske personalist Nikolaj Berdyaev (1874-1948) taler om, at personligheden, i sit væsen og natur, forudsætter en anden person. Denne opfattelse distancerer personalismen fra individualismen, hvor medmennesket – i bedste fald – bliver noget, vi kan vælge til eller fra, som det passer os.
Individualismen – og dens politiske udtryk liberalismen – begår ifølge personalismen den fejl, at den opererer med et frihedsbegreb i et relationelt tomrum. Hvis vi opfatter frihed som et personligt privilegium, står vi i fare for at begrænse andre menneskers frihed gennem vores individuelle valg. Kun når vi udfolder vores frihed i respekt for og i relation til vores medmennesker, kan vi opnå en egentlig frihed, der gælder for alle mennesker.
Selvom vi ikke direkte har en relation med hele verdens befolkning, er vi stadig bundet sammen gennem vores fælles menneskelighed. Vi er alle personer, og derfor kan vores relationer ikke begrænses til race, etnicitet, religion, statsborgerskab eller andre markører, vi opdeler mennesker efter. Personalismens tale om mennesket som relationelt væsen betyder, at vi nøje må overveje, hvilke konsekvenser vores lokale, nationale og globale politik får – for det er konsekvenser, der kan mærkes af mennesker, personer som du og jeg.
Personalismens menneskesyn og stærke betoning af relationer medfører, at mister et menneske sine medmennesker – hvis medmennesket bliver en fremmed, en uvedkommende – så vil det fremmedgøre mennesket fra sig selv. Det skyldes, at dette menneskes identitet og udfoldelsesmuligheder lå i relationen til, engagementet i og samværet med medmennesket.
Den personalistiske kamp mod fremmedgørelse bliver dermed en kamp mod relationers og fællesskabers distancering, opløsning og pervertering. Hvis det medmenneske, jeg udviklede min identitet i relation til, forsvinder, vil en del af mig selv uundgåeligt også forsvinde. Vi bliver fremmedgjorte overfor os selv, hvis vores næste bliver en fremmed (latin: alienus) eller vores medmenneske er blevet en uvedkommende trussel, en alien. Meget sigende betyder ‘aliéné’ sindssyg på fransk: Vores sind er så forbundet med andre, at det bliver sygt, hvis den anden bliver fremmed.
Når relationer svækkes eller perverteres, mister jeg på en dyb måde mig selv, og i næste omgang bliver jeg fremmed for mig selv, fremmedgjort. Sat på spidsen kan man sige, at mennesket kun eksisterer i det omfang, det eksisterer for sit medmenneske, eller ligefrem: ”Amo, ergo sum” (jeg elsker, derfor er jeg). En sætning, vi finder hos personalisterne Max Scheler (1874-1928) og Karol Wojtyla (1920-2005).