Personalismen ser mennesker som unikke personer, som har en frihed og en værdighed, der aldrig må krænkes, og som samtidigt er forbundet til og engageret i fællesskaber – eller broderskaber, som FNs menneskerettigheder kalder det: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd” (artikel 1).
At der er stor overensstemmelse mellem menneskesynet i FNs menneskerettighedserklæring og personalismen er på ingen måde tilfældigt. Den franske personalist og filosof Jaques Maritain (1882-1973) var en af hovedkræfterne bag arbejdet med at formulere denne grundlæggende erklæring om mennesket og dets rettigheder.
Senere blev disse rettigheder og det personalistiske menneskesyn udgangspunktet for den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King (1929-1968). Han var først teoretisk optaget af personalisme, da han skrev en Ph.d. om personalisme på Boston Universitet, og senere satte han handling bag ordene i sin aktivistiske kamp for de sortes rettigheder i USA.
Også en anden frihedskæmper, den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu (f. 1931), er dybt præget af personalismen i sin kamp mod apartheid. Han knytter ikke mindst til ved det afrikanske begreb ubuntu, som han oversætter: En person er en person gennem andre personer.
Det er ikke tilfældigt, at både Luther King og Tutu var fortalere for en ikke-voldelig modstand mod de undertrykkende systemer. Det at volde skade på et menneskes krop og i yderste konsekvens berøve et menneske livet kan siges at være den ultimative krænkelse af dette menneskes værdi og rettigheder.
I personalismen er systemer og institutioner altid kun midler, der skal tjene mennesket som mål. Systemer skal fremme personers unikke frihed og værdighed. Men systemer – hvad enten det er tankesystemer, samfundssystemer eller styringssystemer – har en farlig tilbøjelighed til at vokse sig totalitære. De udvikler sig fra at være midler til at være mål, fra at være tjenende til at kræve lydighed og underkastelse.
Den russiske personalist Nicolai Berdyaev (1874-1948) mente, at alle institutioner er i konstant fare for at ende i vildskud og misbrug. Det skyldes primært den mentale proces, han kalder objektivering. Mennesket som subjekt foranstalter begreber, forordninger og institutioner for at tjene menneskets liv, men disse får deres eget liv, bliver objektiveret, og ender med at kræve, at mennesket underkaster sig og tjener dem. Det eneste middel mod disse tendenser er, hvad Berdyaev kalder en personalistisk ”transvaluation” af værdier; samfundets værdier skal være gennemsyret af personalisme.
Der ligger derfor i personalismen en systemkritik, et kritisk syn på den bestående orden. Det gælder, når systemerne er åbenlyst undertrykkende, som under det kommunistiske styre i Østeuropa frem til Murens fald. Men de vestlige samfund kan i lige så høj grad siges at være styret af en fremmedgørende og totalitær ideologi, det økonomiske system. Personalister mener derfor, at der også er brug for kapitalismekritik.
Den tjekkiske systemkritiker og senere præsident, Vaclav Havel (1936-2011), vil næppe kalde sig personalist, men han taler på flere måder ind i en personalistisk tradition. F.eks. når han beskæftiger sig med magtens natur og nødvendigheden af ”modmagt”, og med de tanker han gør sig om ”antipolitisk politik”.