Luther Kings kamp for økonomisk retfærdighed lever videre

---

Martin Luther King er mest kendt for kampen for de sortes borgerrettigheder i USA og for sin berømte tale I have a Dream fra 1963.

Det er mindre kendt, at King holdt talen i forbindelse med March on Washington for Jobs and Freedom. Tidligt i hans kamp for de sortes rettigheder blev det nemlig klart for King, at undertrykte kun opnår frihed og lighed, hvis de får en retfærdig del af både magten, landet og økonomien.

Arbejde og frihed hang sammen for borgerrettighedsbevægelsen i USA, og derfor marcherede de den 28. august 1963 til hovedstaden Washington DC, så King kunne stå på trapperne til Lincoln Memorial og tænde drømmen om menneskers værdighed, relationer og engagement. King var nemlig personalist.

King blev introduceret for den personalistiske tænkning under studierne på Boston University, som på det tidspunkt var et hovedsæde for den amerikanske personalisme. Han skrev en afhandling om personalisme og bekendte sig til dens tænkning. „Personalismen er stadig i dag min grundlæggende filosofiske position,“ erklærede han sidenhen.

En drøm i et socialt mareridt

Kings tale, I Have a Dream, i 1963 var en personalistisk drøm, men den økonomiske virkelighed for de fleste sorte amerikanere var et mareridt.

I begyndelsen af 1966 skete en ændring i Kings forståelse af racismen. Han indså for alvor, hvad der skal til for at skabe social retfærdighed og gennemgribende frihed for den enkelte, og fattigdommens virkelighed blev sammen med krigen i Vietnam til borgerrettighedsbevægelsens to vigtigste kernesager.
King fremhævede samvittighedens kald og fællesskabet med medmennesket som nøglen til den enkeltes frihed, frelse og eksistens.1

Her overfor stod et sammenhængende kulturelt netværk af undertrykkende overflod – Verdenshuset kaldte han det – som ødelægger menneskers kultur i stedet for at bevare den.

Synspunkterne blev fra alle kanter fordømt som upatriotiske, og mange af hans tro støtter var uenige i hans konsekvente stillingtagen imod USA’s udenrigspolitik og hans fastholdelse af ikke-vold.

Grådighed umenneskeliggør os

I 1968 krævede borgerrettighedsorganisationen Southern Christian Leadership Council (SCLC), som Martin Luther King var præsident for, tilstrækkelig uddannelse og anstændige boligforhold til borgerne.2

Organisationens forslag var mere vidtgående end den store familiehjælpsplan, som præsident Nixon havde iværksat, idet det omfattede en minimumsindkomst for alle, en art borgerløn, som skulle være sat efter samfundets medianindkomst.

Forslaget fra SCLC blev kritiseret fra flere sider for at undergrave det frie initiativ og kapitalismens grundlæggende mekanismer. SCLC’s mål var imidlertid hverken at hylde eller undergrave et økonomisk system, men alene, gennem lindring af sygdom, fattigdom og fortvivlelse, at tjene menneskeheden. Og hvis kapitalismen ikke var i stand til at tjene det fælles bedste og samfundets personer, var den forkvaklet ifølge King, uanset om den blev kaldt kristen kapitalisme eller frie markedskræfter.

King mente, at menneskers værdi og en retfærdig behandling er essensen af velfærd, og at vi er i konstant fare for at miste dette og umenneskeliggøre os selv gennem grådighed og udbytning af hinanden. Sorte amerikaneres fattigdom er ikke alene resultatet af slaveri og diskrimination – også grådighed og ulige magtrelationer skaber elendighed, som frarøver os vores værdighed, argumenterede han.

Kritik af kapitalisme og socialisme

King bad os overveje de dybe etiske konsekvenser af ulighed og fattigdom og spurgte os i bund og grund, hvilken type kultur og samfund vi ønsker.

Han pegede på, at vi, ud fra et økonomisk-filosofisk synspunkt, går for langt ud ad både kapitalismens og socialismens vej, og at vi ikke har haft klarsyn nok til at sætte os udover ideologierne og se både styrker og svagheder i de to ismer. Kapitalismen bærer en moralsk skyld og har ingen ægte forbindelse til de klassiske vestlige idealer og værdier, mente han og kritiserede kapitalismen for at være et system, der tillader, at „det nødvendige tages fra de mange for at give luksus til de få.“3

„Vi må ærligt indrømme, at kapitalismen ofte har skabt en kløft mellem overflødig velstand og dyb fattigdom, at den har skabt betingelser, som har tilskyndet mennesker med små hjerter til kulde og samvittighedsløshed, således at de, ligesom den rige mand over for Lazarus, ikke bevæges ved synet af en lidende, fattigdomsramt menneskehed. Profitmotivet tilskynder, når det er eneste basis for et økonomisk system, til hensynsløs konkurrence og selvisk ambition.

Det inspirerer mennesker til en jeg-centreret snarere end en du-centreret holdning. Sandheden findes hverken i kapitalisme eller socialismen i traditionel forstand. De står hver for en delvis sandhed. Kapitalismen formår ikke at se sandheden i det kollektive. Socialismen overser sandheden i det individuelle. Kapitalismen forstår ikke, at livet er noget fælles. Socialismen indser ikke, at livet er noget personligt,“ sagde King.4

Både kapitalisme og socialisme går altså for vidt ifølge King, idet ingen af ismerne realiserer en sund balance mellem fællesskabet og personen. Pointen er, at et jeg aldrig kan stå alene uden et vi, og at et vi uden respekt for et jeg aldrig kan fungere. Kapitalismen mangler empati for andre og deres situation, mens socialismen ikke anerkender den enkeltes handleevne og deltagelse i modsætning til massesamfundets fremmedgørelse.

Således er både kapitalismen og socialismen lukket for kraften i den ydmyghed og retfærdighed, der ligger i det fælles bedste, og King hævdede, at begge systemer potentielt er intolerante og i sidste ende voldelige.

Upersonlige ismer

King formulerede således en dynamisk kritik af kapitalismens negative konsekvenser for fællesskabet, ligesom han gjorde med socialismens konsekvenser for individet.

Han nærede en modvilje mod vestlige økonomers tro på, at vi kan få styr på det hele ved hjælp af frie markeder, ligesom han fandt socialismens klassebevidsthed og kollektivisme grundlagt på fejlagtige antagelser om mennesket. Kapitalisme og socialisme er begge upersonlige i deres ontologi og i måden, hvorpå de møder den enkeltes behov, mangler og ønsker, mente han.

King beskrev allerede i sin tid en eskalerende fremmedgørelse, som blot fremstår endnu mere aktuel i dag:
„Industriens og regeringens kæmpeskikkelser væves sammen i en kringlet beregningsmekanisme, som sætter personen uden for i parentes. Fornemmelsen af at tage del i noget går tabt, følelsen af, at menigmand har indflydelse på vigtige beslutninger, forsvinder, og mennesket bliver afskåret og reduceret.

Når den enkelte ikke længere er en egentlig deltager, når han ikke længere føler sig ansvarlig over for samfundet omkring sig, bliver demokratiet tømt for mening. Når kulturen nedværdiges, og tarveligheden kommer i højsædet, når samfundet som system ikke opbygger tryghed, men bliver en kilde til usikkerhed, tilskyndes den enkelte ufravigeligt til at trække sig fra et sjælløst fællesskab.“5

Vi er indbyrdes afhængige

Amerikanerne er dybt rodfæstede i kapitalismens etos med vægt på autonomi og individualisme. Adspurgt om, hvad der fører til succes, vil en amerikaner typisk fremhæve den personlige indsats og offervilje som det allervigtigste. Enhver klarer sig selv uden systemets hjælp, og offentlige velfærdsydelser anses for ydmygende – ikke et socialt løft. Det ligger derfor også mange amerikanere fjernt at erkende rækkevidden af det faktum, at vi er hinandens forudsætning og er gensidigt afhængige af hinanden som mennesker.

Hvis vi i for høj grad anskuer individet adskilt fra fællesskabet, foretager vi ifølge King en grov abstraktion og går fejl af individets inderste værdi. Han anskuede det individuelle som noget, der vokser ud af fællesskabet og helt fundamentale sociale processer.

Martin Luther King hævdede, at den enkelte ikke kan betragtes isoleret fra de fælles anliggender, og at økonomien også er et fælles anliggende. Økonomien er en del af kulturen og er indlejret som en del af de etiske, videnskabelige og historiske former for værdi.

I enhver kultur udgør personer i alle deres indbyrdes og forbundne former for sociale interesser og relationer grundlaget for al værdi, mente King. Det økonomiske liv er et vigtigt aspekt af et samfund, men det er et middel til velfærd, ikke et mål i sig selv, og det er farligt, når økonomien fratages sin betydning for etikken. King advarede imod, at „øget materiel magt forstørrer farerne, hvis der ikke er modsvarende vækst for sjælen.“6

„øget materiel magt forstørrer farerne, hvis der ikke er modsvarende vækst for sjælen.“

Martin Luther King

Det illustreres tydeligt i dag af de sociale medier, at personer er mangfoldige og indbyrdes afhængige. I vores kulturs virtuelle acceleration ligger der imidlertid en voksende risiko for, at reflekterende processer ofres til fordel for øjeblikkelig tilfredsstillelse. I stedet for at fortabe os i den fragmenterede verdens mange løsrevne budskaber opfordrede King os til at forlade os på vores erfarings kontinuitet og de indlejrede strukturer af viden og kultur, vi finder gennem vore medmennesker:

„Ethvert folkeslag arver et enormt skatkammer af idéer og arbejde, som både levende og døde fra alle folkeslag har bidraget til. Hvad enten vi ved af det eller ej, har vi alle hver især ’minus på kontoen’. Vi står i evig gæld til kendte og ukendte mænd og kvinder.“7

Under den sminkede overflade

I dagens USA har vi fortsat massive økonomiske problemer, og vi er stadigvæk milevidt fra det raceløse samfund. Den økonomiske vækst har tragisk nok ikke øget den indkomstmæssige lighed, men derimod uligheden.

Tv og sociale medier har skabt en virtuel integration, som på overfladen giver indtryk af tolerance og lighed, men under kæmpestore virksomheders symboler på lige muligheder ligger den skræmmende erkendelse af en falsk fortælling, der skjuler vores manglende evne til at styre vores økonomi såvel i USA som i andre lande. Amerikansk popkultur – medier, sport, film og musik – har medvirket til at gøre os blinde over for de fastlåste økonomiske uligheder, eksempelvis det faktum, at amerikanske skoler og boligkvarterer er mere raceopdelte i dag end for fyrre år siden, at sorte i gennemsnit kan forvente en tidligere død og en lavere løn, og at sorte straffes med fængsel i langt større omfang end hvide.

Undertrykkelsen fortsætter, og magthaverne forsøger at skjule den, hævdede King, og det gør sig desværre stadig gældende i dagens USA, hvor vi sammenlignet med resten af ??verden har det største antal borgere fængslet per indbygger. Denne kendsgerning stemmer dårligt overens med den amerikanske hyldest til frihed som noget helt grundlæggende.

De sikrede fængsler bliver omtalt og diskuteret udelukkende med bureaukratiske og økonomiske argumenter og ræsonnementer, som om de etiske aspekter og problemstillinger allerede er uddebatteret. Borgere i det amerikanske samfund klager over fængselslukninger, fordi lokalsamfundet mister arbejdspladser, i stedet for at forholde sig til etiske og menneskelige aspekter af, at store, sikrede institutioner frarøver mennesker deres frihed.

Kampen for lige løn

For King var det afgørende, at USA ikke bare påberåber sig at være fadder til menneskerettighederne, men også påtager sig ansvaret at leve op til deres idealer. Igen er den nutidige relevans til at tage og føle på. Det er eksempelvis beskæmmende, at kvinder i den amerikanske arbejdsstyrke i gennemsnit tjener tæt på tyve procent mindre end mænd, der udfører det samme arbejde.

Da diskussionen om ligelønslovgivning sidst blev behandlet af lovgiverne i den amerikanske kongres, blev spørgsmålet ikke engang bragt til afstemning. Det bør ikke være acceptabelt i en kultur, der bryster sig af lige muligheder og prædiker det frie initiativ.

Kings bøn om en rimelig og fair indkomst til alle er stadig aktuel i en tid, hvor vores sociale vision er forvrænget af profit-incitamenter og besættelsen af at blive en succes, og hvor vi har mistet synet for dem, der bliver hægtet af.

Økonomisk retfærdighed er fortsat vigtig for at skabe og opretholde samhørighed og respekt mellem mennesker. Hver eneste persons samfundsmæssige vilkår har betydning for vedkommendes dannelse, værdighed og selvrespekt.

„Der er intet andet end manglen på en samfundsvision, der hindrer os i at give alle amerikanske borgere en acceptabel løn, det være sig hospitalspersonale, vaskeriarbejdere, husholdersker eller daglejere. Der er intet andet end kortsigtethed, der hindrer os i at garantere alle amerikanske familier en årlig minimumsindkomst – som man kan leve af,“ sagde King.8

Kings teori om fællesskab er pluralistisk og pragmatisk, idet han hævdede, at intet folk har råd til at adskille midler fra mål eller kendsgerninger fra værdier. Frihedens mål skal udleves i praksis.
Økonomi er derfor ikke bare evnen til at skabe jobs, men må nødvendigvis også indebære en investering i menneskers livskvalitet.

Det nyligt vedtagne Tennessee Promise-program, som betaler for trængende børns uddannelse, er et godt eksempel på, hvordan man kan investere i menneskers fremtid.9 Tennessee er den første stat i USA, hvor der er vedtaget et program som dette, og det er opmuntrende at tænke på de langsigtede konsekvenser, som initiativet kan få.

Økonomisk retfærdighed er moralsk

Moral blev af King anskuet fra et kulturelt udgangspunkt, hvori både økonomi og etik spiller en rolle – sammen med religion, kunst, videnskab og politik. I dette bredere kulturelle perspektiv kan hverken økonomi, etik eller teknologi alene ses som skurken bag den sociale og personlige uretfærdighed, der fortsat gælder. Dermed adskilte King ikke det økonomiske fra det etiske.

Globalisering bliver ofte brugt til at berolige modstanderne mod den store økonomiske ulighed på verdensplan. Den vil jo blive udlignet, efterhånden som markedet bliver gennemført globaliseret, lyder det. King tog afstand fra en sådan nedprioritering af det etiske aspekt af økonomien og dens konsekvenser, og han advarede imod den himmelråbende kontrast mellem fattigdom og velstand og opfordrede til en etisk forpligtelse og at se på personers værd. Fattiges som riges.

„Vores store Verdenshus kommer til at opleve en værdimæssig omvæltning som supplement til den videnskabelige omvæltning og den frihedsrevolution, der omslutter hele verden. Vi må i al hast påbegynde skiftet fra et ’tingsorienteret’ samfund til et ’personorienteret’ samfund. Når maskiner og computere, profitmotiver og ejendomsret, anskues som vigtigere end mennesker, kan de vældige trillinger, racismen, materialismen og militarismen, umuligt besejres. En civilisation kan opleve tilbagegang på grund af moralsk og åndelig såvel som finansiel bankerot,“ skrev King i Where Do We Go From Here.10

Dette synes mere aktuelt i dag end nogensinde, hvor vi er accelereret ud ad den vej, som medfører afpersonalisering. Mange studier viser, at nutidens mennesker er mere trygge ved maskiner og gadgets end ved personer, og erhvervslivet er ofte mere optaget af teknologiens ydeevne end af mennesker af kød og blod.

Det er min klare overbevisning, at vi som samfund i en nær fremtid kommer til at stå overfor, om vi vil vælge retfærdighed og lighed for mennesker – eller om vi vil fortsætte ud ad vejen, hvor vi automatiserer vores samfund med robotter og ophøjer det upersonlige.

Racisme og økonomisk udbytning

I sin sidste bog, Where Do We Go From Here: Chaos or Community?, argumenterede King for, at racismen i dens globale omfang „og dens evindelige forbundsfælle – økonomisk udbytning – er nøglen til at forstå størstedelen af vor tids internationale forviklinger“.11 Der hersker ifølge King en forbindelse mellem klasse og race, ligesom mellem fattigdom og racisme.

Udviklingen med den globale finanskrise, polariseringen mellem de rige og hvide magthavere og de fattige sorte i USA, den skærende kontrast mellem rige og fattige i mange ulande, klima- og miljøproblemer for lokalbefolkninger i kølvandet på rovdrift og så videre har siden kun bekræftet, at økonomisk uretfærdighed fører til økonomiske katastrofer og lokale samfunds sammenbrud både i USA og overalt i verden.

I 2014 identificerede World Economic Forum (WEF) de ti største globale problemer, og ud af disse knytter halvdelen sig til den globale økonomi:
1. Finanskrisen i nøgleøkonomier, 2. Strukturel høj arbejdsløshed, 4. Alvorlig indkomstulighed, 7. Svigt i global ledelse og 9. Fejl i finansielle mekanismer og institutioner.12

Det menneskelige ansvar

Det er en kendt sag, at USA’s belastning af miljøet og medvirken til økonomisk skævhed på verdensplan er uden historisk fortilfælde til trods for den aktuelle økonomiske tilbagegang. Vi er så forkælede og privilegerede, at vi oftest tænker stabilitet og vækst som synonymer.

Den mindst tilfredsstillende manifestation af vores manglende engagement i at forbedre livskvaliteten på verdensplan ser vi i form af vores standpunkt i krigen mod fattigdom. Det er godt, at vestens regeringer fortsat yder officiel udviklingsstøtte til de mindst udviklede lande, men denne støtte i kampen mod fattigdom spiller altid andenviolin i forhold til et blodtørstigt, industrialiseret militærkompleks.

At udnytte de fattige og ignorere de mindrebemidlede er at forråde sit eget værd; det er at synke lavere end de umælende dyr, som lever efter jungleloven, hvor kun de stærkeste overlever. Friheden består i, at vi personligt er i stand til i vores handlinger at vælge enten at hæve os over eller synke lavere end dyrene.

Vi må og skal beskæftige os med verdens uretfærdighed og ulighed, fordi vi umenneskeliggør os selv, hvis vi ikke gør det. Vi må ikke se med ligegyldighed på vores brødre og søstre, som King skrev i The Measure of a Man:

„Det kan have sin rigtighed, at mennesket ikke skal leve af brød alene, men det blotte faktum, at Jesus tilføjede dette ’alene’ betyder, at mennesket ikke kan leve uden brød. Troen må aldrig overse dette, og enhver tro, der hævder at dreje sig om menneskers sjæle, men som ikke kerer sig om de økonomiske betingelser, hvorved sjælen går fortabt, de samfundsforhold, der korrumperer mennesker, og de regeringsorganer, der invaliderer dem, er en død, udtørret, intet-udrettende tro, som mangler nyt blod. For den overser den basale kendsgerning, at mennesket er et biologisk væsen med en fysisk krop. Dette må og skal stå som fast princip i enhver lære om mennesket.“13

Håbets potentiale lever

For King var det personer og ikke ejendom, der er grundlaget for al værdi: „Jeg er klar over, at mange fastholder en sondring mellem ejendom og personer – og holder begge ukrænkelige. Mine synspunkter er ikke så rigide. Et liv er helligt. Ejendom er beregnet til at tjene livet, og uanset hvor meget vi omgiver ejendom med rettigheder og respekt, er det ikke noget personligt væsen. Det er en del af den jord, som mennesker går på; det er ikke et menneske.“14

Som samfundsreformator forsøgte King at engagere og motivere mennesker til at bekymre sig for deres næste og aldrig opgive håbets potentiale. På den måde adskilte han sig fra den type revolutionære, hvor modstanderne ikke ses som personer, der fortjener engagement og respekt, men som blot skal overvindes og bekæmpes. Det var brodervogterens byrde, der drev ham.

Hans filosofi om økonomisk retfærdighed erkender, at frihed altid har været dyrekøbt, og historien er et vidnesbyrd om, at frihed sjældent er opnået uden ofre. Vi må blive ved med at kæmpe for frihed og aldrig stille os tilfredse med det, der ligner frihed, selv om det er det mest bekvemme.

Oversættelse: Benjamin Dalton og Jonas Norgaard Mortensen

Noter