Seniorboliger med fællesskab er fremtiden

---

Flere undersøgelser viser, at ensomhed er et af tidens største problemer blandt ældre. En undersøgelse fra 2010 fra Ensomme Gamles Værn (EGV) viser, at mindst 40.000 personer i Danmark over 65 år føler sig ensomme. Tager man dem med, som indimellem føler sig forladt, er tallet 112.000, og tallene er stigende ifølge EGV’s undersøgelse.(1)

I alt er der i Danmark over 1 million ældre over 65 år, og i 2020 vil tallet være vokset til cirka 1,3 millioner.

I forhold til hele Danmarks befolkning lyder 40.000 måske ikke af meget. Men da antallet af personer over 65 år er kraftigt stigende, er der grund til at øge opmærksomheden på dette problem. Udviklingen er alarmerende, da flere undersøgelser dokumenterer, at ensomhed kan medføre demens, depression og selvmordstanker. Det er lige så skidt for helbredet at være ensom, som at ryge eller være fysisk inaktiv.(2)

Længst muligt i eget hjem

En af de altafgørende årsager til denne udvikling er den politik, vi fører herhjemme under devisen „Længst muligt i eget hjem“.

Gennem flere årtier har vi med vores socialpolitik i bedste mening sikret, at folk kan blive boende i deres eget hjem, som indeholder alle minderne fra et langt liv. Her er børnene født og opdraget. Her har været hverdag og fest med venner og familie. Her føler personen sig hjemme.

Vi sørger for hjælpemidler til at komme rundt i boligen. Vi sørger for alarmsystemer, teleslynger, madudbringning, rengøringshjælp og robotstøvsuger og alle mulige foranstaltninger for at give ældre mulighed for at blive i eget hjem.

I Danmark er vores boliger indrettet, så de er mest muligt afskærmet fra naboer og andre forbipasserende. Hækken skal være så høj, at vi kan færdes uforstyrret i haven, og hvis lejligheden ligger i stueetagen, har vi gardiner eller matterede ruder, så vi ikke kan kigge ind i hinandens stuer.

Sådan er det bestemt ikke alle steder i verden. Fra amerikanske film, kender de fleste af os det typiske amerikanske villakvarter, hvor forhaverne smelter sammen, og hvor ligusterhækken er afløst af relationer og en vis grad af fællesskab.

I mange andre lande og egne af verden er der et langt mere udbredt „gade­liv“, hvor man mødes på gaden eller vejen – og ikke blot forsvinder ind bag ligusterhækken.

Når vi gennem livet lever så afsondret fra hinanden, bliver ensomheden ekstra hård, når familie, venner og bekendte fra et langt liv er væk. For så er der ikke et socialt netværk i opgangen eller på villavejen at læne sig op ad.

Dårlig forretning

Når børnene ikke kommer længere, de tidligere naboer er udskiftet med børnefamilier, og ægtefællen er gået bort, så banker ensomheden på døren. Så bliver den eneste kontakt til andre mennesker et kort glimt af den chauffør, som leverer foliebakken med mad, samt et goddag og farvel til den stressede hjemmehjælp, der hastigt støvsuger gulvet i stuen.

Når skiftende regeringer har holdt fast i, at vi skal blive længst muligt i eget hjem, skyldes det et ønske om at give mulighed for at tilvælge den livskvalitet, der kan være forbundet med at blive boende i vante omgivelser, men der er naturligvis også et økonomisk perspektiv.

Det har hidtil været antagelsen, at det er billigere for kommunen at yde begrænset hjælp i eget hjem end at flytte den ældre til en plejebolig med personale døgnet rundt, tre måltider om dagen og alle de faciliteter og ydelser, der følger med en plejebolig.

Kommunernes Landsforening skriver imidlertid i deres ældrepolitiske udspil fra 2010, at det er væsentligt dyrere at levere omfattende hjælp i hjemmet end i en plejebolig. Vel at mærke, hvis den ældre har behov for mere end 22 timers hjælp om ugen. Med så mange timers hjælp om ugen skal der køres flere gange i døgnet til det enkelte hjem, og det er særligt dyrt i ydertimerne om natten og i weekenderne.

Der er en tendens til, at det i højere grad er økonomien, som styrer vores velfærdsydelser, og i mindre grad borgerens behov for hjælp og nære sociale relationer.

Vi ved i dag, at ensomhed har en lang række negative bivirkninger, der, udover at være dyre for det offentlige, også giver nedsat livskvalitet. Det er derfor nødvendigt at se mere helhedsorienteret på den enkelte ældre borger og sammen med borgeren vurdere hvilke tiltag, der vil give størst livskvalitet.

Hjemmet bliver et fængsel

Man kan med rette spørge, om situationen er anderledes for den ældre end for den unge, der lige er flyttet til en ny by for at studere eller arbejde. Et farvel til fødeby, familie og netværk gør vel også den unge til en ensom person midt i storbyens vrimmel? Ja, men den store forskel ligger i muligheden for at opsøge nye venskaber og skabe netværk.

Hvor den unge har mulighed for at opsøge nye sociale relationer, f.eks. ved at deltage i foreningsliv, er den ældre typisk bundet til sin bolig på grund af funktionsnedsættelse eller af andre fysiske årsager, som gør det svært at bevæge sig væk hjemmefra.

Der er derfor behov for at gøre en indsats over for den del af befolkningen, som ikke længere er så mobile, og som samtidig oplever, at familie, venner og ægtefælle falder bort. De er som tidligere nævnt ofte hårdt ramt af ensomhed – og de mange hjælpemidler i hjemmet fjerner den ikke. De tryghedsskabende hjælpemidler binder i høj grad den ældre til hjemmet, som kan føles som en slags fængsel.

Det er efter min opfattelse helt nødvendigt at tilføre et fællesskabsfremmende element til fremtidens ældreboliger, men også til boliger i det hele taget, så vi hver især får bedre muligheder for at dyrke fællesskabet frem for ligusterhækken, før ensomheden rammer.

USA: Communities drevet af seniorer

Som led i mit arbejde for Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige har jeg besøgt flere boligfællesskaber eller communities for seniorer i USA, blandt andet Faulkeways i Pennsylvania.

Her bor cirka 400 beboere i alderen fra 65 og op. Omkring 60 procent af beboerne er par, mens resten er enlige. Der er en blanding af lejligheder og parcelhuse, og inden for området findes fire restauranter, et wellnesscenter, frisør, svømmehal, bibliotek, værksteder og internetcafé. Flere af faciliteterne benyttes samtidig af skolebørn og familier fra nabolaget.

Steder som Faulkeways drives i høj grad af beboerne selv, men der er ansatte til at drive restauranterne samt vedligeholde og renholde fællesarealerne inde og ude. Stedets drivkraft er over 100 arbejdsgrupper og komitéer, som alle udelukkende består af beboere. De er engageret i alt fra musik, amatørteater, koncerter og blomsterdyrkning til et træværksted, som restaurerer og sælger møbler for at finansiere nogle af aktiviteterne.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan flere af beboerne danner netværk og venskaber på kryds og tværs ved at indgå i de mange arbejdsgrupper og aktiviteter.

Allerede ved indflytningen bliver den nye beboer budt velkommen af en velkomstkomité bestående af beboere.

Der bliver samtidig lagt en plan for, hvilke arbejdsgrupper og komitéer den enkelte ønsker og magter at deltage i.

Som en mandlig beboer sagde: „At flytte ind her er det bedste, der er sket mig, siden jeg blev gift med min kone.“

Danmark: Selvejende ollekoller

I Danmark findes lignende fællesskaber for seniorer og ældre. Her er det gennemgående træk, at beboerne har mulighed for at danne netværk og dyrke deres interesser samt ikke mindst støtte og hjælpe hinanden, hvis funktionsnedsættelsen hæmmer beboerne i at færdes i byen. Disse kollektivhuse for ældre er etableret som selvejende institutioner og drives i dag uden offentlige tilskud.

Et eksempel er Sophie Amalie Gården på Frederiksberg. Her er 220 boliger i forskellige størrelser, og alle beboere er i alderen 60+. I forbindelse med ejendommen er etableret en restaurant, som udelukkende er for husets beboere og deres gæster. Her serveres et varmt måltid mad hver dag tilberedt af professionelle kokke. Derudover er der gæsteværelser, kiosk, bibliotek, fitnessrum og PC-café.

Beboerne tager i høj grad initiativer til arrangementer, såsom foredrag, dans, sangaften, grillhygge og meget andet, og de aktive beboere sørger for at inddrage nye og eventuelt ensomme beboere i fællesskabet. I dette kollektivhus er der med andre ord skabt nogle rammer, hvor fællesskabet kan gro, og de mest aktive af beboerne går forrest, når rammerne skal fyldes ud med fællesskabsfremmende aktiviteter.

Kollektivhuset Margrethegården i Roskilde har mange af de samme faciliteter. Rammerne bliver fyldt ud af beboernes egne aktiviteter, og der bliver skabt små fællesskaber på kryds og tværs. Frokostaftaler etableres, kortspil igangsættes, de hyggelige udendørsfaciliteter udnyttes til kaffe-komsammen og venskaber opstår.

Fremtidens ældreboliger

Mit besøg i USA med Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige var finansieret af Realdania og resulterede i en rapport med titlen: Fremtidens kollektive boligformer for ældre.(3)

Rapporten konkluderer, at der er et stort behov for og en stigende efterspørgsel blandt seniorer efter at bo i fællesskaber, hvor man kan støtte hinanden og danne netværk med ligesindede. Rapporten præsenterer samtidig brugbare værktøjer til at udvikle et fælles værdigrundlag for beboere i nye boligbaserede fællesskaber.

Fremadrettet bør der i Danmark etableres bedre muligheder for nytænkning og initiativer på dette område. En af konklusionerne i ældreudspillet fra Kommunernes Landsforening er, at offentligt-privat samarbejde (OPS) skal bane vejen for flere boligfællesskaber for seniorer: „… en vej at gå kunne være at indføre en ny type ældreboliger, hvor elementer fra bofællesskaber kombineres med de bedste elementer fra de tidligere alderdomshjem“, hedder det.

For kommunerne er gevinsten ved en sådan satsning en besparelse på udgifterne til hjemmehjælp, madudbringning med mere, men vigtigst af alt er gevinsten at skabe mere livskvalitet blandt disse aldersgrupper og dermed nedbringe den udbredte ensomhed og alle dens mange triste følgevirkninger betragteligt.

Det er en opgave både for politikerne på Christiansborg og i kommunerne at skabe bedre muligheder for at etablere fællesskabsfremmende boligbyggerier – og det er så naturligvis op til seniorerne og de ældre selv at fylde fællesskabet ud.

Jeg taler ikke nødvendigvis om den store forkromede model med flere hundrede boliger, restauranter og hele perlerækken af faciliteter. Et simpelt opgangsfællesskab, hvor en mindre lejlighed indrettes som fælleslokale, giver også mulighed for at mødes og lave fællesarrangementer med mere. Det kan give beboerne et socialt netværk og være et effektivt værn mod ensomhed.

Nye boligfællesskaber tager form

Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige har siden 1950’erne etableret fællesskabsfremmende boligfællesskaber for ældre og seniorer over hele landet. 19 er det blevet til i alt.

Ofte bliver boligfællesskaberne til i en proces, hvor de kommende beboere spiller en væsentlig rolle, får indflydelse og ejerskab.

I øjeblikket er foreningen i gang med at realisere Dalen i Helsingør – en bebyggelse med omkring 40 boliger beliggende i den nordvestlige del af Helsingør, lige op til skoven og med udsigt over Kattegat og Kronborg.

Arbejdet med Dalen begyndte allerede i 2010, hvor en gruppe Helsingør-borgere, der ikke kendte hinanden i forvejen, satte sig sammen og placerede en repræsentant for foreningen for bordenden sammen med en arkitekt.

Gruppen mødtes med jævne mellemrum gennem et par år for at drøfte værdier, holdninger og grundlag for den kommende bebyggelse. Arkitektens rolle var at tegne boligerne efterhånden, som arbejdet skred frem.

På den måde fik de kommende beboere indflydelse på såvel boligernes indretning, som fællesskabets præmisser. Oveni opstod der et enestående fællesskab i disse samtaler.

Grundlaget for Dalen er omsorg, hjælpsomhed, tolerance, udvikling og respekt. Dette grundlag er udgangspunktet for at skabe gensidig tryghed og trivsel. Boligerne etableres som almindelige lejligheder, hvor der er taget hensyn til, at beboerne er eller bliver ældre. Herudover er der en række fælles faciliteter, ligesom det er muligt at benytte restauranten på det nærliggende ældrecenter.

Det er værd at bemærke, at processen er vendt rundt. Når almene boligselskaber i dag etablerer boliger for ældre, lader de arkitekten tegne boligerne først, og giver herefter de kommende beboere mulighed for at vælge farven på væggen og mønsteret på skabslågerne.

I arbejdet med Dalen skabte vi fællesskabet først ved at drøfte grundlag og værdier. Der var naturligvis uenighed til at begynde med, men tolerance og respekt for hinanden gjorde, at Dalens kommende beboere nåede frem til et fælles grundlag, som er ved at blive realiseret.

Ingen af gruppens medlemmer behøver at føle sig ensomme. De har alle fået en stor omgangskreds og opmærksomme kommende naboer. De er blevet en del af en gruppe, hvor der er plads og rum til at være alene og være sammen med andre.

Det er ikke værdigt at ende sine dage i ensomhed. Livskvalitet er for os alle forbundet med relationer og fællesskab, og som det fremgår af de nævnte eksempler fra ind- og udland, kan engagement kombineret med de rette rammer styrke fællesskabet og skabe de relationer, som er nødvendige for alle – også ældre.

Noter

1. Ensomme Gamles Værn har temahjemmeside om ensomhed, se www.egv.dk/ensomhed. Den nævnte undersøgelse fra 2010 hedder Hvor mange ældre er ensomme?
2. John T. Cacioppo i interview i Dagbladet Information: „Ensomhed har konsekvenser for alle“, den 15. november 2011. Undersøgelsen om, at ensomhed er lige så farligt som at ryge 15 cigaretter om dagen, er foretaget på Bingham Young University i USA og publiceret under titlen „Social Relationships and Mortality Risk“ i tidsskriftet PLoS Medicin i 2010.
3. Link til Realdanias rapport Fremtidens kollektive boformer for ældre se
   http://www.kollektivhus.dk/om-foreningen/fakta-og-forskning/fremtidens-kollektive-­boligformer-for-aeldre.