Engagement og fællesskab er vigtigere end toiletter og tekøkkener

Første gang jeg trådte ind på plejehjemmet Lotte i en gammel villa på Frederiksberg i 1988 tænkte jeg: Her vil jeg ikke engang selv bo som gammel. Og hvordan kan jeg være leder et sted, der byder mig så meget imod, at jeg ikke ønsker for mig selv eller mine nærmeste at bo der? Stedet var hverken værre eller bedre, end andre jeg kendte til. Det var vilkårene.

Det er usundt som menneske dagligt at være i konflikt med sin etik og moral. At være handlingslammet og føle, at alt det, man står for, kan man ikke udleve. Men som leder kan man gøre noget ved det, og det gjorde jeg. Med medmenneskelighed, åbenhed og respekt usynligt mejslet i Lottehjemmets indgangsparti skabte personalet og jeg igennem 23 år et sted med værdighed i alderdommen. Et sted, hvor mennesker blev mødt helt, ikke halvt. Et sted, hvor beboerne nød livet, i stedet for at kæmpe sig igennem hver dag. Et sted, hvor der sad én og holdt den døende i hånden, når den gamle krop udåndede.

Det blev siden hen et succeskriterium for vores arbejde, at personalet med stolthed og overbevisning kunne sige, at beboerne var lige så forskellige, når de døde, som da de kom til stedet. Resultaterne var opsigtsvækkende, og delegationer fra nær og fjern valfartede til den gamle villa midt på Frederiksberg, hvor beboerne ikke engang havde eget toilet, og det tre etager store hus var besværligt at bevæge sig rundt i. Men Lottehjemmet havde noget andet og mere værdifuldt: Menneskeligt overskud, plads til forskellighed og livsnydelse på menuen.

Kassetænkning og dokumentationsiver

Arbejdet med at få medmenneskeligheden ind på plejehjemmet viste sig at være en udfordring i et system præget af kassetænkning, dokumentationsiver og mistillid.

Ældrepleje er blevet et spørgsmål om fysiske rammer og skemaer, hvor systemet vasker hænder ved at kontrollere og dokumentere. Det er kvadratmeter, eget toilet og tekøkken, der tæller. Det er let, for det koster kun penge, men vi kvæler det væsentligste, som er det medmenneskelige. Folk kan dø af sult og ensomhed, mens vi skriver, hvor godt det går, og der er ikke ret mange der stiller spørgsmål, så længe papirerne er i orden.

Jurister og økonomer sidder bag et skrivebord og definerer de varme hænders arbejde uden begreb om kerneopgave og faglig stolthed. Der er ingen ældre, der kommer på plejehjem for at få skrevet en dagbog. De kommer for at få hjælp, omsorg og samvær. Jeg måtte ganske enkelt stille mig selv spørgsmålet: Hvad vil du helst – sikre dig at beboerne har det godt eller registrere og dokumentere i hobevis?

Som det er nu bliver ældrepleje alt for ofte et valg mellem omsorg og skemaer. På Lottehjemmet prioriterede vi det første, og registrerede hvad vi anså for nødvendigt, gavnligt og meningsfuldt. Det menneskelige må altid gå forud for alt andet, og at nå begge dele til fulde er umuligt, sådan som registreringsbyrden har udartet sig.

Dokumentation er naturligvis nødvendigt, for eksempel ved influenza eller en brækket arm, men det er gået for vidt. Det bør være en selvfølge, at beboerne får noget at drikke og spise – det behøver vi ikke notere. Når tilsynet kommer ud på et plejehjem, bør man snarere se på et så udbredt problem som liggesår. Noget som vi aldrig havde i mine år som leder af Lottehjemmet, for det sker ganske enkelt ikke, når man drager omsorg. Beboerne kunne have liggesår, når de kom fra hospitalet, og dem kæmpede vi for at få bugt med.

De slipper livet, så snart de mister indflydelse

Hverdagen på Lottehjemmet var præget af samvær i fællesrummene og respekt for den enkeltes ønsker og vaner. Beboerne kunne ryge, drikke rødvin til maden og portvin til kaffen, og der var plads til forskellige døgnrytmer. Der var ingen rigide regler, hvad det angik.

Vi havde årlige rejser for beboere og pårørende, som var meget populære, men det var det, som vi gjorde de resterende 358 dage, der havde allerstørst betydning. Hverdagen var det vigtigste. Vi havde musikaftener i fællesrummene, som var højt elsket af beboerne. Vi spiste sammen beboere, personale og pårørende, og de pårørende var altid velkomne til at spise med. Ligesom de naturligvis også måtte gå i fælleskøkkenet og smøre en ostemad til deres gamle mor. Det er voksne mennesker, der er vant til at begå sig i et køkken.

Vi sørgede for, at de ældre kom ud at sidde i den vidunderlige have, der hørte til Lottehjemmet. Vi fjernede hegnet ind til skolen ved siden af, så børnene nemt kunne komme på besøg hos os. Der var aldrig støj – kun englelyde, som en beboer udtrykte det.

Livskvalitet hører om noget sted til i alderdommen efter et langt arbejdsomt liv, og ældre skal have lov til at nyde det samme, som de altid har gjort. Angsten og formaningerne må aldrig vinde. Hvis Hr. Jensen på 101 år hele sit liv har elsket sit spejlæg, uden det er vendt, må vi ikke pludselig tage det fra ham, og han skal selvfølgelig også stadig barberes, for heri ligger en vigtig værdighed for mange.

Vi må bevare rummelighed i forhold til, at nogle lever anderledes end os selv. Det, der er rigtigt for mig, behøver ikke være rigtigt for andre. Det er så indlysende og elementært, men alligevel glemmer vi plads til forskellighed – også på et plejehjem. Vi vil ofte hjælpe i bedste mening, fordi vi tror, de lever længere, men det forholder sig omvendt.

Ældre kan dø tidligere på gulerødder end lagkage, for de slipper livet, så snart de mister indflydelse.

Ældre må aldrig fratages deres vaner og selvbestemmelse, for så tager vi værdigheden og gnisten fra dem.

For længe i eget hjem uden menneskelig kontakt

Cirka 17 procent af den danske befolkning er over 65 år, og de står for cirka 34 procent af alle selvmord. Folk kan dø af ensomhed i eget hjem. Det er positivt, at ældre har mulighed for at blive i kendte omgivelser, så længe de ønsker og blandt andet kan få bragt mad ud. Men teknologi og økonomisk tænkning betyder, at alt for mange risikerer at blive alt for længe i eget hjem, måske med en robotstøvsuger og næsten ingen menneskelig kontakt.

Det er et misforstået hensyn at lade ældre blive i eget hjem udelukkende i den tro, at de har mest brug for kendte rammer og minder fra et helt liv omkring sig. Relationer og fællesskab er langt vigtigere for de fleste, som har haft familie, venner og kollegaer tæt på hele livet. Pludselig er de alene. Ægtefællen er måske gået bort, og børn og børnebørn lever en travl tilværelse, hvor der måske ikke er tid til at besøge sine gamle forældre, og når vi så gør, bliver vi ofte konfronteret med en ubærlig dårlig samvittighed. Vi glemmer desværre alt for ofte, at det er mens, vi lever, det gælder.

Ældre bør kunne få en plads på et plejehjem eller lignende alene af sociale årsager. Vi er blevet så materielt og økonomisk fikserede, at vi ikke længere kan se elendigheden i at være alene, når man har været aktiv og omgivet af mennesker hele livet.

Ofte har de ældre nået at miste al håb og livsglæde, når de kommer på plejehjem. På Lottehjemmet oplevede vi, hvordan beboerne blomstrede op efter få måneder. Nogle ældre giver udtryk for, at de gerne vil være alene og ikke vil være til besvær, men ofte viser det sig at med lidt hjælp til at nedbryde de barrierer, der vokser ud af ensomhed, så vil langt de fleste rigtig gerne være sammen med andre.

Alle pårørende havde koden til hoveddøren

Da jeg startede som leder på Lottehjemmet i 1988, oplevede jeg pårørende, der var krævende, vrede og utilfredse. Jeg kunne ikke bebrejde dem. Det var deres måde at overleve dårlig samvittighed og magtesløshed på, fordi den, de holdt af, sad alene og forsømt. Når de kom på besøg, så de os sidde i personalerummet, mens deres familiemedlem sad alene på værelset, hvor der ofte var tændt for fjernsyn eller radio for at „skabe liv“.

Det var først, da vi lukkede personalerummet for evig tid og begyndte at tilbringe meget tid i fællesrummene, både beboere, personale og pårørende, at stemningen forandrede sig. Hele atmosfæren på stedet ændrede sig radikalt. Personalet begyndte at sidde mere hos beboerne. De pårørende begyndte at komme meget oftere, og blev med tiden en uundværlig ressource på stedet. Vi tænkte aldrig mere „åh, nu kommer de og blander sig igen.“

Pludselig var en nullermand i hjørnet ligegyldig for de pårørende, og trængte der lige til en klud på værelset, så gjorde de det selv. Vi kunne hænge et stykke papir op om, at vi var tyndt bemandede i industriferien, og på kort tid havde flere meldt sig til at komme og hjælpe med alt muligt. Alle pårørende havde koden til hoveddøren, så de kunne komme og gå, som det passede dem, og de var altid velkomne til at spise med.

Når døden var nært forestående hos en af beboerne på Lottehjemmet, gjorde vi alt, hvad vi kunne for at inddrage de pårørende og gøre afskeden værdig for alle parter. Hvert eneste farvel må og skal være værdigt og respektfuldt, men desværre må mange pårørende selv kæmpe for, at dette sker.

Vi har oplevet utallige pårørende fulde af taknemmelig over, at vi sendte en buket blomster og kom til begravelsen i kirken. For personalet var det en selvfølge. Det er sommetider så lidt, der skal til, og alligevel prioriteres den omsorg og omtanke for hinanden ikke højt nok i systemet.

Den gode ansatte har engagement og intuition

Som leder er det vigtigt at være generøs og ærlig. Det kommer tifoldigt igen i arbejdsglæde og fleksibilitet, som først og fremmest kommer beboerne til gode. Jeg sagde aldrig nej til en medarbejder, der bad om en fridag eller ferie, og resultatet var et uhørt lavt sygefravær. Et år var det helt nede på 0,8 procent. Hvordan medarbejdere og beboere trives er endnu en ting, man hellere burde være opmærksom på ved ekstern kontrol og tilsyn.

Jeg headhuntede ikke de ansatte, men hearthuntede dem. Personalets indstilling, adfærd og ånd er af største betydning, for alt det faglige kan man lære – i modsætning til det menneskelige.

Jeg har ofte oplevet situationer, hvor jeg har tænkt på, at jeg hellere ville passes af en klejnsmed med et stort hjerte, end en sygeplejerske uden medmenneskelig indføling.

Desværre foregår der en akademisering og leflen for professionstitler. Et uddannelsessnobberi på bekostning af håndværk, engagement og intuition. Alle ansatte og afløsere på Lottehjemmet kendte beboerne særdeles godt. Det er urimeligt og meget ubehageligt for et ældre menneske at blive tilset midt om natten af en, som de ikke kender.

Set med mine øjne er et af de største paradokser i dansk ældrepleje, at aldrig har vi haft så mange toiletter til de ældre – men aldrig har vi givet dem så mange bleer på. På Lottehjemmet havde vi blot syv toiletter til 23 beboere, men de kom med sikkerhed derud flere gange hver dag. En ble er et glimrende hjælpemiddel, men det må aldrig erstatte toiletbesøg, som er helt fundamentalt for mennesker. Fratager vi de ældre retten til at komme på toilettet, fratager vi dem også deres værdighed og svækker deres livslyst.

Vi har skabt en ældrepleje, hvor det at have sit eget toilet og bad er en rettighed, men det er desværre ikke en ret at komme derud. Præcis som det heller ikke er en ret at komme ud i den friske luft og mærke om det er sommer eller vinter, forår eller efterår. Helt fundamentale ting i menneskers liv.

Beslutningstagerne
mangler viden om de faktiske forhold

Plejehjemmet Lotte blev en succes, hvor folk stod i kø for at bo og arbejde. Andre lande som Sverige og Norge kopierer og henter inspiration fra de erfaringer, vi gjorde på Lottehjemmet på Kochsvej. Erfaringer der viste, at samvær, nærvær og respekt har langt større betydning for livsglæde end eget bad og toilet og rigide skemaer.

Vi opnåede stor anerkendelse i ind- og udland, og de, der kom på stedet, mærkede dets helt specielle ånd. Men på grund af tidens krav, kunne vi ikke fortsætte i de gamle, utidssvarende rammer.

En af årsagerne til den måde der prioriteres i dag er utvivlsomt, at mange beslutningstagere har en alt for teoretisk tilgang til virkeligheden og mangler den nødvendige erfaring og viden om de faktiske forhold ude blandt de varme hænder.

Derudover er der sket et værdiskred, som vi må tage alvorligt og bekæmpe. Vi må nedbringe bureaukrati og prioritere omsorg og tillid. Vi må arkivere den omfattende dokumentationsiver og genfinde forståelsen af relationers betydning.

Vi må opgive at trække vores eget virkelighedsbillede ned over andre og i stedet give plads til forskellighed. Alt sammen for at bevare værdigheden og livsglæden i alderdommen – så vi alle kan gå den trygt i møde vel vidende, at der også vil sidde én og holde os i hånden den dag, vi skal herfra.

„Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at holde noget af dets liv i sine hænder.“

K.E. Løgstrup

Sådan skrev K.E. Løgstrup i Den etiske fordring og på Lottehjemmet arbejdede vi hver dag ud fra dette, for vi vidste, at vi havde afgørende indflydelse på beboernes liv på plejehjemmet. Det var i vores hænder, om de ældre skulle have en god eller en dårlig dag. Om de skulle have en god eller en dårlig livsafslutning.

Det bør være enhver forundt at blive holdt af, holdt om og holdt ud fra vugge til grav – det var vores princip.