Design af sociale relationer

---

Den sociale sektor står over for store udfordringer. For det første fordi der er mangel på ressourcer, for det andet fordi det ikke er givet, at den måde, vi har organiseret omsorgen for de svageste på, er den bedste.

På den baggrund har Vejle kommune, Socialstyrelsen og Designskolen Kolding eta­bleret et samarbejde om at designe nye sociale relationer for socialt udsatte. Målet er at inddrage det civile samfund, herunder naboer, familie, venner, i ansvaret for de borgere, som det offentlige i dag har hovedansvaret for.

I dette arbejde har designerne brugt de samme designmetoder, som når de designer en stol eller en robot. Design drejer sig nemlig om at gøre produkter og services meningsfulde med formgivning som løftestang. I Design af Relationer er metoderne blevet anvendt til at udvikle meningsfulde relationer mellem personale, beboere og det omgivende samfund. Konkret har vi arbejdet med Skansebakken i Vejle Kommune, et bosted for mennesker, som er fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

Et liv med professionelle relationer

Mange af Skansebakkens beboere har boet på institution hele deres liv og har kun ganske få eller ingen relationer til ikke-professionelle. Nogle har været en stor del af den moderne velfærdsstats udvikling igennem; de har boet på store centrale anstalter uden noget privatliv, senere fik de eget værelse, og senere igen blev de udflyttet til bo- og naboskaber som Skansebakken.

Menneskesynet tager udgangspunkt i, at man i videst muligt omfang skal have de samme muligheder som andre mennesker, selv om man er udviklingshæmmet. Der har dog først og fremmest været fokus på borgernes fysiske behov for mad, hygiejne, bevægelse, berøring, adspredelse og så videre. Borgerne får, hvad de har behov for, men ikke nødvendigvis altid det, de har brug for – for at livet er godt. Det skal ændres. Med projektet på Skansebakken ønsker vi at finde ud af, hvordan personale og frivillige kan give beboerne det, de både har behov for og brug for.

Designerne har i samarbejde med Skansebakkens personale valgt at arbejde med det at have gæster. Hvad skal der til for, at Skansebakken bliver bedre til at modtage gæster, og hvordan bliver man en god gæst? Ingen af delene er nemme. Beboerne på Skansebakken har ikke ret meget sprog, og derfor er det svært at være deres gæst, hvis man ikke kender dem i forvejen. Hvordan opfører man sig? Hvordan finder man ud af, hvem Hans eller Agnes er? Hvad de har oplevet? Hvad de kan lide?

Det ved personalet til gengæld alt om. De er fantastiske til at læse beboerne. Designerne har derfor i samarbejde med dem samlet disse oplysninger i en iPad, der fungerer som en slags lukket Facebook. iPad’en bliver således en gæstebog. En bog, som altid er med beboeren, for eksempel i en lomme på kørestolen. Den fortæller den enkelte beboers historie, og der kan hele tiden føjes småhistorier, billeder og så videre til. Tanken er, at personale og gæster løbende opdaterer gæstebogen og dermed gør det nemmere for de næste gæster at kommunikere med beboerne. Håbet er at overkomme den beklemthed, som forhindrer nye mennesker i at tage del i de svageste menneskers liv.

Det gode værtsskab

Parallelt har vi arbejdet med stemningen på Skansebakken. Hvordan skaber man en stemning, som gør, at det er rart for gæster at komme på besøg. Beboerne kan ikke gøre ret meget selv. Det kan til gengæld personalet. Men hvordan kommer man som medarbejder til at se det som sin opgave at tage godt imod gæster, at skabe relationer? Når kategorien gæst næsten aldrig optræder i den sociale sektors manualer, som fokuspunkt ved evalueringer eller er på ledelsens dagsorden?

Igennem de sidste mange års institutionshistorie har omsorgspersonalet lært at parkere det, de ved, om at tage godt imod gæster, derhjemme. Nu vil vi pludselig gerne have dem til at putte den kompetence i håndtasken, når de går på arbejde om morgenen, og bruge den i løbet af arbejdsdagen.

Et af værktøjerne er opsætningen af et kommunikationstræ i alle afdelinger på Skansebakken. Her kan personalet skrive ønsker, som gæster kan hjælpe med at adressere. Eksempelvis: Det ville være dejligt med en lagkage til Hans, som har fødselsdag på lørdag, eller: Vi vil gerne have en hund med ejer på besøg engang imellem.

Heldigvis har en del mennesker allerede taget vel imod Skansebakkens invitation til at komme indenfor. Gymnasieelever hjælper med at få iPad’en til at fungere, et kor lægger sine øveaftener på Skansebakken, pårørende igangsætter forskellige aktiviteter for alle beboere (ikke kun deres egen pårørende), andre frivillige lægger lige vejen forbi og kører en tur med nogle af beboerne. Personalet oplever således helt konkret, at der er fordele ved, at Skansebakken får mange flere besøg.

Interaktion med omverdenen

Men hvorfor være så optaget af at skaffe Skansebakken flere gæster og dermed flere ikke-betalte relationer? Fordi alle menneskers liv skabes af relationer til andre. Det gælder også mennesker, som er udviklingshæmmede. Den moderne velfærdsstat har ikke haft meget øje for dette. Tværtimod er mennesket blevet set som individ frem for som et menneske-i-­relation-til-verden.

Dermed er de fællesskaber, som mennesket normalt er en del af, blevet afsnøret fra de sociale institutioner. Med den konsekvens, at nogle mennesker kun har relationer til mennesker, som er betalt for at gøre det ene eller det andet for dem.

Konsekvensen er endvidere, at nogle af vore sociale institutioner lever et meget isoleret liv uden besøg, ud over kontrolbesøg fra diverse myndigheder. Når naboer, venner og familie ikke har deres daglige gang i den sociale institution, mister omsorgspersonalet således ikke bare muligheden for at få det omgivende samfunds anerkendelse af deres imponerende arbejde. De går også glip af fordelene ved løbende at blive set over skuldrene. Når man ved, at der hele tiden kan komme gæster, er det langt nemmere at udvikle en god arbejdskultur, end hvis man går alene dag ud og dag ind. Det motiverer at blive set. Arbejdet bliver mere meningsfuldt.

I de senere år har vi gentagne gange set, at når en institution får problemer med kulturen, eller en borger for eksempel bliver glemt på toilettet, er politikernes svar: Mere kontrol. Et andet svar kunne være at øge gæstfriheden, således at mange flere mennesker fik deres daglige og naturlige gang på bosteder som Skansebakken. Og samtidig ville vi give også de svageste borgere i samfundet mulighed for at få de medmenneskelige relationer, som ethvert menneske har brug for.

Projektet spreder sig

Alle vi, der deltog i projektet, ser potentialet i at arbejde med relationer som en del af fremtidens velfærdsamfund. Socialstyrelsens slutevaluering, foretaget efter WHO’s metoder, bekræfter vores fornemmelse. Beboerne på Skansebakken har fået flere relationer til venner, bekendte og civilsamfundet, deres livskvalitet er blevet større, og personalet har fået frigjort tid, som kan bruges på de beboere, der har behov for mere støtte, lød det i hovedkonklusionen.

Projektet vandt også Kommunernes Landsforenings Innovationspris i 2013 med den begrundelse, at „projektet er systematisk gennemtænkt, planlagt, organiseret, gennemført og evalueret. Det er gennemført i et utraditionelt og innovativt samarbejde med Kolding Designskole, og de er lykkes med at se nye muligheder for borgerne på Skansebakken og med nye måder at skabe og være i relationer på for borgerne. Projektet har dermed skabt værdi for borgerne, men også for medarbejderne. Det er værd at bemærke, at projektet har ført til samarbejde med mange forskellige borgere i lokalsamfundet. Man har fundet nogle løsninger, som sætter flere ressourcer i spil på en kreativ måde, og derved fundet svar på nogle af de økonomiske udfordringer.“

Design af Relationer lykkedes, fordi Vejle kommunes handicapchef Kirsten Bundgaard, Skansebakkens leder Jesper Wiese, medarbejderne og politikerne ville det. I dag er en tidligere afdelingsleder, Trine Holm Erichsen, udnævnt til koordinator for hele arbejdet med at udbrede projektets resultater og designtænkningen til alle handicapcentre i Vejle Kommune. Med Lotte Mikkelsen i spidsen er der endvidere etableret et decideret LæringsCenter, som skal understøtte kommunens medarbejdere i selv at stå i spidsen for udvikling af nye og bedre relationer.

Det lykkedes også at spare penge. Det er svært for kommunerne og institutionerne at skulle skære ned – de vil langt hellere fortsætte forbedringen af de svages kår, men den mulighed findes reelt ikke. I Design af Relationer har det derfor hele tiden været en implicit forudsætning, at en del af formålet også var at spare penge. Resultatet efter de første år er, at der er leveret en arbejdsindsats nogenlunde som før, men til færre penge. Og helt konkret har Skansebakken formået at sende alle på ferietur uden at bruge én ekstra krone, udelukkende fordi de frivillige tog med.

„Hanne er vores største succes”

Det var imidlertid ikke uden vanskeligheder at stable projektet på benene. Medarbejderne på Skansebakken og Vejle Kommune var meget tæt på at melde fra, da designerne kom og konstaterede, at de ikke var gæstfrie. Det var meget voldsomt for dem at skulle erkende, at de i den grad beskyttede „deres“ borgere og ikke lod andre komme til. Men da de indså, at det rent faktisk var tilfældet, var de – med pædagogernes egne ord – parate til alt.

I dag oplever pædagogerne, at de fuldstændig har ændret deres måde at tænke på.

„Hanne er vores største succes. Hun er 63 og har boet her, siden hun var 1. Hun har før Design af Relationer kun haft besøg to gange i sit liv. Det var hendes far, der pludselig kom i 1992, og som døde efter de to besøg. Da Design af Relationer startede, var den almindelige vurdering, at Hanne kunne vi ikke overlade til frivillige, men ved hendes 60 års fødselsdag spurgte Inger, der er nattevagt, om hun ikke måtte være besøgsven for Hanne. Det blev en stor succes, og da Anne Marie fra Udviklingshæmmedes Landsforbund også tilbød sig, sagde vi også tak til det. Hannes liv er blevet et helt andet – I skulle se hende, når hun og Anne Marie går til bageren og køber kager …“ fortæller socialpædagogerne Trine Holm Erichsen & Bettina Lössl fra Skansebakken.

Ordet velfærdsteknologi har også fået en ny betydning på Skansebakken og drejer sig ikke længere om at indkøbe nye robottoiletter eller ditto støvsugere. De menneskelige, personlige og relationelle aspekter medtænkes og værdsættes. Det har ført til nye samarbejdsprojekter med Designskolen Kolding, blandt andet om forbedrede madoplevelser på de sociale institutioner.

Balance mellem stat og civilsamfund

Det er en lang vej, Danmark er gået. Fra at mennesker med funktionsnedsættelser reelt blev lukket inde, til at vi i dag har fokus på at få dem ud i samfundet og tager dem med på musikfestivaler, på rideskoler, i svømmehallen – ja, næsten overalt. De ældste medarbejdere i sektoren har været med i de tider, hvor overlægen sagde til forældrene til handicappede børn: „Overlad dem trygt til os, så er vi gode ved dem, og tag I bare hjem og koncentrer jer om de andre børn, I har.“

„Overlad dem trygt til os, så er vi gode ved dem, og tag I bare hjem og koncentrer jer om de andre børn, I har.“

På Forsorgshjemmet i Brejning kan man ved selvsyn se udviklingen fra dengang, hvor beboerens eneste eje var en skammel, som stod for enden af sengen, til at de fik eget skab og dernæst eget værelse – til nu, hvor de har egen bolig med egen indgang, så de kan trække sig tilbage til deres eget private rum.

Udviklingen af velfærdsstaten har også betydet, at stat og kommune har overtaget flere af de opgaver, der tidligere lå i det civile samfund. Det har øget den individuelle frihed og uafhængighed, men det afføder også alt for ofte ensomhed og isolation fra det omgivende samfund.

Siden velfærdsstatens fødsel har der parallelt med udviklingen været en diskussion af, hvorledes vi kan afbøde virkningerne på de mellemmenneskelige relationer, fordi sammenhængskraften i samfundet bliver mindre, når det er stat og kommune, som udfører de opgaver, der førhen lå i de folkelige fællesskaber.

Det store spørgsmål er, hvordan vi skaber den rette balance mellem stat og det civile samfund? Denne diskussion er yderst vigtig at tage i forhold til samfundets mest udsatte og marginaliserede grupper.

På eksempelvis bosteder lever der mennesker, som kun indgår i betalte relationer, det vil sige professionelle relationer, og har man ikke selv mulighed for at holde fast i, opsøge eller udvikle mellemmenneskelige relationer, slår velfærdsstatens individualiseringslogik dobbelt hårdt.

Når det kan være svært for et normalt fungerende menneske at skabe sig et meningsfuldt fællesskab at være menneske i, synes det næsten umuligt for et stærkt handicappet menneske.

Et nyt menneskesyn i velfærdsstaten

Med projektet på Skansebakken er det vores håb at finde begyndelsen til en ny vej for lignende institutioner. En gæstfrihedens vej, som selvfølgelig først og fremmest må have som mål at sikre beboerne et godt liv. Projektets resultater viser, at det kun kan lykkes, hvis et meget kompetent personale tager teten, altså finder det meningsfuldt at gå fra at være omsorgsmedarbejder til også at facilitere beboernes relationer til omgivelserne.

På den lange bane må målet være et andet menneskesyn som grundlag for velfærdsstaten. Frem for at tilfredsstille behov og arbejde med det enkelte individ må mennesket ses som en del af et fællesskab. Vi må alle tage et ansvar for de svageste. Forvaltet rigtigt vil en sådan udvikling både kunne give et bedre liv for den enkelte, spare penge og øge personalets arbejdsglæde, fordi deres arbejde påskønnes.

I dag er det de færreste, som overhovedet er klar over, hvad det vil sige at være dybt handicappet, endsige hvad det er for en fantastisk indsats, tusinder af omsorgsmedarbejdere på institutioner som Skansebakken dagligt præsterer, således at vi andre roligt kan passe vores eget. Det sidste er i sig selv en trussel mod velfærdsstatens legitimitet og kalder på forandring.

En sådan forandring kan designere være med til at understøtte. Design drejer sig grundlæggende om at gøre verden meningsfuld og forståelig, og på Skansebakken har designerne arbejdet med at gøre relationer mellem mennesker mere meningsfulde. Vi kalder den type design for service-­design. Samtidig kan design selvfølgelig også bruges som et æstetisk værktøj, der bidrager til en smukkere og mere funktionel hverdag for samfundets svageste borgere, deres personale og gæster.

Tillad mig generelt at opfordre til at tænke ud af boksen og inddrage nye fagligheder i udviklingen af fremtidens sociale sektor. Eller som Jesper Nygård, direktør i Realdania, så rammende har beskrevet det: „Udviklingen af det sociale enzym, som kan krydsbestøve fagligheden i den offentlige sektor; virketrangen og resultatfokuseringen fra den private sektor med frivilligheden, ildsjæleriet og menneskeligheden i civilsamfundet til fordel for en ny sammenhængskraft for velfærdssamfundet.“1

I Vejle er man allerede godt i gang.

Noter

1. www.detsocialeenzym.dk