Det betaler sig at investere i demokratiet – også i Sundholmskvarteret

---

På tænketanken Cura’s sommermøde i 2014 var jeg inviteret til at besvare spørgsmålet: „Hvordan skaber vi en ny politisk kultur – en inddragende kultur bygget på respekt, tillid, fordybelse, åbenhed, autenticitet, fællesskaber og engagement?“

Spørgsmålet udløste en række nye spørgsmål hos mig. For kan det betale sig at inddrage, at etablere fællesskaber og engagement? Tager det ikke for lang tid at etablere tillid og åbenhed?

Jeg ved jo fra min egen praksis, at det kræver tid, oprigtig interesse og vedholdenhed. Der kan let komme tilbageslag og skabes nye frustrationer. Der er ikke noget der hedder lette snuptagsløsninger, men nytænkning, frygtløshed og kreativitet i mødeformer og arbejdsgange er en betingelse.

Men når regnebrættet gøres op, må mit svar blive: Det kan betale sig! For det er en investering i gode relationer, som kommer tifold igen.

Vi kan ikke fra den ene dag til den anden skabe en helt ny og anderledes politisk kultur, men vi kan fra og med i dag gøre vores for at styrke relationerne på kryds og tværs i vores samfund, hvilket efter min opfattelse er grundlaget for at vi kan revitalisere vores politiske kultur.

Sundholmskvarteret – er det ikke der
hvor drankerne og narkomanerne bor?

Det eksempel, som jeg vil belyse i denne artikel, er ikke et helt almindeligt eksempel på demokratisk praksis, kultur og dannelse. Men måske netop derfor kan det illustrere, at det er muligt at skabe gode rammer for demokratisk deltagelse, hvis det sker med respekt for alle parter og for de fællesskaber, som mennesker lever i – og med ægte personligt engagement.

Jeg vil på baggrund af seks års arbejde med Sundholmskvarterets Områdeløft give nogle billeder på, hvordan en samlet, helhedsorienteret indsats med styrkelse af det lokale demokrati som fokus kan føre til et mere attraktivt kvarter.(1)

Udover at jeg vil tage afsæt i to helt konkrete cases – samarbejdet omkring etableringen af en bypark og etableringen af en byhave – vil jeg give referencer til forskning og begreber, som er brugbare, når man arbejder strategisk med borgerinvolvering og med at styrke det aktive, uformelle og formelle demokrati: en systemteoretisk analyse (2) og forskellige dimensioner af begreberne om social kapital. (3)

Selv om mit eksempel, der handler om Sundholmkvarteret på Amager, er meget konkret, vil jeg også tage afsæt i nogle begreber, som er mere generelle. For det handler overordnet set ikke alene om inddragelse, deltagelse og demokrati, men også om legitimitet – hvem har ret til at deltage i samtalen og med hvilket ansvar – og om magt og hvordan man kan være med til at give den til nogen – hvordan man kan arbejde strategisk med social kapital for at styrke de svages stemme i den demokratiske samtale.

Fra dødslister til tryghed – første case

Sundholmskvarteret på Amager ligger mellem det futuristiske Ørestad Nord og Amagerbrogade. Det er et af byens glemte og nedslidte nabolag. Containere og biler blev for ikke så mange år tilbage jævnligt brændt af, eleverne sivede langsomt, men sikkert ud af de lokale folkeskoler, og området var gennem mange år nok mest kendt for de hjemløse på Sundholm.

Men sådan er det ikke mere. Først og fremmest fordi der er blevet investeret i det lokale demokrati – borgernes demokratiske deltagelse. Flere end før oplever nu, at stedet er deres. At dette er lykkedes skyldes et koordineret samarbejde mellem områdeløftet og den boligsociale indsats kaldet Helhedsplanen.

For at få et indtryk af, hvor galt det stod til for få år siden, kan vi lytte til Lis, en af lokalsamfundets centrale aktører. Lis fra Telemarksgade beskriver situationen dengang sådan her:

„For syv år siden var jeg på døds­listen med navn, telefonnummer og adresse (…) Når jeg skulle ud af døren, stak jeg altid hovedet ud først for at se, om der var nogen af dem, der ville mig ondt.“

Lis fra Telemarksgade

Lis er formand for en afdelingsbestyrelse i en boligforening og har været en aktiv borger i kvarteret gennem en menneskealder, men for syv år siden stod hun magtesløs. Lad os kigge lidt nærmere på hvordan der ser ud i Lis’ område omkring Kornblomstvej på Amager.

Mellem Amagerbrogade og Sundholmsvej løber Kornblomstvej, som er omkranset af nyere bebyggelser iblandet enkelte ældre etageejendomme. De nyere bebyggelser er anlagt med store parkerings- og græsarealer ud mod vejen, hvilket skaber et stort, udefineret og grundlæggende utrygt byrum. Da der samtidig er tale om mange forskellige grundejere – kommunen, flere almene og privatejede boligafdelinger og et tidligere plejehjem – har det været uklart, hvem der kunne gøre hvad hvor.

Ansvar og legitimitet

Alle parterne kunne godt se potentialet, både i at skabe et mere samlet byrum og i at sikre det gode byliv, men ingen havde ansvar. Eller rettere: Ingen havde lov til at tage et ansvar. For ofte er det sådan, at den enkelte aktør oplever frustration over et ansvar, som de ikke har lov til at tage på sig.

Den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann beskriver i sin systemteori, hvordan en organisation opnår legitimitet og anerkendelse. Det sker ved en faglig eller juridisk forskelsbehandling mellem det, der ligger inden for systemet – og dermed giver det legitimitet – og det, der ligger uden for systemet, som gør, at andre kan se systemet.

Eksempelvis er det socialforvaltningens opgave at yde bistand og skabe erhvervskompetente borgere. En boligforening har til opgave at yde hjem og skabe boliger. Så langt så godt. Udfordringen kommer, når boligforeningen og forvaltningen har en fælles opgave.

I eksemplet fra Sundholm er der rigtig mange aktører og forvaltninger involveret, som hver især kommer med deres perspektiv og hver deres form for legitimitet:

• Boligafdelinger, som er omfattet af lov om almene boliger
• Boligforeninger, som er omfattet af byfornyelsesloven
• Klimasikring, lokalplan og anden lovgivning
• Den boligsociale helhedsplan, gadeplansindsatser og andre kommunale og sociale tiltag

Og listen kunne nemt gøres meget længere …

Sted contra faglighed

Det, der karakteriserer alle aktørerne, er, at de juridisk er defineret fagligt og hierarkisk. Beboere og naboer oplever, at de skal løbe fra Herodes til Pilatus, når en sted- eller områdebaseret tværfaglig opgave skal løses. De oplever sig hurtigt som magtesløse.

Fra deres perspektiv, som er det stedbundne og områdebaserede, er det hverken tydeligt eller logisk, hvor de forskellige parter henter deres legitimitet.

Dette dilemma – sted kontra faglighed og jura – er ikke nyt, og vi møder det i mange forskellige sammenhænge i forvaltning og politik. Men det ændrer ikke på, at det er et reelt problem og ofte hæmmer den pragmatiske og ligefremme løsning. Derfor giver staten i regi af byfornyelsesloven mulighed for stedbaserede indsatser – områdefornyelser.

Dermed løses den gordiske knude, da det bliver områdefornyelsen, som legitimt kan påtage sig at føre alle parterne sammen, og som legitimt kan påtage sig opgaven at sammensmelte de mange perspektiver og hensyn, der er i området, til en samlet løsning, der tjener det fælles bedste i lokalsamfundet.

Konkret betød det, at vi kunne sætte en proces i gang med at samle de berørte parter rundt om bordet. Det lyder let og enkelt. Det er det ikke. Vi måtte igennem meget, før vi var i mål.

Tillid og kaffediplomati

Først og fremmest skulle der etableres tillid. Både opad i systemet, horisontalt og overfor hver af parterne. Tillid til …

• at boligafdelingerne, kommunen og alle de andre aktører ikke snød,
• at det var lovligt, det projekt vi havde gang i,
• at det både kunne finansieres og senere drives tilfredsstillende.

Det var her, vi greb til det, vi kalder kaffediplomatiet, hvilket helt konkret betød, at vi inviterede os selv på kaffe og nogen gange ganske enkelt satte os på en bænk og talte med de mennesker, der nu var til stede, for eksempel på en plads, i parken eller i en gård.

En medarbejder fra sekretariatet formulerede det sådan her: „… det var de mange kaffemøder, som i sidste ende har ført til, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det er vigtigt at have forståelse for.“

Den demokratiske investering bestod i at skabe en legitim ramme for et samarbejde – og dermed skabe det rum, hvor de forskellige perspektiver, interesser og fagligheder kunne mødes og i fællesskab udvikle sig til det gode projekt.

Resultatet af de mange møder, seminarer og workshops, hvor vi inddrog de forskellige grupper, blev:

• En ny bypark finansieret og drevet i et partnerskab mellem boligselskaber og kommunen.
• En bemandet legeplads til at sikre det trygge liv i dagtimerne.
• En aktiv forening af beboere og helhedsplan, som sikrer tryghed om aftenen og i weekenderne samt arrangerer fester og sociale aktiviteter.

Efter seks års fysiske, sociale og kulturelle tiltag i området omkring Kornblomstvej og Telemarksgade lyder Lis’ status sådan her i evalueringsrapporten:

„I dag har en masse forskellige tiltag og det gode samarbejde mellem Helhedsplanen og Områdeløftet gjort mig tryg igen … Ingen problemer, sådan er det.“

Lis fra Telemarksgade

En forladt tomt på Sundholm bliver til byhave
– case 2

For at skabe et byrum, hvor både de oprindelige brugere af Sundholm, men også alle andre borgere kunne få glæde af Sundholms mange gode opholdsområder, ønskede vi at etablere en byhave i samarbejde med Aktivitetscenteret, som har den daglige kontakt med de hjemløse.

Men det skulle gå langsomt. Og ligesom i den forrige case er tillid et nøgleord.

Udover at etablere en byhave til glæde for mange, havde vi også en anden dagsorden: at give de magtesløse en stemme og en kobling til det omkringliggende samfund.

„Jeg har aldrig vidst noget om området (Sundholm) Jeg er ikke dansker, og jeg er ikke vant til, at der findes de muligheder (…) man har sine fordomme,“ siger Catalina om Sundholm og de mange udsatte borgere, som har deres daglige gang på og omkring Sundholm.

I dag oplever hun „at være blevet en del af et fællesskab (…) Byhaven har gjort det muligt for mig at komme i kontakt med nogen af de hjemløse, som passer halvdelen af byhaven (…) Jeg er blevet ven med nogen af dem“. For at sætte Catalinas oplevelse i perspektiv, skal vi igen nogle år tilbage i tid.

Bonding, bridging og linking

Sundholm er en gammel arbejdsanstalt med lås på porten og skærmet af en voldgrav. Her kunne København placere husvilde, løsgængere, tiggere og hvad man nu kaldte socialt udsatte i begyndelsen af det 20. århundrede. Med årene er dørene blevet låst op og voldgraven fyldt. Men Sundholm er fortsat et af byens helt store tilbud til og opholdssted for byens mest udsatte borgere, hvad enten de er narkomaner, psykisk syge, alkoholikere eller det hele på en gang.

Og det er her teorierne om den sociale kapital kommer ind i billedet. Man skelner i litteraturen om social kapital mellem bonding, bridging og linking, som er forskellige dimensioner af begrebet.

• Bonding handler om at skabe tillid og samhørighed i en gruppe. Det er det, vi opbygger, når vi tager på teambuildingkurser eller holder en familiefest.
• Bridging er tillid og samarbejde på tværs af grupper, som vi kender det fra store virksomheder, hvor flere afdelinger skal arbejde sammen, eller når flere familier går sammen om en stor fest, for eksempel et bryllup.
• Linking går på tværs af hierarkier og skaber social kapital mellem borgere og politikere i et offentligt rum, for eksempel ved samtalen på gågaden under en valgkamp, eller ved at en borgmester kommer på besøg.

Den uundgåelige magtfælde opstår, når det er de professionelle, som opbygger bridging og linking kapital ved hele tiden at mediere, skrive breve, arrangere møder og så videre.

Dette kan næppe helt undgås, men ved at arbejde strategisk med de tre ovenstående begreber, og overlade så meget som muligt til dem, der har ressourcerne, kan de lokale fællesskaber og den demokratiske samtale styrkes. Det var det, der skete i byhaven. Så lad os vende tilbage til, hvordan den blev til.

Afsæt i det nære fællesskab

Tryghed og tillid hænger uløseligt sammen, og det begynder i den lille gruppe af ligesindede. Derfor var det vigtigt, at vi begyndte med at opbygge et godt fællesskab inden for gruppen af hjemløse. Fællesskabet og sammenholdet gav dem styrke til at se udover deres egen næse.

Det første år ryddede de en gammel byggegrund for kanyler, glasskår og andre efterladenskaber. Byggede hønsehus og satte plantekasser op. Derefter kom langsomt flere andre grupper til: Den socialøkonomiske virksomhed Bybi, de pakistanske Miljøambassadører (et uddannelsesforløb for nye danskere i miljørigtig husholdning), Københavns Fødevare Fællesskab og lokale daginstitutioner.

Hver især opbyggede hver enkelt gruppe stærke interne relationer (bonding), men i begyndelsen var det svært at finde den rigtige form for dialog på tværs af grupperne (bridging). Dels kom nogen kun om formiddagen, mens andre kun kom om eftermiddagen, dels var nogen vant til at bruge Facebook, mens andre kun kommunikerede mundtligt.

Løsningen blev den ugentlige torsdagskaffe og et udhængsskab, hvor man kunne skrive beskeder og informere om aktiviteterne. Det var dog fortsat medarbejdere fra sekretariatet, som stod for denne organisato­riske opgave.

Kobling til beslutningstagerne

Sammen med Lokaludvalget, Helhedsplanerne og Aktivitetscenteret besluttede vi derfor at bruge kommunalvalget i november 2013 som anledning til at styrke både koblingerne mellem de forskellige havegrupper – og mellem grupperne og beslutningstagerne.

I samarbejde med Københavns Kommunes Borgerservice fik vi etableret et midlertidigt valgsted på Sundholm, samtidig med at vi gennemførte et vælgermøde i byhavens drivhus. Resultatet blev, at der blev afgivet omkring 100 brevstemmer fra de hjemløse, og at politikerne fik mulighed for at få et mere personligt indblik i livet i byhaven.

For at styrke byhaven organisatorisk, blev der arbejdet på at lave en forening for byhaven, og den blev en realitet i foråret 2014.

Overborgmester Frank Jensen kom på besøg. „Da vi gik rundt med borgmester Frank Jensen, så kom der to små piger, der gerne ville forære ham et bundt persille, som de selv havde dyrket. Det er stolthed,“ fortæller Bo, som er en af de aktive i kvarteret.

Den demokratiske investering gik altså på at styrke det enkelte fællesskab, deres gensidige fællesskaber og deres relation til de politiske beslutningstagere. Dette skabte øget valgdeltagelse, større gensidig forståelse på tværs af sociale og kulturelle skel samt ikke at forglemme: en eventyrlig byhave.

Tanja, som er boligsocial koordinator, opsummerer forløbet sådan her: „De meget aktive har fået nogle værktøjer til, hvordan man for eksempel ringer til politikerne. De er blevet skubbet på den helt rigtige måde, så de virkelig gerne vil lave noget med deres lokalområde.“

Det betaler sig – men man skal tænke sig om …

Min konklusion må blive denne: Det betaler sig at investere i demokratiet – men man skal tænke sig om!

• Man skal ikke tro, at man som udefrakommende eller som „system“ nødvendigvis har de rigtige løsninger.
• De rigtige løsninger findes i samspil og samarbejde med aktørerne.
• Samarbejde mellem grupper opstår bedst på baggrund af, at der er tryghed og gode relationer i den enkelte gruppe.
• Kommunikationen mellem grupperne skal foregå på en måde, som passer til deres egne behov.
• Alle aktører skal opleve, at de er lige værdige.
• Engagement kommer af ejerskab og ejerskab kan ikke foregives – det skal være reelt.
• Engagement opstår, når der er personer, man har lyst til at indgå i relationer med, og som man føler sig anerkendt og respekteret af.

Kilder og litteratur

• Fortællinger Fra Et Områdeløft, Social Respons, juni 2014, www.socialrespons.dk (herfra stammer citaterne).
• Niklas Luhmann (2004) Sociale Systemer, Hans Reizels Forlag (herfra stammer de systemteoretiske overvejelser).
• „Developing ’Community’ In Community Gardens“, The International Journal of Justice and Sustainability, 2011 (om de tre kapitalformer).
• Eva Christensen, red. (2014) Områdefornyelsen fortæller, Udgivet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (casen fra Kornblomstparken).

Noter

1. Overskriften og strukturen på artiklen er inspireret af den amerikanske empowermentforsker Carmen Sirianni og hans bog Investing In Democracy.
2. Systemteori refererer her til den tyske sociolog Niklas Luhmanns brug af begrebet i forhold til at forstå, hvordan organisationer (=systemer) kommunikerer med sig selv og sin omverden.
3. Social kapital kendes i sin grundform fra den franske sociolog Pierre Bourdieu, som brugte det til at beskrive, hvordan værdier i bred forstand deles og dyrkes inden for fællesskaber. Her bliver det brugt, som først den amerikanske sociolog Robert Putnam og siden udviklingsforskerne Woolcock og Sweetser har udfoldet begrebet.