Engagementets infrastrukturer

Det startede alt sammen, da jeg stod i kø for at stemme til kommunalvalget i 2009. Jeg var ligeså frustreret som altid over valgkampens underholdningsprægede retorik og manglende politiske visioner. Men denne gang var det ikke længere nok at brokke mig over, at „something was rotten“ blandt politikere og medier. Denne gang fik jeg selv dårlig borgersamvittighed. År efter år havde jeg frustreret „afgivet min stemme“ – men hvad havde jeg egentlig selv gjort for at påvirke den politiske udvikling i de fire år, der var gået siden sidste valg?

Jeg havde haft så travlt med at brokke mig og sige, at „nogen burde gøre noget“, at jeg helt havde glemt, at „nogen“ jo lige så godt kunne være mig selv.

Det øjeblik besluttede jeg, at jeg selv ville gøre noget. Jeg ville gøre det nemmere for borgerne at deltage aktivt i samfundsudviklingen mellem valg og folkeafstemninger. Og jeg ville gøre det nemmere for den enkelte borger at bruge sin egen handlekraft i hverdagen.
Det havde jeg ikke nogen særlige forudsætninger for at gøre, andet end at jeg selv var den borger, der gerne ville gøre mere, end jeg gjorde.

Så jeg startede med at tage udgangspunkt i det, jeg vidste mest om. Nemlig mig selv, alle mine gode intentioner og min dårlige samvittighed over alle de gange, jeg ikke havde fået handlet på selv samme gode intentioner. Hvor og hvorfor var det gået galt?

Svarene lå lige for: Mine holdninger er alt for sammensatte til, at jeg vil melde mig under fanerne i et bestemt parti. Jeg har ikke tålmodighed til de generalforsamlinger og vedtægtsændringer, der præger klassisk foreningsarbejde. Og min hverdag er så omskiftelig, at jeg ikke kan binde mig til to-årige bestyrelsesposter, men det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil lægge en intensiv indsats, når jeg engang imellem har et lille ekstra overskud i hverdagen.

Først troede jeg, at jeg var helt alene med min dårlige borgersamvittighed og var faktisk lidt flov over, at jeg tilsyneladende var den eneste, der ikke kunne indordne mig under de klassiske partier og foreninger.

Men efterhånden som jeg snakkede med flere og flere omkring mig, viste det sig, at jeg langtfra var den eneste. Vi var mange, der savnede nogle nemmere, sjovere og mere spontane muligheder for at bruge vores handlekraft i hverdagen. Vi anede bare ikke, hvor vi skulle gøre af den lyst. Og så blev det aldrig rigtigt til noget.

Patchworktæppe af borgerlyst og handlekraft

Jeg kunne næsten ikke bære tanken om al den sociale kapital og det udviklingspotentiale, der gik tabt på den måde. Alene fordi vi manglede infrastrukturen til at samle den. Tænk, hvis vi kunne pulje alle de timer, al den lyst, alle de kompetencer, alt det overskud, der ellers bare løb ud mellem fingrene på os. Tænk, hvilket smukt patchworktæppe vi sammen kunne skabe, hvis vi var bedre til at slå alle de pjalter sammen.

De tanker vendte jeg en dag med antropologen Andreas Lloyd, der havde skrevet speciale om open source software-bevægelsen og var meget inspireret af deres måde at strukturere handle- og udviklingsfællesskaber på. Og det førte til, at vi sammen startede samfundslaboratoriet Borgerlyst på Grundlovsdag i 2010.

I vores arbejde med at udvikle den manglende infrastruktur har vi lavet en masse eksperimenter. Eksperimenterne udforsker på hver deres måde, hvordan vi kan udvikle nye former for handlingsfællesskaber, der giver individerne mulighed for at:

• byde ind, når man kan,
• bidrage med det, man kan,
• arbejde på den måde, man foretrækker,
• være sig selv indenfor fællesskabets rammer,
• udvikle sig undervejs, lære noget nyt og få nye venner.

Eksperimenterne tæller blandt andet Samtalesaloner, som vi holder hver måned for at skabe et nyt samlingssted, hvor man kan møde andre, der ikke tænker som én selv og samtale om emner og spørgsmål, man ellers ikke lige tager hul på.

Vores ugentlige Træffetid, hvor vi giver spontan­sparring på borgerlystne projekter og en række løsningslaboratorier, hvor vi samler en masse forskellige mennesker med vidt forskellige ekspertiser for at udvikle nye løsninger på komplekse samfundsudfordringer.

Senest har vi også udgivet en håndbog ved hjælp af crowdfunding og crowdsourcing.

Det er for omfattende at gå i dybden med selve eksperimenterne her. Men fælles for dem er, at vi prøver at skabe så meget plads til individer og forskelligheder som muligt indenfor fælleskabets rammer. Så det på den ene side bliver nemt at løfte i flok – men samtidig er muligt for alle individerne at deltage på egne præmisser.

Hele vejen igennem har vi brugt os selv som forsøgskaniner, for vores vigtigste kompetence har været, at vi selv er helt almindelige borgere.

Derfor har det fra starten været en vigtig del af eksperimentet at se, hvor langt to helt almindelige borgere kunne komme uden at søge støtte, organisere os eller have en stor organisation i ryggen. Så vi har frit kunnet eksperimentere og følge vores egen intuition i forhold til, hvad der henholdsvis styrkede og svækkede vores borgerlyst og handlekraft. Hvilke fællesskaber, opgaver og samarbejdsformer, der fungerede godt for os – og hvilke, der virkede modsat hensigten.

Borgerlyst i et personalistisk perspektiv

Vi er ikke stødt på personalismen, før jeg blev bedt om at skrive et bidrag til denne bog. Men nu hvor jeg har læst om personalismen, er det tankevækkende, hvor meget denne filosofis grundtanker minder om den tilgang, vi i Borgerlyst intuitivt har arbejdet med og udviklet.

For Borgerlyst tager ligesom personalismen udgangspunkt i, at de fleste mennesker grundlæggende er engagerede og gerne vil bidrage til at forandre verden. At der kommer meget mere ud af det, hvis vi gør det i fællesskab – personalismen ville kalde det relationelt – i stedet for alle sammen at gøre alt alene. Og at det er meget vigtigt, at den enkelte føler sig fri til at handle, tænke og arbejde som man vil indenfor fællesskabets rammer. Hvilket personalismen givetvis ville koble med værdigheden.

Men ligesom personalismen har haft svært ved at vise, hvordan disse fællesskaber kunne struktureres i praksis, oplevede vi også meget tidligt i forløbet, at der manglede en infrastruktur for at få de løst koblede fællesskaber til at fungere optimalt.

Derfor satte vi os for at udvikle nye mødeformater, samarbejdsformer, redskaber og udtryk, der skulle gøre det nemmere for folk at finde sammen om projekter og skabe langtidsholdbare fællesskaber.

Her er tre relevante greb, der kan hjælpe med at udøve personalismen i praksis.

I stedet for straks at starte en forening og søge en masse midler, fungerer det ofte godt at tænke på sit projekt som en slags „fagligt sammenskudsgilde“. For det er med projekter som med fester: Det er ikke noget problem at få ideen, men man har sjældent tid, overskud eller råd til at føre den ud i livet alene.

Til et fagligt sammenskudsgilde kommer folk ikke med mad, men med hjælp, hænder og kompetencer, der gør det nemmere at realisere projektet. Initiativtageren har en vigtig rolle som det faglige sammenskudsgildes vært og skaber de optimale rammer: Introducerer projektet på en spændende måde, så andre kan forstå, hvorfor det er vigtigt og får lyst til at være med. Inviterer til forskellige aktiviteter, man kan deltage i. Skaber overblik over alle de mikrohandlinger, hver enkelt kan påtage sig for at hjælpe projektet videre. Holder fast, så ingen er i tvivl om, at initiativtageren mener det alvorligt, så det giver mening at engagere sig.

Hvis rammerne er klare, er det meget nemmere for alle andre at byde ind med det, de kan.

Som et helt konkret eksempel på et fagligt sammenskudsgilde besluttede jeg mig for at være selvbestaltet skoleinspektør for en dag under lærerlockouten i foråret 2013. Jeg skrev på Facebook, at jeg ville holde en „lockout-skole“ den kommende mandag. Hvis jeg kun var mig, kunne jeg påtage mig ansvaret for fire børn og undervise dem i ting, der ligger mig lige for – skrivning, klippe-klistre og madlavning. Hvis flere voksne meldte sig, kunne vi huse flere børn og tilbyde et langt mere varieret skema.

Et øjeblik senere havde en landskabsarkitekt meldt sig til at bygge en modelby med børnene, og der gik ikke lang tid, før min skole kunne huse næsten 20 børn i mange aldre og blandt andet havde kurser i indianerskjolde, animation, journalistik og kanelsneglebagning på skemaet. På selve dagen var der også en lockoutet teenager, der meldte sig til at undervise i parcour og en del voksne meldte sig som gårdvagter i et par timer. Det var rigtig sjovt for alle at være med til, alle lærte noget nyt og lærte nye mennesker at kende, samtidig med at vi alle følte, vi var med til at afhjælpe et lille bitte hjørne af en stor samfundsudfordring.

Men det mest overraskende var egentlig, hvor nemt det var. Og det var det, fordi det var struktureret som et fagligt sammenskudsgilde. Jeg var initiativtageren, der udstak rammerne. Jeg fastlagde tidspunktet, så vi undgik kalendergymnastiske øvelser, jeg sørgede for de ydre rammer ved at lægge andelsforeningens fælleslokaler til, have morgenboller og en masse materialer klar og påtage mig værtskabet, så alle børn blev budt ordentligt velkommen og kunne føle sig trygge. Men ellers var det op til alle andre at byde ind med det, de kunne og havde lyst til.

Jo flere kurser, jo bedre – og jo mere de selvbestaltede lærere holdt kurserne på netop deres måde, jo mere engagerende.

De forskellige „lærere“ kunne jo sagtens have holdt hver deres kursus alle mulige andre steder, men manglede anledningen og samlingspunktet til at få det gjort – og det hele blev meget sjovere for alle ved, at vi skabte et lille fællesskab den dag.

Nu var lockout-skolen et ret overskueligt fagligt sammenskudsgilde, fordi den kun kørte i en enkelt dag – og mange af problemerne opstår typisk først, når hverdagen melder sig, driften sætter ind, alle de kedeligere opgaver skal fordeles, de svære beslutninger skal træffes og de hårde fravalg hober sig op.

Så hvis et fagligt sammenskudsgilde skal køre over længere tid, er det vigtigt at skabe en struktur, der giver folk mulighed for at deltage på mange forskellige måder alt efter, hvad de har tid, mod og overskud til.

Det kan bedst illustreres som en trappe, som der består af fire forskellige engagementstrin: Tilskuere, Deltagere, Medudviklere og Initiativtagere.

Initiativtagerne er en slags fyrtårn for projektet. Det er dem, man samles om, og dem, der formidler og fastholder projektets værdier, mål og ånd. De skaber rammerne med høj grad af pligtvillighed, der sikrer projektets kontinuitet og videre udvikling.

Et konkret eksempel på et initiativ og fællesskab, der er klart struktureret efter en engagementstrappe er de samtalesaloner, vi i Borgerlyst afholder cirka en gang om måneden. Her er vi selv initiativtagerne. Vi ville gerne styrke den danske samtalekultur, og vi ville gerne skabe nogle nye semi-offentlige rum, hvor det var nemmere for folk, der ikke allerede kendte hinanden – og som meget gerne har vidt forskellige aldre, faglige baggrunde og holdninger – at mødes og snakke sammen på nye måder.

Derfor udviklede vi konceptet Samtalesaloner, hvor vi kobler gæsterne op med hinanden på kryds og tværs og giver dem en masse samtalestartere og samtalemenuer, der sikrer, at samtalerne starter helt andre steder, end de ellers ville have gjort.

Vi holder de åbne samtalesaloner cirka en gang om måneden, og alle er velkomne, det koster ikke noget at deltage, og man behøver ikke at melde sig til. Dem, der er der, er der, og vi afholder samtalesalonen, selvom der kun er ganske få gæster. Det har vi forpligtet os til, så alle ved, at de kan regne med konceptet, og at vi bliver ved med at udvikle det.

Medudviklere videreudvikler og tilpasser projektet og ideen til deres egne behov. De er tiltrukket af projektet, men fortolker og remixer det med udgangspunkt i deres egne kompetencer og interesser, så der opstår nye tiltag og delprojekter, der tiltaler andre, end initiativtagerne når ud til, eller afhjælper andre udfordringer end dem, initiativtagerne selv kaster sig over. De deltager frivilligt og på mere ad hoc basis end de pligtvillige initiativtagere, men bidrager i høj grad til projektets samlede udvikling.

I forhold til samtalesalonerne er medudviklerne alle dem, der har videreudviklet konceptet og tilpasset det deres egne behov og deres egne rammer.

Det er borgerne i Århus og Torshavn, der holder deres egne saloner. Det er bibliotekarerne på Køge og Roskilde Bibliotek, der fik ideen til at „udlåne perspektiver“ via samtalesalonerne. Det er ministeren, der fik ideen til at bruge salonteknikkerne til politikudvikling. Det er tekstildesigneren, der håndbroderede samtaleduge med vores samtalemenuer på.

Deltagere er med, når initiativtagerne og medudviklerne arrangerer noget eller spørger om hjælp til konkrete opgaver, men de tager ikke selv initiativet til at udvikle noget nyt. Deltagernes begejstring eller mangel på samme er ikke altid et udtryk for, om de har tænkt sig at engagere sig yderligere, men mere et udtryk for, hvor godt de kan lide ideen og projektet. Og jo mere begejstrede de er, jo mere tilbøjelige vil de være til at sprede budskabet og invitere andre til at prøve at deltage.

Samtalesalonernes deltagere er alle førstegangsgæsterne, som deltager i samtalerne og har en hyggelig og sjov aften, hvor de lærer nye mennesker at kende. Som kommer en enkelt gang eller vender tilbage igen og igen. Og som fortæller om det og inviterer deres venner med. Det er alle dem, som gør, at vi bliver ved med at invitere til samtalesalon måned efter måned. Mange af dem har taget skridtet op af trappen og er blevet til medudviklere, der holder deres egne samtalesaloner rundt om i landet.

Tilskuere følger med fra periferien. De er mest af alt nysgerrige. De kigger og hepper og er ofte med til at fortælle andre om projektet. På sigt kan det også være, de vil være med, hvis omstændighederne passer. Som initiativtager mærker man ikke meget til dem, men de er vigtige for det samlede projekt, fordi det er dem, deltagerne udspringer af – og ofte dem, der er med til at sprede kendskabet til projektet, selvom de ikke selv deltager aktivt.

Samtalesalonernes tilskuere er alle dem, der følger med på Samtalesaloners hjemmeside, Facebookside og nyhedsbrev. De kender måske en af os og er blevet spammet med invitationer, siden vi startede. De kender nogen, der kender nogen, der har været til samtalesalon og rigtig godt kunne lide det – og nu kunne de egentlig godt tænke sig at prøve det engang. Eller de har hørt om Samtalesaloner i medierne. Det er alle dem, der ville ønske, at de kom af sted, men som alligevel får gjort sig nogle tanker eller får en god snak om konceptet og emnet, når vi sender invitationen, selvom de aldrig selv får deltaget i en salon.

Alle trin på trappen er vigtige dele af det samlede fællesskab – de tager bare højde for forskellige grader af engagement og involvering.

Derfor kan engagementstrappen være en god påmindelse til initiativtagerne og medudviklerne om at huske at udvikle aktiviteter, der henvender sig til deltagerne og tilskuerne i stedet for altid at tage udgangspunkt i det trin, man selv står på, og hvorfra ens verden går.

For initiativtagerne har ofte projektet så meget på rygraden, at de glemmer, hvor stort det kan føles at tage dette første lille spring. Og sådan er det hele vejen op ad trappen: Vi er dårlige til at huske, hvor svært det var at tage de trin, som vi allerede har taget selv. Vi glemmer, at når du står nederst på trappen, kigger du ikke efter dem, der står øverst og fører an og fører sig frem, for de forekommer uopnåelige, og det kræver alt for meget at komme derop her og nu.

Nej, du kigger på dem på trinnet over dig. Dem, som er i gang med de ting, du overvejer at begynde på. Dem, som har overvundet det, som du gerne vil overvinde. Og du tænker: „Hvordan har de mon gjort det?“

Dé er de allerbedste til at tage nye i hånden og hjælpe dem med at tage det næste trin op ad trappen. Det er dem, der har udfordringerne – og hvad de selv gjorde for at overkomme dem – i friskest erindring. Og tilsvarende, hvis du er en af dem, der allerede står på et af trappetrinnene: Så er det dig, der skal byde andre velkomne, og gøre det let for dem at være med.

Hvis et fællesskab er struktureret efter engagementstrappen, er det langt lettere for de enkelte individer at være til stede på deres egne præmisser – og bliver dermed eksempler på personalisme i praksis.

De enkleste genveje mellem de forskellige trin er at opdele de forskellige opgaver i mikrohandlinger. Alt for meget samfundsengagement strander på, at folk er bange for at påtage sig en opgave, der så pludselig viser sig at svulme og være umulig at slippe af med igen. At hvis de først siger A, hænger de også på at sige B. Og C, D, E og F. Men hvis opgaverne er opdelt i mikrohandlinger, er det ufarligt at sige A, og når man først får smag for det, får man ofte selv lyst til at sige også B, C, D, E og F.

Gode mikrohandlinger er karakteriseret ved at være:

• Konkrete – gør opgaven så specifik som muligt. Jo simplere og mere ligetil opgaven er, jo nemmere vil den være for andre at overskue og påtage sig.
• Tidsafgrænsede – gør det klart, hvor meget tid man forpligter sig til at bruge på opgaven. Folk kan meget nemmere sige ja til en opgave, hvis de ved, at de kun er forpligtet i et bestemt tidsrum, og derfor ikke føler, at de kan risikere at komme til at hænge på en masse ekstra arbejde bagefter.
• Funktionsbestemte – gør det klart, hvilke kompetencer der indgår i opgaven. Mange studerende eller nyuddannede vil gerne prøve deres faglighed af i praksis. Mindst ligeså mange vil gerne prøve kræfter med et nyt felt eller en ny faglighed. Utroligt mange savner at bruge deres kompetencer på en nørdet måde, der sjældent er plads til i hverdagen. Mange finder også stor glæde i at lære deres kompetencer eller særlige nørdeviden fra sig. Det gælder også i mikro-format. Gør det nemt at dele viden og lære af hinanden.
• Sjove – jo sjovere og jo mere interessante opgaverne er, des mere har folk lyst til at påtage sig dem. Det er som regel sjovere at lave ting sammen med andre end alene. Det er som regel sjovere at lave opgaver, man føler sig nogenlunde tryg ved og kompetent til, end opgaver, hvor man føler sig uforberedt og ude på dybt vand. Det er sjovest at løse opgaver, man nemt kan se gør en forskel. Tænk bare på, hvor meget mere tilfredsstillende det er at male en hvid væg blå end en nusset hvid væg hvid.
• Synlige – der er ikke meget ved at lave opgaver, ingen ser resultatet af, og derfor ikke kan værdsætte. Det er sjovere at lave mad end at vaske op. Derfor er det vigtigt at give synlig, umiddelbar og klar feedback på det, folk bidrager med. Både undervejs og bagefter. Jo bedre du kan vise, hvilken forskel folks arbejde gør i den store sammenhæng, jo mere tilbøjelige vil de være til at engagere sig mere.
• Vigtige – fortæl folk, hvordan den lille, konkrete opgave de løser nu, er med til at løse en langt større sag i et større perspektiv. Jo bedre folk kan se det samlede billede, jo bedre kan de også selv byde proaktivt ind med forslag til andre gode mikrohandlinger – og jo mere tilbøjelige vil de være til at engagere sig på længere sigt.

Når man på denne måde opdeler opgaverne i mikrohandlinger, bliver det meget nemmere for det enkelte individ at sammensætte sit engagement og bidrag på en måde, der er realistisk i forhold til tid og overskud – og giver mening i forhold til ens kompetencer og udviklingsønsker. Dermed gør mikrohandlingerne det nemt at udøve personalismen i praksis.

Samme retning – mange veje

One size fits nobody, når det kommer til engagement. Men det er absolut ikke ensbetydende med, at engagementet ikke er der. Det gælder bare om at strukturere fællesskaberne på en måde, der giver den enkelte mulighed for at deltage mest muligt på egne præmisser.

Hvis vi fremover strukturerer flere fællesskaber ved hjælp af faglige sammenskudsgilder, engagementstrapper og mikrohandlinger, vil det være nemmere for mange flere at byde meget mere ind, end det er tilfældet i dag. Til alles fælles bedste – hver især.