Fra velfærdsstat til middelklassens servicestat

---

Den danske og skandinaviske version af velfærdssamfundet bliver hyldet som forbillede af store dele af verden. De nordiske lande bliver berømmet som verdens bedste til at understøtte borgernes livsmuligheder. Det ansete britiske magasin The Economist havde den 2. februar 2013 en forside, der lovpriste de nordiske velfærdssamfund som forbilledet for verdens samfund: ’Næsten uanset hvilken indikator for et samfunds succes man vælger at se på, klarer de nordiske lande sig bedre, end andre’, lød det på forsiden. Etableringen af det danske velfærdssamfund er i Danmark blevet kanoniseret som en af de største ledelsesbedrifter siden Anden Verdenskrig.

Samtidig vokser i Danmark antallet af børn der lever i relativ fattigdom. Antallet af mønsterbrydere – unge, der bryder med en social arv med forældre på overførselsindkomst og bliver en del af den selvforsørgende middelklasse – er de seneste ti år faldet. Globaliseringen og samfundsudviklingen møder i stigende grad den enkelte med krav om personlig råstyrke til at tilegne sig kompetencer og uddannelse, som åbner arbejdsmarkedet og dermed muligheden for et selvforsørgende liv.

Vores påstand i denne artikel er, at velfærdssamfundet har skabt en middelklasse så stor og et velfærdssystem så stærkt, at den primære opgave har flyttet sig fra at skabe social harmoni mellem samfundsgrupper til primært at understøtte den ressourcestærke middelklasse. Hvis det er rigtigt, hvordan er dette så gået til?
Lad os kaste et blik på velfærdssamfundets udvikling for at finde svar.

Velfærdsmodellen fødes
med menneskestrømmen fra land til by

De moderne velfærdssamfund voksede frem i vores del af verden efter Anden Verdenskrig, selv om de har rødder tilbage i den industrielle revolution i slutningen af det 19. århundrede.

Velfærdssamfundet kan karakteriseres som en samfundsmodel, der sigter efter at støtte den enkelte borger i at realisere sit fulde potentiale og sikre den enkelte tryghed og et værdigt liv, typisk finansieret over skatterne.

Velfærdssamfundets succes hviler på evnen til at fordele velstand og velfærd på en balanceret og i samfundet accepteret måde. Hvordan den balance bliver håndteret bedst, har været genstand for debat siden velfærdssamfundets fødsel.

Lad os gå tilbage til Paris 1789, da indbyggerne gjorde oprør, halshuggede kongen og afskaffede enevælden i utilfredshed med sulten og nøden. Frankrig var på det tidspunkt en global stormagt, politisk, militært, økonomisk og kulturelt – men regeret af en lille elite. Læren af den opstand, som indledte den franske revolution er, at selv en stormagt kan bukke under, hvis folkets livsmuligheder er for skævt fordelt.

Den industrielle revolution førte store samfundsomvæltninger med sig. Ny mekanisk teknologi forandrede produktionen, transporten og kommunikationen og flyttede samfundets tyngdepunkt fra land til by. Det skabte en ny type borgere – lønarbejderen. I takt med at landarbejderne flyttede til byerne, blev de løsrevet fra de små lokalsamfund, de før havde været en del af og som havde fungeret som social sikring. Hvem skulle de nu gå til, hvis de kom i knibe?

Beskæftigelsen i de nye industrivirksomheder – klædefabrikker, jernstøberier, tobaksfabrikker og bryggerier – var afhængig af, om der var afsætning for de produkter, fabrikken fremstillede. Hvis efterspørgslen svigtede af forskellige årsager, så stod en nok så hårdtarbejdende fabriksarbejder uden arbejde og indkomst. Hvis der ikke var andet arbejde at finde, betød det sult – typisk for hele familien. At en hæderlig, rask og arbejdsom mand pludselig kunne miste sin indkomst og havne i nød, var et nyt fænomen.

I takt med at lønarbejderne i byerne voksede i antal, blev det nødvendigt for samfundet at forholde sig til „arbejderspørgsmålet“, som det hed: at mennesker uforskyldt kunne miste deres indtægt og dermed være værdigt trængende – det var ikke rimeligt, at de, hvis de bad om offentlig hjælp, mistede deres borgerrettigheder.

Alderdomsforsørgelse

Den første egentlige sociale sikringsreform fik sit gennembrud i Danmark i 1891 med vedtagelsen af alderdomsforsørgelse og en revideret fattiglov med offentlig støtte til lægebehandling, jordemoderhjælp og begravelse. Lovene blev indført af Høire, borgerskabets parti – og Venstre, landmændenes parti.

Loven om alderdomsforsørgelse var et nybrud. Nu kunne personer over 60 år få offentlig understøttelse – hvis de vel at mærke levede op til en række krav: ikke var fundet skyldige i vanærende handlinger, ikke havde bragt sig selv i trang ved egne handlinger, ikke havde et uordentligt eller ødselt levned, havde boet i landet i mindst ti år og i denne periode hverken havde modtaget fattighjælp eller var blevet fundet skyldig i løsgængeri eller betleri.

Understøttelsen var baseret på et individuelt skøn og havde i sine betingelser indbygget moralske værdier, som flugtede med det livssyn, datidens samfundselite havde – men i princippet var ydelsen tilgængelig for alle borgere uden tab af borgerrettigheder. Det var nyt.
Grundloven fra 1849 havde slået fast, at „den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp fra det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyder“.

Problemet var, at det sidste led i sætningen i praksis havde betydet, at en modtager af hjælp fra det offentlige fattigvæsen mistede borgerrettighederne: stemmeretten, retten til at blive gift, retten til at flytte uden tilladelse – kort og godt den personlige frihed.

Selv om demokrati og personlig frihed midt i 1800-tallet var ved at vinde indpas i Danmark, havde det altså fortsat været både uværdigt og vanærende ikke at kunne brødføde sig selv.

Men med de nye sociale reformer fra 1891 blev det for første gang muligt at modtage visse offentlige ydelser uden at miste sine borgerrettigheder. Bortset fra, hvis man var en arbejdsduelig mand, så mistede man stadig sin stemmeret, når man modtog fattighjælp. Sådan var det helt frem til 1953, hvilket illustrerer hvor stor betydning arbejde havde, og hvorfor arbejderbevægelsens krav om retten til arbejde var et kernekrav. Uden arbejde var man ingenting.

Sygekasselov, ulykkesforsikring og a-kasser

Alderdomsstøtten blev allerede året efter, i 1892, fulgt op af en sygekasselov, der ganske vist byggede på et frivilligt forsikringsprincip med kontingentbetaling, men med et statsligt tilskud. Flere sociale ordninger fulgte efter. I 1898 trådte en lov om ulykkesforsikring i kraft. Og i 1907 begyndte staten at yde tilskud til de nye arbejdsløshedskasser, uden at det medførte tab af borgerlige rettigheder for modtageren. Reelt blev principperne for det danske velfærdssamfund om skattefinansierede velfærdsydelser grundlagt i årene omkring århundredeskiftet.

Datidens socialister var, i modsætning til hvad man måske skulle tro, ikke voldsomt begejstrede for de nye sociale goder. De så dem som et forsøg fra de herskende klasser på at „købe“ arbejderne og afmontere den revolutionære klassekamp, som mange socialister anså som nødvendig for at skabe et mere retfærdigt samfund.

Det nyetablerede arbejderparti Socialdemokratisk Forbund havde allerede i 1880 lanceret et krav om en universalistisk socialpolitik, der sikrede alle borgere offentligt betalt adgang til læge og hospitaler; erstatning for tabt arbejdsindtægt ved sygdom ligeledes betalt af staten og uden tab af borgerlige og politiske rettigheder; adgang for alle børn til fri undervisning i heldagsskoler med fri kost og gratis skolematerialer. Revolutionære krav i samtiden. I det lys kom de borgerligt-liberale sociale ordninger noget til kort.

Kirken advarer mod depersonalisering af omsorgen

Heller ikke kirken var begejstret for den nye statslige indblanding i socialhjælpen. Kirkens folk så ikke de sociale tiltag som et værn mod socialismen, men som et knæfald for den.

Kirken havde længe spillet en vigtig rolle i samfundet, ikke mindst netop på socialområdet, og forestået fattighjælpen i sognene. Men nu var den ’opgave’ taget ud af hænderne på menighederne, fastslog pastor Georg Schepelern fra Trinitatis Kirke i en tale i 1886. Han advarede mod de konsekvenser, der vil komme, når omsorg institutionaliseres og de personlige relationer nedprioriteres i samfundet:

„Og har menigheden lidt tab, så har staten visselig ikke lidt mindre tab. Skal nemlig staten sørge for de fattige, da kan den kun gøre det ad lovens vej, ved at pålægge de velstående den pligt at rykke ud med deres penge, og ved at give dem, der ikke kunne eller ikke ville hjælpe sig selv, den ret at blive forsørgede af det offentlige. Men herved tilintetgøres på den ene side barmhjertigheden og på den anden side taknemmeligheden, så det vist nok kan siges med fuld ret, at dersom der er noget, der har tjent til at give de kommunistiske ideer vægt og derved rejse en trussel i ryggen på staten, da er det det offentlige fattigvæsen.“

Talen kan den dag i dag læses som et varsel om det uhensigtsmæssige i at afkoble den direkte menneskelige relation mellem hjælp og nød og indsætte det offentlige som mellemmand.

Diskussion om dette dilemma er levende i dag, næsten 130 år senere. Hvad gør tvungne skatteopkrævninger ved viljen til at hjælpe andre? Frasiger vi os det personlige ansvar for vores medborgere, fordi skatten er betalt? Og hvor går grænsen for, hvad man kan kræve, hvis man oplever nød, når der er adgang til en kolossal fælleskasse?

Velfærdssamfundet i den fuldt udbyggede version har gjort den enkelte borger uafhængig af personlige relationer og fællesskaber, fordi staten træder til. Vi kan i dag, netop fordi de offentlige velfærdssystemer understøtter det enkelte individ, uafhængigt af baggrund, familie og tilhørsforhold, leve helt uafhængigt af andre. Det bliver for nogle et liv i ensomhed og elendighed, for andre en mulighed for selvrealisering og lykke – men i begge tilfælde en fremmedgørelse over for den medborger, vi ikke oplever bidrager til netop vores liv.

K. K. Steincke og angsten for de svage

I nogle samfund har det været anset for naturligt, at de stærke tog sig af de svage. I andre samfund er de svageste blevet anset som en byrde eller en trussel.

Den socialdemokratiske politiker og minister K.K. Steincke, som i eftertiden blev kendt for sine socialpolitiske initiativer i 1930’erne, gik i en tale i 1920 så langt som til at være fortaler for racehygiejne:

„Hvad nytter den stigende humanisering, den stadigt voksende offentlige forsorg? Den mangeartede omsorg, de store tilskud til børneforsorgen – dels ved kontante tilskud, velgørenhed og allehånde indsamlinger – fører kun, takket være lægevidenskabens og sygeplejens stærke udvikling, til at svække slægten ved at holde liv i tusinder, som samfundet var bedst tjent med bukkede under. Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske civilisations gradvise tilbagegang og endelige undergang, må vi ind på en systematisk modvirken og tillige stræbe for en forædling af racen, den såkaldte eugenik, i Tyskland og Norden, særlig benævnet racehygiejne eller raceforbedring. Ingen, der alvorligt betragter samfundet i dag, kan være i tvivl om, at vi befinder os i en kritisk situation“.

Samfundets svageste, som ikke kunne klare sig selv og bidrage til fællesskabet, var kort og godt uønskede.

Danmark var det første land i Europa, der i 1929 indførte en lov om racehygiejnisk sterilisation, hvor mennesker med sindssyge og arvelige belastninger frivilligt kunne lade sig sterilisere. Siden blev lovene strammet, så det blev så-som-så med frivilligheden. Racehygiejne gik først af mode, da det blev klart, at Hitler med racehygiejne som argument havde massehenrettet millioner af uønskede borgere i koncentrationslejre.

Ovenstående tænkning genfindes i en mere moderat udgave i nutidens debat. Mange ønsker ikke, at lavtuddannede, krigstraumatiserede eller anderledes tænkende indvandrere skal belaste det danske samfund, fordi de påfører fællesskabet udgifter og problemer.

Hal Koch: Samfundsmennesket og privatmennesket

Velfærdssamfundet, som det blev udformet i vor tid, blev bygget af en generation, der var kommet igennem et mareridt af en verdenskrig og siden en besættelse med afsavn og sult. Mennesker, der delte frygt, drømme og håb med hinanden, og for hvem solidaritet ikke var en ideologi, men en nødvendighed for den fælles stræben efter noget bedre. Men det var klart allerede på dette tidspunkt, at også velfærdssamfundet rummede en interessemodsætning mellem det fælles bedste – og den enkeltes egeninteresse.

Den danske teolog Hal Koch formulerede i 1946 „samfundsmennesket“ og „privatmennesket“ som hinandens modsætninger. Samfundsmennesket var det menneske, der skubber sig selv og egeninteressen til side og ser på, hvordan andre har det – kerer sig om det fælles bedste. Betaler sin skat med glæde. Privatmennesket er individualismens økonomiske menneske, som efter en given indsats forventer at få mest muligt ud af indsatsen. Og betaler så lidt skat, som muligt. Forskellen handler om moral – eller etik.

Velfærdssamfundet blev bygget på den moral og etik, som samfundsmennesket har. En etik, som på sin vis var indlejret i arbejderbevægelsens ideologi – men ikke nødvendigvis i den praksis, som arbejderbevægelsen kom til at stå for. Virkeligheden viste jo, at mange af indbyggerne i velfærdssamfundet mere var privatmennesker end samfundsmennesker. Det havde konstruktionen af velfærdssamfundets systemer ikke taget tilstrækkeligt højde for.

Et velfærdssystem næsten uden grænser

Velfærdssamfundet blev udrullet i hastigt tempo op gennem 1960erne – en galopperende økonomisk vækst, hvor alt kunne lade sig gøre – indtil oliekriserne i 1970erne stoppede festen.

Med udrulningen af velfærdssamfundet steg også skattetrykket. I 1950 lå det på 20 procent. I 1960 var det steget til 25 procent. Over de næste ti år frem til 1970 steg skattetrykket til 48 procent – næsten en fordobling på et enkelt årti.

Når det kunne lade sig gøre at hæve skatten så meget, hang det sammen med den voldsomme økonomiske vækst, som fik indtægterne til at stige kraftigt. Danskerne fik væsentligt flere penge mellem hænderne, selv om en stigende andel gik til skatter. Og måske fordi velfærdssystemerne blev opbygget i gode tider, indfandt en tænkning sig om, at alle skulle have adgang til velfærdsgoderne, uanset om de selv var skyld i deres ulykke eller ej. Hvis en mand eller kvinde blev arbejdsløs, måtte det skyldes, at velfærdssamfundet havde svigtet. Eftersom at man ikke kunne vide, hvor længe det ville tage at hjælpe den nødstedte på benene igen, måtte hjælpen naturligvis ikke være tidsmæssigt begrænset. Denne tænkning fratog den enkelte ansvar for sin egen skæbne og gjorde hjælpen næsten grænseløs. Det var dengang, man kunne køre i taxi til kommunen, og lade den vente, mens man hentede sin støtte.

1970’ernes oliekriser fik væksten til at forsvinde og bragte den for længst glemte arbejdsløshed tilbage med et brag. Det lagde et enormt pres på velfærdssystemerne. Samtidig forlangte fagbevægelsen mere og mere i løn for at kompensere for den faldende levestandard, og brugte flittigt lammende strejker til at bakke kravene op. Det førte til stadig højere omkostninger, mens virksomheder lukkede og arbejdspladser forsvandt, hvilket gik ud over skatteindtægterne.

Den økonomiske virkelighed indfandt sig: Velfærdssamfundet var for dyrt, og var i høj grad blevet finansieret med lån i udlandet. Nu sagde udlandet stop. Danmark var på randen af statsbankerot.

30 års forsøg på at tøjle det offentlige bureaukrati

Det var tid til selvransagelse hos velfærdssamfundets fædre. Analyser viste, at mange arbejdsløse reelt ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet – og at mange fik en større indtægt fra det offentlige, end de ville få ved at arbejde. Måske havde det været naivt dengang i 1960erne at adskille ret og krav fra hinanden, at garantere tryghed uden forventninger om en selvstændig indsats fra den enkelte?

Klart var det, at der var behov for forandringer. Væksten i den offentlige sektor var ude af kontrol. I 1983 tog Henning Christophersen som finansminister de første skridt til at indføre en markedsøkonomisk tænkning i den offentlige sektor for at koble reelle behov og eksisterende ressourcer bedre.

Det skete med det såkaldte Moderniseringsprogram fra 1983, som sigtede mod at forenkle det offentlige bureaukrati:

„Det er sjældent viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Det karakteristiske er et stærkt menneskeligt og professionelt engagement. Problemerne ligger som oftest i de rammer i form af regler, procedurer og administrative systemer, som vi har bygget op.“

Det er 30 år siden. Det kunne være skrevet i dag. Det store spørgsmål er, hvordan det kunne gå til at den offentlige sektors vækst kunne fortsætte. Måske er svaret, at væksten i den offentlige sektor dengang som nu er drevet frem af politikere, der sigter efter at imødekomme middelklassevælgernes ønsker.

Under alle omstændigheder har skiftende politikere og embedsværk siden 70’erne med blandet succes forsøgt at finde en bæredygtig balance i den støt voksende institutionalisme og den offentlige sektors vækst.

Middelklassen sejrer

Rødderne til det mislykkede opgør med den offentlige sektors vækst må først og fremmest findes i fireparti-systemets sammenbrud efter jordskredsvalget i 1973.

I 1973 straffede vælgerne de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og Det konservative Folkeparti ved at stemme protestpartierne Fremskridtspartiet og Centrum Demokraterne ind i Folketinget med næsten en fjerdedel af stemmerne. Gammel partiloyalitet blev – dengang helt utænkeligt – kastet over bord.

Siden har de politiske partier i stigende grad kæmpet om de samme vælgere – midtervælgerne, som kan svinge til den ene eller den anden side alt efter, hvor deres interesser bliver bedst tilgodeset. I praksis drejer det sig om de ressourcestærke middelklassevælgere. Resultatet er, at velfærdsstaten siden har udviklet sig til primært at levere service for middelklassen.

Velfærdsstatens formål anno 2014 er således anderledes end det, grundlæggerne af velfærdsydelserne i sin tid havde i tankerne, nemlig at skabe en tryg, stor middelklasse og sikre hjælp til socialt udsatte borgere for derved at forebygge sociale spændinger og oprør.
I dag er det middelklassen, der er blevet omdrejningspunkt for velfærden – udsatte grupper pådrager sig hverken politikernes eller offentlighedens store interesse. Man kan – med en let omskrivning af tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord – med rette sige, at middelklassen har sejret ad helvede til i kampen om velfærdskronerne.

De fleste har det godt og mange har det rigtig godt i dagens Danmark. Men nogen har det skidt, og andre kan hurtigt få det skidt, hvis de rammes af sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ulykker eller andre livskriser. Danskere af alle slags er efter de senere års økonomiske krise havnet i social nød.

Velfærdsmodellens økonomiske tryghed ligner i dag et timeglas, hvor nedtællingen begynder i samme øjeblik, en borger rammer en livskrise og derefter gradvist ekskluderes af den velfungerende middelklasse.

Velfærdsmodellen har været en bragende konceptuel succes som servicestat for middelklassen, men – må vi i dag konstatere – en lige så stor fiasko på det sociale område, som i sin tid var det reelle afsæt for modellen.

Fællesskaber i opløsning

Den velstand, som danskerne har formået at skabe parallelt med velfærdsstatens opbygning, har fundamentalt ændret indretningen af samfundet: Byerne vokser, lokal- og nærmiljøer bliver opløst, og for at begge køn kan gå på arbejde, har vi opbygget en institutionel infrastruktur, der sikrer en velfungerende hverdag, men hvor tiden er knap for de fleste, ikke mindst for familierne.

Her bliver pastor Schepelerns tale om fællesskaberne igen aktuel – mange år efter at han formulerede den. Systemet, der skal hjælpe os – og som borgerne i årtier har betalt og overdraget ansvaret til – træder ikke længere rigtigt til, når der er allermest behov. Intet forhindrer tilsyneladende, at mennesker i nød i dag bliver overladt til egen skæbne. Resten af samfundet – den travle velfungerende middelklasse – har ikke tid til at hjælpe. Og skatteborgeren kan også med rette hævde, at man allerede betaler til den sociale tryghed gennem en relativt høj skat.

I de sidste 100 år er vores gennemsnitslevealder steget uden historisk sammenligning, og ifølge alle prognoser vil den kun blive ved med at stige i de kommende 100 år. Men selv om vi får flere og flere år sammen, fragmenteres vores ansvar for hinanden. Hvor familiens ældste engang var overhoveder, frasiger flere og flere seniorer sig et ansvar for efterkommernes tilværelse, der bliver overladt til velfærdssamfundets institutioner med et støt voksende bureaukrati.

Velfærdsvisionen har ført til en offentlig sektor, der beskæftiger halv­delen af alle borgere i den arbejdsdygtige alder, og et bureaukrati, der alene på beskæftigelsesområdet omfatter over 24.000 sider med lovgivning, bekendtgørelser, vejledninger og regler, som dikterer hvordan offentligt ansatte og den enkelte ledige skal agere. På socialområdet viser undersøgelser, at socialrådgiverne bruger under en femtedel af deres arbejdstid på de borgere, de er uddannet til at hjælpe. Resten af tiden går med bureaukrati.

Institutionaliseringen har overtaget det personlige ansvar

Bureaukrater har selvsagt en vigtig funktion i et samfund, hvor snyd skal holdes nede og menneskers omgang med hinanden i høj grad reguleres af love, bekendtgørelser, myndigheder og institutioner. Men der må være en grænse – og den er på mange områder tydeligvis overskredet.

En ting er, at de værdier, som velfærdssamfundet blev bygget på, bliver fortrængt. Dertil kommer, at globaliseringen skaber voldsomme forandringer: maskiner overtager stadig flere menneskers arbejde, genmanipulation og lægevidenskaben åbner for længere og bedre liv, familiemønstrene er i opbrud. Alt sammen tvinger det os til nye overvejelser om, hvordan vi indretter samfundet.

Samtidig vil der ikke være samfundsøkonomi til at finansiere alle de ydelser, som er tænkt ind i de eksisterende velfærdssystemer. Alene udgifterne til de mange medicinske muligheder for behandling og forebyggelse vil sprænge budgetrammerne, hvis alle får adgang til mulighederne. Og hvem skal bestemme, hvem der ikke skal have? Der ligger vanskelige beslutninger forude med vanskelige udfordringer for velfærdsmodellen.

Hvis vi fastholder en forventning om, at velfærdssamfundets institutioner skal levere alle nødvendige og forventede indsatser, risikerer vi et sammenbrud i den velfærdsmodel, som verden i dag beundrer som den ypperste. En langt større del af løsningen må nødvendigvis komme fra os selv. Men gennem årtiers overdragelse af ansvar fra nære miljøer, familier og netværk til velfærdsinstitutionerne, er vi ironisk nok selv de sidste, vi tænker på til at løse problemerne.

Tid til nytænkning med afsæt i værdier

Det stadigt hurtigere tempo, hvormed fremtiden og forandringerne indfinder sig, udfordrer hver eneste af os. Der er et enormt behov for at læse og forstå fremtiden, før vi søger og indfører nye løsninger baseret på fortiden. Det er ikke en fremtidssikring af Danmark at udvide og udbygge velfærdsløsninger, der i fortiden ikke har evnet at levere på den værdibårne vision, som velfærdssamfundet bygger på: at sikre alle borgerne frie og lige muligheder for et værdigt og selvforsørgende liv.

Det regerende teknokrati har ikke vist en evne til at løse problemerne. Når politiske reformer primært fokuserer på at reformere velfærdssystemerne ud fra økonomiske rationaler snarere end grundlæggende værdier, og samtidig udviser en vis frygt for at udfordre middelklassens velerhvervede rettigheder, kan resultatet blive en tragedie for velfærdssamfundet. Vi risikerer en støt stigende social udstødning med voksende velfærdsomkostninger, større ulighed i livsmulighederne og en uskøn kamp om samfundets stadig knappere ressourcer, hvor de svageste historisk altid har været taberne. I så fald står selve velfærdssamfundets vision – menneskehedens måske mest ambitiøse samfundsvision – for fald.

Personalismens idealistiske fokus på, at den enkelte kun er i kraft af sine relationer, kan måske bringe nyt til debatten og udviklingen. Det forudsætter en evne til på én gang at udfordre individualismen og kollektivismen, men samtidig at respektere og kunne synliggøre de gevinster, som disse to ismer trods alt har leveret gennem deres gensidige magtspil de sidste par hundrede år.

Spørgsmålet er, om personalismen kan vinde lydhørhed i en debat, der primært er drevet af netop individualismen og kollektivismen. Kan den det, har personalismen en vigtig rolle at spille i de kommende års udvikling af velfærdssamfundet.