Introduktion til personalismen

Personalismen er et tankesæt, et menneskesyn, der ikke forsøger at tage det bedste fra forskellige ideologier, men i sig selv er en filosofisk sammenhængende tænkning.

Det er ingen facitliste, men i stedet nogle udgangspunkter og retningslinjer, vi kan følge, når vi skal give et bud på, hvordan vi skal behandle hinanden, og hvilken rolle staten og andre institutioner skal spille i vores samfund. Helt centralt står værdierne om mennesket som relationelt, engageret og værdigt.

Da jeg i efteråret 2012 udgav bogen Det fælles bedste. En introduktion til personalismen, var det med en stor usikkerhed om, hvordan en sådan bog ville blive modtaget.

På den ene side var det et emne, som for mig selv var uhyre relevant – på den anden side er personalismen stort set ukendt i Danmark. Ville en præsentation af en ny „isme“ ikke være meget op ad bakke i vores tid? Ydermere var jeg klar over, at det var ambitiøst, at ville skrive en bog, som på samme tid var let tilgængelig, og dog ikke så forenklet, at fagfolk ville vende tommelfingeren nedad.

Reaktionen på bogen har været over al forventning. Jeg har fået rigtig mange kommentarer fra almindelige danskere, for hvem en personalistisk tankegang har givet god mening. Både fordi de intuitivt fornemmer, at den beskrivelse af mennesket, som ligger til grund, er i overensstemmelse med virkeligheden, og fordi de oplever, at de problemer, som personalismen adresserer, har forbindelse til deres hverdag. Deres liv.

Mange har for eksempel erfaringer med, at relationerne smuldrer eller at de enten bliver betragtet som et nummer i et system og/eller som forbrugere, nogen skal tjene penge på.

Fagfolk har først og fremmest givet bogen Det fælles bedste kredit for at have trukket et glemt og ukendt menneskesyn frem fra glemslen. Nogle har påpeget, at der i forlængelse af bogen er brug for en mere dybtgående udfoldelse af personalismen. Det er netop, hvad denne antologi i to bind skal tjene til.

Personalismen kort fortalt

Dette indledende kapitel giver en kort beskrivelse af et personalistisk menneskesyn. Som jeg har redegjort for i Det fælles bedste er personalismen ikke en fasttømret ideologi, men snarere en måde at tænke på, en pejling på hvad mennesket er eller en retning at bevæge sig i.

Danmark beskrives undertiden som et social-liberalt samfund, hvor vi har taget det bedste fra de to store „ismer“ – omsorgen for de svageste fra socialismen og den personlige frihed fra liberalismen – og derved skabt en middelvej, der også bliver kaldt den skandinaviske model. Det er et forsøg på at forme et samfund, som alle borgere har del i, og hvor „få har for meget og færre for lidt,“ som Grundtvig udtrykte det.

I mange år har kampen mellem liberalisme og socialisme, mellem individualisme og kollektivisme, været det naturlige udgangspunkt for den politiske debat. Det har været de modeller, der har været ved hånden, og de politiske løsninger har været styret af denne modsætning: Enten går man ind for mere frihed, eller man går ind for mere fællesskab.

Spørgsmålet er, om denne tænkemåde er ved at have udspillet sin rolle. I hvert fald kan man godt komme i tvivl: Har vi fået vendt om på det, så vi i virkeligheden er på vej mod et samfund, der har taget det værste fra socialismen: centralisme og bureaukrati – og parret det med det værste fra liberalismen: egoisme og grådighed?

Personalismen er et tankesæt, et menneskesyn, der ikke forsøger at tage det bedste fra forskellige ideologier, men i sig selv er en filosofisk sammenhængende tænkning.

Det er ingen facitliste, men i stedet nogle udgangspunkter og retningslinjer, vi kan følge, når vi skal give et bud på, hvordan vi skal behandle hinanden, og hvilken rolle staten og andre institutioner skal spille i vores samfund.

Personalismen har en række grundlæggende værdier, som her er sammenfattet i tre punkter:

Mennesket er relationelt

Ifølge personalismen er mennesket er et relationelt væsen, der har brug for et tæt og engageret samspil med sine medmennesker, i større eller mindre fællesskaber, for at trives og udvikle sit potentiale.

Det betyder, at vi mennesker alt andet lige trives bedst, når vi indgår i relationer. Vi har brug for andre, der elsker os, holder af os, ser os og forventer noget af os.

Samtidig trives vi bedst ved, at vi har nogen at bryde os om. Jeg kan ikke være mit „jeg“, hvis ikke der er et „du“.
Hermed står personalismen i modsætning til individualisme, hvis politiske udtryk er liberalisme.

Personalismen lægger vægt på det enkelte menneskes frihed og ansvar for eget liv, men betoner samtidig, at mennesket kun kan udleve dette ansvar i relation med sine medmennesker.

Nogle personalister går endda så vidt som at sige, at mennesket kun eksisterer i relation med andre. Dermed kan personalismen aldrig ende i liberalisme, da relationen til mit medmenneske og dets behov altid vil spille ind, når jeg skal udleve mit eget liv.

På den anden side står personalismen også i modsætning til kollektivisme og socialisme ved at hævde, at fællesskabet aldrig må gå forud for det enkelte menneske.

Institutioner og systemer, herunder stater og myndigheder, er ifølge personalismen kun gavnlige, for så vidt de hjælper mennesker med at udfolde deres liv.

Derfor er det afgørende for personalister ikke, om staten er stor eller lille, men snarere at magten tjener mennesker og er decentraliseret, så det enkelte menneske har størst mulig indflydelse på de beslutninger, der angår dem selv.

Mennesket er engageret

Ifølge personalismen er mennesket et engageret væsen, der udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for sit eget liv, men også for sine medmennesker og for hele samfundet.

Mennesker trives rigtig godt med opgaver, der skal løses. Når huset er bygget færdigt, er vi straks på udkig efter nye udfordringer. Vi kan lide at være forpligtet på noget overfor nogen. At have et kald eller en opgave. En opgave er en gave. At være uden forpligtelser – uden arbejde, uden nogen der forventer noget eller har brug for os – er for de fleste en ulykke. Vi kan ikke lade være med at spørge: Kan jeg gøre noget?

For personalismen er frihed ikke at være uafhængig af andre mennesker, men frihed fra undertrykkelse fra systemer, strukturer og institutioner. Og først og fremmest hører frihed sammen med ansvar – at mennesker tager ansvar for deres egen situation og ansvar for de fællesskaber, store og små, som de er en del af.

Hvor der gives frihed, bliver der også kreativitet og engagement. Dette gælder både i store og små fællesskaber, det gælder på arbejdspladsen, i foreningslivet, i familien. Og det gælder i samfundslivet.

Et samfund fungerer godt, hvis medborgerne er handlende, ansvarsbevidste, engagerede, kreative og initiativrige. Derfor lægger personalismen vægt på mindre fællesskaber, hvor mennesker har stor indflydelse på deres egen tilværelse, og på at beslutninger bliver truffet så tæt på borgerne som muligt. Det er positivt, hvis civilsamfundet og den frivillige, uegennyttige indsats blomstrer.

Mennesket er værdigt

Ifølge personalismen har mennesket en iboende værdighed, der aldrig kan relativiseres eller formindskes, og som dets medmennesker og samfundet ikke må undertrykke eller krænke.

Det enkelte menneske er unikt og har en værdi, som ikke kan devalueres. Mennesket er ukrænkeligt og må ikke udsættes for nogen former for overgreb. Når mennesker begår overgreb på andre, så afpersonaliserer de dem og behandler dem som ting, der ikke har anden værdi end den, de bliver tillagt.

Mennesket er værdifuldt i sig selv, og derfor skal hvert enkelt menneske behandles med respekt, uafhængigt af etnicitet, kultur, religion og social status. Alle mennesker, uden undtagelse, har en unik personlighed og kan på et uendeligt antal måder bidrage til, at verden bliver et lidt bedre sted at være. Ethvert menneske maler med sin egen farve på vores fælles lærred.

Det betyder, at jeg må møde hvert eneste menneske med den indstilling, at den anden er betydningsfuld, og at vores relation (uanset hvor tæt den er) er enestående og rummer muligheder.

Derved får både den anden og jeg selv en ny chance. En ny mening. Det at give den anden en mulighed for at blive set som sig selv, er en af mine vigtigste opgaver som medmenneske.

Det er ikke kun mennesker, der kan krænke medmenneskets værdighed. Personalismen er kritisk over for alle systemer, der umyndiggør, fremmedgør og reducerer det enkelte menneske, uanset i hvis navn de gør det.

Systemer og institutioner skal forstås i bredest mulig forstand og omfatter tankesystemer, styringssystemer og samfundssystemer.

Personalisme i praksis

I bogen Det fælles bedste argumenterede jeg for, at vi har fået skabt et afpersonaliseret samfund – et samfund, der i stadig højere grad bevæger sig væk fra det helt basale, de nære relationer mellem værdige og engagerede mennesker, og i dets sted sætter ideologi, økonomi, systemer, institutioner.

Konsekvenserne er en stadig større mistillid til vores medborgere og til samfundet generelt. Denne mistillid står i fare for at føre til en ned­smeltning af samfundet og gør os ude af stand til at håndtere de alvorlige udfordringer, vi står overfor.

For mig at se er personalismen et værdifuldt menneske- og samfundssyn, vi kan trække på i de velfærdsomlægninger, vi står midt i. Vores velfærd er i fare for at blive enten for institutionaliseret eller for markedsgjort.

I begge tilfælde forsvinder den mellemmenneskelig relation, og systemerne har sejret over mennesket, om det så er markedet eller teknokratiet.

Om personalismen kan bruges på det overordnede samfundsmæssige plan, er der selvfølgelig delte meninger om. Men hvad med konkrete fagområder?

På baggrund af beskrivelsen ovenfor har vi udfordret en række personer til at komme med et bud på, hvordan personalismen kan bruges inden for deres fagområde eller virkefelt. Er det mest flotte ord, eller kan de omsættes i praksis? Har de været omsat i praksis?

Fælles for forfatterne er, at de er optaget af, hvordan vi indretter vores samfund, så det skaber optimale vækstbetingelser for, at mennesker kan være, vokse og virke.

For nogle af dem er personalismen et nyt bekendtskab, og de færreste af dem vil kalde sig personalister. Men de bidrager alle under den forudsætning, at personalismen, som alternativt menneskesyn, kan være med til at udvide eller udfordre vores debat og tænkning.

Resultatet kan læses i de følgende kapitler …