Opgiv at være perfekt – i afmagten ligger friheden

---

Indtil januar 2012 vidste jeg ikke, hvad det var, jeg lavede. Jeg vidste ikke, at det, jeg gjorde, var at sætte magtesløsheden i system og gøre den kreativ. Man kan først se det bagefter, når det er sket. Jeg havde arbejdet med det i 35 år uden at vide, hvad det var.

Ved siden af mit arbejde som sognepræst er jeg sygehuspræst i en hospitalsverden, som er præget af systemer, strukturer og krav om perfektion. Jeg er præst, men arbejder også med supervision og med at løse konflikter blandt patienter og personale.

Min rolle er at samarbejde med nogen, der siger og kan det modsatte af mig. Jeg står aldrig alene, men har som opgave at rykke ved en vogn, hvor stærke kræfter trækker i den anden retning. Derfor rykker jeg af og til hårdt.

Systemer og strukturer er effektive, så længe der er medvind. Når der er modvind, er det, at jeg bliver kaldt ind. Jeg tager et andet end systemets perspektiv. Jeg er et korrektiv, et supplement.

Jeg løber altid en risiko for at tabe

Man kan ikke sige, der er noget system i den måde, jeg arbejder på. Jeg ved aldrig, om det virker – og jeg løber altid en risiko for at tabe.

Jeg havde eksempelvis en gruppe læger til supervision, hvor en af dem satte sig fuldstændig på de andre. Jeg bad ham stoppe, men ord hjalp ikke. Så satte jeg mig på skødet af ham og stoppede hans slips ned i halsen … Jeg ved godt, at jeg risikerede, at de aldrig mere ville samarbejde med mig. Men det virkede.

Jeg har det djævelske med mig – det forkerte, det uperfekte. Fejlen. Det har alle mennesker. Men min opgave er at bruge den og stå ved det. Man skal ikke true med noget, man ikke kan gennemføre. Selv opfatter jeg det sådan, at det er i mørket i mig selv, jeg henter kræfterne til at gøre det nødvendige – også at bruge magt.

Mit syn på fejlen – det forkerte – er måske skabt i den kontekst, jeg selv er opdraget og uddannet i, som præst. Jeg mener jo, at det er ved syndefaldet, at mennesket bliver menneske. Hvis et menneske ikke har begået sit syndefald, er det ikke et menneske.

Den rigtighed, der er i det syndfrie, slår jo livet ihjel. Tænk på Misse Møhge fra Matador. Hun er syndfri, men slår livet ihjel, da hun møder det, af angst for at gøre det forkerte.

Jeg tager håbet fra dem

Jeg har haft med kræftsyge mennesker at gøre i 35 år, og jeg har egentlig aldrig vidst, hvad det var, jeg gjorde, når jeg prøvede at hjælpe dem. Men nu er det gået op for mig, at det, jeg gør, er, at jeg giver folk mulighed for ikke at skulle være positive. Jeg tager tabets perspektiv.

Hvis et menneske bliver angst af at skulle håbe dér, hvor der ikke er noget håb, tager jeg håbet fra dem. Mit job er ikke at give dem tro. Jeg tager troen fra dem, der bliver angste af tro.

„Hvad håber du på?“ spørger jeg dem. „At blive rask,“ siger de.
„Beder du om at blive rask?“
„Ja!“
„Det ser ikke ud, som om det hjælper? Hvorfor beder du så, når det ikke virker?“ siger jeg.

Man må ofte ødelægge det, man tror giver liv, for at få hul på livet.

Min opgave er blevet at stille mig ved siden af dem, der er forkerte, og fortælle dem, at de ikke er alene.

Jeg bryder alle principper for at være solidarisk med den, der er angst. Min opgave er at stå ved siden af ham – ikke at ville have ham et andet sted hen.

Når gamle fru Jensen er igennem den tredje kemokur og er ved at falde fra hinanden og tror, at hun er nødt til stadig at håbe, for det er der nogen, der har fortalt hende, at hun skal, så tager jeg positivtænkningen fra hende, for positivtænkningen giver hende angst. Hun skal håbe, hun skal tro, hun skal tage sig sammen, men det kan hun jo ikke, for hun er så træt. Her skal man tage håbet fra hende, og så falder hun til ro.

Hun hører folk sige: „Nu skal du udskrives, glæder du dig ikke til det?“ Men hun glæder sig ikke, for hun ved godt, det bliver et helvede derhjemme, fordi hun er så syg.

Vi skal forsone os med, at vi skal dø, men vi skal have lov at protestere. Vi skal have lov til at skrige over det, der er. I det skrig, i det mørke, sker der en forsoning, men det er jo ikke en fredelig forsoning. Det er en erkendelse, der kommer på baggrund af et tab. Så det er ikke fredeligt.

Vi er børn, der skriger efter mad og kærlighed

I vores kultur er der en kollektiv fortrængning af magtesløshed. Vi vil så gerne være perfekte. Men vi kan ikke leve op til det. Vi slår os på det. Det er ikke muligt at være perfekt.

Kierkegaard er kendt for et citat, hvor han siger, at hvis du falder de mange favne, så kan du opdage, at troen faktisk bærer. Det er det, der menes med at tabe sig selv for at vinde. Det, som jeg kalder tabets perspektiv. Hvis du klamrer dig til Gud, tror du, at forholdet afhænger af dine armkræfter. Hvis du slipper ham, opdager du, at han holder fast i dig.

Man siger, at mennesket er skabt i Guds billede. Gudbilledligheden tænker jeg blandt andet sådan, at jeg er hans barn. Han er min far. Jeg har heldigvis indtil verdens ende en far, jeg er barn af.

Den barneret, jeg derved har fået givet, benytter jeg mig af. Den gør, at jeg som voksen, ansvarligt menneske, får lov til at udvide mit verdensbillede med et kontinent, som er meget frugtbart og fuld af overraskelser.

Et barn er jo ikke blot et yndigt og vandkæmmet barn i matrostøj. Et barn skriger – efter mad, efter kærlighed, efter opmærksomhed. Det er det skrig, der er fikspunktet for mig. Der, hvor det skrig er tilladt, kan du ikke lave fejl. Man kan blive lykkelig ved at få noget – og ved at give noget. Men min pointe er, at man også kan blive lykkelig ved at tabe noget.

Det er ofte, når du taber noget, du bliver fri. Det at blive sig selv er en tabsoplevelse. Man taber nogle illusioner om sig selv. Og det er det at tabe illusionerne, der gør dig fri.

For det unge voksne menneske er der én sandhed. For det modne voksne menneske er der altid mindst to sandheder på en gang. Modenhed er at kunne leve med ambivalensen. Det er det at miste troen på ét system, der er modenhed.

Jeg har altid fortalt mine børn, at de ikke er gode nok

Jeg har fortalt mine børn, fra de kunne sanse, at de ikke er gode nok. Det med at være god nok er et slaveri. Fordi vi aldrig bliver det. Men jeg har også fortalt dem fra starten, at vi nok skal passe godt på dem, og at de har ret til at være her. Fordi de er skabt.

Det eneste, vi med sikkerhed ved om hinanden, er, at det andet menneske er elsket af Gud. Lige så elsket af Gud, som man selv er.
Og det er nok.

Hvis du stiller en forventning til mig om perfektion, som jeg ikke kan leve op til, er det mit ansvar at sige: „Det kan jeg ikke leve op til – jeg kan ikke være perfekt!“

Den vrede patient

Patienten på et hospital er i en særlig situation, især den alvorligt syge. Hun står midt i et tab og er samtidig oppe imod et magtsystem, hvor hun ikke kan hævde sig. Jeg vil fortælle om en patient, som har gjort et særligt indtryk på mig – en ung pige på intensiv afdeling.

Denne unge pige, lad os kalde hende Susanne, havde en alvorlig hjertesygdom. Hun var i en meget vanskelig situation af flere grunde. Hun var ikke så forfærdelig gammel, hun var næsten lammet, hun havde svært ved at trække vejret og var nødt til at bruge en staveplade for at udtrykke sig. Det var ydmygende for hende, fordi hun som ung kvinde var vant til at klare sig selv.

Situationen udviklede sig til en konflikt mellem hende og personalet.
Jeg blev hentet ind til Susanne, fordi de vidste på intensivafdelingen, at mennesker, der er mast på den måde, trænger til et vindue – en udvej. Og fordi sagen var blevet tilspidset.

Susannes staveplade, som i mellemtiden var blevet skiftet ud med en iPad, brugte hun flittigt. Det var ret komisk, men også tragisk, for hun skældte ud på personalet ved at bruge tasterne, men det, hun skrev, blev ved iPad’ens mellemkomst oversat til lyde. Så fra iPad’en kom ideligt disse metalliske lyde, når hun skældte ud på personalet: „MÆR!“, „RØV!“

Sygeplejerskerne følte sig krænkede. De blev derfor meget vrede på hende. De havde forståelse for hendes vrede, men forståelsen var ikke nok. Den slog ikke igennem, så de kunne bære hendes vrede. De forstod den fuldstændig, men det hjalp dem bare ikke til at kunne bære den.

Her er der gudskelov noget, de ikke selv skal klare

Sygeplejerskerne bliver mere og mere vrede, faktisk truende. Det ønsker de selvfølgelig ikke at blive, men det bliver de. Og så indser de, at her er der gudskelov noget, de ikke selv skal klare. Man skal ikke kunne klare alting. Og netop denne erkendelse åbner for en ny kommunikationsmåde. Også for sygeplejerskerne er sådan en erkendelse et tab, der er nødvendigt for at komme det rigtige sted hen.

Da forholdet mellem Susanne og sygeplejerskerne er gået helt galt, aftaler vi, at jeg skal komme hver dag kl. 11 og se, om der er „kommunika­tionsproblemer“ – mellem hende og personalet.

Og så er det, at jeg bruger alt det forkerte – konstruktivt. Jeg taler grimt om sygeplejerskerne. Jeg går ind til Susanne og siger: „Jeg hører, at du har kommunikationsproblemer med personalet.“ Og så fortsætter jeg: „Det personale, vi har her på intensiv, er simpelthen det dårligste, vi har her i huset. Det er derfor, de er her i stueetagen, vi vil simpelt hen ikke have dem op ad trapperne. Der er ikke én sygeplejerske, jeg har respekt for her. Der er ikke nogen af dem, der er dygtige. Synes du?“ „Nej!“ siger hun så med sin iPad.

Og så er vi på bølgelængde.

Det skal lige siges, at dette er sygeplejersker, som jeg har et meget, meget godt samarbejde med. Som kender mig igennem mange år, og som jeg har stor respekt for. Jeg er dybt solidarisk med sygeplejerskerne, men jeg taler grimt om dem. Det kan jeg kun, fordi de kender mig så godt. De ved godt, at der nok kommer liv ud af det.

„Jeg håber, I kan holde til mig”

Næste dag siger jeg til Susanne, mens jeg tager den mest vrede sygeplejerske med ind til hende: „Denne her sygeplejerske har mand og børn og hund, og hun er simpelthen så glad for dem. Men nu er der desværre en meget stor chance for, at hun kommer i fængsel, for hun har så meget lyst til at slå dig, fordi hun er så vred på dig! Kan du godt se, at hun har et problem?“

Så smiler Susanne og staver: „Jeg håber, I kan holde til mig!“
Jeg ved, at jeg har begivet mig ind på et område, hvor jeg ikke kan være sikker på, at det går godt – at jeg fortsat er velkommen på afdelingen. Hvis dette ikke lykkes, har jeg skabt et problem. Min uangribelighed er sat på spil. Men det lykkes.

Efter den dag udvikler Susanne sig til en energikilde for afdelingen og skaber så megen glæde, at hun blev savnet, da hun blev flyttet til respirationsafdelingen i Århus.

Det, der lykkes, er at bruge fejlen eller tabet produktivt. Det lykkes kun, fordi vi kender hinanden så godt. At bruge tabet konstruktivt kan systemet aldrig sætte i system. Men det kan heldigvis rumme det. Det kan samarbejde med det.

Det, jeg gør, er, at jeg stiller mig ved siden af Susanne og er solidarisk med hende – men også med den anden part. Med sygeplejersken. Jeg stiller mig, hvor de er og tager deres perspektiver. Kierkegaard siger, at man skal møde folk, hvor de er, hvis man vil lære dem noget. Man må først selv lære det, de ved.

Men det handler også om værdighed. Både Susanne og sygeplejerskerne i dette eksempel er i nød, men værdigheden har de ligegodt. Den har vi alle, ligesom vi har lunger. Den værdighed og evnen til at trække vejret er vi skabt med. Det er ikke en værdighed, vi skal kæmpe for. Den har vi med os. Den er givet.

Paradigmeskift blandt lægerne

Vi fortrænger magtesløsheden, selv om den burde være en naturlighed. Vi fortrænger følelsen af magtesløshed. Og så får vi stress. Det er ikke, fordi vi skal for meget, vi bliver stressede, men fordi vi fortrænger magtesløsheden som et livsvilkår.

Den kollektive fortrængning af magtesløsheden startede i 1968 og brød igennem bredt som kultur i 80’erne. Folk bliver syge i dag, fordi de ikke synes, de har lov at være magtesløse.

Men i januar 2012 skete der i Danmark noget, som også fik mig til at forstå, hvad det var, jeg hidtil havde lavet. Der skete en forandring personificeret ved chefen i Kræftens Bekæmpelse. Han var i morgen-tv 6. januar og brugte udtrykket „Når vi opgiver en behandling …“

Det var nyt!

Indtil da havde man også i Kræftens Bekæmpelse fortalt folk, at de kunne rejse til Kina, hvis ikke de blev raske af den behandling, de kunne få herhjemme. Mange rejste af sted – men blev ikke raske. Nu ser vi, at Kina-rejserne stagnerer. Også på kræftafdelingerne er de begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt at holde liv i håbet. Der er et skifte på vej.

Det var også i 2012, at ugeblade begyndte at skrive om mennesker, der oplevede at genfinde glæden i deres eget uperfekte liv – og Ugeskrift for Læger bad mig skrive klummer om magtesløshed for dem. På forsiden af Ugeskriftet stod det med rødt: Paradigmeskifte. Og det var et paradigmeskifte.

Magtesløsheden – kunsten at opgive – er tilladt igen. Lægerne og alle vi andre har igen ret til at sige: „Vi kan ikke!“ Kollektivt er vi ved at miste den kollektive fortrængning af afmagten. Den kom kollektivt – og den forsvinder kollektivt.

Realismen er ved at komme tilbage.

„Du er et svagt element – bliv hos os!”

Der er flere tegn på dette.

Da Region Syd fik en ny sundhedsvision, blev jeg bedt om at kommentere på den. Centralt i den nye sundhedsvision stod sætningen: „Du har ansvar for din sundhed“. Det er en problematisk sætning, for man kan kun have ansvar for sin sundhed, hvis man har magt over den. Og det har mange kronisk syge ikke. Regionen havde ikke fået tænkt magtesløsheden med, og det var min opgave at gøre dem opmærksom på det: Vi har ikke frie valg der, hvor vi ikke har magt. Der, hvor vi ikke kunne have gjort noget andet.

Der er mange, der tror, de har et valg – hvor de ikke har det! Man kan i mange tilfælde ikke, før man kan. Og når man først kan, kan man ikke lade være. Og det er ikke et valg, det er en gave – eller et tab.

Nu er der heldigvis sket det, at afmagten har fået en plads i stress­behandlingen visse steder i regionerne. Den stressramte sygeplejerske bliver nogle steder ikke længere sendt hjem på sygeorlov. Hun bliver på arbejdspladsen. I stedet for at blive sendt hjem bliver hun udnævnt til et „svagt element“. Det er ikke ment nedsættende, men frisættende.

Hun er et svagt element, og det er frisættende for både hende og kollegerne at tale ærligt om det. Det højner den sociale kapital på arbejdspladsen. Også for kollegerne er det værdifuldt, at hun er der. Hendes tab af fuldkommenhed giver dem en tryghed ved at blive rummet. Det, der gælder for hende, gælder jo også for dem. Det bliver en rettighed, de andre også får.

At blive mødt med dette: „Du er et svagt element, du skal ikke sygemeldes; du skal ikke ud af fællesskabet,“ er da langt mere menneskeligt end at blive sendt hjem, hvor man skal passe sig selv.

Vi kan blive skyldige – og frie

Det har været en selvovervurderingsperiode, vi har været igennem siden 1968, hvor vi har fortrængt magtesløsheden – men vi har også fortrængt, hvad magt er. De to ting hænger sammen.

Jeg har altid haft det besværligt med magthavere. Jeg har ikke mødt ret mange magthavere, som var ordentlige mennesker. Det har betydet, at jeg har fortrængt min egen magt. Nu har jeg genfundet den.

Der hvor nogle former for psykoterapi siger, at jeg ikke må ville noget, der vil jeg noget – der påtager jeg mig en magt, som giver mig en skyld. Det er et tab, jeg risikerer. At se dette i øjnene er forudsætningen for at turde.

Mennesket bliver til et menneske der, hvor det bliver skyldigt. I paradisets have, hvor alting er så perfekt, skaber mennesket ikke noget. Der er ingen forplantning, ingen frugtbarhed fra menneskets side. For mig kommer transcendensen – forvandlingen – ofte ved et tab. Det er blandt andet det at tabe illusionen om sig selv, der gør fri.

Vi kan aldrig blive frie, før vi kender vores skyldighed. Men vi kan blive skyldige – og frie. Det er der, vi bliver mennesker.

Den grænsesprængende lidenskab kan ikke stå alene

Der findes to lidenskaber, som vi har levet med siden syndefaldet – lige bortset fra mellem 1968 og 2012. Det er den grænsesprængende lidenskab og den grænsesættende lidenskab. Det grænsesættende har brug for det grænsesprængende. Og omvendt.

Det grænsesprængende vil mere, end det kan. Men det gør heller ikke noget, når vi bare har det grænsesættende også. Grænsen skal være der, for at noget kan være frugtbart. Dynamikken er nødvendig og konstruktiv.

1900-tallet var et århundrede med mange begrænsninger; der skete mange forfærdelige ting. Men i 1960’erne fik vi en fuldstændig enorm velstandsstigning, som tilsyneladende gjorde en ende på begrænsningerne. Jeg kan huske, hvor hurtigt det gik. I 1967, da jeg arbejdede som portør, kom alle portørerne cyklende. Få år efter havde de bil. Ti år efter havde de også sommerhus. Fra 1963 til -69 gik en portør fra at få 4,80 kroner i timen til at få 31 kroner i timen.

Oprøret i 1968 var et oprør mod 1900-tallets begrænsning på begrænsning. Oprøret betød, at den grænsesættende lidenskab blev fortrængt til fordel for den grænsesprængende lidenskab: den forestilling, at alting kan blive bedre. At intet kan standse os. Den forestilling har vi levet med fra 1968, og indtil vi fik finanskrisen i 2008.

Problemet har vist sig at være, at hvis man tror, man har alle de valg, kan det hænde, at man tror, man har en magt, som bliver en ufrihed.

I den periode, vi har været igennem siden 1968, har kirken faktisk været den eneste institution, der fastholdt, at der er grænser – grænser for liv, grænser for magt, grænser for sproglighed, grænser for de forskellige køn og grænser for udvikling. Nu – efter krisen – sker der det, at vi er ved at acceptere det grænsesættende igen. Vi er ved at acceptere natur og naturlighed igen og den visdom, realismen rummer.

Vi handler klogere, end vi tænker

Vi har fuldstændig overvurderet tankens betydning i forhold til handlingens betydning. Handlingen er en beslutning, som kommer på baggrund af noget, som ofte er langt klogere end en tanke.

Naturen bryder ofte med normen. Derfor tror jeg ikke, naturen er en social konstruktion. Når vi lytter til vores krop, tror jeg, vi ofte misforstår den. Vi bilder os ind, at den taler i det sprog, vi tænker i. Det gør den ikke – den er klogere og derfor redder den os ofte. Er kønnet en social konstruktion? Heller ikke. Det er da også hovmodigt at tro, at vi bare kan lave om på det hele.

Vi handler heldigvis ofte langt klogere, end vi tænker. Det, mennesker gør i alvorlige situationer, er ofte klogt. Store og vigtige beslutninger i vores liv kommer på baggrund af noget, som er langt dybere end en tanke.

Følelser er ikke ret hellige, de er dikteret af det regeringssystem, der hersker i én. Følelser kan man ikke altid regne med. Det er ikke følelsen, der er det spændende, det er det, folk gør. Det er der, hvor man siger: „Jeg kan ikke!“ – at stress kan dø. Men om noget føles godt er ikke det interessante. Det er realismen i det, der er spændende.

Når man har levet før 1968, ved man, at mennesket ikke har ændret sig – det er bare vores opfattelse af mennesket, der har ændret sig. Det er sådan set meget beroligende.

Jeg har ikke lyst til fællesskaber i ret høj grad, men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke kan leve uden.

Når jeg skal ud at køre med tog, vil jeg gerne have, at der er en lokomotivfører, og jeg vil heller ikke operere mig selv. Jeg er nødt til at have nogen, der tænker anderledes end mig selv. Sådan er det også med min kone og mig. Det er rart, at min kone er anderledes end mig, selv om det også er til besvær.

Når man kommer langt nok væk fra det naturlige, som vi er kommet som kultur, bliver det en befrielse at sige: „Der er en begrænsning!“

Der er meget, som vi tror er valg, som viser sig at være en gave. Dynamikken ligger i den naturlige forskellighed. Det er vi forhåbentlig på vej tilbage til at indse igen.

Af Preben Kok, sygehus- og sognepræst i Vejle og Engum
I samtale med Karen Lumholt og Jonas Norgaard Mortensen