Se det i øjnene – der er altid noget på spil

Første gang jeg mødte Jonas Norgaard Mortensen (initiativtager til denne bog), endte vi i en større folkemængde, som løb fra politiet henover Tahrir-pladsen i Kairo. Det var i 2011, og det såkaldte Arabiske Forår sendte bølger af håb om frihed og mere demokrati gennem Mellemøsten.

Jonas havde spurgt, om jeg ville fotografere en konference om sameksistens på tværs af forskellig tro og kultur, men vi endte på Tahrir-pladsen, for lysten til at opleve revolutionen på tæt hold var stor. Lysten til selv at mærke stemningen og selv at kunne se ind i øjnene på det enkelte menneske. Pludselig deler vi liv med hinanden.

På samme måde har jeg det, når jeg portrætterer et andet menneske. Vi får en relation til hinanden. Vi deler liv. At optage et portrætfoto er faktisk et ret intimt møde mellem to personer, som involverer en høj grad af tillid. Begge parter må engagere sig, „komme til stede“ og respektere hinanden, for at opnå et godt resultat. På overfladen afslører kameraet hver urenhed, appelsinhud og rynke, og nedenunder ligger faren for at fejle.

Der er næsten altid noget på spil i en optagesituation. Det kan være præstationsangst, forfængelighed eller generthed hos den portrætterede eller hos fotografen. Det kan være fortiden eller fremtiden, eller måske begge dele.

På fotografskolen lærte vi, at det kun er det færdige billede, der tæller. Men det er ikke helt rigtigt – og slet ikke i en personalistisk tænkning. Det er i lige så høj grad mødet, optagesituationen, nuet, der tæller.
Helt i personalismens ånd udviste redaktørerne af nærværende antologi stor tillid og gav mig fuldstændig frihed til arbejdet med billederne. Omstændighederne medførte, at det blev studieportrætter, selv om det også kunne have været spændende at besøge hver enkelt person i egne omgivelser, som oprindeligt var planen.

Mit mål har ikke været at lave flatterende eller „pæne“ portrætter, men snarere at vække beskuerens nysgerrighed og om muligt, at pege i retning af den pågældende artikels indhold eller noget i den enkeltes personlighed. Billederne er opstået i et samarbejde og udvalgt på stedet i fællesskab. Hvis vi ikke har været helt enige, har den portrætterede fået det sidste ord.

Tilbage på Tahrir-pladsen har de fundet ud af, at det ikke er „sådan bare lige“ at indføre demokrati og demokratisk tænkning. Personalismen hævder, at demokratiet konstant må generobres og revitaliseres. Også her i vores del af verden, må hver ny generation tage imod demokratiet. Personalismen taler om, hvordan vi er bundet sammen og afhængige af hinanden på tværs af grænser og kulturer. Derfor er Tahrir-pladsen, og alle andre lignende steder, vigtige. Jeg kan måske ikke gøre ret meget fra eller til i den store sammenhæng, men jeg kan være med til tage et lille skridt i den rigtige retning. Så er vi på vej!

Mit håb er, at billederne må vække din lyst til at læse artiklerne i bogen og til selv at se mennesker omkring dig med åbne øjne.