Vær nær – sammenhæng i sammenfundet

---

Lad os begynde med Benny og Børge. Vi kender dem fra Halfdan Rasmussens vidunderlige lille rim under bogstavet B i Halfdans ABC fra 1967:

Bennys bukser brændte.
Børge råbte, åh!
Børge havde nemlig
Bennys bukser på.

Det handler om en tilfældighed, et ydre sammentræf af omstændigheder: Den ene låner sine bukser ud til den anden – de to er knyttet sammen, da uheldet er ude. Man kan gyse, fnise eller trække på skuldrene, for det er jo bare en spøjs og skør lille hændelse, endda på vers; et vidunderligt charmerende vrøvlevers, der har beriget snart sagt hver eneste danske barndom.

Men er det virkelig bare et ydre sammentræf, en pudsighed? Hvorfor fniser vi så forlegent? Er historien faktisk tættere på sandheden om vores liv og vores samfund end det meste andet, vi går rundt og siger til hinanden? Har Benny og Børge fat i den lange ende?

Går vi i virkeligheden altid rundt med hinandens bukser på? Gør det altid ondt på mig, når dine bukser brænder? Har vi mere til fælles, end vi er vant til at tro? Er forbindelsen ikke ydre og tilfældig, men indre og nødvendig? Er det biologi, der knytter Benny og Børge sammen, så de hele tiden sætter hinandens bagender på spil, bukser eller ej?

De seneste ti års videnskab har gjort det aldeles klart, at vi i dén grad går rundt med hinandens benklæder på og er meget mere påvirkede af hvordan hinanden har det, end vi havde forestillet os. Vi har hinandens sko på, vi har haft det hele tiden, nu mangler vi bare at opdage det.

Fra samfundsvidenskabernes udforskning af store grupper af mennesker, fra adfærdsvidenskabernes studier af, hvordan enkelte mennesker eller dyr opfører sig, og fra neurovidenskabernes kortlægning af hjerner og centralnervesystemer kommer samme enkle billede: Det er ikke noget tilfælde, at vi laver samfund, det er ikke noget tilfælde, at vi holder af, at tingene går fair for sig, det er ikke noget tilfælde, at vi er interesserede i hinandens ve og vel, det er ikke noget tilfælde, at vi hjælper hinanden, det er ikke noget tilfælde, at vi ser gyserfilm i fjernsynet.

Det ligger dybt nedlejret i vores biologi, at vi mærker hinanden, lever os ind i hinanden, føler hinandens følelser, indlever os, indføler os, føler med og for hinanden: Vi har empati. Vi kan spore det tilbage i udviklingshistorien, hos aber, hos hunde, hos rotter, hos mus. Vi er ikke alene, hverken i dyreriget eller i samfundet. Vi mærker hinanden hele tiden.

Det er ikke kun kønt, det vi mærker. Det handler ikke bare om ømhed, kærlighed og åbenhed. Det handler også om foragt, afsky, fjernhed, udelukkelse og væmmelse. Følelsen af svigt er lige så social som følelsen af tilknyttethed. Lysten til at hjælpe følges af trangen til at holde ude. Følelsen af samhør modsvares af følelsen af fremmedhed.

At være rettet mod det fælles handler ikke om at være evigt flink og fattet. Vrede, hævngerrighed og afvisning er lige så sociale følelser som venlighed, kærlighed, tilgivelse og kærtegn.

Tor Nørretranders

At være rettet mod det fælles handler ikke om at være evigt flink og fattet. Vrede, hævngerrighed og afvisning er lige så sociale følelser som venlighed, kærlighed, tilgivelse og kærtegn.

De seneste årtiers erkendelser af vores sammenknyttethed handler ikke bare om romantik og skønhed, men også om afskyelighed og udfordringer. Det er ikke bare politisk korrekt og pænt alt sammen, men både frygteligt og samtidig dybt opløftende.

Alt i alt sætter disse nye videnskabelige erkendelser en ny dagsorden for vores samtale om, hvordan vores liv og vores samfund kan indrettes. Mange af vores forestillinger om os selv og vores forbundethed er under forandring.

Vi har været vant til at tænke i modsætninger: Egoisme (kun at gøre noget for sig selv) eller altruisme (at gøre noget for andre). Selviskhed eller selvopofrelse. Tænke på sig selv eller tænke på andre. Tænke på de få eller på de mange. På den enkelte eller på fællesskabet. Højre eller venstre. Velstand eller velfærd. Fornuft eller følelser.

Men det er falske modsætninger.

Hvis virkelig vi går rundt med hinandens bukser på, passer det jo slet ikke, at man gør det bedst for sig selv, hvis man kun tænker på sig selv. Eller bedst for de andre, hvis man kun tænker på de andre. Så er det jo en falsk modsætning.

Hvis man mærker de andres smerte, de andres glæde, de andres fryd og de andres sorg, så nytter det jo ikke én selv kun at tænke på sig selv, for det er helt afgørende for en selv, hvordan de andre har det. Og det nytter heller ikke kun at tænke på de andre, for hvis man svigter sig selv, svigter man jo også dem, i og med at de kan mærke ens smerte.
Hvis vi gennem den biologiske udvikling er blevet udstyret med en indbygget evne til at opleve hinandens oplevelser, en evne til indføling og indlevelse, som indebærer en indlysende overlevelsesfordel for dyr, der lever i flok og er afhængige af hinanden, så kan vi godt glemme alt om egoisme og hellighed. Et menneske, der kun vil tænke på sig selv, er bare en amatør-egoist, som ikke ved sit eget bedste. Og et menneske, der i sin barmhjertighed vil glemme alt om sig selv og sine egne behov for kun at hjælpe andre, er i længden bare en dårlig kammerat.

Hverken egoisme eller altruisme holder i længden. Det betyder selvfølgelig, at mange politiske grundforestillinger skal tænkes igennem på ny.

Føl med

Det er ikke kun Børge, der kan mærke, at Bennys bukser brænder. Kig engang på Ib Spang Olsens tegning fra Halfdans ABC.

Bag Børge står en opbragt Benny og strækker armene i vejret, oprørt over Børges skæbne. En pige kommer behjertet spurtende med en spand vand for at redde, hvad reddes kan af Børge og bukser. Og en brandmajor er på vej med en brandslange forbundet til en brandbil besat med brandmænd. Hillemænd!

De gode brandfolk er selvfølgelig på arbejde, og Benny kunne strengt taget bare være bekymret for sine bukser; men pigen – hvorfor er hun så engageret? Hun har jo hverken bukser eller bagende involveret? Kunne hun ikke bare være ligeglad? Nej, for hun kan mærke, at det gør ondt. I hvert fald hvis hun kan li’ Børge.

At dele sin elskedes smerte

For ti år siden indrykkede den tyske psykolog og hjerneforsker Tania Singer en annonce. Hun søgte efter kærestepar, der ville deltage i en undersøgelse af empati – de skulle måles med en hjerneskanner, mens de fik små elektriske stød.

Ideen var enkel: Den kvindelige partner blev sat ind i en magnetisk hjerneskanner, så hun kunne se sin egen hånd og partnerens hånd (men ikke hans ansigt). De fik elektroder på hænderne, så forsøgslederen kunne give dem små, korte elektriske stød af et sekunds varighed – smertefuldt, men ikke voldsomt væmmeligt.
Hjerneskanneren kunne så måle, hvad der foregik i kvindens hjerne.

Når hun selv fik stød, var der aktivitet i områder af hjernen, som man længe har vidst har at gøre med oplevelsen af smerte. Så det var ikke det fjerneste overraskende.

Mere interessant var hendes hjerneaktivitet, når det var kæresten, der fik stød: Det viste sig, at hun havde aktivitet i de samme områder – smerteoplevelse – omend lidt svagere, end når hun selv blev påført det smertefulde elektriske stød.

Kvinden havde altså en hjerneaktivitet, der viste, at hun levede sig ind i kærestens smerte. Hendes hjerne reagerede på, at hun vidste, at han fik stød.

Resultaterne, der blev offentliggjort i 2004, var skelsættende, fordi de afklarede en diskussion om empati, om hjernens evne til at afspejle andre menneskers situation, der havde stået på i et århundrede, men for alvor var accelereret i de foregående ti år: Kan et menneske føle med på de følelser, der findes inde i et andet menneske? Kan man mærke lidt af, hvad de andre kan mærke? Kan man leve sig ind i den andens situation?

Svaret er altså: Ja, det kan man. Man kan leve sig ind i den elskedes smerte. Men behøver det virkelig at være kæresten, det handler om, for at man kan mærke smerten? Faktisk. Hvis man er mand, i hvert fald.

Lad os se på en anden forsøgsopstilling fra Tania Singer og hendes hold.

Man undersøgte hjernen hos både mænd og kvinder, der iagttog en fremmed person få elektriske stød på hånden. Det vil sige: Helt fremmed var personen ikke, for de hjerneskannede havde lige spillet et spil med vedkommende. Det betød, at den hjerneskannede havde et klart billede af den fremmede, alt efter hvordan hun eller han havde opført sig under spillet.

Vi vender senere tilbage til, hvordan sådanne spil foregår, men her er det nok at vide, at man enten kan opføre sig fair eller unfair, når man spiller. Man kan være grådig eller generøs. Og man ved fra andre undersøgelser, at man bliver oplevet derefter: Mennesker, der har spillet mod en unfair spiller, oplever vedkommende som usympatisk, mens en generøs spiller opleves som sympatisk. Hvilket jo er meget naturligt.

Dermed var der to muligheder, når en forsøgsperson sad i hjerneskanneren og så en fremmed spiller få stød: Det kunne være et menneske, der forekom sympatisk, eller et menneske, der forekom usympatisk. Hvordan var så deres hjerneaktivitet, når de så en spiller få stød og derved blive påført smerte?

Det var enkelt, når det var en fair og sympatisk spiller: Forsøgspersonerne viste aktivitet i de hjerneområder, der har at gøre med smerteoplevelse. Deres hjerne reagerede i områder, der ville være aktive, hvis de selv fik et stød. Empatien var til stede. De kunne mærke den andens smerte. Ligesom når det var en kæreste, det gik ud over.

Men når det gjaldt en unfair og oplevet usympatisk fremmed, der fik stød, var det ikke helt så enkelt: Det afhang af forsøgspersonernes køn. Mænd viste ingen reaktion i smerteoplevelsesområderne, når de så en unfair spiller blive udsat for smerte. Men kvinderne gjorde.
Mænd kan ikke leve sig ind i smerten hos et menneske, de oplever som unfair. Men kvinder oplever smerte hos alle, både dem, de kan lide, og dem, de ikke kan lide.

Og mere end det: Når mændene så den unfair fremmede få stød, viste skanneren forøget aktivitet i et område af hjernen, der har at gøre med fryd. De følte hævnlyst. Det gjorde kvinderne ikke.

Der er altså fundamental forskel på den måde, kvinder og mænd udfolder deres empati. Mænd føler kun empati overfor mennesker, de finder fair, rimelige og „gode“. Når det gælder mennesker, de synes opfører sig dårligt, oplever mænd ikke den andens smerte, men føler skadefryd ved at se den anden få stød. Kvinder, derimod, har empati for alle.

Man kan spørge sig selv, hvordan dette forskningsresultat var blevet modtaget, hvis ikke forsøgslederen havde været kvinde. Det svarer jo helt til den spontane fornemmelse, vi har fra hverdagen: Kvinder er mere rummelige og accepterende, mænd mere stivnakkede og strenge. Bare tænk på de traditionelle forældreroller. Resultatet ligner unægtelig en biologisk begrundelse for, at mænd fører krige, og kvinder trøster børn. (Men det er ikke givet, at det er arvelige egenskaber, det kan i princippet være tillærte kønsroller, der har formet hjernen, selv om det er svært at tro).

Venner og fjender

En anden kvinde, Grit Hein fra Universitetet i Zürich, var leder af et efterfølgende forsøg, som Tania Singer også var involveret i: Unge mænd fra en fodboldklub så på andre unge mænd, der fik stød. Når de så på tilhængere af deres egen fodboldklub, var der aktivitet i deres smerteoplevelsesområde i hjernen. Men når de så på tilhængere af en konkurrerende fodboldklub, var der meget mindre aktivitet i smerteoplevelsesområdet.

Til gengæld var der mere aktivitet i det område, der handler om lysten til at hævne sig. De andre klubbers tilhængere opleves altså på samme måde, som unfair fremmede blev opfattet i det før omtalte forsøg.

Grit Hein bad også fodboldfansene om at afgøre, om de ville hjælpe en anden, der fik stød, ved at tage halvdelen af stødet selv. Det ville de ofte, når det var en tilhænger af deres eget hold, men ikke så gerne, når det var en tilhænger af et modstanderhold.

Med andre ord: Vi kan bedre opleve smerten hos en, vi holder med, og vi er mere tilbøjelige til at hjælpe en, vi holder med – hvis vi er mænd. Der foreligger, så vidt jeg ved, ingen undersøgelser af kvindelige fodboldfans.

En massiv bølge af videnskabelige undersøgelser har gennem de sidste ti år vist, at vi mennesker kan leve os ind i følelser hos andre mennesker.

Vi har empati med dem, hvilket mere præcist betyder, at vi kan dele deres følelse ved delvist at opleve den selv, vel vidende at det ikke er fordi, vi er udsat for den samme følelsesfremkaldende påvirkning som den anden. Det er en uhyre bemærkelsesværdig egenskab.

Undersøgelser har siden Tania Singers pionerarbejder vist, at mennesker har påviselig empatisk indlevelse i andre menneskers oplevelse af følelser og tilstande ud over smerte: afsky, frygt, angst, vrede, sorg, berøring, behag, belønning, social udelukkelse og pinlighed.

Det gælder for alle disse følelser, at den person, der ser følelsestilstanden hos en anden, selv får aktivitet i den del af hjernen, der ville have været aktiv, hvis hun eller han selv havde været udsat for den oplevelse, der skabte følelsen.

Man kan undre sig over, at det i så høj grad er negative følelser, der bliver undersøgt, men de er langt lettere at fremkalde på kommando end de positive. Det er ikke svært at få et menneske til at føle smerte, men vanskeligere at sætte dem ind i en hjerneskanner og så fylde dem med salighed.

Men er det overraskende, at vi føler en sådan medfølelse? Selvfølgelig ikke, hvis man spørger til vores hverdag. Vi isner, når vi ser en anden skære sig. Vi væmmes, når vi ser en anden blive dårlig. Vi farer sammen, når den anden slår sig. Vi græmmer os, når en kær person kvajer sig. Vi er ved at falde ned, når vi ser en linedanser. Vi gyser, når vi ser en gyserfilm. Vi føler hele kroppen som levende og blussende, når vi har set en rigtig god film eller tv-serie.

Det er ikke noget, der sker som resultat af en langsommelig og logisk følgeslutning. Det sker øjeblikkeligt og uden tøven.

Spejlneuroner

En varm augustaften i 1990 på universitetet i Parma, Italien, sad en makak-abe i et bur med en elektrode fæstnet dybt inde i hjernen. En gruppe forskere var i gang med at måle på nogle bestemte neuroner, hjerneceller, der havde at gøre med bevægelse. En meget bestemt bevægelse: neuronerne „fyrede“ – viste elektrisk aktivitet – når aben greb fat om en rosin på en bakke foran den.

Man undersøgte altså en del af hjernen, som helt specifikt havde at gøre med at gribe føde. Hver gang aben tog en rosin, skrattede det i højttaleren, fordi den neuron, man målte på, blev aktiv og „fyrede“.

Det var der ikke noget mærkeligt i. Det havde forskerne i Parma studeret i en del år for at kortlægge hjernens funktioner. Men noget andet var mærkeligt. „Leo, non puo` essere!“ sagde en af forskerne, Vittorio Gallese, til en anden, Leonardo Fogassi: „Leo, det kan ikke ske.“ Abehjernens neuron fyrede, uden at aben tog nogen rosin. Den fyrede, da forskeren tog sig en rosin! Aben foretog sig ingenting – andet end at kigge på.

Denne samme neuron, som fortalte, at aben var i gang med at foretage en handling, blev aktiv, når den ingen handling foretog sig, men blot så en anden handle.

Det brød med den grundopfattelse af hjernens indretning, der indtil da havde været helt fundamental for hjerneforskningen: Hjernen er opdelt i to afdelinger – en foran og en bagtil.

Afdelingen bag i hovedet opfatter og oplever verden ved at behandle sansernes input. Øjet og de andre sansekilder sender informationerne ud i bagenden. Fortil i hjernen planlægges og styres bevægelser og handlinger. Muskler og nerver får beskeder herfra. De to afdelinger er skarpt adskilt: en for bearbejdning af indtryk, en anden for planlægning af udtryk.

Der er forskel på teori og praksis, oplevelse og udlevelse, input og output.

Men her var pludselig en neuron, som genkendte slægtskabet mellem noget, aben selv foretog sig, og den samme handling foretaget af et helt andet væsen. Pludselig var to aspekter af tilværelsen – hvad man oplever og hvad man gør – knyttet sammen i én neuron.

Det var helt vildt og stred mod alt, hvad man ventede. Forskergruppen ved universitetet i Parma undersøgte fænomenet nøje og skrev en artikel, som de sendte til verdens førende videnskabelige tidsskrift Nature, der fandt resultatet for specielt.

Ti år senere betegnede den førende hjerneforsker, Vilayanur Ramachandran fra Los Angeles, spejlneuronerne som psykologiens svar på opdagelsen af strukturen i DNA, arvens molekyle, i 1953.

Begge reaktioner viste sig siden at have været overdrevne.

Forekomsten af neuroner, der både kunne vise aktivitet, når man selv foretog sig noget, og når andre gjorde det, blev døbt spejlneuroner, fordi de så at sige spejlede andres handlinger i ens egne.

Det blev ret hurtigt muligt at vise, at abehjerner rummer masser af sådanne spejlneuroner, som bruger abens eget system til at foretage handlinger til at genkende andres handlinger.

Og det var ikke bare helt ens handlinger, den genkendte. Hvis forskeren greb rosin med munden, reagerede den samme gruppe neuroner, som genkendte håndens greb. Spejlneuroner kunne med andre ord foretage en vis abstrakt genkendelse af funktionen, målet med handlingen, ikke bare genkende den geometrisk samme bevægelse.

Abehjernens neuroner foretager altså en slags afbildning af den andens handlinger i den del af hjernen, som aben selv bruger til at planlægge samme handling.
Det er opsigtsvækkende og vidunderligt: I stedet for at have et særligt system i hjernen til at forstå andre, forstår aben andre aber (og videnskabsfolk) ved at genkende dem i sig selv.

Aber mærker, hvad andre aber gør, ved at abe efter andre aber i hjernen.

Det indre og det ydre

Men gælder det også mennesker? Det er straks sværere at finde ud af, for man kan ikke uden videre sætte en elektrode ind i hjernen på et menneske for så at dele rosiner med det.

Efterhånden er det dog gennem studier af patienter med elektroder indsat af andre årsager lykkedes at vise, at der faktisk findes spejlneuroner hos mennesker. Men hvor meget betyder de?

Hvor det var vanskeligt at lave undersøgelser af menneskers spejlneuroner, var det lettere at lave teorier om dem. Derfor har det gennem de seneste ti år bugnet med tanker om, at spejlneuroner kan forklare alting. Vi erkender andre ved at genkende dem i os selv, så måden, vi har lært ting på, er ved at have neuroner, som spejler andre og dermed lærer os om dem gennem os selv.

Tanken er besnærende. Men den støder meget hurtigt ind i et problem: Hvorfor kan vi genkende andres handlinger i vores egen hjerne? Det drejer sig om sammenhængen mellem noget, vi ser, og noget, vi gør: Hvordan etableres forbindelsen mellem de to verdener?

En hovedtradition blandt forskere i spejlneuroner har de seneste ti år været at sige, at koblingen mellem det indre og det ydre er en egenskab, vi har arvet. Den biologiske udvikling har altså givet os den egenskab, at vi kan koble andres handlinger, som vi ser, med vores egne, som vi oplever indefra. Det har den gjort, fordi det var en overlevelsesfordel. Aber, der kan det, har lettere ved at klare sig, end aber, der ikke kan det. Den enkelte abe kan lettere lære af andre aber, når den kan kopiere deres handlinger ved at genkende dem i sig selv. Abeungen kan lære af abemoderens bevægelser.

Spejlneuronerne udgør med andre ord et system til kobling mellem indre og ydre, som vi har fået forærende af udviklingen. Men denne opfattelse er blevet kritiseret voldsomt af en lille gruppe psykologer, filosoffer og biologer, der peger på, at der er meget stor forskel på, hvordan aber og mennesker bruger spejlneuroner, så det er svært at se, hvordan mennesker kan have arvet egenskaber fra aber.

Derfor er teoretikere som Cecilia Heyes fra Oxford begyndt at forstå spejlneuroner som en tillært egenskab. Hjernen har lært sig at forbinde det indre med det ydre i løbet af personens liv. Det er ikke noget, vi har arvet, men noget vi lærer gennem den personlige udvikling. Babyer studerer igen og igen deres hænders bevægelser for at forstå, hvad der sker, når de gør, hvad de gør. De sammenligner bevægelsen indefra med bevægelsen set udefra. Vi sammenligner vore egne bevægelser med andres, vore egne handlinger med andres og laver så koblingen.

Hjernens netværk er netop præget af en enorm evne til at lære sådanne mønstre gennem erfaringen. Allerede kort efter Anden Verdenskrig foreslog den canadiske hjerneforsker Donald Hebb en enkel model, der forklarede, hvordan hjernen kan lære. Nerveceller er forbundne med hinanden gennem forbindelser, der ved fødslen er ret tilfældige. Men de hjerneceller, der oplever at fyre samtidig, får styrket deres forbindelser, mente Hebb.

Hvis man altså har et netværk af hjerneceller, der er trænet i at registrere synet af et øre, og et andet netværk, der er engageret i at genkende lyden af et pustende væsen, vil begge cellenetværk fyre, når man ser en hund. Deres indbyrdes forbindelser vil dermed blive styrket, fordi de fyrer samtidig, mens andre netværk af hjerneceller, der er passive i sammenhængen, ikke bliver tilsvarende styrket i deres indbyrdes forbindelse.

På den måde kan man forestille sig, at der opbygges forbindelser, der kobler egne handlinger med andres handlinger, fordi man ser andre gøre det samme som en selv. Når det drejer sig om hele kroppen, kan man få hjælp ved at iagttage andre, der opfører sig ensartet med en selv under dans eller gymnastik – eller ved at kigge i et spejl. Ansigtets udtryk koordinerer man med andres udtryk ved at spejle sig i andre, som spædbørn gør det med mødres ansigter. Eller som voksne gør det i tætte sociale situationer. Man lærer sit eget ansigts udtryk at kende ved at se reaktionen på det i den andens ansigt.

Det smukkeste eksempel på en sådan indefra-udefra kobling er måske sproget: Vi udsender som babyer en masse pludrelyde, som vi selv kan høre. Dermed forbinder vi lyde, vi laver indeni, med lyde, vi hører udefra, fordi vi kan høre vores egen stemme, ligesom vi kan høre andres stemmer. Vi kan så sammenligne de lyde, vi som babyer selv laver, med de lyde, vi hører andre sige – vupti, vi kan lave de samme lyde, som de andre laver. Når vi så begynder at have styr på, hvorfor de andre laver de lyde, de gør, kan vi begynde at tale med om det.

Det er selvfølgelig en hårrejsende kompliceret proces, men den er mulig, fordi netop lyde er det område, hvor vi har lettest ved at sammenligne det indre og det ydre: vi kan høre os selv – mens vi jo ikke kan se vores eget ansigt eller krop uden at bruge et spejl (hvad balletdansere og teenagere jo også gør heftigt).

Man kan altså sagtens argumentere for, at de evner, spejlneuronerne giver os, er tillærte snarere end nedarvede. De lagrer således erfaringer. De er udtryk for den enkeltes levede liv, de er ikke noget, vi har arvet. Dermed får spejlneuroner en anden status, som gør dem mindre betydningsfulde. Men det er ikke afklaret – striden bølger frem og tilbage blandt forskerne: Har vi arvet evnen til at spejle os i hinanden, eller har vi lært os den?

Aber gaber

Gaaab! Ja, gab: Åbn munden og stræk kæberne helt fra hinanden, knib øjnene lidt sammen, mens du ånder langsomt og tungt ind, holder vejret et øjeblik og så puster ud med et lettelsens suk. Gab!

Nej, jeg er ikke ude på, at du skal kede dig over teksten her eller synes, det er træls at høre om akademikere, der skændes om store opdagelser og fortolkningen af dem. Jeg er ude på at gøre dig interesseret i dette utrolige fænomen at gabe.

For det smitter! Som et gammelt dansk ordsprog siger: Den ene abe får den anden til at gabe.

Så OK, du må godt gabe – teksten her tager det ikke personligt – det smitter rent faktisk, også når man hører om det.

Aber gaber, når man viser dem en iPhone med et billede af en abe, der gaber. Mennesker gaber, når vi ser andre mennesker gabe. Masser af dyr gaber og smitter hinanden med gaben.

Hvad går gaben ud på? De fleste af os tror, det har at gøre med at skaffe ilt til hjernen, men det viser sig ikke at passe. Man får ikke mere ilt til hjernen ved at gabe. Det har tydeligvis noget at gøre med træthed, men det er også uklart, hvordan gaben hjælper på det.

Men det smitter. Man kan ikke bare påvise, at gaben er smitsom, men også at gaben især spredes til mennesker, man kender. Og aber, man kender, hvis man er en abe. At kunne smitte hinanden med gaben er altså et tegn på, at man er knyttet til hinanden.

Det er et eksempel på, at vores adfærd er knyttet sammen på måder, vi ikke selv aner og ikke forstår meningen med. Vi påvirker hinanden mere, end vi tror, og mere, end vi forstår.

Det betyder, at evnen til at knytte sig til hinanden og efterligne hinanden er nært beslægtet. Årsagssammenhængen virker begge veje: Man kan bedre lide dem, der kopierer en, og man kopierer mest dem, man kan lide.

En efterligning af adfærd som gaben, måder at gå på, stå på og ansigtsudtryk kan fungere som en slags markør på gruppetilhørsforhold. Ved at kopiere de gængse mønstre i gruppens måde at tale på, bevæge sig på og se ud på viser man et tilhørsforhold, som netop er svært at snyde sig til for en udenforstående, der vil være med i gruppen, fordi man har lært det gennem ikke-bevidste kopieringer af andres adfærd.

Både sprogets tone og kroppens mønstre er ubevidste måder, vi melder os ind i en gruppe på. Hvis man vil holde sammen på, hvem man vil behandle godt og vise indlevelse og ressourcedeling, er alle disse små markører en god metode – bedre end bevidste handlinger og passwords, som er lettere at kopiere og lære sig hurtigt.

Der er med andre ord et mønster med mange lag af små tegn på sammenhold, som holder grupper sammen og styrker empatien. I sidste ende er disse sociale mønstre vokset frem gennem den biologiske udvikling, men antager en særlig form blandt mennesker, fordi vi har sproget og det intellektuelle liv som overbygning.

Kamæleon-effekten kaldes den, fordi man melder sig ind i en gruppe ved at efterligne dens medlemmer, ligesom en kamæleon tager farve efter sine omgivelser.

Udenfor og indenfor

Det var svært ikke at føle sig rystet over det, den kinesiske forsker fortalte. „Chokerende klart,“ står der i mine noter fra et foredrag den 12. oktober 2012. Professor Shihui Han fra Afdelingen for Psykologi ved Pekings Universitet i Beijing, Kina, fortalte om sine hjerneskanninger ved en konference om empati på Københavns Universitet. Filosoffen Dan Zahavi og kolleger ved Center for Subjektivitetsforskning har gennem en årrække skabt et frodigt internationalt knudepunkt for forskersamarbejde om forståelsen af empati. Konferencen „Empathy in Context“ havde i efteråret 2012 samlet en stribe store navne fra hele verden. Men ingen af de mange indlæg kunne i mine øjne matche Shihui Hans, når det gjaldt isnende klare resultater.

Helt nøgternt og stilfærdigt dyngede Han resultater op, som gav ét og samme billede: Evnen til empati er i brutal grad præget af fordomme om, hvordan folk ser ud.

Det undersøgelsesresultat, der på notesblokken fik prædikatet „chokerende klart“, handlede om at vise videoer med menneskeansigter, der blev berørt på kinden med enten en kanyle, der stak i huden, eller en vatpind, der strøg hen over kinden. Kanylen så smertevoldende ud, mens vatpinden så fredelig ud.

Der var to sæt videoer. Det ene sæt viste kinesiske ansigter med henholdsvis kanyle og vatpind. Det andet sæt viste kaukasiske ansigter (kaukasisk er den biologiske jargon for den menneskerace, der dominerer i Europa, Nordamerika og dele af Asien, altså „hvide“, folk med vestligt udseende).

De to sæt billeder blev så vist til en gruppe kinesiske og kaukasiske forsøgspersoner fra vestlige lande, som blev hjerneskannet imens. Undersøgelsen angik eventuel aktivitet i de samme hjernecentre, hvor Tania Singers undersøgelse havde vist aktivitet ved smerteoplevelse hos en selv og andre.

Når en kaukasier så et kaukasisk ansigt blive stukket med en kanyle, var der klar aktivitet. Tilsvarende når en kineser så et kinesisk ansigt blive stukket. Men der var ingen aktivitet, når en kaukasier så en kineser blive stukket, og en kineser så en kaukasier få kanylen jaget ind!

Resultaterne blev offentliggjort i 2009, og mange andre grupper har siden eftervist sammenhængen. I sommeren 2012 offentliggjorde Han og hans kollega Feng Sheng en analyse af problemet: Er det fordi, kinesere ser alle kaukasiske ansigter som ens, så et kaukasisk ansigt bare ligner en kaukasier, ikke en person? Ligesom vi vesterlændinge synes, alle kinesere ser ens ud?

De kinesiske forskeres resultater tyder på, at vi kan lære at se forskel på hinanden, også hen over raceforskelle. Og så begynder individerne at træde frem, hvorefter empatien begynder at virke. Men det kræver en indsats med at se den anden som et individ, ikke som en kineser.

Men man kan jo bare tænke på sig selv, første gang man skulle samarbejde med en person af klart anden etnisk oprindelse: Det tog et par dage, før man så det daglige humør og ikke den etniske oprindelse. Men derfra gik det kun den rigtige vej. Vekselvirkning er vejen frem. Bland dig!

Empati og andre former for biologisk udviklet socialitet, sammenhør, bærer præg af en nådesløs mekanisme: Den handler om dem, der er indenfor, ikke om dem, der er udenfor.

Det handler om kærester, fairplay-spil, fodboldhold, race og meget andet. Og det handler om mekanismer, der oftest er ubevidste.

Vi vil gerne mærke hinanden, hvis vi vel at mærke hører til samme gruppe. Men vi kan lære andre medlemmer af andre grupper at kende, og så kan vi også mærke dem.

Så skal man holde sig fra de andre? Eller lige netop blande sig mest muligt med dem? Så de holder op med at være „de andre“ og i stedet bliver til „den anden“?

Samfundsforskere har gennem mange år kendt til den markante forskel på indenfor-gruppen og udenfor-gruppen og den måde, man opfatter den på. Og en af de mest markante forskelle er netop den, de kinesiske forskere fokuserer på: Om man opfatter den anden som medlem af en anden gruppe (udenfor-gruppen), eller om man opfatter den anden som et individ (der så i øvrigt jo også er medlem af ens egen gruppe). Det er forskellen på at se den anden som repræsentant for en egenskab (den anden gruppes fælles egenskab) eller som et uudtømmeligt individuelt menneske.

Den humanistiske psykolog Abraham Maslow skelnede mellem at se det andet menneske som repræsentant for en mængde eller som et unikt individ. Det første er den vestlige videnskabs metode, men det andet er den taoistiske oplevelse af den anden, som han kaldte det med henvisning til den kinesiske visdomsfilosofi om Tao.

Men kan man forestille sig, at man føler hele menneskeheden som sin indenfor-gruppe (mens det er Marsboere, der er udenfor?).

Tilbage i 1954 argumenterede Abraham Maslow for, at man kan. Tre psykologer ved Western Kentucky University har netop undersøgt, om det bare betyder, at man skal glemme de etniske forskelle. Men det er ikke nok, man skal også udvikle en empatisk evne til at identificere sig med hele menneskeheden.

Det har aldrig været så presserende et spørgsmål før, om man kan føle sig indenfor med hele menneskeheden, for vi har aldrig før stået over for så globale, selvskabte problemer som klima, miljø og ressourcer.

Hvor mange kan vi holde med?

Kapitlet er et uddrag fra Tor Nørretranders’ bog Vær nær, udgivet i 2013 på Forlaget Tor.dk.

Litteratur

• „Bukser i brand, Bennys bukser brændte“, Rasmussen, Halfdan: Halfdans ABC. Tegninger af Ib Spang Olsen, 1967.
• Dybt nedlejret i vores biologi
  Mogil, J.S.: „The surprising empathic abilities of rodents“. Trends in cognitive sciences 16, 143-144, 2011.
• de Waal, Frans de: The Age of Empathy: Nature’s Lessons for a Kinder Society, 2010.
• de Waal, Frans de: „The antiquity of empathy“. Science 336, 874-876, 2012.
• Weisbuch, M. & N. Ambady: „Non-conscious routes to building culture: Nonverbal
  components of socialization“. Journal of Consciousness Studies 15, 10-11, 2008.
• Afskyelighed og udfordringer
  Frank, Robert H.: Passions Within Reason: The Strategic Role of the Emotions, 1988.
• Tania Singers første forsøg
• Singer, T. et al. & C.D. Frith: „Empathy for pain involves the affective but not sensory
  components of pain“. Science 303, 1157-1162, 2004.
• Tania Singers andet forsøg
  Singer, T. et al. & C.D. Frith: „Empathic neural responses are modulated by the perceived fairness of others“. Nature 439, 466-469, 2006.
• Grit Heins forsøg med fodboldfans
  Hein, G. et al. & T. Singer: „Neural responses to ingroup and outgroup members’ suffering predict individual differences in costly helping“. Neuron 68, 149-160, 2010.
• Spejlneuroners opdagelse
  Di Pellegrino, G. et al. & G. Rizzolatti: „Understanding motor events: a neurophysiological study“. Experimental brain research 91, 176-180, 1992.
• Om opdagelseshistorien
  Keysers, Christian: The Empathic Brain, 2011, s. 13f.
• Spejlneuroner hos mennesker
  Molenberghs, P.; R. Cunnington & J.B. Mattingley: „Brain regions with mirror properties: a meta-analysis of 125 human fMRI studies“. Neuroscience & Biobehavioral Reviews 36, 341-349, 2012.
• Spejlneuroner som nedarvede egenskaber
  Iacoboni, M.: „Imitation, empathy, and mirror neurons“. Annual review of psychology 60, 653-670, 2009.
• Gallese, V. & C. Sinigaglia: „What is so special about embodied simulation?“. Trends in cognitive sciences 15, 512-519, 2011.
• Diskussion om spejlneuroner
  Gallese, V. et al. & M. Iacoboni: „Mirror Neuron Forum“. Perspectives on Psychological Science 6, 369-407, 2011.
• Hickok, G.: „Eight problems for the mirror neuron theory of action understanding in monkeys and humans“. Journal of cognitive neuroscience 21, 1229-1243, 2009.
• Kilner, J.M.: „More than one pathway to action understanding“. Trends in cognitive sciences 15, 352-357, 2011.
• Cecilia Heyes’ anlayse
  Heyes, C.: „Where do mirror neurons come from?“. Neuroscience & Biobehavioral Reviews 34, 575-583, 2010.
• Cooper, R.P. et al. & C.M. Heyes: „Associative (not Hebbian) learning and the mirror neuron system“. Neuroscience letters 2012.
• Gaben som social adfærd
  Provine, Robert R.: Curious Behavior: Yawning, Laughing, Hiccupping, and Beyond, 2012.
• Norscia, I. & E. Palagi: „Yawn contagion and empathy in Homo sapiens“. PLoS One 6,
  e28472, 2011.
• Campbell, M.W. & F.B. de Waal: „Ingroup-outgroup bias in contagious yawning by
  chimpanzees supports link to empathy“. PLoS One 6, e18283, 2011.
• Demuru, E. & E. Palagi: „In bonobos yawn contagion is higher among kin and friends“.
  PLoS One 7, e49613, 2012.
• Giganti, F. & I. Zilli: „The daily time course of contagious and spontaneous yawning
  among humans“. Journal of ethology 29, 215-219, 2011.
• Guggisberg, A.G. et al. & C.W. Hess: „Why do we yawn?“. Neuroscience & Biobehavioral
  Reviews 34, 1267-1276, 2010.
• Kamæleon-effekten
  Chartrand, T.L. & J.L. Lakin: „The antecedents and consequences of human behavioral mimicry“. Annual review of psychology 64, 285-308, 2013.
• Shihui Hans undersøgelse af etniske grupper
  Xu, X. et al. & S. Han: „Do you feel my pain? Racial group membership modulates empathic neural responses“. The Journal of Neuroscience 29, 8525-8529, 2009.
• Sheng, F. & S. Han: „Manipulations of cognitive strategies and intergroup relationships reduce the racial bias in empathic neural responses“. NeuroImage 61, 786-797, 2012.
• Han, S. et al. & M.E.W. Vanum: „Cultural Neuroscience Approach to the Biosocial Nature of the Human Brain“. Annual Review of Psychology 64, 335-359, 2012.
• Abraham Maslow og menneskeopfattelse
  Maslow, Abraham H.: The Psychology of Science, a Reconnaissance, 1970.
• Hele menneskeheden som indenfor-gruppe
  McFarland, S.; M. Webb & D. Brown: „All humanity is my ingroup: a measure and studies of identification with all humanity“. Journal of Peronality and Social Psychology 103, 830-853, 2012.