Var Grundtvig personalist?

---

I bogen Det fælles bedste påpeger Jonas Norgaard Mortensen et forståelses­fællesskab mellem den personalistiske filosofi og det menneske- og samfundssyn, der gør sig gældende i Grundtvigs tænkning.

Specielt i denne forbindelse fremhæves Grundtvigs syn på frihed og fællesskab. At der er et sådant forståelsesfællesskab, skal jeg forsøge at anskueliggøre i denne artikel, hvis indhold dog kun er at betragte som punktnedslag i Grundtvigs tænkning og den personalistiske filosofi. Sådan må det være, eftersom Grundtvigs tankeunivers og forfatterskab er enormt – og personalismen på sin side ikke fremstår som et afgrænset eller helt entydigt tankesæt.1

Allerede i 1949 blev forståelsesfællesskabet antydet af Emmanuel Mounier (1905-1950), der var en af de mest markante og toneangivende franske personalister. Efter et besøg i Danmark skrev Mounier i tidsskriftet Esprit om sine indtryk og fremhæver i den forbindelse Grundtvigs tænkning som en god forudsætning for at kunne forstå personalismens budskaber. Også det forhold, at den jødiske filosof Martin Buber (1878-1965) – den mest kendte repræsentant for den dialogiske personalisme – hentede inspira­tion i Grundtvigs højskoletanker, vidner om et forståelsesfællesskab.

Tro mod virkeligheden, ikke mod ideologien

Et grundlæggende træk ved personalisterne er, at de afholder sig fra ideologisk systemtænkning til fordel for en fænomenologisk åbenhed over for virkelighedens problemstillinger. De vil ikke lade sig binde til en bestemt måde at anskue virkelighedens problemer og deres løsning på, hvilket Mounier udtrykte på denne måde: „Smag for frihed og for virkelighed tilsiger, at man i sin søgen tager sig i agt for ethvert doktrinært a priori, at man virkelig er rede til alt, selv til at ændre retning, for at forblive tro mod virkeligheden og dens ånd.“2

„Smag for frihed og for virkelighed tilsiger, at man i sin søgen tager sig i agt for ethvert doktrinært a priori, at man virkelig er rede til alt, selv til at ændre retning, for at forblive tro mod virkeligheden og dens ånd

Emmanuel Mounier

Denne grundlæggende skepsis over for ideologisk systemtænkning, som Mounier italesætter, er også stærkt fremtrædende hos Grundtvig. Det fremgår med al tydelighed af hans folketingstaler og hans politiske skrifter. Han ville ikke underlægge sig en bestemt ideologi, men i hver enkelt sag anvende sin egen (historiske) dømmekraft. Med tydelig inspiration fra den græske filosofi ville han ikke, som han sagde, være nogen „partimand“. Han var ikke engang begejstret for betegnelsen „grundtvigianisme“, netop fordi denne betegnelse indikerer, at der er tale om et ideologisk dogmatisk system.

Grundtvig ville have frihed til i alle forhold at vurdere, hvad der ville være til fælles bedste. Han ville ikke lade sin egen eller andres frihed begrænse af et bestemt ideologisk udgangspunkt.

Derfor ville han efter alt at dømme heller ikke have været begejstret for betegnelsen personalisme, selvom der i forhold til noget så grundlæggende som menneskesyn og opfattelsen af så centrale samfundsrettede temaer som frihed og fællesskab tydeligvis er et sammenfald mellem ham og personalisterne.

Personalismens værdier

Forskellige personalistiske tænkere har med hver deres etisk-filosofiske, epistemologiske eller politiske udgangspunkt bidraget til at tegne konturerne af en bevægelse, der samler sig om et menneskesyn, der netop sætter mennesket over filosofiske systemer og politiske ideologier. Det centrale for personalismen er den opfattelse, at mennesket har en iboende værdighed, der ikke må undertrykkes eller krænkes af medmennesker eller af samfundet. Og dertil knytter personalismen an ved den opfattelse, at mennesket er et relationelt og engageret væsen, der både har brug for frihed og menneskeligt fællesskab for at trives og udfolde sit menneskelige potentiale.

Der er for så vidt tale om et menneskesyn med sådanne grundlæggende værdier, som burde være selvindlysende, men som ikke desto mindre har haft vanskeligt ved at manifestere sig i den virkelige, historiske verden. Politiske, økonomiske og religiøse magtsystemer har under påberåbelse af deres egen nødvendighed for udviklingen af det gode samfund i stort omfang produceret menneskelig fornedrelse, undertrykkelse og lidelse – i frihedens, lighedens eller Guds navn.

Med afsæt i et menneskesyn, der sætter mennesket i centrum, det vil sige over ideologisk og dogmatisk systemtænkning, udviklede personalismen sig i 1930’erne i Frankrig til en egentlig kulturkritisk og aktivistisk bevægelse. En bevægelse, der også havde blik for kvindens undertrykte stilling i samfundet og det forhold, at den sociale verden var „skabt af mænd for mænd“. Det var deres udgangspunkt, at kvindens undertrykte situation måtte ændres ud fra den opfattelse, at „kvinden også er en person“.3

Kritik af både kapitalismen og socialismen

Det var tænkere som Arnaud Dandieu (1897-1933), Denis de Rougemont (1906-1985) og Emmanuel Mounier, der stod i spidsen for bevægelsen. De mente, at den moderne civilisation var udtryk for en fejludvikling, og at en kulturel revolution rettet mod rationalisme, materialisme og individualisme var nødvendig. I politisk sammenhæng rettede de deres kritik mod såvel liberalismen som socialismen.

Liberalismen kritiserede de for i frihedens navn at ødelægge friheden ved at gøre en økonomisk kapitalistisk rationalitet til en altomfattende ideologi, der reducerer mennesket til et egoistisk forbrugerobjekt og ødelægger de interpersonelle relationer. Socialismen kritiserede de for i lighedens navn at binde friheden ved at udvikle centralisme og bureaukrati og underlægge sig et bestemt parti eller en klasses interesser. Uden at nå frem til løsningen arbejdede de for at skabe forståelse for en alternativ samfundsindretning med stor grad af frihed og fællesskab, virksomhed og ansvarlighed. De forsøgte med andre ord at finde „en tredje vej“, som var i overensstemmelse med det menneskesyn, de forfægtede.

Mounier skrev i Esprit, der blev grundlagt af ham selv i 1932, en lang række kulturkritiske indlæg rettet mod de umenneskelige eksistensvilkår, som den kapitalistiske samfundsindretning havde medført. Over for dem, der mente, at udviklingen måtte overlades til kræfternes frie spil, fremførte Mounier den opfattelse, at den historiske udvikling måtte retningsbestemmes og menneskeliggøres ved aktiv medvirken og modsigelse. Han var i sin personalistiske tænkning og ikke mindst i sin kritik af det markedsstyrede kapitalistiske samfund stærkt inspireret af den tyske fænomenolog Max Scheler (1874-1928), der mente, at den enkelte persons værdi i kapitalismen var blevet underordnet systemet, og at kapitalismen havde udviklet sig til en altomfattende tænkemåde.4

Med andre ord mente han, at den kapitalistiske udvikling havde medført en økonomisk rationalitet, der ikke var afgrænset til det økonomiske område, men som havde bredt sig til andre tilværelsessfærer, nærmere bestemt til det, den moderne fænomenologis grundlægger Edmund Husserl (1859-1938) har kaldt vores livsverden.5 Et begreb, som også den tyske sociolog Jürgen Habermas (f. 1929) har taget til sig og gjort til et omdrejningspunkt i sin koloniseringstese.

Men Mounier var i sin kapitalismekritik også inspireret af Karl Marx (1818-1883). Han så dog ingen mening i at omstyrte samfundsindretningen via en revolution i den marxistiske udgave. Han var derimod fortaler for en åndelig revolution, som han forbandt med bevidstgørelse, ansvarliggørelse og kulturkamp.

I bogen Personalismen udtrykker han det på denne måde: „Den historiske udvikling kan kun være noget, der skabes af frie mennesker sammen, friheden må tage hånd i hanke med dens strukturer og det, der betinger dem … at tage hånd i hanke med udviklingen er i eminent forstand menneskets opgave.“6

Staten er til for menneskets skyld, ikke omvendt

Han henvendte sig her først og fremmest til de intellektuelle, som han mente havde givet afkald på at have indflydelse på samfundsudviklingen. Han ville kalde til ansvarsbevidsthed hos en intellektuel elite, der hovedsageligt beskæftigede sig med problemstillinger, der var uden forbindelse til den konkrete virkelighed.

For eliten var der blevet for langt mellem teori og virkelighed, mellem tanke og handling. Den personalistiske „revolution“ havde som sit overordnede formål at udvikle et samfund, hvor menneskets værdighed var i centrum, og hvor staten og lovene var til for menneskets skyld og ikke omvendt.

Dette overordnede udgangspunkt var fælles for en lang række fænomenologiske og personalistiske tænkere som eksempelvis Martin Buber, Emmanuel Levinas (1906-1995) og Paul Ricoeur (1913-2005), der på hver deres måde har bidraget med eksistensfilosofiske, etiske og samfundskritiske betragtninger. Den jeg-du-filosofi, som Martin Buber udviklede, var en grundbestanddel af den såkaldte dialogiske personalisme, og som nævnt hentede Buber her inspiration hos Grundtvig. Buber var blandt andet inspireret af Grundtvigs menneskesyn og den samtalepædagogiske forståelse, der knytter sig til hans højskoletanker.

Andre markante personligheder har med tilslutning til det personalistiske menneske- og samfundssyn – og med inspiration fra den kulturkamp, de franske personalister var fortalere for – kæmpet for en mere retfærdig og menneskelig samfundsindretning. Martin Luther King (1929-1968), Desmond Tutu (f. 1931) og Vaclav Havel (1936-2011) er nogle af de mest kendte personalistisk-inspirerede frontkæmpere, der har formået at omsætte tanke til handling med positive samfundsforandringer til følge. Martin Luther Kings så berømte tale fra 1963 og ordene „I have a dream“ er en markant tilslutning til tanken om menneskets iboende værdighed. I personalismens ånd gjorde han tanke til handling på en ikke-voldelig måde.

Grundtvigs kulturkamp:
folkelighed, frihed og fællesskab

Mange år tidligere indledte Grundtvig en kulturkamp med fokus på folkelighed, frihed og fællesskab. Som de franske personalister ville han ikke nøjes med at filosofere; han ville udøve samfundskritik, engagere og kæmpe for et bedre og retfærdigere samfund. Allerede i værket Nordens Mythologi fra 1808 proklamerede han den kulturkamp, han fortsatte livet igennem, ikke mindst i sin tid som medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, Folketinget og senere Landstinget.

Med sit politiske engagement viste Grundtvig, at han ville bidrage aktivt i udviklingen af samfundet, og ikke nøjes med at filosofere. Selv om han ofte argumenterede ud fra markante og utraditionelle holdninger, var han af den opfattelse, at det var en nødvendig forudsætning for en rigsdagsmand, at han var i stand til at vedkende sig en vis usikkerhed om, hvad der er til „fælles bedste“, og via rådslagning lade sig overbevise om det mest hensigtsmæssige. Om nødvendigt måtte man endog være villig til at ændre opfattelse, for som han skriver: „Selv i egne smaa, personlige og huslige Anliggender er vi jo tit tvivlraadige om den bedste Maade at stile vor Sag paa.“ Derfor var det for ham ganske naturligt, at „vi tit er usikre om, hvad der er bedst og raadeligst“, når det drejer sig om „et heelt Folks og Riges bedste“.7

Kunne han være i tvivl om, hvordan det fælles bedste kunne opnås, var han ikke i tvivl om det overordnede mål. Anstødsstenen for ham var den undertrykkelse, ulighed og ufrihed, der herskede i det stændersamfund, der dominerede hans samtid.

Han ville med folkelig oplysning lægge grunden til afvikling af stændersamfundet og til udvikling af et folkeligt samfund, hvor netop frihed, fællesskab og retfærdighed var hovedordene.

„Penge-Herskabet er blevet Sjælen i hele det offentlige Liv”

I årene 1929-1931 foretog Grundtvig tre rejser til England. Her oplevede han et kontrastfyldt land med stor grad af frihed og virksomhed, men også et land med store sociale problemer. Han beklager den udvikling, som den liberale, kapitalistiske samfundsindretning havde forårsaget: Det vil sige det forhold, at den fri virksomhed mere og mere havde fjernet sig fra at være drivfjeder for den åndelige udvikling og det borgerlige fællesskab til kun at handle om penge. „Penge-Herskabet“ havde efter hans opfattelse gjort sig til „Sjælen baade i Parlamentet, Lovgivningen og hele det offentlige Liv“.

Samtidig mente han, at den kapitalistiske og industrielle udvikling, havde fremkaldt slavelignende forhold for en stor del af den engelske befolkning.

„Den gjør Mennesker i Tusendtal, baade store og smaa, til lutter Biting, lutter Appendixer til Maskineriet som Hovedsag og Grundkraft; saa selv de Engelskmænd, der give sig Stunder til at tænke paa andet end at gjøre alt hvad de har i Penge, ser med en hemmelig Gru paa enhver ny Opfindelse og kolosalsk Anvendelse af de Mekaniske Grundkræfter, som efterhaanden fortrænge alle de gamle Haandværkere og gjøre dem til blotte Redskaber i Maskin-Mesterens Haand, tankeløse Trælle i Fabrikherrens Gaard.“8

De høje engelske frihedsidealer havde kun gjort sig positivt gældende for en lille privilegeret del af den engelske befolkning, mens den største del af befolkningen levede under umenneskelige forhold i social armod.

På den baggrund mente Grundtvig, at de såkaldte frisindede (liberals) i England havde undertvunget friheden ved at indrette samfundet efter pengenes rationale og ikke efter en menneskelig og medmenneskelig rationalitet. Og derfor kunne han også sige, at „Mennesket og Folket hverken er til for Statens eller for Ager-dyrkningens, Kapitalernes eller Handels-Balancens Skyld, men at Jorden og alt Jordisk er til for Menneskets og Folkets Skyld og skal benyttes til deres Bedste“.9

Frihed var for Grundtvig kun ægte og menneskelig, såfremt den var til fælles bedste, hvad den efter hans opfattelse ikke var i England.

Grundtvigs politiske kamp:
Frihed til fælles bedste, retfærdighed og værdighed

Belært af den fejlslagne form for frihed i England var hans budskab, da han trådte ind i Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848, at han ville arbejde for „fælles Bedste som alle Grundloves urokkelige Grundlov“.10 Han ville have det samfundsmæssige, folkelige fællesskab som sit mål og ikke enkeltes egoistiske interesser. Hans drøm var „Borger-Selskabet som et stort Vennelag“, som han benævner det i tidsskriftet Danskeren i 1850.11

Han sigtede her til nødvendigheden af at omforme stændersamfundet til et mere folkeligt – og derfor også et mere retfærdigt samfund:

„Det er en ny ligelig og folkelig Tingenes Orden, som de ere kaldede til at gjennemføre i Forening med et Folkeraad, som hverken vil eller maa træde i Stænderforsamlingens Fodspor. Ja, Stændertiden er forbi, der maa komme en virkelig Folketid efter den, om vi skulle fare vel, og det er min fulde Overbevisning at en saadan virkelig Folketid, den vil ogsaa komme i Danmark til Fælles Gavn og fælles Glæde, naar man kun vil og tør vove uden Erstatning at ophæve alle Begunstigelser paa det Heles Bekostning, det være sig for enkelte Personer eller enkelte Classer.“12

Med dette folkelige udgangspunkt modsagde han mange af de konservative elementer, der blev indført i grundloven i 1849. Selv om han mente, at der måtte være grænser for friheden, så var den frihed, der var indbygget i grundloven, dog langtfra omfattende nok for ham.

Der var heller ikke tilstrækkelig stor ligelighed. Valgreglerne privilegerede efter hans opfattelse i alt for høj grad de bedst stillede i samfundet. Rigsdagen skulle adskilles i to kamre: Et folketing med 100 medlemmer og et landsting med 51 medlemmer. Aldersgrænsen til Folketinget var 25 år, mens den til Landstinget var 40 år. Desuden skulle man for at kunne vælges til Landstinget have en årlig nettoindtægt på mindst 1200 rigsdaler eller betale mindst 200 rigsdaler i skat til stat og kommune.

Denne indretning privilegerede i alt for høj grad de bedst stillede i samfundet efter Grundtvigs opfattelse, for som han sagde: „Det staar ikke i Smaafolks Magt at skaffe sig et saadant Skattebeløb eller en saadan Indtægt“, og småfolk var der immervæk flest af i Danmark dengang.

Specielt undsagde han Landstinget, der i øvrigt havde fået vetoret i forhold til Folketingets forslag. Det var hans opfattelse, at „Et saadant Pengekammer, Rentekammer eller hvad Navn, man ellers ville give dette Rigmandskammer“, ville tænke mere på egne fordele end på det, der var til hele folkets bedste: „Et sådant Kammer vilde ikke blot stemme mod ethvert Forslag til at forvandle et 5 %’s Laan til et 4 %’s, men det ville stemme mod enhver Lov til en Indkomstskat, som virkelig lod de Rige betale meest.“13 Denne uretfærdige indretning var grunden til, at han ikke kunne stemme for Grundloven i 1849. Han undlod at stemme.

„Hele Menneske-Slægten er af eet Blod”

Tanken om at omforme stændersamfundet til et folkeligt samfund kaldte han selv en revolutionerende tanke. I tidsskriftet Danskeren, som han udgav i årene 1848-1851 skrev han blandt andet:

„Somme kalder mig conservativ, fordi jeg holder mig paa Broen, og andre kalder mig revolutionær, fordi jeg virkelig vil over Broen til en splinterny Tilstand af det Borgerlige Selskab, hvori de utabelige Menneske-Rettigheder virkelig gøres giældende, hvori Folket virkelig betragtes, som Landets og Rigets Besiddere, og hvori der virkelig stiles paa al den Frihed og Lighed og alt det Broderskab, der, efter Tidens og Folkets Beskaffenhed, under stigende Oplysning og voksende Dannelse, med mindste Rimelighed lader sig vente.“14

Kort efter skrev han i samme tidsskrift, at „Hele Menneske-Slægten er af eet Blod“, hvilket indebærer det grundlæggende menneskesyn, at alle mennesker er gjort af det samme før-individuelle og før-kulturelle menneskelige materiale og derfor er omfattet af den samme iboende værdighed. Det betyder samtidig, at alle har ret til at blive behandlet på en menneskeværdig måde, hvilket dengang som nu langtfra var tilfældet. De „utabelige Menneske-Rettigheder“, som Grundtvig henviste til, blev hverken respekteret i det danske stændersamfund eller andre steder.

Bønderne, der dengang var flest af, var stadig påtvunget de privilegerede stænders magtudøvelse og undertrykkelse, kvinderne var undertrykte, og slaverne på De Vestindiske Øer var undertrykte.
I overensstemmelse med sit positive menneskesyn kæmpede Grundtvig både før, under og efter sin tid i Den Grundlovgivende Rigsforsamling og Folketinget for at få gjort en ende på stændersamfundets uretfærdigheder.

„Man kan ikke have Eiendomsret
over sine Medmennesker”

Grundtvigs menneskesyn kom markant til udtryk i den debat, der foregik i 1848 i Folketinget i forbindelse med slavernes frigivelse på De Vestindiske Øer.

Han kunne ikke følge de folketingsmedlemmer, der mente, at det var helt naturligt og nødvendigt at erhverve sig slaver som ejendom. Under debatten henviste grosserer H.P. Hansen meget logisk til, at beboernes velvære var knyttet sammen med øernes frembringelser, og at det af hensyn til frembringelserne var nødvendigt for beboerne „at erhverve sig Slaver som Eiendom“. Underforstået, at slaverne ikke hørte med til beboerne, men netop var beboernes ejendom.15

Denne opfattelse fik Grundtvig til at rejse sig og sige: „Jeg kan ikke undlade at modsige, hvad der ved denne Forespørgsel gjentagende er blevet yttret, at det skulde erkjendes, at man virkelig kan have fuld Eiendomsret over sine Medmennesker, hvilket jeg derfor, i alle Menneskevenners Navn protesterer imod.“16

Det var Grundtvigs grundlæggende opfattelse, at den personlige frihed måtte gå forud for de økonomiske interesser, der var forbundet med slaverne og ophævelsen af slaveriet.

Allerede i 1812 gjorde han i Verdens Krønnike opmærksom på det umenneskelige og ukristelige i at holde slaver. Han sammenligner her slaveriet med de danske bønders hoveri for herremændene. I 1839 var han initiativtager til oprettelsen af et „Hjelpe-Selskab“ til slaveriets afskaffelse. I den indkaldelse, han formulerede forud for det første møde i selskabet, lagde han vægt på, at selskabet med „lovlige og fredelige Midler“ skulle arbejde for at få „den foragtelige Handel med Mennesker“ bragt til ophør.

Indbydelsen var henvendt til medborgere, der havde lyst til at drøfte en sag, der måtte være „uadskillelig fra Deltagelsen i vore ulykkelige Medmenneskers Skæbne, der sælges som Vahrer og behandles, haardt eller mildt, dog kun som Huus-Dyr, uden Ægteskab, uden Børneglæde eller Noget af Alt hvad der naturlig lader Mennesket føle sin høiere Natur og ansporer ham til en Virksomhed, som er den værdig“.17

Grundtvig gjorde med al tydelighed opmærksom på den uretfærdighed, der var forbundet med, at nogle privilegerede for økonomisk vindings skyld undertrykker andre og fratager dem deres værdighed og menneskerettigheder. Hans visioner om folkelighed, frihed og retfærdighed var ikke afgrænset til det danske folk, men omfattede altså også slaverne på De Vestindiske Øer. Det vidner digtet „Langt højere bjerge“ med de to så ofte citerede linjer da også om. De lyder sådan: „Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.“

Digtet blev skrevet i 1820 til Christen Henriksen Pram, der var en nær ven af Grundtvig. Det blev skrevet til en fest for Pram i anledning af, at han skulle rejse til De Vestindiske Øer. Pram, der sammen med Grundtvig havde været en skarp kritiker af det, der foregik på De Vestindiske Øer, skulle være toldforvalter på St. Thomas, hvor plantageejerne levede et ufatteligt luksusliv med enorme formuer og en tjener på hver finger, mens flertallet var slaver.

Pram var en af de mest markante forfatterskikkelser i København, og ud over Grundtvig havde han blandt andet Oehlenschläger, Ingemann, Baggesen og Thorvaldsen i sin vennekreds.

Prams kritik af tilstandene på St. Thomas forstummede imidlertid, da han selv blev kongelig embedsmand på øen. Kort efter ankomsten skrev han hjem: „Alt er såre godt på øerne!“ Og meget tyder på, at denne overraskende formulering af Pram var et direkte svar på Grundtvigs afskedssang. I brevet fortsætter Pram på denne måde: „St. Croix bestaaer af bjerge, af ubetydelig Højde som Bjerge, men dog hundrede Gange højere end de danske Bakker.“

Til forskel fra Pram blev Grundtvig ved med at kritisere slaveriet på De Vestindiske Øer, og hvor det i øvrigt foregik. Som vi har set, spillede han en fremtrædende rolle i forbindelse med den debat, der førte til slaveriets ophævelse i 1848.

„Kvinden er ikke i nogen Henseende mindre
eller uvigtigere end det bedste Mandfolk”

Ligesom Grundtvig kæmpede mod slaveriet på De Vestindiske Øer og fæstebøndernes undertrykte stilling i det danske samfund, kæmpede han også for kvindens og det kvindeliges frigørelse. Hans engagent på dette område fremgår klart af hans mange taler i Folketinget.

Den vel nok mest markante udmelding blev fremsat i november 1857, da et lovforslag angående kvindens myndighed blev behandlet i Folketinget. Lovforslaget gik ud på, at kvinder fra det fyldte 25. år skulle betragtes som personligt myndige.

Under sagens andenbehandling blev der fremsat to ændringsforslag, der begge gik ud på, at kvinden godt nok skulle betragtes som myndig fra det fyldte 25. år, men „under Curator“, som det hed i ændringsforslaget.

Det oprindelige lovforslag var blevet fremsat for at „ophæve den colosale Uretfærdighed“, som den ene halvdel af befolkningen var blevet udsat for, som en af de progressive på dette område, O.F. Müller, udtrykte det.18 J.T. Hasle, der var ophavsmand til ideen om, at kvindens myndighed skulle underordnes en formynder, så imidlertid ganske anderledes på forholdet. Modsat Müller mente han, at det var en uret, der blev begået mod kvinden, „naar der gives en Lovbestemmelse for, at hun skal være myndig og selv bestyre sine Pengesager“.19

Grundtvig kommenterede overhovedet ikke ændringsforslaget, men formulerede sig på en måde, som bærer præg af, at han havde ventet på denne lejlighed til at hylde kvinden som ligeværdig med manden: „Jeg er vis paa, at hun som saadan har et Kald og en Bestemmelse og en Udstyrelse, der kan og skal bevise, at hun er en Aabenbarelse af Menneskenaturen, som ingenlunde i nogen Henseende enten er mindre eller uvigtigere eller utilforladeligere, end det bedste Mandfolk.“20

Forinden havde Grundtvig henvist til en avisartikel, hvori en korrespondent berettede om kvindens stilling i Østen. I en samtale med en af „Buddhas Afgudspræster“ var korrespondenten blevet præsenteret for den opfattelse, at hos dem havde kvinden intet andet håb „end ved næste Sjælevandring at blive til et Mandfolk“.21

Denne beretning brugte Grundtvig som afsæt til at sige, at man også i mange år i Danmark havde arbejdet på at gøre ønsket om at blive et mandfolk til kvindens højeste ønske. Han mente, at kvinden havde været således stillet, „at man maatte troe, at vi nærede stærk Tvivl om hendes Menneskelighed, da det var umueligt, at der kunde tilstaaes hende samme Menneskerettigheder, som vi Mandfolk gjorde Krav paa“.22

Grundtvig var derfor begejstret for det oprindelige forslag, og han var godt tilfreds med, at det var fremsat sammen med andre lovforslag, der ville forbedre kvindens stilling „baade i Henseende til Arv og i Henseende til Adgang til Erhverv paa en lovlig Maade“. Han mente, at kvinden nu på lige fod med manden havde udsigt til at få adgang til andre erhverv end det husmoderlige, „det være sig Haandværk eller Handel“.23

Forslaget var ham „kjært“, sagde han, „fordi jeg inderlig ønsker, at Qvinden, langtfra hos os at nære det Ønske at blive Mandfolk, tværtimod efter den Lettelse, hun unægtelig faar efter disse Lovforslag, vil stræbe efter at blive ret egentlig Qvinde“.24 Hans indlæg i debatten var en hyldesttale til kvinden og det kvindelige, men samtidig også en modsigelse af den udbredte tanke om, at menneskerettigheder kun var for mænd.

Nej til både liberalismens tøjlesløse egoisme
og til socialismen

I det politiske liv trækkes Grundtvig, der ikke ville være nogen partimand, stadig frem og refereres i festtaler og ved andre lejligheder af politikere fra snart sagt alle politiske partier. Indimellem synes der ligefrem at foregå en (politisk) kamp om at få Grundtvig gjort til sit eget partis ideologiske ophavsmand.

Ofte er det hans frihedsudsagn om „Frihed for Loke såvel som for Thor“ eller hans sociale programerklæring: „Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt“, som han skrev i digtet til Pram, der refereres til. Og det er der da også gode grunde til, for begge udsagn er helt centrale i Grundtvigs tænkning.

Betydningen i disse to udsagn kan imidlertid også formuleres med ordene „frihed til fælles bedste“. Og det er ord, som han hverken forbandt med liberalistisk eller socialistisk ideologi.

Der er hos Grundtvig ingen tegn på et liberalistisk frihedsbegreb, som det vi ser hos Adam Smith, hvor menneskets egoistiske egeninteresse i forening med markedskræfternes frie spil betragtes som de væsentligste drivkræfter for samfundsudviklingen. Den frihed, Grundtvig havde stiftet bekendtskab med på det økonomiske område via sine rejser til England, anvendte han begrebet „tøjlesløs frihed“ om. Han mente, at den økonomiske liberalisme her var gået for vidt med det paradoksale resultat til følge, at en enorm fattigdom havde bredt sig i det, der dengang blev regnet for verdens rigeste land. I England var friheden langt fra blevet til fælles bedste.

At insistere på den enkeltes frihed, som Adam Smith gjorde, ud fra den grundantagelse, at den enkelte bedst bidrager til fællesskabet ved at følge sine egne egoistiske interesser, var for Grundtvig ikke blot en fejlagtig og bagvendt tankegang; den var i England blevet dementeret af virkeligheden selv. Egoisme er i det hele taget et forfaldsfænomen i Grundtvigs begrebsverden.

Men Grundtvig var heller ikke socialist. Hans frihedsforståelse adskiller sig tydeligt fra den, vi ser hos Marx, hvor „frihedens rige“ først og fremmest forbindes med afskaffelse af den private ejendomsret. Grundtvig ville ikke afskaffe den private ejendomsret – tværtimod. Han ville have ejendomsretten bredt ud og omsat i en reel mulighed for langt flere end dem, der nød godt af den på hans tid.
Grundtvigs frihedsforståelse var inspireret af det græske begreb om frihed, eller som han sagde: „den virkelige eller Græske Tolerance, som tillader Alle Alt, hvorved ingen forulempes, og hvormed det Hele kan bestaae“.25

Der er her tale om et tolerancebegreb, der tager udgangspunkt i, at noget grundlæggende er bedre end andet, og at der må være grænser for, hvad der skal tolereres i frihedens navn. Grundtvig kaldte denne form for frihed for „ordnet frihed“. Der måtte godt nok være frihed for Loke såvel som for Thor, men Fenrisulven skulle bindes. Som bekendt var Loke far til Fenrisulven, der havde et gab så stort, at den kunne sluge hele verden.

Det tredje standpunkt

En frihedsforståelse, som orienterer sig mod det fælles bedste, finder vi også hos de personalistiske tænkere, der på samme måde som Grundtvig forbandt denne forståelse med menneskets iboende værdighed. En værdighed, der op gennem historien er blevet krænket på de mest umenneskelige måder.

Personalismens front mod umenneskelig undertrykkelse og krænkelse af menneskets iboende værdighed var i høj grad også Grundtvigs front, ligesom kampen mod materialisme, individualisme og egoisme var det.

Den forståelsessammenhæng mellem Grundtvig og de personalistiske tænkere, som jeg har forsøgt at underbygge med centrale temaer fra Grundtvigs forfatterskab, ser også ud til at omfatte K.E. Løgstrup (1905-1981). Med sin placering i den danske livsfilosofiske tradition, som Grundtvig er en vigtig del af, var Løgstrup en af dem, der havde gode forudsætninger for at forstå personalismens samfundskritik og visioner om en bedre verden.

I 1939 skrev han en artikel i tidsskriftet „Det tredje Standpunkt og de danskes Vej“ om de franske personalister med titlen „Tanke og Handling skal være eet – Personalismen i Frankrig“. Her fremhæver han med tilslutning deres samfundskritiske budskab om, „at Tingenes fatale Udvikling har erstattet Menneskets Styrelse af sig selv“. At det netop var i 1939 artiklen blev skrevet, var næppe en tilfældighed.

Noter

1 Til den følgende korte beskrivelse af personalismen har jeg hentet inspiration og oplysninger i Jonas Norgaard Mortensens bog Det fælles bedste, Boedal 2012. Grundtvigs tænkning har jeg mere omfattende behandlet i disputatsafhandlingen Frihed til fælles bedste – En oppositionel stemme fra fortiden. Aarhus Universitetsforlag, 2008.
2 Emmanuel Mounier: Personalismen, 1952 (1950), s. 119.
3 Mounier 1952, s. 127.
4 Det fremgår bl.a. af hans bog fra 1950 med titlen Le Personalisme. Bogen blev oversat til dansk i 1952.
5 Livsverden er betegnelsen for den del af tilværelsen, der har med den symbolske reproduktion at gøre og retter sig mod dannelsen af fælles kulturelle tolkningssystemer, menneskelige fællesskaber og identitetsgivende personlighedsstrukturer, mens systemet er et sammenfattende udtryk for den del af samfundet, der styres af markedets økonomiske rationalitet, hvor produktivitet og effektivitet er succeskriterierne, eller af statslig-bureaukratiske reguleringer. Men koloniseringstesen går netop ud på, at systemets rationalitet koloniserer vores livsverden. Stærkt inspireret af Max Scheler blev denne koloniseringstese foregrebet af Mounier.
6 Bogen er fra 1950 og sammenfatter de tanker om personalismen, som han gennem årene havde udfoldet i tidsskriftet Esprit. Han døde samme år, som bogen blev udgivet i en alder af 44 år. Citatet er fra s. 96-97.
7 Danskeren 1848, s. 387.
8 Mande Minde, (1838) 1877, s. 446.
9 Mande Minde, (1838) 1877, s. 446.
10 Grundtvig anvender den græsk-inspirerede betegnelse i Danskeren, 1849 s. 565. Samtidig kunne han beklage, at denne hans forudsætning for „fælles Bedste“ kun mødte „Foragt eller fornem Medynk“ hos både liberale og konservative „saakaldte Statsmænd“.
11 Danskeren, 1850, s. 128.
12 Rigsdagstidende, 1850, 1. session sp. 4689. Se også Birkelund, R.: Frihed til fælles bedste. Aarhus Universitetsforlag, 2008, s. 402.
13 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen, 1849, sp. 3136.
14 Citatet er fra Danskeren, 1848, s. 174.
15 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen, 1848-49, sp. 455.
16 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen, 1848-49, sp. 455.
17 K.E. Bugge: Grundtvig og slavesagen, 2003, s. 69-70.
18 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1725.
19 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1733.
20 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1728.
21 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1728.
22 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1728.
23 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1728.
24 Rigsdagstidende, 1857, 9. session, sp. 1728.
25 Her efter Thaning: Menneske først – Grundtvigs opgør med sig selv, 1963, bind 1, s. 240.