Vellykkede relationer er altafgørende i fængsler

---

„Hvad er Sandheden om en Mand paa en øde Ø?“ spørger Karen Blixen i Vejene omkring Pisa og giver selv svaret: „Sandheden er vist … et Begreb, der er blevet til gennem menneskeligt Samvær, og endnu beror derpaa.“

Det er i samværet med andre, at ens liv og skæbne folder sig ud, og der er i Karen Blixens fantastiske fortællinger mange eksempler på, hvor galt det kan gå, når nogen gør sig til hersker over andres skæbne.
I kriminalforsorgen er det i særlig grad vigtigt at gøre sig klart, hvordan mennesker påvirker hinanden og hinandens liv. For det er vores opgave at få andre mennesker til at ændre adfærd. Vi skal forhindre mennesker i at begå (yderligere) kriminalitet. Derfor er vi naturligvis forpligtet til at tænke over, hvordan man bedst muligt løser denne opgave.

Værdier i kriminalforsorgen

Der findes i ethvert velordnet samfund et væld af regler for, hvad man må og ikke må – og hvad konsekvensen er, hvis man gør dét, man ikke må. Og hvis konsekvensen er, at man kommer i fængsel, er der nye, meget omfattende regler for, hvad man har ret og pligt til, og hvad der er tilladt og forbudt.

Men man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at man på den måde kan regulere menneskelig adfærd ned i mindste detalje, selv i et fængsel. Det er nemlig ikke muligt at lave regler, der kan forudse enhver forekommende situation og enhver (u)tænkelig adfærd. Og selvom man kunne, er det ikke ønskeligt, da et så skemalagt og rigidt regime er uoverkommeligt at anvende og overskue for personalet og ofte vil føre til umenneskelige og konkret urimelige resultater for fangerne.

Derfor er det nødvendigt at supplere reglerne med nogle grundlæggende værdier for menneskelig adfærd. I den danske kriminalforsorg har vi i årevis haft sådanne værdier, som i høj grad bygger på almindeligt anerkendte internationale konventioner og anbefalinger.

„Vis mig jeres fængsler, og jeg skal sige jer, hvor civiliseret jeres land er.“

Winston Churchill

Både FN på globalt plan og Europarådet og andre regionale institutioner har udfærdiget principper om fangers menneskerettigheder og human behandling af fanger. Disse grundlæggende værdier har de fleste lande skrevet under på, men virkeligheden er unægtelig mere broget, når man ser på dagligdagen i alverdens fængsler. Det er også derfor, Winston Churchill ved oprettelsen af Europarådet i 1949 sagde de berømte ord: „Vis mig jeres fængsler, og jeg skal sige jer, hvor civiliseret jeres land er.“

Normalisering som princip

På den baggrund har vi i den danske kriminalforsorg valgt en grundlæggende værdi, som hedder, at vi skal evne „kunsten at balancere mellem det hårde og det bløde“. Den værdi skal ligge på rygmarven hos alle medarbejdere i kriminalforsorgen fra øverste chef til sidst ansatte aspirant. Det forventes, at hver enkelt gør sig klart, hvad det betyder i lige netop hans eller hendes daglige arbejde, og man bliver målt på sin „balanceevne“ i de årlige medarbejderudviklingssamtaler.

Derudover har vi – stærkt inspireret af det føderale canadiske fængselsvæsen og dets daværende chef, danskeren Ole Ingstrup – allerede i begyndelsen af 1990’erne udformet et såkaldt „principprogram“. Det har til formål at sikre, så vidt det er muligt, en ordentlig og civiliseret behandling af de kriminelle, der er i kriminalforsorgens varetægt.

Det mest grundlæggende princip kalder vi normalisering. Det går i al sin enkelhed ud på, at forholdene i fængslerne så vidt muligt skal afspejle forholdene ude i samfundet.

Eller sagt på en anden måde: Når vi skal løse et problem, udfærdige en regel eller indrette dagligdagen i fængslerne, skal det første spørgsmål være: Hvordan ville man gøre det ude i samfundet? Og først derefter skal man spørge: Er der nogen særlig grund til at gøre det anderledes, fordi der er tale om et fængsel?

Det vil der naturligvis ofte være, især af sikkerhedsmæssige grunde. Men tankegangen er ikke desto mindre et godt værn mod vanetænkning og sådan-plejer-man-at-gøre-i-et-fængsel-tankegang.

Denne måde at tænke på minder om, når Karen Blixen i Mit Livs Mottoer anbefaler, at man altid spørger „Why not?“ i stedet for „Why?“, når man bliver stillet over for nye muligheder. Fordi why fører til stilstand og negativitet, mens why not åbner op for forandring og positivitet.

Værdighed og tillid i praksis

Normaliseringsprincippet betyder blandt andet, at fangerne bevarer deres borgerlige rettigheder som alle andre i samfundet, eksempelvis retten til at stemme ved folketings- og kommunalvalg. Det er ikke nogen selvfølge, selv ikke i vesteuropæiske lande, og har historisk set heller ikke været det herhjemme.

Princippet betyder også, at den behandlingsgaranti, der ude i samfundet gælder for stofmisbrugere og alkoholmisbrugere, også gælder for fanger. Ligesom vi er forpligtet til at etablere behandlingsprogrammer for alle mulige andre typer fanger, som for eksempel voldsdømte, sexdømte, analfabeter og ludomaner. Derfor har vi – igen med hjælp og inspiration fra Ole Ingstrup og det føderale canadiske fængselsvæsen – indført mere end et halvt hundrede forskellige behandlingsprogrammer i fængslerne.

Det er også det princip, der ligger bag, når vi i nybyggeri af fængsler indretter cellerne med almindelig størrelse vinduer uden tremmer (men med panserglas) og forsyner hver celle med eget bad og toilet. Det sidste har dog også et sikkerhedsmæssigt aspekt, fordi mange volds- og trusselsepisoder sker i forbindelse med brug af fælles bad- og toiletfaciliteter.

Et andet grundlæggende princip er åbenhedsprincippet, som betyder, at fanger bør have gode muligheder for kontakt med deres familie og samfundet i øvrigt gennem uovervågede besøg, ucensureret brevveksling og udgang til besøg hos familien. Alt sammen forudsat, at der ikke konkret er risiko for misbrug. I de åbne fængsler (som vi har flest af) er der tilmed telefon i cellen, så børnene kan ringe til deres far eller mor og fortælle, hvordan det er gået i skolen, og fangerne kan ringe til deres børn og sige godnat. Alt det, som vi andre gør hver dag.

Endelig er der ansvarlighedsprincippet, som betyder, at fangerne så vidt muligt skal tage ansvar for deres egen dagligdag – og fremtid. Det indebærer blandt andet, at vi almindeligvis ikke serverer mad i fængslerne. Fangerne får et fast beløb hver dag til indkøb i fængslets butik, som normalt drives som filial af en ekstern købmandsbutik, og skal selv lave mad i de køkkener, der er indrettet i hvert beboelsesafsnit. Hver fange har derfor også sit eget køleskab i cellen eller i køkkenet.

Fangerne skal også selv holde rent i deres celle og på fællesarealerne, ligesom de selv skal vaske deres tøj og sy manglende knapper i. Ligesom vi andre må. For som Søren Kierkegaard siger: „Ethvert Menneske må være ansvarshavende Redaktør for sit eget Liv.“

International ros for relationer

Nogle vil måske synes, at alt dette er udtryk for eftergivenhed og øllebrødsbarmhjertighed.

Det er det ikke! Det er derimod udtryk for en viden og erfaring om, at ordentlig behandling typisk fører til ordentlig adfærd. Så enkelt er det – og dog så svært.

For fængsler er også rå miljøer med brutale hierarkier blandt fangerne, bandeopgør, nedslidte og forældede bygninger, trusler mod personalet, demotivering og fanger, der kommer igen og igen trods alle gode intentioner.

Det kan alt sammen gøre det svært at holde principperne i hævd. Men det er min påstand, efter at have besøgt fængsler i utallige lande verden over, at vi (og de andre nordiske lande) er bedre til det end de fleste andre.

Det er også den vurdering, som internationale kontrolorganer, herunder Den Europæiske Anti-tortur Komite, giver udtryk for, når de aflægger besøg hos os. Ikke at de er ukritiske, ikke at der ikke er noget at rette op på, men alligevel. Anti-torturkomiteen har ved adskillige lejligheder udtalt sig rosende om relationerne mellem personale og fanger samt den relativt afslappede atmosfære i vores fængsler.

Det er efter min bedste overbevisning ikke noget tilfælde, idet relationsarbejdet er noget, der lægges betydelig vægt på allerede i uddannelsen af vores fængselsbetjente, som netop bygger på de ovennævnte værdier og principper.

Den vanskelige dobbeltopgave

I den seneste udgave af Højskolesangbogen er der en sang, som jeg mange gange har brugt i taler til personalet. Den er skrevet af Jens Sejer Andersen til 50-års jubilæet for Viborg Gymnastik-og idrætshøjskole i 2001. Et af versene lyder således:

Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen’skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.

Og sådan er det, når man varetager den vanskelige dobbeltopgave i kriminalforsorgen; både at stå for den nødvendige sikkerhedsopgave og samtidig hjælpe og støtte fangerne til at kunne leve et kriminalitetsfrit liv.

Det kan nogle gange veje et fnug, men oftere et ton. Men uanset hvad det vejer, så skal vi kunne klare begge dele, hvis vi skal lykkes med vores opgaver. Man skal i virkeligheden helst være det, som Astrid Lindgren kalder et velmenneske. Det vil sige én, der spreder et positivt livssyn omkring sig, gør noget godt for andre samt griber ind og gør noget aktivt, når det er nødvendigt.

Engagement nedbryder barrierer

Inden for de senere år er der adskillige eksempler på, af fanger og personale på eget initiativ er gået sammen for i fællesskab at udforme projekter, som skal forbedre dagligdagen for begge parter. Det er sket inden for rammerne af teorierne om co-creation og brugerdreven innovation.

Rammerne bliver udstukket fra centralt hold, men indholdet og initiativet til de enkelte projekter kommer „nedefra“. Det er selve idéen med det.

Statsfængslerne i Ringe og Nyborg og arresthuset i Køge var frontløbere med hensyn til at udvikle sådanne projekter. I Køge udviklede man for eksempel en bedre modtagelsesprocedure for nye fanger, som giver langt færre konflikter i huset og større arbejdsglæde for personalet.

I Ringe udviklede betjente og fanger i fællesskab en gensidig forpligtende beskrivelse af, hvordan konflikter kan undgås, og hvordan de skal håndteres, hvis de alligevel opstår. En af fangerne sagde i forløbet, at fordi han nu følte sig medinddraget, oplevede han ikke længere, at hele verden var imod ham, men at personalet ville ham det godt. Og en af betjentene fremhævede, at det allervigtigste er at forsøge at skabe en gensidig tillid, for uden tillid bliver det virkelig svært at få noget til at fungere ordentligt.

Her har den pågældende medarbejder fat i det, der efter min mening er et hovedproblem i fængsler, nemlig den barriere, der så nemt opstår mellem personalet på den ene side og fangerne på den anden. Og som begge parter ofte er med til bevidst eller ubevidst at bygge op.
Barrieren er livsfarlig og ødelæggende. Livsfarlig, fordi den giver grobund for vold og fangeoprør, som man ser det i mange lande, hvor barrieren er uoverstigelig. Og ødelæggende, fordi den forhindrer fangerne i at bruge tiden til noget fornuftigt og personalet i at have et ordentligt arbejdsmiljø.

I en evaluering af projektet i Nyborg sagde en af betjentene, at selv små forandringer kan skabe bedre relationer, og at disse relationer tillod hende at være „Cathrine“ inden i den blå uniformsskjorte, ligesom de tillod den enkelte fange at være et menneske, frem for alene at være en fange.

Det er en vigtig pointe, at det ofte kun er små ting, der skal til for at bryde den mur af mistillid, der let opstår i et fængsel, hvis man ikke hele tiden er opmærksom på at bryde den ned.

Indflydelse skaber forandring

Hvis man virkelig mener noget med, at formålet med fængselsstraffen er at få folk til at holde op med at være kriminelle, så må den mening afspejles i fængslernes dagligdag.

For hvis vi ikke indretter fængselslivet, så det understøtter og motiverer fangerne til selv at gøre noget for at lægge kriminaliteten bag sig, så nytter alverdens behandlingsprogrammer, uddannelsestilbud og arbejdstræning ingenting. Hvis vi fratager fangerne al selvbestemmelse, hvis vi placerer dem i overfyldte, nedslidte fængsler, og hvis vi taler til dem som andenrangs mennesker, så kan vi ikke forvente, at de får respekt for os og tiltro til, at vi gerne vil hjælpe dem. Hvis vi ikke giver fangerne indflydelse på deres egen skæbne, så kan vi ikke forlange, at de skal tage ejerskab til deres egen fremtid.

Det er derfor, at normaliseringsprincippet, ansvarlighedsprincippet med videre er så vigtige i fængslernes dagligdag.

Selv om det vil være vanskeligt at finde en fange, der er glad for at sidde i fængsel – måske bortset fra nogle udlændinge, som er glade for at sidde i et dansk fængsel og ikke i et umenneskeligt fængsel i deres eget forarmede land – så viser en nylig afholdt brugerundersøgelse i danske fængsler, at cirka to tredjedele af fangerne generelt er tilfredse med forholdene i fængslerne, og hele tre fjerdedele er tilfredse eller meget tilfredse med fængselsbetjentenes adfærd.

Så er der måske nogle, der vil sige, at det bare beviser, at fangerne har det for godt. Sådan ser jeg ikke på det. Den relativt høje tilfredshedsprocent er tværtimod et godt udgangspunkt for, at tiden under afsoningen kan bruges til noget fornuftigt.

Tilfredse fanger er mere motiverede og har mere overskud til at gå i behandling eller tage en uddannelse. Utilfredse, frustrerede, psykisk stressede og vrede fanger er derimod vanskelige at motivere og har en negativ virkning på både medfanger og personale – og i sidste ende på sig selv.

Relationsarbejdet stopper aldrig

At relationerne mellem personale og fanger har høj prioritet i den danske kriminalforsorg viste sig for ganske nylig, hvor Folketingets ombudsmand sammen med repræsentanter for Dignity gennemførte en inspektion af arresthuset i Svendborg netop med henblik på at sikre, at fangerne bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder.(1)

Efter inspektionen anerkendte ombudsmanden personalet for at have godt fat i relationsarbejdet og for at behandle fangerne med værdighed og respekt.

Er der så plads til forbedring? Ja, bestemt. Det er der altid. Kriminalforsorgen har fortsat en opgave, når det gælder at blive klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Eksempelvis er der netop igangsat en efteruddannelse af kriminalfor­sorgens socialrådgivere i en ny arbejdsmetode kaldet RNR (Risk-Need-Responsivity), som er udviklet i Canada og kort fortalt går ud på at målrette behandlingsindsatsen, så den får størst mulig effekt. Metoden har i andre lande vist sig at have en målbar effekt på tilbagefaldet til kriminalitet.

Et andet eksempel er Vestre fængsel, hvor ledelsen for nylig har indført et forsøg med at inddrage såvel personale som fanger i beslutningsprocessen vedrørende en række forhold i fængslet, således at de nu får reel indflydelse på deres dagligdag.

Vi må aldrig læne os tilbage og tro, at tingene ikke kan blive bedre. Stilstand er ikke bare en illusion, det er starten på tilbageskridt. Relations­arbejdet kræver konstant opmærksomhed og umage, fordi der er så meget i fængslernes dagligdag, som næsten automatisk fører til magtkampe og barrierer, hvis ikke vi passer på.

Så for at slutte som jeg begyndte, nemlig med Karen Blixen, så lader hun i Et Familieselskab i Helsingør Madam Bæk tænke, da hun skal passere de brovtende vagter ved byens port, „at hvis hun opførte sig korrekt efter sin egen bedste Indsigt, saa vilde de andre derinde ogsaa opføre sig korrekt, alt efter deres bedste Indsigt.“
Det er også min erfaring.

Litteraturhenvisninger

Jens Andersen: Denne dag, et liv. En Astrid Lindgren biografi, Gyldendal, 2014.

Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger, Gyldendal, 2006.

Karen Blixen: Samlede essays, Gyldendal, 2013.

Greve, Grothe Nielsen og Snare (red.): Nytter det? Festskrift til Ole Ingstrups 60-års dag,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2001.

Kriminalforsorgens Principprogram, www.kriminalforsorgen.dk.

William Rentzmann: Sku’ det være en anden gang, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2011.