Den relationelle og produktive kapital skal være i balance

---

Dette er en plotspoiler til en tv-serie, der har kørt på DR1 om lørdagen i den bedste sendetid. Serien har i Danmark fået navnet „Store forretninger“ og det er synd. For ved at kalde den „Mr. Selfridge“, som er dens originaltitel, efterlades man ikke i tvivl om, hvem der er hovedpersonen. Den foregår i perioden lige før første verdenskrig, hvilket er seriens tidsmæssige omdrejningspunkt. En tid, som vi kan finde megen genkendelse i idag.

Perioden før første verdenskrig var præget af optimisme og en næsten blind tro på fremskridtets velsignelser og den evige udvikling baseret på teknologi og videnskab. Det satte krigen imidlertid en effektiv stopper for. En situation, som i mindre skala og med langt mindre blodige konsekvenser kan genkendes fra tiden før krisen i 2008, hvor vi på samme måde forbrugte os bekymringsløst gennem livet. Det gjorde vi, selvom vi havde hele to verdenskrige og flere børskrak med i den historiske bagage og derfor burde være klogere. Men er vi så blevet det nu? Tja – måske ikke helt så meget klogere, som vi ønskede.

Første verdenskrig sendte den vestlige verden ud i en kollektiv følelse af meningsløshed, og kom til at vise sig helt afgørende for vores samfunds udvikling, da den blev til et monument over et sammenbrud af den socialt hierarkiske, autoritære og patriarkalske struktur, der holdt både mennesker og samfund fast i forudsigelige mønstre og afhængighedsforhold, så man let kunne orientere sig og placere sig selv med mening, retning og status. Men som også bandt initiativ og personlig virkelyst til både sociale klasser og køn.

Fordi tiden op til krigen var præget af optimisme og en næsten blind tro på fremtiden og udviklingen, kom krigen til at stå som en slags ironisk intethed, der skulle minde menneskene om, at de ikke var udødelige. Over 10 millioner soldater mistede livet, og mange af dem i absurde skyttegravskrige, hvor man tabte og vandt en enkelt meters terræn med livet som indsats. Altså måtte man konstatere, at det krævede mere end god vilje, nye teknologiske vidundere og massiv industrialisering at være mennesker sammen i et fællesskab, der kunne have meget modstridende interesser.

Ikke sært at flere historikere har valgt at kalde første verdenskrig for „ur-katastrofen“. Den affødte et økonomisk, socialt, nationalt og menneskeligt kaos, der først blev overvundet efter anden verdenskrig. Til sammenligning er 2008-krisen nok mest at betragte som en aflyst fest, uden at jeg på nogen måde vil undervurdere det lammende slag, som krisen har betydet for millioner af mennesker, der for eksempel blev ramt af arbejdsløshed.

Følelsen af meningsløshed og længslen efter nærvær, autenticitet og essens, som vi oplever i dag og som har ramt den vestlige ende af verden bredt efter det nylige økonomiske kollaps, bringer mindelser om situationen for 100 år siden.

Individet sættes fri

Ideen om personalisme er nært knyttet til den periode og den udvikling, som den vestlige verden har gennemlevet i det århundrede, der er gået siden første verdenskrig. Det er samtidig den periode, hvor det moderne menneske for alvor blev født og til stadighed er ved at finde sine ben. Det er derfor tv-serien Mr. Selfridge er interessant for os i dag. Den er ikke kun en god fortælling, men giver os mulighed for at trække nogle store forståelsesmæssige linjer mellem vores vilkår, konflikter og længsler i dag – og dem, der gjorde sig gældende, da vi som samfund stod på tærsklen til at skabe et moderne system af sociale strukturer, der – hvilket er meget vigtigt – også var med til at sætte os fri.

Mr. Selfridge selv er et eksempel på den positive tro på individets evne til at bidrage originalt og ansvarligt til fællesskabet, som vi i dag tager for givet, og dyrker eksplicit. Hans rolle er at vise det personlige initiativs magt i en verden, der er ved at bryde sociale klasser ned og skabe grobund for et samfund med færre nedarvede og flere personligt fortjente hierarkier. Victors rolle er at vise de konsekvenser på det personlige plan, som denne frisætning har, og hans historie viser os en mandeskikkelse, som i dag er normen, men som på hans tid var den person, der skulle til for at overleve en revolution.

Victor og Agnes skal også vise os, hvor vigtige relationer er, hvor afgørende det er for den enkelte at have et livsformål, der kan leves ud som en opgave, og at give sig selv lov til at bidrage til fællesskabet. I dag befolkes næsten alle organisationer af idealistiske efterkommere af Agnes, Victor og Mr. Selfridge, og de er snarere normen end undtagelsen.

Personalismens perspektiv og livssyn

Det moderne menneske har en hverdag, der er præget af så stor grad af kompleksitet, at man i dag finder det helt naturligt, at flere i ens omgangskreds bryder sammen i stress.

Det er sørgeligt, bevares, men forventeligt, tænker folk, og krydser fingre for, at det ikke sker for dem selv. Også blandt de helt unge, dem der endnu ikke har „rigtige“ forpligtelser, ser vi tendensen.

At det står sådan til, er jo et klart sygdomstegn for et samfund, der økonomisk og teknisk set har alle muligheder for at skabe en tilværelse i balance. Men fordi der hersker nogle udbredte idealer om vækst i form af „mere“ og „større“, som folk frivilligt tager på sig, er det næsten umuligt at lave den kultur om.

Negativister kan derfor med en vis ret hævde, at den frihed vi har til at opnå mere selvstændighed og selvrealisering, i stedet har ført til social isolering og en dødedans mellem for hastige hjerteslag og friværdi. Men dette er heldigvis ikke hele sandheden. For som alt andet, er dette et spørgsmål om perspektiv og livssyn. Og det er her, personalismen kan træde ind på scenen og give os håb igen. For selvfølgelig er mennesket ikke nødvendigvis et offer for denne centrifuge af muligheder, der ender med at lamme os og gøre os overflødige.

Kombinationen af personligt ansvar og kreativitet tænkt ind i en fællesskabsmæssig sammenhæng er ganske enkelt fremtiden. Ikke blot fordi vi på mange måder allerede lever den ud i hverdagen – men også fordi det er den eneste måde, vi kan overleve på!

Efter at vi gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne dyrkede individet i ekstrem grad, er vi i 10’erne vendt retur til fællesskabet som ideal, men med en ny forståelse for individets eller personens værdifulde bidrag. I den kontekst ser jeg personalismens bidrag som væsentligt.

Emilia van Hauen

Farvel egofest

I 2009 beskrev jeg i min bog, Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber, hvordan organisationer, der var bevidste om deres formål og sørgede for at skabe fællesskaber omkring sig på alle niveauer, ville være dem, der overlevede. Og det har vist sig at være mere aktuelt i dag end nogen sinde før. I dette kapitel vil jeg supplere med en helt ny model, som jeg har kaldt for vækst-cirklen, og som tager hensyn til, at vi i dag er „en krise klogere“.

Navnet vækst-cirklen henviser til, at vi som samfund og personer bliver nødt til konstant at udvikle os for ikke at holde op med at bidrage. Fordi en evig gentagelse af det eksisterende ofte fører til regression, afvikling eller direkte død. Reproduktion, der ikke modsvares af produktion, bliver blot til en evig gentagelse af det eksisterende, og det kan meget få levende systemer (om nogen) overleve på.

Det er her vigtigt at påpege, at vækst ikke nødvendigvis betyder „mere“ eller „større“ i økonomisk eller materiel forstand. Vækst kan også handle om udvikling i viden, relationer, forbindelser og livskvalitet.

Det vigtigste er, at hvert enkelt menneske og hver enkelt organisation definerer sit eget vækst-begreb, som man kan bruge som et sundt og nødvendigt pejlemærke for alle projekter, man indgår i.

For lidt eller for meget magt

Mange danskere har berøringsangst over for begrebet „magt“, fordi det kolliderer med den danske nationale selvforståelse om, at vi først og fremmest dyrker ligheden. Derfor bliver magt lig usympatisk og diskriminerende manipulation, hvorfor vi gerne taler om, at vi vil have „indflydelse“, som umiddelbart virker mindre truende, men som også er langt mindre individuelt forpligtende.

Tiden er kommet til, at den enkelte borger og den enkelte medarbejder faktisk får et personligt forhold til „magt“, idet vores tid bevæger sig i en retning, hvor magten flyder mere end tidligere blandt mennesker og institutioner. Hvis ikke hvert enkelt individ tager magten til sig, risikerer vi, at demokratiet i sidste ende ender som et meritokrati af eksperter, der kan gennemskue den hyperkompleksitet, som præger samfundet allerede i dag, og som bestemt ikke bliver mindre fremover.

Jeg ser cirklen som den bæredygtige cirkel af samfundssind, som vi må agere indenfor, hvis vi på langt sigt vil overleve som et demokrati. Falder vi udenfor, bekræfter vi det negative billede af magt, som mange danskere forbinder med begrebet.

Magt i et frit demokratisk samfund handler – skåret ind til benet – først og fremmest om at være i stand til at skabe en virkelighed, som tiltrækker flest mulige frivillige mennesker.

Magt er altså en neutral evne, der kan bruges enten positivt, hvis man sørger for at bygge noget godt og bæredygtigt op til fælles bedste, eller negativt til at forfølge et mål, der ikke tjener det fælles bedste.

Magtfuldkommen er blind for det fælles bedste

Det ene yderpunkt for magt er at opfatte sig selv som magtfuldkommen. Det er punktet, hvor kun vores egen virkelighed tæller, og får yderpunktet plads og lov til at blive udlevet, ender vi i en af de despotiske ideologier som nazisme, kommunisme, fascisme, der ikke går i dialog med andre virkeligheder, men vil dominere og være fuldkommen. Det giver en død virkelighed, der aldrig vil kunne overleve på langt sigt, fordi den ikke bliver næret af nyt.

At være magtfuldkommen er derfor også at isolere sig fra omverdenen. At placere sig selv så højt, at man ingen kontakt har med egne og andres omgivelser, og derfor heller ikke er i stand til at læse, hvad der er vigtigt i tiden og hos andre. Isolationen vil i længden medføre ens egen undergang. Verden bevæger sig, mens man selv står stille i egne vilkår, værdier og idealer. Man kan også placere sig centralt for beslutningsprocesser, og i sin egen magtfuldkommenhed stoppe al kreativt flow, fordi man kommer til at sidde som et begrænsende knudepunkt for energien.

Generelt ligger forestillingen om, at alt allerede er, som det skal være, i det at være magtfuldkommen, hvorfor magtfuldkommenhed helt principielt stopper udviklingen. At stræbe efter magtfuldkommenhed er derfor ikke idealet, men når dette yderpunkt er med i min model, skyldes det, at vi i vores stræben altid har en „rem af huden“, idet vi mener, at det, vi har at bidrage med, har en særlig værdi – ikke kun for os selv, men så sandelig også for andre.

Når man er i sit produktive, skabende element, må man på sin vis tro på sin egen magtfuldkommenhed eller genialitet for at kunne forfølge en kreativ tanke til ende. Kunsten er imidlertid, når man er færdig med sin egen proces, at åbne op igen for omverdenens tilbagemeldinger og input.

Det magtfulde er – i det forhold, hvor det hele tiden bliver modsagt – nemlig skabende, og ikke undertrykkende. Det magtfuldkomne komplementeres naturligvis af evnen til at opleve sig selv som magtesløs.

Ydmyghed med måde

Når jeg befinder mig i den magtesløse zone, er det fordi, jeg overgiver mig til, at andre har sat en dagsorden, som jeg bliver nødt til at bøje mig for. Det lærer mig en grundlæggende ydmyghed og åbner mig for, at der findes mange måder at være på, skabe og bidrage på. Og det viser mig, hvor mangfoldig vores evne til at manifestere livet er.

Fuldstændig magtløshed er naturligvis – på linje med fuldstændig magtfuldkommenhed – ikke værd at efterstræbe. Men for selv at kunne bidrage med vores magt, input og skaberkraft, må vi kende begge yderpunkter af magt, for at kunne tage et bevidst og aktivt valg om at ville og kunne skabe en sund balance i os, som uvilkårligt vil blive et aktiv for hele fællesskabet.

Det velafbalancerede mentalt sunde menneske eller den bæredygtige organisation befinder sig på en akse mellem de to yderpunkter – magtesløs eller magtfuldkommen. Det er på denne akse vores samfund i dag møder nye og store udfordringer i forhold til vores sammenhængskraft.

Mens flere og flere oplever, at de ikke kan gennemskue det stadigt mere komplekse (videns)samfund, og derfor føler sig mere og mere fremmedgjorte og reelt magtesløse, er der også stadig flere, der ser sig selv som magtfuldkomne. Ikke bare de traditionelt magtfulde i etablerede positioner, men også de nye mediestjerner, som har titusindvis af følgere på sociale medier, og som sætter en dagsorden, som mange politikere kun kan drømme om. Magtbegrebet er på en måde blevet demokratiseret i en grad, vi ikke tidligere har oplevet. Det stiller krav til os alle om at mestre en indre balance mellem magtfuldkommenhed og magtesløshed – eller ydmyghed.

Relationel kapital og produktiv kapital

Den sunde organisation skal have en god balance mellem på den ene side en infrastruktur, der tilgodeser evnen til at forfølge klare mål og skabe gode resultater, og på den anden side et godt arbejdsmiljø, hvor relationer og kreativitet kan dyrkes.

Traditionelt er de to måder at anskue produktion og fællesskab på knyttet til de arketypiske egenskaber, som de to køn repræsenterer. Dette har inspireret mig til at udvikle to nye begreber, som udgør den anden halvdel af vækst-cirklen, nemlig relationel og produktiv kapital. De er naturligvis inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieu’s begreber om økonomisk, kulturel og social kapital – og findes faktisk allerede, men ikke defineret i forhold til individet og de egenskaber, individet kan bidrage med i gruppen. (1)

Jeg vil gerne forsøge at bidrage til Bourdieu’s begrebsdannelse, ved at prøve at finde ind til essensen af de to yderpunkter, der skaber et menneske i fællesskaber: nemlig på den ene side evnen til at kunne handle og manifestere resultater, og samtidig på den anden side at kunne skabe gode relationer og bæredygtige sociale sammenhænge hele vejen rundt.

Det ville være oplagt at italesætte disse egenskaber, som henholdsvis feminin og maskulin kapital. Men fordi både mænd og kvinder kan trække på de to „kapitalformers“ egenskaber, og for at undgå en forældet kønsretorik, vil jeg kalde dem henholdsvis relationel og produktiv kapital, da det langt mere præcist henfører til de egenskaber der er knyttet til den pågældende kapitalform.

En organisation i balance vil vægte den relationelle kapital lige så højt som den produktive kapital, da dette giver det bedste grundlag for kreativitet og vækst, idet fællesskabet i gruppen er baseret på tillid.

Arbejdsmarkedet er bygget til den maskuline måde
at arbejde på

Traditionelt er den produktive kapital blevet vægtet højest, da den har været mere målbar, og i perioder med krise og nedgang fokuseres der naturligt nok på at skabe resultater, og mindre på at skabe relationer og dermed et arbejdsmiljø, der giver vækst til medarbejdernes sociale liv. Nu er vi imidlertid på vej ud af krisen, mulighederne for vækst viser sig tydeligt i horisonten, og denne vækst vil komme hurtigst til de ledere, der forstår at bruge begge kapitalformer.

En af de store udfordringer vi har på arbejdsmarkedet er, at dets struktur oprindeligt er bygget op omkring de strukturer, der har virket i militæret, nemlig et system hvor klare hierarkier, resultater og handling er kriterierne for succes på arbejdet.

Så længe det primært var mænd, der befandt sig på arbejdsmarkedet, var det en succes. Men i dag, hvor erhvervsfrekvensen for kvinder er over 70 procent, oplever vi i stedet, at denne måde at organisere sig på og opnå (personlig) succes, er vanskelig for kvinder. Det har givet en skrævvridning af de to køns magtforhold, og vi mangler endnu at finde en brugbar model for, hvordan vi kan organisere vores arbejdsliv og arbejdsmarked, så flere kvinder får lyst til at blive ved med at være en del af det – især når vi taler om topposterne. Og hvor mændene har lyst til at indgå i de fagområder, hvor mændene ikke er så stærkt repræsenteret og som for eksempel har at gøre med børn (som savner mandlige forbilleder).

Relationel kapital og produktiv kapital i balance

Det har igennem mange år været populært at italesætte de neurologiske forskelle på kvinder og mænd – ud over de genetiske, kulturelle og historiske. Forskere inden for forskellige discipliner er ikke enige om, hvorvidt der vitterlig findes disse mere biologiske forskelle, der skulle forklare samfundsmæssige uligheder og forskelle i adfærd.

Men uanset om (og på hvilken måde) der findes grundlæggende forskelle mellem kønnene, må det konstruktive være at se på begge køn som forskellige sider af menneskeheden, og forbinde disse sider i en overordnet forståelse. Det er, hvad jeg har forsøgt at gøre i de to begreber, relationel kapital og produktiv kapital, som jeg introducerer her.

Det handler i min optik om at give plads til to afgørende evner: Evnen til på den ene side at kunne handle og manifestere resultater, og på den anden side evnen til at kunne skabe gode relationer og bæredygtige sociale systemer hele vejen rundt.

Både fællesskabet og individet skal trives

Den balancerede vækstcirkel udspiller sig altså i et rum, hvor personen eller organisationen både har tiltro til sin evne til at skabe og bidrage, men også er åben over for at andre kan det samme og derfor har viljen til at ville mødes i et fælles rum, hvor der udveksles viden, erfaringer, mål, visioner med mere.

Det er samtidig også et rum, der honorerer evnen til at træffe beslutninger og skabe resultater gennem handling, samt dyrker relationerne og fællesskabet mellem medlemmerne, så det sociale liv også udspiller sig i det kreative, frie rum, der skabes af de mange møder.

Hvor rummelig den cirkel skal være, afhænger af det enkelte menneske og den enkelte organisation, og ikke mindst af hvor man ønsker at skabe vækst og hvor meget. Men generelt gælder det, for at bruge modellen, at man selv definerer, hvad magt er „her hos os“, hvad den medfører, hvilke resultater og handlinger der efterstræbes, og ikke mindst hvordan man i den pågældende gruppe ønsker at være sammen, så både fællesskabet og individet trives.

Når balancen tipper til fordel for enten magtfuldkommenheden, magtesløsheden, den relationelle side eller den produktive side, går fællesskabet og ansvaret fløjten. Vi falder uden for cirklen.

Magt i balance giver mest mulig deltagelse

Et samfund, der har for mange medlemmer, både som enkeltpersoner og institutioner, der står uden for vækst-cirklen, som for eksempel arbejdsløse eller kriminelle, vil være et samfund i ubalance.

Kunsten er derfor hele tiden at give mennesker så meget magt, at de ønsker at være deltagende i fællesskabet – men uden at de føler sig magtfuldkomne og derfor bevæger sig derud, hvor de ikke længere ønsker at bidrage til gruppens fælles bedste, men kun til sig selv.

Mennesker og organisationer, der vil skabe vækst og udvikling, befinder sig inden for cirklen i en bæredygtig balance mellem de fire yderpunkter, der forstærker hinandens kræfter indbyrdes og tiltrækker andre med samme form for balance.

Vil du rette op på en organisation (et projekt eller en gruppe) eller er i tvivl om den er i balance, så spørg dig selv, om den befinder sig inden for eller uden for vækst-cirklen? Og spørg så dig selv, hvilken slags vækst I stræber efter.

For vi har – på trods af krise – råd til at forfølge de former for vækst, der ikke kun handler om bundlinje.

Noter

1. Mere om relationel og produktiv kapital
   Den traditionelle måde at anskue produktiv kapital på er, at den er knyttet til aktiver, der kan indgå i en fysisk produktion af varer, mens relationel kapital er defineret som en virksomheds evne til at indgå alliancer med samarbejdspartnere og kunder, holde på sin viden og i øvrigt defineret som en del af det, man kalder intellektuel kapital. Ingen af kapitalbegreberne arbejder imidlertid direkte med den enkeltes evne til at bidrage med den essens, som er grundlaget for selve kvaliteten i de to begreber, og derfor bruger eller tilbyder jeg en alternativ definition af de to begreber, der kan bruges i forhold til det enkelte menneske og den enkelte medarbejder. Ved at tænke på denne måde vil man relativt overskueligt kunne forholde sig til og næsten instinktivt kunne forstå, hvor et fællesskab eller en organisation og dets individer har sine svagheder i forhold til de krav, der i dag bliver stillet til en organisation i en moderne verden, der er mere afhængig af frie fællesskaber (også kaldet neo-tribale fællesskaber) end nogensinde før. Altså fællesskaber, der samler sig om lyst, interesse og engagement, og som er bundet sammen af tillid, frem for tradition og faste strukturer.