Der er altid mere at sige … Menneskesynet hos Dostojevskij som inspiration for personalismen

Den store litteratur behandler de store spørgsmål om menneskets eksistens: Hvad vil det sige at være et menneske? Handler mennesket i frihed eller under tvang? Hvordan formes mennesket i mødet med andre mennesker?

En af de forfattere, som tog livtag med disse spørgsmål, er den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-81). Han startede som forfatter som 34-årig med romanen Arme mennesker. Fire år senere, i 1849, blev han arresteret og dømt til døden for påstået statsundergravende virksomhed. Dommen blev siden ændret til tugthusarbejde i Sibirien. Efter sin løsladelse og til sin død arbejdede han videre på sit forfatterskab og skrev nogle af historiens største og mest komplekse romaner med psykologiske, eksistentielle og religiøse temaer.

Mange forfattere, filosoffer og tænkere er igennem tiden blevet inspireret af Dostojevskijs forfatterskab. Det gælder ikke mindst personalistiske tænkere, der er blevet inspireret af Dostojevskijs insisteren på såvel menneskets absolutte frihed som dets absolutte ansvarlighed over for sine medmennesker.

Jeg vil i artiklen her sætte fokus på to pointer hos Dostojevskij: For det første betydningen af den fortsatte samtale mellem mennesker som det, der sætter mennesket i stand til at skabe mening og åbne sig for fremtiden. Og for det andet Dostojevskijs komplekse menneskesyn, nemlig forståelsen af mennesket som et altid uafsluttet væsen, der aldrig kan sættes på formel, og som potentielt indeholder mere, end der hidtil er sagt eller kan siges om mennesket.

Jeg vil give eksempler på, hvordan disse to pointer kommer til udtryk i Dostojevskijs romaner og hos tænkere, der er inspireret af Dostojevskij. Vi starter med et af Dostojevskijs efterladte breve til sin bror, Michail.

Menneskelivet – en indviklet affære

Da Dostojevskij i 1854 bliver løsladt efter fire års tugthusarbejde i Sibirien for derfra at blive sendt til tvungen militærtjeneste, sender han et brev til sin bror, hvori han deler sine bekymringer om fremtiden og den forestående militærtjeneste.

Dostojevskij er blandt andet bekymret over, hvem han skal møde i militæret, og hvem der bliver hans overordnede. Folk har for at opmuntre ham sagt, at det bare er simple mennesker, han skal møde, men, skriver Dostojevskij i brevet til broderen, „det simple menneske frygter jeg mere end det indviklede“.(1)

Menneskelivet er nemlig fyldt af betydning og tolkning og kan ikke reduceres til logik eller instinkter, og som mennesker er vi vævet ind i hinandens liv og har altid betydning for hinanden. Menneskelivet er dybest set altid en indviklet affære, mener Dostojevskij.

Simple mennesker lever alene efter logik og instinkter. Indviklede mennesker derimod ved man aldrig, hvor man har. Man ved slet ikke, hvad de kan blive til, for mennesket indeholder mere, end man kan erkende eller udtrykke; der er med andre ord et overskud af mening, betydning og potentiale i mennesket, hvis altså det ikke reduceres til en simpel mekanisme enten af sig selv eller af andre.

Denne grundlæggende antagelse om det indviklede menneske og vores indviklethed i hinandens liv går som en rød tråd gennem hele forfatterskabet.

Det er dog en antagelse, som viser sig både på godt og ondt: Der ligger hos Dostojevskij en realistisk dobbelthed i denne erkendelse. Ethvert menneskeliv er viklet ind i andre menneskers liv, og det kan slet ikke undgås, at vi betyder noget for hinanden. Men lige så lykkelig og livsfremmende denne betydning kan være, lige så destruktiv og ødelæggende kan den være.

Dostojevskijs forfatterskab er fyldt med eksempler på begge dele. Indvikletheden og vores betydning for hinanden skal på intet tidspunkt romantiseres, men for Dostojevskij er alternativet – et forsimplet liv i isolation fra andre – værre.

Samtalen og den åbne fremtid

Menneskets forbundethed med andre finder ikke mindst sted igennem sproget, det vil sige i samtalen.

Dostojevskij er om nogen en mester i at skildre samtaler, og store dele af forfatterskabet indeholder lange samtaler mellem romanfigurerne eller samtaler, som hovedpersonen fører med sig selv. Handlingerne i romanerne bliver langt hen ad vejen til igennem samtalerne.

Samtalerne forandrer og former personerne, og ny betydning og mening opstår, som samtalerne skrider frem. Det tages nemlig for givet, at vi som mennesker helt grundlæggende bliver til i vores relationer til andre mennesker. Vi formes som personer i interaktionen med andre, og livet tydes og får betydning i samtalen.

Sproget og samtalen spiller en altafgørende rolle hos Dostojevskij. Hvis samtalen holdes åben, kan den sætte mennesket fri, men hvis den konsekvent afbrydes og bringes til tavshed, holdes personerne fast i deres dæmoniske indesluttethed.

Hos Dostojevskij kommer denne til udtryk, hvor samtalen enten er blevet til enetale (som hos kældermennesket), eller hvor den er blevet tvunget til tavshed (som Ivan igen og igen forsøger i Brødrene Karamazov). Hvor samtalen ophører og historien afsluttes, er der ikke længere mulighed for forandring. Alt er allerede sagt og givet på forhånd. Hvis ingen taler, og ingen lytter, så ophører fremtiden med at eksistere, for så kan der ikke længere opstå ny mening og ny betydning, og vi lukker os selv og hinanden inde i isolation.

Det har åbenlyse konsekvenser på det personlige plan, men det samme gælder på det politiske plan:

Hvis den åbne samtale forsvinder i det politiske liv – hvis ingen gider at lytte og tage til genmæle, hvor man er uenig – så ophører selve politikken med at eksistere, for så kan vi ikke i fællesskab skabe fremtiden, og så lurer totalitarismens farer lige om hjørnet.

Samtalen må altså holdes i gang. Det betyder også, at alt, hvad der siges, må kunne modsiges, for hvis modsigelsen gøres suspekt, kvæles samtalen.

Ligegyldigheden er værre

I den trivielle udgave vil denne påstand betyde, at så længe vi bare snakker, er alt godt. Her bliver samtalen som form uanset indhold et mål i sig selv, men i den radikale udgave ligger der derimod i enhver tale en invitation til fortsat samtale og i sidste ende en invitation til modsigelse, for det er i samtalen og modsigelsen, fremtiden åbner sig.

Den tidligere ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, skrev i 2008 en stor bog om Dostojevskij, hvori han fremhæver samtalens betydning i Dostojevskijs forfatterskab. Rowan Williams har sagt, at han i sin analyse af Dostojevskij er inspireret af personalismen og synet på mennesket som et altid uafsluttet væsen.

Det er bemærkelsesværdigt, at Rowan Williams, som selv repræsenterer den religiøse sfære, også betoner samtalens åbenhed, når det gælder religiøse sandheder. Også i religionen, siger Williams, må enhver tale indeholde en invitation til modsigelse: også „det guddommelige Ords autoritet er nødt til at etablere sig i og gennem dialogens uophørlige fortsættelse,“ siger Williams. (2)

I sidste ende må man også acceptere muligheden for blasfemi. Her skelner han mellem „virkelig blasfemi“ og „skødesløs blasfemi“. Virkelig blasfemi er, når personen ærligt og åbent står inde for sine standpunkter. Skødesløs blasfemi bunder i ligegyldighed og tankeløshed, og indgår ikke i den åbne tale og modsigelse. For Williams er ligegyldighed værre end virkelig blasfemi, for her er samtalen ophørt, tømt for betydning.

Erkendelsen kommer til kort

Der er to karakteristiske træk ved Dostojevskijs forfatterskab, som i denne sammenhæng er interessante: For det første har romanerne konsekvent åbne afslutninger. For det andet gælder det, at fortællerstemmen i flere af romanerne selv giver udtryk for at være i tvivl om, hvad der foregår i handlingen (bedste eksempel herpå er fortællerstemmen i Onde ånder). Der er altså tale om det modsatte af en alvidende fortæller.

Disse to træk understreger dels, at der altid er mere at sige – dels ligger der implicit et udsagn om, at menneskelivet aldrig fuldt ud kan erkendes: der vil altid være noget, der unddrager sig vores erkendelse, uanset hvor meget vi ved og tror, vi forstår den anden.

Umuligheden i at kunne erkende den anden fuldt ud er forudsætningen for, at historien aldrig slutter. Selv når vi tror, at alt er sagt, er der stadig mere at sige, end der er sagt og nogensinde kan siges. Accepten af erkendelsens begrænsninger, når det gælder det andet menneske, er det, som sætter den anden fri til at kunne være mere og potentielt blive til mere, end jeg hidtil har formodet.

Det er i sidste ende overgreb mod den anden, hvis ikke vi lader den anden være mere, end hvad jeg nu og her har begrebet om den anden. For at værne om den andens frihed må vi acceptere, at vores erkendelse om hinanden kommer til kort.

Erkendelsens begrænsning skal dog ikke hos Dostojevskij forstås sådan, at erkendelse dermed bliver en tom formodning, at virkeligheden som sådan unddrager sig erkendelse. Tværtimod: umuligheden i at begribe den anden fuldt ud skyldes ikke, at erkendelse er umulig (fravær af virkelighed eller betydning), men at der altid er (meget) mere at erkende. Det andet menneske indeholder et overskud af betydning, som aldrig fuldt ud kan afdækkes. Dette overskud af betydning er ikke kun til stede hos de pæne og sofistikerede, men i lige så høj grad hos forbryderen Raskolnikov, den prostituerede Lisa, den selvmordstruede i Et latterligt menneskes drøm og i alle de andre fantastiske eksistenser i Dostojevskijs romaner.

Fordi mennesket har personlighed og fri vilje, er der altid et overskud af betydning, som ikke kan erkendes hos den anden. Det er en pointe, som selv kældermennesket har fanget.

For som han siger: mennesket er ikke en klavertangent, der bare spiller, når nogen slår på den, uden fri vilje og uden personlighed. „Men ikke nok dermed: selvom mennesket virkelig blot skulle være en klavertangent, ja, selvom man skulle give ham de uigendrivelige naturvidenskabelige og matematiske beviser derfor – heller ikke da ville han komme til fornuft, men ville, af ren og skær utaknemmelighed, blot for at trodse, blot for at sætte sin vilje igennem, anstille en eller anden galimatias,“ siger kældermennesket. (3)

Polyfonien og det uafsluttede

Dostojevskijs forfatterskab indeholder et bestemt syn på, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at indgå i menneskelige relationer. Men Dostojevskij var litterat og ikke filosof. Hans romaner skal læses som skønlitteratur, ikke som filosofiske afhandlinger. Man kan ikke slå op i en af Dostojevskijs romaner og læse, hvad forfatteren mener. Helt i tråd med Dostojevskijs betoning af den fortsatte og altid uafsluttede samtale, udgør stemmerne i Dostojevskijs romaner selv en uafsluttet samtale, hvor mening udsiges, modsiges og ny betydning opstår.

De mange stemmer i forfatterskabet, som indgår i dialog på kryds og tværs, er det særlige fænomen hos Dostojevskij, som den russiske filosof og litteraturkritiker Mikhail Bakhtin (1895-1975) kaldte for „polyfoni“.

Ifølge Bakhtin er polyfonien – at ingen stemme udsiger noget endegyldigt – ikke bare et litterært greb, men bunder i et ganske bestemt syn på mennesket, nemlig tanken om menneskets „unfinalizability“ (uafsluttethed), på grund af menneskets absolutte frihed og mulighed for at danne nye betydninger. (4)

Bakhtins tanke om personens uafsluttethed indebærer, at der hos hver enkelt person er en dynamik, frihed og et overskud af betydning, der umuliggør en endelig fiksering af personen, endog for personen selv. Tanken om polyfoni og den altid uafsluttede samtale, bunder altså i synet på mennesket selv som uafsluttet.

De to pointer hænger sammen. (5) Verden og fremtiden er åben og fri, netop fordi mennesket er frit og kan føre en åben og fri samtale.

Mange tænkere, der er inspireret af Dostojevskij, har betonet denne tanke – at den åbne fremtid og menneskets frihed hører sammen – som automatisk fører til en optagethed af fremtiden, af hvad mennesket kan blive.

En af dem, russeren Nicolas Berdyaev (1874-1948), var en af personalismens store tænkere og tillige litteraturforsker. I sin bog om Dostojevskij fra 1923 gør han opmærksom på, at sansen for den åbne fremtid og personens tilblivelse er helt central for Dostojevskij. Mens andre samtidige russiske forfattere (for eksempel Tolstoj) var optaget af fortiden og af at reetablere en tabt fortid, er Dostojevskij optaget af fremtiden, siger Berdyaev. (6)

Hvornår er et menneske frit?

Dostojevskij behandler spørgsmålet om menneskets frihed og menneskets ansvar over for sine medmennesker i adskillige af sine romaner. Begrebet frihed kan indeholde mange betydninger. Én mulig betydning er, at man kan gøre, hvad man vil – at alt er tilladt.

Netop denne betydning af frihed udgør et centralt tema i Brødrene Karamazov: at hvis Gud er død, er alt tilladt! Den ansvarsløse frihed bliver hos Dostojevskij kædet sammen med en krænkelse af mennesket og en evig orden, som Dostojevskij kæder sammen med tanken om mennesket som skabt i Guds billede.

Dostojevskijs forståelse af frihed er lige så lidt en gør-hvad-du-har-lyst-til-frihed, som det er en abstrakt frihed, der i praksis skal tøjles af frygt for straf af religiøs eller anden art. Det er derimod en frihed, som først og fremmest viser sig i ansvaret for den anden i erkendelsen af den andens værdi og betydning for mit liv. Hvis vores liv som mennesker uundgåeligt er vævet ind i hinanden, og hvis mit liv ikke kan forstås isoleret fra dit, så rækker mit ansvar aldrig bare til mig selv, men i lige så høj grad til andre.

Dostojevskij lader i Brødrene Karamazov Fader Zosima sige, at man har ansvar for alt og alle, og med et religiøst udtryk siger han videre: „tag og gør dig selv medansvarlig for al menneskenes synd“. (7) Dette er en forståelse af frihed og ansvar, som ikke kan kombineres med et individualistisk menneskesyn, hvor jeg kun er ansvarlig for mig selv, ligesom det er uforeneligt med et kollektivistisk menneskesyn, hvor der i sidste ende ikke er plads til personligt ansvar.

Den uengagerede skaber ingen historie

For Dostojevskij handler frihed om ansvar og om at møde og engagere sig i andre mennesker. Frihed og engagement hører sammen, og en frihed uden engagement kan få fatale følger. Det bliver tydeligt hos Idiotens hovedperson, fyrst Mysjkin.

Fyrst Mysjkin er total fri af andres fordomme og konventioner, men han er også uden engagement. Han er om noget et renhedens og uskyldens symbol: en person uden bagtanker, uden beregninger, uanset hvor meget han svines til af andre. Og så er han uden historie: han kommer på bemærkelsesværdig vis direkte ind i handlingen (i bogstaveligste forstand kørende i et tog) uden selv at have en historie. Han har ingen historie (han tager den i hvert fald ikke med sig i mødet med andre mennesker), og han skaber ikke historie.

Fyrst Mysjkin, som på sin vis er uskyldsren, gør sig skyldig ved aldrig at få beskidte hænder og ved uengageret konstant at trække sig tilbage fra historiens gang. Denne uskyldighed gør ham til sidst medskyldig i Rogozjins forbrydelse, fordi han aldrig udsætter sig for den fare, der ligger i at kaste sig ind i mødet med andre på godt og ondt, blande sig og være der, hvor man må stå ved sit standpunkt, forklare sig over for misforståelser og tage til genmæle.

Dostojevskij behandler indgående begrebet frihed i sine romaner og kæder det uløseligt sammen med menneskets ansvarlighed og fordringen om at engagere sig i sine medmenneskers liv. Denne forståelse af frihed har konsekvenser for de mellemmenneskelige relationer, men har også politiske konsekvenser, hvis vi tænker frihed, ansvarlighed og den åbne samtale ind i vores måde at indrette os på samfundsmæssigt.

Lige så klart er det imidlertid også, at der ikke kan udledes ét bestemt politisk standpunkt af Dostojevskijs forfatterskab, men det bør ikke afholde os fra at overveje konsekvenser af Dostojevskijs etik og menneskesyn for vores tid og samfund.

Når samtalen slutter, slutter kulturen og politikken

Rowan Williams, som er nævnt ovenfor, holder sig ikke tilbage fra at forsøge sig med samfundsmæssige konsekvenser baseret på det menneskesyn, som kommer til udtryk hos Dostojevskij: den uafsluttede samtale og det uafsluttede menneske.

For eksempel kritiserer han i sin Dostojevskij-bog „forbrugerismen“ og tendensen til at kvantificere alt inden for social- og sundhedsområdet:

„Når omsorg for og behandling af syge kan udtrykkes som et forhold mellem en producent, der leverer en vare, og en kunde, er selve den kultur, der ligger bag omsorgen for de syge, ved at forsvinde.“

Rowan Williams

Og når „kultur“ forsvinder (i denne brede betydning af ordet), så forsvinder betydningsfællesskaber, for så er alt givet på forhånd og kan regnes ud på baggrund af kvantificerbare fakta, og så står vi ved historiens afslutning: „I sin ekstreme variant varsler en sådan opløsning [af kulturen] ’historiens endeligt’, en opløsning af muligheden for at skabe meningsfyldte fortællinger eller fælles erfaringer.“ (9)

Hvis samtalen først forstummer, og alt er sagt på forhånd, forsvinder mennesket som person, og så forsvinder politikken også, fordi det er i mødet med andre mennesker, vi lever og udvikler os.

Mennesket er ikke en klavertangent, der kun styres af logik og instinkter, som kældermennesket siger. Mennesket er indviklet. Og det er respekt for den anden person at lade denne indviklethed kommer den anden til gode. Det er det, som skaber historie – både i Dostojevskijs romaner og i livet blandt mennesker.

Litteratur

• Bakhtin, Mikhail (1984) Problems of Dostoevsky’s Poetics, University of Minnesota Press.
• Berdyaev, Nicolas (2009) Dostoievsky. An Interpretation, Semantro Press.
• Dostojevskij, F.M. (2006) Dostojevskijs samlede værker, People’s Press (fotografisk genoptryk efter Stig Vendelkærs Forlags udgave, 1965-66).
• Williams, Rowan (2013) Dostojevskij. Sprog, tro og fiktion, Aros Forlag.

Noter

1. Dostojevskij, bd. 23, s. 83.
2. Williams, s. 230.
3. Dostojevskij, bd. 22, s. 122.
4. I Dostojevskijs romaner finder Bakhtin et særligt karaktertræk, „that affirms the independence, internal freedom, unfinalizability, and indeterminacy of the hero“ (Bakhtin, s. 63).
5. “Nothing conclusive has yet taken place in the world, the ultimate word of the world and about the world has not yet been spoken, the world is open and free, everything is still in the future and will always be in the future“ (Bakhtin, s. 166).
6. “It is no use looking to any established order sanctioned by past history (as Tolstoy did); man’s eye must be turned towards the unknown future, the Becoming“ (Berdyaev, s. 21).
7. Dostojevskij, bd. 4, s. 55.
8. Williams, s. 254.
9. Williams, s. 255.