De rige, de fattige og vejen til reelt partnerskab

---

Verdens fattigdom og ulighed står i skærende kontrast til personalismens syn på, at mennesker er uendeligt værdifulde, at vi er forbundne og gensidigt forpligtede og derfor bør engagere os i hinandens liv.

Over en milliard mennesker lever i ekstrem fattigdom, og 10 millioner børn dør årligt på grund af fattigdom. 10 millioner, altså 10.000.000 børn. Det er 30.000 børn om dagen, over 1.000 børn i timen eller 20 børn hvert minut, der dør på grund af fattigdom.

Deltagelse eller fremmedgørelse

Årtiers forsøg på at frigøre de undertrykte har slået fejl, fordi udviklingsarbejdet har behandlet de fattige som genstande og underkendt de fattiges egen refleksive deltagelse. Udviklingsarbejdet har med andre ord manglet ører og øjne – der er blevet lyttet og set for lidt.

Ligger de fattige inde med alle de nødvendige svar og ressourcer i forhold til bæredygtig udvikling? Nej, selvfølgelig ikke. Men det gør de rige udviklingseksperter heller ikke. En egentlig udvikling kan kun finde sted inden for et gensidigt afhængighedsforhold.

Den ulige relation og magtbalance mellem rige og fattige får den ultimative konsekvens, at mennesker dør. Men asymmetrien mellem den stærke og svage, mellem den rige og fattige, er noget, der udspiller sig mange steder, uanset om det sker i udviklingen af lande, skoler, ældrepleje eller arbejdspladser.

Det uværdige og ulige forhold nedbryder relationen og udviklingen. Ifølge personalismen er målet for udviklingsarbejde derfor at skabe gode og værdige betingelser for relationer, deltagelse og fællesskab. Personalisten Karol Wojtyla sætter det på spidsen: „Det centrale problem for menneskeheden i vores tid, måske til alle tider, er dette: deltagelse eller fremmedgørelse?“

„Det centrale problem for menneskeheden i vores tid, måske til alle tider, er dette: deltagelse eller fremmedgørelse?“

Karol Wojtyla

Fattige er ikke genstande

De fattige er nødt til at tage del i analysen af deres eget problem. De er nødt til at være deltagende, ellers bliver de fremmedgjorte. De fattige skal være med til at finde en kreativ vej fremad, og de skal være i stand til at drage andre interessenter til ansvar. Det er afgørende at lade den fattige være en central part i udviklingsprocessen lige fra analysestadiet og helt frem til evalueringen.

Den brasilianske professor i pædagogik Paolo Freire (1921-1997), fadder til begrebet de undertryktes pædagogik, påpeger, at i forsøget på at frigøre de undertrykte uden deres egen refleksive deltagelse behandler man dem som genstande:(1)

„Den mand eller kvinde, som bekendtgør sit engagement i frigørelsens sag, men som ikke er i stand til at indgå i en samhørighed med folket, som hun fortsat anser for at være fuldstændig uvidende, bedrager sig selv på det smerteligste … Mange politiske programmer og uddannelsesplaner er slået fejl, fordi deres bagmænd udtænkte dem ifølge deres personlige virkelighedssyn uden en eneste gang at medregne de mennesker-i-en-situation (andet end slet og ret som genstand for deres handlinger), som deres program angivelig skulle være rettet mod. … Jeg kan ikke tænke for andre eller uden andre, og andre kan ikke tænke for mig. Selv om folkets tankegang er overtroisk eller naiv, kan forandringen kun komme ved, at de gentænker deres antagelser.“(2)

Jeg tror ikke, Freire ville have noget imod, at vi erstatter „frigørelse“ med „udvikling“ i denne sammenhæng.

De fattige har selv de bæredygtige ideer

Den indiske professor Anil Gupta spurgte for nylig sit lands parlament, om de fattige kun har hænder, fødder og munde, men ingen hoveder? Guptas spørgsmål var en reaktion på visse aspekter af regeringens politik, hvor Indiens fattige behandles som en anonym, navnløs, ansigtsløs og hjerneløs masse. Han ved, at de fattige har hjerner, og affejer slet og ret Maslovs behovspyramide, som siger, at en sulten, nødlidende person nærmest umuligt kan realisere sig selv.

Gupta har for nylig vundet international anseelse for det, han kalder honningbi-netværket. Det er et netværk, som eksisterer med henblik på at sætte ansigt og navn på nytænkere blandt de fattigste og vise dem anerkendelse samt ikke mindst hjælpe dem med at dele deres idéer uden for deres egen meget begrænsede berøringskreds.

Hvert halve år går Gupta fra den ene fattige indiske landsby til den næste på udkig efter lokale opfindere. Derefter yder han dem bistand i forbindelse med dokumenteringen, patenteringen og den yderligere udvikling af deres produkter.

Gupta og hans medarbejdere opsøger også partnere, som kan levere finansiel opbakning til de fattige og sætte deres mest brugbare produkter i masseproduktion. Gupta siger, at „mange opfindere er tilbageholdende. De kommer ikke hen til os, før de kan se, at vi hører til deres slags, at vi vandrer ligesom dem, indtil vores fødder er lige så ømme som deres.“(3)

Udviklingsstudier fjernt fra virkeligheden

Hvis Freire og Gupta hver især gjorde og gør noget meget rigtigt, hvordan kan det så være, at de fleste andre ansete folk inden for globale udviklingsstudier har masser af tid til deres universitetsuddannelse og til at skrive bøger og afhandlinger, men kun lidt eller slet ingen tid til direkte at lytte til de fattige? Hvordan kan det være, at de har masser af tid til at rejse kloden tynd og undervise fagfæller på internationale hoteller, men kun lidt eller ingen tid til at overnatte i landsbyhytter sammen med dem, der skal forestille at være deres arbejdes eksistensberettigelse?

Det svarer næsten til at bruge al sin tid på at studere, diskutere og skrive om ægteskabet – med øje for alle detaljerne – uden at tage sig tid til sin ægtefælle i det virkelige liv.

Hvad er pointen med at udtænke de allerbedste metoder til at hjælpe de fattige, hvis vi forsømmer den mest grundlæggende byggesten i udviklingens virkeliggørelse? Hvorfor taler vi så meget om partnerskab i udvikling, hvis ikke det er, fordi vi ved, at vi intet kan gøre uden det ene materiale, vi har for hånden: mennesker og deres indbyrdes relationer?

Vi lytter ikke i praksis

Der lader ikke til at være nogen indsigelser imod, at udvikling kun er mulig, når de fattige selv tager del i den. Jeg har stadig til gode at høre en udviklingsarbejder, der ikke taler om „myndiggørelse gennem deltagelse“ som noget helt selvfølgeligt. Men i samtalen med respekterede ledere fra den sydlige halvkugle, som samarbejder med nordlige agenturer om udvikling, hører vi igen og igen, at selv om folk nordfra siger og tror om sig selv, at de er parate til at lytte til deres partnere – så gør de det i praksis stort set ikke.

En god ven og højtstående udviklingsleder i Sri Lanka, som sjældent taler kritisk om nogen som helst, indviede mig for nylig i sine erfaringer. De få gange han har forsøgt at råde bod på misforståelser omkring situationen på gulvplan, og hvor han har bedt en nordlig partner om at foretage justeringer, har det været ham selv, der blev sendt hjem for at foretage ændringer på gulvplan – ændringer, som var meget vanskelige at implementere, for ikke at sige varigt skadelige for selve arbejdet.

Fodring af mennesker forbudt

Jeffrey Sachs er en af verdens mest ansete udviklingseksperter. Ud over at være professor i bæredygtig udvikling og stå i spidsen for Columbia Universitys Earth Institute tjener han også som specialrådgiver for FNs generalsekretær Ban Ki-Moon, når det gælder 2015-målene, og som direktør for FNs netværk for bæredygtige udviklingsløsninger.

Sachs’ særlige projekt Millennium Villages i Afrika finansieres for tocifrede millionbeløb i dollars af George Soros, Bill Gates og andre. Alligevel – hør hvad senegalesiske Magate Wade siger:

„På en brochure for en rundvisning i Jeffrey Sachs’ Millennium-landsby i Rwanda, som administreres af en af Sachs’ kolleger fra Columbia University, lyder regel nr. 1: „Vær venlig ikke at give landsbyboerne noget – ingen slik, kager, tomme vandflasker, kuglepenne eller penge.“ Selv om jeg er sikker på, at der ligger gode hensigter bag reglen, så fanger den fuldstændig den modbydelige nedladenhed, jeg oplever fra Millennium Villages-projektet. … Disse berømte professorer ved Columbia University kan ikke undskylde sig med henvisning til uvidenhed. Når højtuddannede mennesker kan tingsliggøre os med et ’fodring forbudt’-skilt, er den eneste mulige forklaring en blændende arrogance.“(4)

Magate Wade er iværksætter med bopæl og arbejde i USA. Hendes livsmål er at sætte Afrika på landkortet som økonomisk og kulturel magtfaktor. Omkring halvdelen af hendes indtjening (hendes mand hævder bekymret, at det måske er mere) går til skoler i Afrika. Disse skoler er innovative og lægger vægt på læring gennem dialog. Magate Wade er nu en af Forbes’ 20 Young Power Women of Africa (Forbes’ 20 unge magtkvinder i Afrika), og hun taler regelmæssigt ved forretningskonferencer og på universiteter, deriblandt Harvard, Yale og Columbia.

Wade bakkes op af journalist og fagskribent Nina Munk i sin kritik af Millennium Villages-projektet. Munk efterså med egne øjne projektet i seks år, før hun skriftligt evaluerede det. Hendes bog om projektet: The Idealist, er blevet modtaget med stor alvor og har vundet tidsskriftet Foreign Policy’s Albie-pris i 2013.

Selv om Millennium Villages beskriver sig selv som et fællesskabsdrevet projekt, som samarbejder med de lokale, er programmet for en stor del udtænkt af akademikere, som bor langt væk fra deres arbejdsområde og kun har ringe forståelse for den lokale kontekst.

Partnerskab er ikke en serviceydelse

Den mest uundværlige del af al udvikling er menneskelig udvikling. Dette var psykiateren og den antikoloniale frihedskæmper Frantz Fanon allerede klar over i 1950. Han var ikke det mindste i tvivl, da han skrev:

„Hvis opførelsen af en bro ikke beriger bevidstheden hos dem, der arbejder på projektet, så bør den bro ikke bygges, og indbyggerne kan fortsætte med at svømme over floden eller tage en båd. Broen skal ikke smides ned med faldskærm; den skal ikke påtvinges den sociale sammenhæng via en deus ex machina-manøvre.“(5)

Ønskede Frantz Fanon ikke udvikling for de fattige og nødstedte? Selvfølgelig gjorde han det! Noget så inderligt! Men ikke for enhver pris.

Partnerskabets mening ligger i at „være og gøre sammen“. Synonymerne for partnerskab er ord som samarbejde, samvirke, relationer, forbindelser med mere.

Vi ved udmærket, at partnerskab ikke begynder og slutter med en serviceydelse, som jo er langt nemmere og enklere at få i stand via en hierarkisk struktur.

Partnerskab må og skal dreje sig om ansvarlighed og loyalitet, der udøves i en atmosfære af lighed. Det handler om at nå frem til at stole på hinanden – og videns- og magtdeling er helt centrale i et partnerskab.

Nykolonialt snæversyn

I de 25 år af mit liv, hvor jeg har boet i tre forskellige asiatiske lande og arbejdet med nødhjælp og udvikling i forskellige positioner, er det blevet meget klart for mig, at ledere fra den sydlige del af verden efterhånden – af erfaring – ser meget lidt mening med at svare deres konstant skiftende nordlige partnere igen.

Når der ikke finder nogen seriøs dialog sted, dikteres fremtiden på nykolonial vis ikke bare af, hvad folk nordfra ønsker at støtte finansielt, men også af hvor længe de har lyst til at blive hængende, hvordan de ønsker at blive tiltalt, og hvordan de foretrækker at modtage rapporter.

Selv om selvstændig bæredygtighed er alles selvfølgelige mål, så lyder dette udtryk i dets aktuelle brug en del bedre i vores nordlige ører, end det gør for de fattige. Når nordlige agenturer nu til dags taler om deres partneres behov for at blive selvstændigt bæredygtige, så betyder dette efterhånden blot, at de gerne vil hurtigst muligt ind og ud igen af deres partnerskaber. Det lader ikke til at volde dem nogen større bekymring, hvorvidt deres partnere faktisk er selvstændigt bæredygtige, når de trækker sig. De rejser ofte uden for alvor at adspørge deres partnere, og der bliver ingen opfølgende besøg.

Når donor-agenturer løber fra alle mulige typer opgaver, såsom psykoterapi for mennesker med traumer, seksuelt misbrugte børn og deslige – opgaver, som ikke støttes via det offentlige budget i forarmede lande – så kan disse arbejdsområder kun blive bæredygtige ved at orientere sig mod de lokale rige. Endnu en service til dem, der har råd. Det var formentlig ikke det, donorerne nordfra havde tænkt sig.

Tavs accept af forholdene

For de fleste sydlændinge er donorernes og de nordlige udviklingsorganers enevældige vilje bare en af livets kendsgerninger, som de ikke ser noget formål i at klage over. Det er virkelig meget få, der beklager sig. Da jeg for eksempel ringede til DANIDAs hovedkontor i København for nogle år siden og i samtalens løb udfordrede deres beslutning om at trække sig ud af Sri Lanka for i stedet at fokusere på Afrika, fik jeg at vide, at jeg var „den første ven af Asien, der havde klaget“ over det.

Ugandiske Warren Nyamugasire, som kender udviklingsagenturerne indefra, siger, at:
„… de sydlige stemmers tavshed er øredøvende. … I mellemtiden taler de nordlige lande frit – et højtråbende mindretal, som beslutter, hvad god udvikling betyder, og som tager monopol på idéer. … Tavshed vidner ofte om et mindreværdskompleks, ligesom åbenmundethed er tegn på overlegenhed, på herredømme, på magt. Underlegenhed er menneskehedens værste dræber. Den dræber både sind og sjæl …“

Han afslører ydermere, at:
„… sydlige ansatte, som ønsker at gå til deres eget bagland efter lokale idéer, finder hurtigt ud af, at det er der slet ikke tid til. De lever et liv i konstant ængstelse omkring penge og rapporter og for, om deres donor er tilfreds.“(6)

Alt for ofte oplever de fattige, at de bliver marginaliseret og overset af netop de mennesker, der ønsker at hjælpe dem.

Usynlige folk uden nogen stemme, som altid kun ser andre udvikle deres potentiale og skabe historie, giver til sidst op og påtager sig passivt deres skæbne. De marginaliserede fattige kan kun genvinde håbet, synligheden og stemmen, hvis de bliver behandlet som mennesker, der har noget at bidrage med. De marginaliserede fattige har brug for respekt og synlighed. De behøver magten til at skabe historie og forsvare deres kære. De behøver friheden til fuldt ud at være mennesker.

Relationer tager tid

Der findes ingen genvej til ægte relationer. Relationer kan ikke undgå at være tidskrævende. Relationer skal opbygges, og hvor der er store magtforskelle, kræver dette meget arbejde.

Efter alle disse årtier med forsøg på at skabe udvikling, hvor tusinder og atter tusinder af udviklingsorganisationer bliver ved med at rejse og bruge milliarder af dollars, er resultaterne så, som man kunne forvente? Selv om vi – i vid udstrækning – må give politisk korruption, undertrykkende diktaturer og udbytteriske globale handelsstrukturer med videre skylden og bekæmpe dem, bør vi så ikke samtidig spørge, hvorvidt udviklings­agenturerne virkelig gør den nævneværdige forskel, som de burde?

Hvad enten vi direkte indgår partnerskab med de fattige, eller vi regner et sydligt udviklingsorgan eller en individuel mellemmand for vores partner, så har vi et ansvar for at se til, at det, vi kalder et partnerskab, faktisk er et partnerskab, og at det, vi antager for at være bæredygtig udvikling, faktisk er bæredygtig udvikling.

Hvis bare udviklingsorganisationerne ville anerkende alle udviklingsprocessens deltagere og tage dem seriøst. Hvis bare rige og fattige reelt kunne indgå partnerskab ved både at bidrage og modtage. Hvis bare udviklingseksperterne kunne slippe deres maniske travlhed og forpligte sig længe nok til, at den virkelige forandring kunne rodfæste sig. Så ville vi se forandring!

Noter