Det er 12 år siden, jeg lavede den første forsideillustration for Jonas. Men denne gang blev jeg usædvanligt engageret af opgaven. Der var noget i den, der gik dybt ind i mit eget fundament!
Når jeg får en bestillingsopgave, prøver jeg altid at gøre min kreative proces relationel. Hvad enten det er en rumudsmykning eller en bogforside, så inviterer jeg altid opdragsgiveren med ind i at udvikle ideerne. Jeg vil ikke bare producere og sælge et produkt. Jeg vil mødes – og beriges – på nogle af de bundlinjer, som de regnedrenge, der lige nu sætter dagsordenen i mit land, ikke kender til.
Vores kultur er så fuld af ord. Det er nok derfor, jeg er blevet billedkunstner: Vi har brug for de tavse sprog til at tænke med! Der er også mange ord i bøger og redaktører.
Min tilgang er at lytte længe til begreber og betydninger – og samtidig spørge mig selv: „Hvordan ser det ud? Og hvordan kan jeg vise det med menneskekroppen?“ For, dén er det mest virkelige, vi har. Jeg maler kroppens udtryk og bevægelser. Er det mon visuel humanisme?
Grundideen til illustrationen på omslaget kom allerede under vores første telefonsamtale: Et par dansere. Baggrundsfarven skulle være grumset – ligesom menneskets historie og dagens nyheder. Den ene danser løfter sin partner op til en ny position over rammens kant: Klarhed! Overblik!
Og mest af alt: værdighed, der bliver til i en relation.
Der skulle flere figurer på. Hvordan skulle de spille sammen med danserne?
Der er umiddelbart langt fra bogens artikler med akademiske litteraturhenvisninger og til min meget håndgribelige, konkrete, kreative proces, hvor jeg tegnede hundredvis af figurskitser, klippede dem ud og flyttede dem rundt på lærredet i dagevis. Det var min måde at gå på opdagelse i personalismen: Hver lille ændring i en figurs positur; en drejning af et hoved, en lidt anden stilling på en hånd skabte nye associationer, nye betydninger og nye relationer mellem personerne i billedet.
Jeg kæmpede længe med at tegne figuren ovenpå billedet. Men endelig, blandt tusinde tilfældige dansefotos, fandt jeg en overkrop med netop dét twist, som drejede bevægelsen fra de to danseres ud-af-rammen-oplevelse tilbage ind i maleriet – i en stille refleksion over den brune suppedas.
Midt i mine eksperimenter blev der alligevel hul igennem til de abstrakte akademiske tanker: Billedets ramme blev pludselig til Maturanas cellevæg – moderen til den systemiske tænkning, som har gennemsyret så meget af det proceskonsulent-arbejde, jeg har medvirket i som kunstner: Med associationer til selvopholdelse, magtudøvelse, afgrænsning. Inde og ude – og hvem inkluderer vi i vores velfærdstænkning?
Undervejs kom jeg til at tegne nogle figurer, som havde mistet jordforbindelsen og svævede vægtløse rundt i billedets rum. Det føltes ligesom den radikale socialkonstruktivisme og kulturrelativisme, som jeg er vokset op med: Fint at surfe med på overfladen af pluraliteteten, men når alle retninger er lige-gyldige, kan du ikke længere navigere efter det!
Da tænkte jeg i et kort øjeblik, at jeg forstod, hvad personalismen handler om. Jeg mener; de fleste af os kan vel skrive under på dens tre pæne værdier, men hvad er egentlig dens ærinde? Hvad er det nye?
Er det ikke at afhjælpe den vestlige humanismes krise? En humanisme, som over århundrederne gradvist grænsebrydende har smidt de absolutter og den metafysik ud af billedet, som den selv er vokset op af?
Måske handler personalismen om, at vi godt kunne bruge bare en lille renæssance til. En genfødelse af humanismens menneskesyn – i brydningen mellem metafysikken og den jordbrune virkelighed vi hver dag sætter vores fødder på.
Om kunstneren
Karsten Auerbach er billedkunstner, facilitator, foredragsholder og far. Ud over udstillinger, undervisning, udsmykninger og andre bestillingsopgaver som denne bogs forside arbejder han med at forbinde kunsten med andre fagligheder.
Hans utraditionelle samarbejder med mere end 150 virksomheder, institutioner og organisationer er blevet prisbelønnet af både Erhvervsstyrelsen og Tuborgfondet.