Kategorier
Den hele dannelse Det relationelle menneske

Relationel kunst

Kunst er fælleseje, fællesskab og fælles livsfortolkning. Kunst gør tanker synlige. Men det kræver, at kunst ikke kun er navnet på en elitær underholdningskanal eller noget eksklusivt interiør, men lige så meget skal forstås som en vifte af menneskelige sprog- og erkendelsesformer, der ligger ud over de dominerende rationelt-verbale og matematisk-logiske sprog. Kunsten kan relationelt engagere sig i sin samtid – og melde sig ind i fællesskabet igen.


„Når jeg møder på arbejde på mandag, vil jeg begynde at spænde sikkerhedsnet ud i hele organisationen,“ sagde kvinden og præsenterede sig som psykolog fra bankens HR-afdeling. Jeg malede straks to røde figurer, som stod på hver side af et skrivebord. Figurerne begyndte at brede et net ud imellem sig, mens psykologen fortsatte:

„Det, som direktionen vil, når de siger, at alle medarbejdere nu er direktører for eget skrivebord, skal nok lykkes: Vi vil blive mere fleksible og tage mere ansvar. Vi er engagerede i vores arbejde. Og dette vil få os til at engagere os mere. Det er bare det, at nogle medarbejdere allerede er for engagerede! Og det er mig, der skal tage imod dem, når de går ned med stress. Jeg anerkender, at udviklingen går i denne retning. Vi skal bare have skabt en kultur, der beskytter medarbejderne mod den … Og måske ansætte nogle flere af min slags.“

Banken havde i 2007 hyret mig til at medvirke på en konference, hvor den nye treårs-strategi skulle kommunikeres til de ca. 1300 medarbejdere. Jeg stod og malede strategien på et 13 kvadratmeter stort lærred på en balkon i deres store messehal. Der var korte pauser mellem direktørernes taler, powerpoints med tal og grafer og kendte stand-up komikeres underholdning. Og kameraer, storskærme og interviews fra scenen gjorde det muligt for alle deltagerne at følge med i billedets tilblivelse – og de tanker, der lå bag.

Tidligere på dagen havde jeg malet 50 tomme skriveborde på lærredet. Og nu havde jeg inviteret deltagerne til at komme og fortælle mig, hvad de ville gøre på deres første arbejdsdag som selvforvaltende direktører. Så ville jeg male det, de sagde, på billedet. Hele tanken var at vende den envejskommunikation, der er så typisk for den slags sammenkomster, og helt bogstaveligt gøre medarbejdernes respons synlig her og nu – i al dens larmende forskelligartethed.

Relationel kunst

Når jeg tidligere skulle forklare andre om mit arbejde og om, hvordan banker og andre virksomheder kunne finde på at invitere mig – en kunstner – helt ind i maskinrummet, talte jeg ofte om at skabe dialog og proces med kunsten. De to plus-ord var endnu ikke luvslidte af hærskarer af konsulenter og coaches.

Når jeg i dag prøver at se min praksis i lyset af personalismen, er det fristende at bruge dens relationelle perspektiv. For det var relationel kunst – på flere planer.

Der er ikke noget nyt i kunst, som handler om vores relationer: til hinanden, vores guder og vores omgivelser. Det har menneskeheden malet, danset og sunget om, lige siden den blev til.

Det nye var, at billederne blev skabt og indgik i en konkret samtale i en konkret gruppe mennesker.

Det var også usædvanligt at bringe kunstens faglighed i spil med andre helt fremmede fagligheder.

Og for mange af os er det også nyt at se kunsten som andet og mere end de produkter, den frembringer. Og at undersøge, hvad der sker i de sammenhænge, den indgår i – eksempelvis ved at spørge, hvordan den bidrager til fællesskabet.

Beskueren bliver deltager

„En kunstnerisk praksis, som tager sit teoretiske og praktiske udgangspunkt i menneskelige relationer i deres helhed og sociale sammenhæng – og ikke i det individuelle og private.“ (1)

I 1998 lancerede den franske kunstkritiker Nicolas Bourriaud begrebet relationel æstetik og senere relationel kunst til at beskrive en snæver kreds af 1990’ernes samtidskunstnere.

Den relationelle dimension var ellers dukket op allerede i 1960’erne, hvor kunstnere som for eksempel Joseph Beuys udvidede kunstbegrebet i både teori og praksis med sin sociale plastik: Kunstneren skulle ud af elfenbenstårnet. Ud og omskabe samfundet.

Hele samfundet var kunstnerens materiale – og alle var kunstnere! Kunstværket bestod ikke længere kun i det rent fysiske værk, men i alt hvad der skete i det offentlige rum omkring det: opløbet, politianmeldelserne, avisartiklerne. Mange af de nye værker var slet ikke fysiske ting, men blot handlinger udført og foto/videodokumenteret af en kunstner.

Hos både Bourriad og Beuys bestod det relationelle i, at kunstneren gjorde beskueren til deltager i værket eller direkte involverede ikke-kunstnere i at skabe det. Men først og fremmest bestod det relationelle i et aktivt socialt og politisk engagement.

90’ernes mikro-utopier

Jeg har læst kunsthistoriske feinschmeckeres redegørelser for forskellen på Bourriaud og Beuys, men jeg tror, at vi er langt bedre tjent med at kigge på den tid, der ligger imellem de to. I 1990’erne var venstrefløjens fyrtårne væltet som dominobrikker. Håbet om den altomfattende samfundsforvandling lå gispende under ruinerne. Og med få eksotiske undtagelser havde man alle steder travlt med at installere mere eller mindre statsdrevne udgaver af den før så forkætrede kapitalisme ovenpå. Neoliberalismen havde samlet momentum.

I Bourriauds 1990’ere er fortidens vrimmel af sociale og politiske utopier nedgraderet til mikro-utopier. Og i Dagbladet Information bemærker anmelderen af den danske udgave af hans bog tørt: „At kalde det en mikrorevolution når kunstneren hjælper en gammel dame over vejen eller inviterer en etnisk minoritet på kaffe, ja den slags platituder køber offentligheden tilsyneladende ikke.“ (2)

Et mere velgørende eksempel på relationel kunst herhjemme var, da kunstneren Kenneth Balfelt ulovligt installerede et fixerum i en gammel bunker på Vesterbro, for at narkomanerne kunne skyde deres heroin i fred og ro dér – og for at deres bedøvede kroppe og brugte injektionsnåle ikke skulle ligge i porte, på offentlige toiletter og legepladser i hele bydelen.

„Med næstekærligheden som kunstnerisk strategi“ lød den velfortjente hornmusik fra førnævnte avis (men gad vidst, hvor mange trut Kenneth Balfelt havde fået, hvis han blot var en omsorgsfuld tømrersvend?). (3)

Drømmen om at ændre virkeligheden levede også videre i et fuldstændigt andet format. Udviklingen i medieteknologien ændrede ikke kun vores medievaner, men også vores måder at tænke på. Først var medierne blot formidlere af virkeligheden, nu var de blevet virkeligheden.

I den rige del af verden bredte computerne sig som hvermandseje. Optagetheden af at kunne påvirke og deltage i iscenesatte oplevelser bredte sig fra skærmen og videre ud over al medieret virkelighed. Ikke bare som teknologi, men som mind-set. Museerne mødte det i kravet om stadig flere trykknapper, der skulle levendegøre de før så passive udstillinger. Jeg mødte kravet i mit daværende arbejde med at udvikle idéer til nye aktiviteter i Legoland i perioden 1991-1998.

Og det trængte også ind i kunstarterne, hvor Bourriaud i sin bog Relationel æstetik (1998) adresserede den nye virkelighed allerede øverst på bogens bagside: Besættelsen af Interaktivitet!

Interaktiv kunst

„Du skal bare gå ind til chefen og sige, hvad du mener,“ sagde den ene skuespiller opmuntrende.

„Jamm … jamen, hvad m-mener jeg?“, stammede den forsagte hovedperson – let skelende. Og så trådte hun hen til scenekanten og gentog spørgsmålet direkte henvendt til publikum.

Det var også i 1998. I de sidste fire år havde Dacapoteatret videreudviklet brasilianeren Augusto Boals forumteater til brug på danske arbejdspladser. (4) En interaktiv teaterform, hvor skuespillere viser en problematisk hverdagssituation, men afbryder midt i handlingen for at invitere publikum til en debat om, hvad de nu skal gøre. Scenen gentages flere gange med publikums input. Eller en fra publikum opfordres til selv at overtage en af rollerne på scenen. Dacapo havde suppleret med flere andre metoder. Fælles for dem var, at de åbnede teatret for publikums involvement.

Jeg kendte dengang hverken Bourriaud, Beuys eller Boal, men efter to forestillinger var jeg fortryllet og tænkte kun på, hvordan jeg kunne gøre det samme med billedkunsten, som Dacapo havde gjort med teatret.

Jeg blev iværksætter, fuldtids billedkunstner – og en del af en bevægelse, som stort set er forblevet ubemærket af den etablerede kunstverden. Den bredte sig ikke som i de klassiske fortællinger fra det samme akademiske cafébord eller kunstneriske højborg. Det var en af de kulturelle strømninger, der syntes at få tag i praktikere fra alle kunstarter helt forskellige steder på jordkloden – helt uafhængigt af hinanden. Det var skuespillere, billedkunstnere, dansere og musikere, som ikke bare solgte deres traditionelle produkter og ydelser, men indgik i dybe, grænsebrydende relationer med andre helt fremmede fagligheder. (5)

Det var mest intuition, der drev mig: En fornemmelse af noget værdifuldt – en begravet skat, der skulle findes og deles, og som ikke bare var til mig selv. Jeg har genkendt drivkraften hos pionerer, ildsjæle og kreative mennesker. Intuition er ikke det samme som irrationalitet – det er for det meste bare fornuft, som man først kan sætte ord på bagefter.

Intuition er ikke det samme som irrationalitet – det er for det meste bare fornuft, som man først kan sætte ord på bagefter.

Karsten Auerbach

Ud af det højkulturelle reservat

Dacapoteatret og de andre nye kunstnere, jeg mødte, havde på en eller anden måde trodset 60’ernes og 70’ernes politisk-filosofiske arvegods, der var så dybt syltet ind i mistænksomhed over for alt, hvad der hedder autoritet, ledelse og forretning. De var brudt ud af det højkulturelle reservat. Jeg har aldrig selv været fin nok til at komme derind, men har set, hvordan kunstnere derinde har malet gulvet over med fjendebilleder – og sig selv op i et hjørne. I begyndelsen hørte jeg dem også råbe: „Prostitution!“ og „I seng med kapitalen!“ efter os andre, fordi vi samarbejdede med private virksomheder.

Det er først nu med personalismens briller på, at jeg kan formulere den måske vigtigste drivkraft positivt: Jeg er ikke til pop. Men jeg bliver på den anden side også meget træt, når nogen dyrker en kunstnerrolle, som handler om at sætte sig udenfor; at skulle forarge, provokere, vrænge på næsen og oversk(r)ide alle grænser og tabuer.

Trivialrebellerne har haft deres tid, men som journalisten Nina Björk skriver: „Ingen kan være radikal i et samfund, hvor der går bare to uger mellem gadens parlament og Hennes & Mauritz’ lancering af det nye mærke Radical Chick – for dig, der er træt af tillærte vaner.“ (6)

Det hjælper ikke at blive inde i den avantgardistiske kasse og gentage de samme metoder i en stadig mere skinger tone. Der må da være noget mere?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Netværk er cool

I mine teenageår fantaserede jeg sammen med min ven Ruben, der i dag er musiker, om, hvordan kunstnerne oprindelig må have været en central og integreret del af stammefællesskabet. Jeg tror, at det er den tanke, der lever videre nu i min trang til at melde kunstneren ind i fællesskabet igen! At ville de andre.

Jeg tror også, at tanken om at se kunstarterne som et fælleseje, er vokset ud af denne antropologiske stammeforestilling: At kunst ikke kun er navnet på en elitær underholdningskanal eller noget eksklusivt interiør, men lige så meget skal forstås som en vifte af menneskelige sprog- og erkendelsesformer, der ligger ud over de dominerende rationelt-verbale og matematisk-logiske sprog, som konkurrencestaten er begyndt at tvinge ind i selv små børnehavebørn.

Der er en stærk overensstemmelse mellem denne brede forståelse af kunsten – og den undervisning baseret på mange intelligenser og læringsstile, som trods den kolde modvind har fundet fodfæste i folkeskolen.

Min far på 87 har levet med tre til fire stykker fællesskab: familien, arbejdet, naboerne og lidt skiftende foreningsliv i forstaden. Min generation har lært at zappe med fødder, bil, telefon og museknap rundt mellem 100 fællesskaber i lige så mange formater over hele kloden. Og vores børn fødes tilsyneladende med evnen.

Undervejs er ordet fællesskab begyndt at smage lidt gammelt – og er blevet erstattet med netværk. Pludselig var der flere af mine kunder, som kaldte sig netværk. Jeg er altid på vagt over for ord, der er for cool til at blive modsagt og udfordrede dem til at tegne det: bare abstrakte billeder med kasser, cirkler og pile, som vi alle kender fra folk, der bruger white­board, mens de taler. Derefter skulle de udstille skitserne for hinanden – se forskelle og fælles træk – og tale sammen om, hvad de egentlig mente med det nye smarte ord. Processen skabte gode oplevelser af samhørighed – og ofte også sunde, konkrete forventningsafstemninger.

Men efter at have lavet øvelsen flere gange begyndte jeg at høre, hvad der ikke blev sagt:

I netværket er den fællesskabskomponent, vi engang kaldte forpligtelse, røget langt ned på dagsordenen, mens spørgsmålet „hvad kan jeg bruge de andre til?“ ofte stod øverst.

Mennesket er ikke en ø

Den slags iagttagelser har flere gange fået mig til at male billeder af mennesker, der sejler rundt i universet på hver deres lille ø. For er det ikke meningsløst at tale om fællesskab, hvis vi lever i hver vores socialt konstruerede virkelighed, drevet af hvert vores lille selvrealiseringsprojekt?

Nej: „Intet menneske er en ø,“ sagde digteren John Donne i år 1624 – ifølge Tor Nørretranders for at bremse lidt op for renæssancens befrielse af individet. Og Donnes benægtelse har overlevet som en vending i vores sprog lige siden. (7)

„Jo, verden er blevet et øhav!,“ sagde sociologen Christopher Lasch med bogen Narcissismens kultur i 1979, og på trods af antifeministisk kætteri ser hans apokalyptiske profeti om individualismens sejr-ad-helvede-til ud til at være gået i opfyldelse. (8)

En humanistisk renæssance

Jeg tror, at personalismen og andre tiltag i midten af de politiske filosofier dybest set er en reaktion på fællesskabets krise.

Vi kunne godt bruge bare en lille renæssance: en menneskelighedens genfødelse. Hvis ikke ordet humanisme allerede var blevet opfundet dér for 500 år siden, kunne personalisme lige så godt have heddet dét.

I renæssancen så man tilbage i historien for at fatte, hvad der var gået tabt i den mørke middelalder. På samme måde efterlyser personalismen også de fikspunkter for fællesskabet, som vi er ved at miste.

Menneskelighedens og velfærdens kulisser står der stadigvæk – men nogen er begyndt at aflyse forestillingerne én for én. Og der breder sig en perspektivløs, statsstyret overlevelsesfilosofi, som i de senere år har fået navnet økonomisme.

Fikspunkter er noget, som ligger uden for os selv og er større end os selv. Taber vi dem først af syne, må vi, hvis vi stadig tror på fællesskabet, mødes dér og tale længe sammen med sænkede parader for at finde dem igen. Fikspunkter kan være menneskesyn og værdier – eller den slags skitser af det gode samfund, som i gamle dage hed utopier. Og den slags langsigtede samtaler passer dårligt til de gladiatorkampe af korte, gentagne spindoktor-producerede replikskifter, som medierne har valgt at kalde samfundsdebat. Måske er kunsten i virkeligheden en bedre platform for dialogen.

Utopiske fællesskaber?

Selv om der findes fundamentalistiske, socialkonstruktivistiske kunstnerkolleger, som mener, at den slags fælles bevidsthed er falsk lære, og straks vil fragmentere den tilbage til det sande, smuldrende individualistniveau, som drysser ud af mit tv på de dårlige dage, og selv om kunstakademierne har erklæret, at „maleriet er dødt“ – så er vi alligevel nogle malere, der gerne vil genopstå fra dødsriget og male fælles verdensbilleder, visioner og opgraderet menneskelighed.

Vi kunne jo bare prøve med nogle få utopiske skilderier og undersøge, om vi ikke alligevel kan synliggøre lidt fællesmængde – og om der er flere, som vil dele og lave nye fremtidsbilleder.

Gamle Friedensreich Hundertwasser var sådan en sprudlende utopist, som formåede det i stor stil. „Når man drømmer alene, er det kun en drøm. Når man drømmer i fællesskab, er det begyndelsen til en ny virkelighed,“ sagde han. (9)

Jeg har selv prøvet det i et langt mindre, men mere jordnært format. Private og offentlige virksomheder og institutioner er nemlig også alle sammen fællesskaber – arbejdsfællesskaber. En del af det, som de kalder strategi, er noget fagligt og teknisk. Mens en anden del mest minder om meget menneskelige, eksistentielle overvejelser. Vision er spørgsmålet om, hvor vi er på vej hen. Mission er spørgsmålet om, hvad vi er sat i verden for. Virksomhedsidentitet handler om, hvem vi er. De fleste virksomheder lader reklamebranchen skabe en ydre identitet til at smøre på facaden, men når det kommer til selvforståelsen – hvem er vi som fællesskab? – så taler de om kultur og værdier.

Moderne værdiprocesser …

Virksomheder oplever lige som alle andre, at fællesskabet bliver en mere flygtig størrelse, og at det løbende må defineres og markeres. Fællesskab er noget fælles, der skal skabes! Hvis man har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i de sidste to-tre årtier, vil man sandsynligvis have deltaget i sådanne mere eller mindre vellykkede forsøg på dette – ofte under betegnelsen værdiprocesser.

Værdi er faktisk en betegnelse for noget, som koster noget. De største misforståelser, jeg har set i den slags processer, er begået af lederne, der i ramme alvor troede, at værdier bare var nogle ord, og at de ikke kostede andet end den halve lungefuld varme luft, som skulle til at udtale dem.

En anden faldgrube er, når enighed gør dum: Når man vælger nogle værdiord, der er så store og politisk korrekte, at ingen kan modsige dem. Ord, der siger alting – og derfor ingenting.

Det ord, jeg har mødt i flest værdiprocesser, er respekt. Helt fra første gang har jeg – ligesom med den sunde fornuft (jævnfør case ovenfor) – måttet standse og spørge deltagerne, hvordan sådan noget ser ud? I bedste fald er de slået over i det narrative og har beskrevet respektfuld opførsel. Men desværre oftere det modsatte.

Ordet respekt er så stort og gummiagtigt, at jeg kun en enkelt gang har fået inspiration til at male det. Det blev til to mennesker på hver sin svævende ø. De stod begge og studerede den andens ø – oprigtigt fordomsfrit og nysgerrigt: „Øh nårh, din er nok lilla, hva’?“ I dag kan de ses på en indgangsportal til det psykiatriske botilbud, hvor jeg fik idéen. Og for øvrigt er det de 18 psykisk syge mennesker dér – og deres personale – som jeg giver førsteprisen af alle de værdiprocesser, jeg har deltaget i. Blandt andet fordi de i modsætning til lederne med MBA’er fra handelshøjskolerne vidste, at værdiprocesser ikke slutter, men først begynder, når de kondenserede ord, der skal beskrive et kulturfællesskab, er formuleret.

Det er en løbende proces. Men hvis ikke fælleskabet vedligeholdes og bruger tid på at gribe fast i, hvem man er, og hvor man kommer fra, bliver det løbet over ende. Omvendt er det lettere for et fællesskab at møde omverdenen, når det ved, hvem det selv er.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Diskursanalyse i en bunke sand

„Kunst kan være en bro, som ikke bare giver muligheder for samtale, men også for at komme frem til ny selvforståelse … Kort fortalt er kunst et kulturelt eksperiment, som kan transcendere hverdagssproget. Den kan hjælpe os til at skabe nye muligheder for kommunikation med folk af forskellige nationale, sproglige og kulturelle baggrunde.“ Sådan skriver performancekunstneren og kunstkritikeren Luo Fei i sin nyeste bog. (12)

Jeg genkender hans erfaringer: Kunsten som et sprog og erkendelsesform, der kan noget andet end verbalsproget. Kunsten som en bro, der forbinder forskellighed. Det er ekkoer af noget, jeg selv kunne have skrevet. En oplevelse af at se og forstå det samme som en vildfremmed. Og det er Luo Fei: Vildfremmed – selv om vi har mødt hinanden flere gange – for han er kineser. Han er oven i købet akademiuddannet og fra det etablerede kunstmiljø, mens jeg er en intuitiv, selvlært praktiker, ligesom vores kunstneriske udtryk er fuldstændig forskellige. Men alligevel er den relationelle kunst en fællesmængde.

Vi var begge til stede på et fire dages seminar for kinesiske og skandinaviske kunstnere med oplæg og samtaler om samtidskunst. Jeg var den sidste taler i programmet. Jeg havde forberedt mig grundigt og syntes, at jeg havde mange gode pointer. Men da tiden nærmede sig, havde de andre talere én for én sagt meget af det samme, som jeg ville sige. Og deltagerne var tydeligvis fyldt godt op med hinandens kloge ord og tanker. Jeg skulle ikke forsøge at konkludere med flere ord. Det var på høje tid at forvandle vores vidensdeling til noget fysisk, som vi kunne foretage os sammen.

Når man har diskuteret det samme tema i lang tid, begynder man at genkende de veje, samtalen og tankerne kan gå. Selv om næserne er dybt begravede i vidt forskellige verdenskort, fornemmer man, at fødderne gerne går på fælles grund. Man kan godt indtage forskellige positioner og alligevel opdage, at man bevæger sig i det samme landskab. Det er diskussionerne, der udkrystalliserer sig til en diskurs.

Da det blev min tur, bad jeg deltagerne være stille og se for sig, hvordan deres diskurs-landskab så ud. Hvor havde de selv haft de vigtigste refleksioner i dagenes løb? Hvor var de nedtrådte stier; de nye udsigtspunkter; de grænser, som var krydset; de broer, som var bygget?

Jeg hældte en trillebør fuld med fugtigt sand ud på gulvet og inviterede dem til at forme landskabet sammen. Lidt efter fik de papir og blyant til at lave vejskilte af, hvis de alligevel skulle have behov for at sætte flere ord på noget. Alle afsluttede med at tænde et fyrfadslys på et område, som de hver især trængte til at få mere lys over.

Kunstnernes møde endte i relationel kunst.

Epilog
Relationel til det sidste åndedrag

„Man giver slip på den bitterhed, man har holdt fast i … Man holder op med at skubbe virkeligheden væk fra synsfeltet … Man mærker smerten, men afstår fra at gøre gengæld … Man opdager, at man kan gøre sig selv fri af konflikten … Man beslutter sig for, at det er vigtigere at være sammen, end at have ret … Forsoning er, når man opgiver at holde fast i sit eget, for i stedet at gå den anden i møde …“ Ordene kom sagte og langsomt, og jeg måtte flere gange hjælpe hende med at færdiggøre både dem og sætningerne. Men definitionerne var knivskarpe.

Den dag lærte jeg, at mennesket er relationelt til det sidste åndedrag.(13)

90 års verdenshistorie lå der i sengen foran mig: Flugten fra pogromener i 20’ernes Rusland og familiemedlemmers død under Holocaust trak stadig dybe furer – både i hendes familierelationer og hende selv. Men nu havde jeg bedt hende om at fortælle, hvad man gør, når man forsoner sig – så jeg kunne male mennesker, der gjorde det; for at flytte fokus fra historien til nuet og det, som hun selv kunne gøre her og nu.

Hospicet havde bedt mig om at møde en 90-årig døende kvinde og male, mens vi talte og lyttede til hendes yndlingsmelodi. Det er helt normalt for døende at være optaget af forsoning – på mange planer – ikke mindst det relationelle. Og plejeteamet er utroligt vidende og indfølende i sin støtte. Men i dette tilfælde havde almindelige samtaler ikke hjulpet. Der var noget uforløst. Udviklingssygeplejersken mente, at netop kunst og musik kunne bane vej.

Det var første gang, jeg var på et hospice. Hvordan skulle jeg relatere til hende? Hvilken rolle skulle jeg gå ind i? En slags behandler? En kunst-terapeut? Jeg kunne kun være der som mig selv; et menigt medmenneske, som var sluppet ind og fik lov at komme tæt på med en vis ærefrygt.

Det lykkedes. Sygeplejersken kontaktede mig to gange i den følgende uge for at fortælle om gennembruddet.

Der er ansat en del musikere og musikterapeuter på danske hospicer. Men jeg har kun hørt om ét andet billedkunstprojekt samt et langvarigt frivilligt arbejde ved kunstterapeuten Marianne Harboe.(14)

Sidste år opdagede jeg så, at den moderne hospicebevægelses moder, St. Christopher’s i London, er årtier forud for sine danske søstre i brugen af billedkunst. Den kunstneriske leder Nigel Hartley har allerede udgivet to bøger med gennemarbejdede erfaringer. (15 )

Det, som slog mig mest ved gennemlæsningen, var hans beskrivelser af, hvilke krav det stillede til kunstnere, der ville relatere til denne anden faglighed. Der var så mange paralleller til det, jeg kender. Især hvad angår kunstnerens attitude: Hvis du skal være til nogen som helst gavn for disse mennesker, må du glemme din kunstneridentitet, holde igen med dine faglige dagsordener, lære sproget – og først og fremmest melde dig fuldt og helt ind i fællesskabet.

Noter
  1. Karsten Auerbachs oversættelse fra den engelske udgave af Relational Aesthetics, s.113, Les presses du réel, 2002.
  2. Samtidskunstnerisk manifest, Information, 06.07.2005.
  3. Næstekærlighed som kunstnerisk strategi, Information, 24.12.2007.
  4. Augusto Boal (1931-2009), brasiliansk teaterinstruktør og politiker, som udviklede De undertryktes teater, hvor blandt andet metoden forumteater indgik.
  5. Lotte Darsø: Artful creation. Learning tales of arts-in-business, Samfundslitteratur, 2004.
  6. Nina Björk: I morgon börsnoteras mänsklighet, Dagens Nyheter, 08.03.2001.
  7. John Donne (1572-1631), engelsk digter og præst, som anses for en af Europas mest markante barokdigtere. Tor Nørretranders, elektronisk efterskrift til Stedet som ikke er. Fremtidens nærvær, netværk og Internet, Aschehoug 1997, http://www.stedetsomikkeer.dk/debat/almind/061297_torn.html
  8. Christopher Lasch: Narcissismens kultur, Gyldendal, 1982.
  9. Harry Rand: Hundertwasser, forsiden, Taschen 1992.
  10. Hos timelønnede: Medarbejderne går ned i tid og bliver kompenseret med supplerende dagpenge.
  11. Kunst sætter virksomhedsværdier på plakaten, Magasinet Kunst. Nr. 4, 2009, 18. årgang, s. 50-51.
  12. Luo Fei: To start from art, Shanghai Joint Publishing Co. Ltd, 2014, s. 459.
  13. Regnar Birkelund (red.): Ved livets afslutning – om palliativ omsorg, pleje og behandling, Karsten Auerbachs bidrag „Billedkunstens betydning i palliative pleje og behandling“,
    s. 338-354, Århus Universitetsforlag, 2011.
  14. Maria Dublin (Dorit Simonsen og Rikke Krogager, red.): Historierne på væggen – Livsbilleder på Hospice Djursland, Hospice Djursland, 2013. Marianne Harboe: Tæt på døden – tæt på livet, Foreningen af frivillige ved hospice, 2012.
  15. Nigel Hartley: The Creative Arts in Palliative Care, Jessica Kingsley Publishers, 2008 og Nigel Hartley: End of life care, Jessica Kingsley Publishers, 2014.

Om forfatteren

Karsten Auerbach er billedkunstner, facilitator og foredragsholder.

Ud over udstillinger, undervisning, udsmykninger og andre bestillingsopgaver som denne bogs forside arbejder han med at forbinde kunsten med andre fagligheder.

Hans utraditionelle samarbejder med mere end 150 virksomheder, institutioner og organisationer er blevet prisbelønnet af både Erhvervsstyrelsen og Tuborgfondet.

www.auerbach-art.dk