Livsfaser er nøglen til fremtiden

Vores generations opgave er ikke at finde på mere nyt, men at være bedre for hinanden og verden. Vores generation har fået alt forærende, og nu skal vi lære at administrere det. Vi skal placere os selv i førersædet, så teknologiens kompleksitet ikke overhaler den menneskelige intelligens. Vi har brug for pauser i livet – når vi har små børn, eller vil genopfinde os selv midt i livet – og ikke en mangeårig tvungen pension til sidst. Vi har brug for at finde og bevare sjælen undervejs.

Det er faktisk ikke ret mange generationer siden, at vi kravlede ned fra træerne, og hvad vi har nået at udrette på den ganske korte tid, vi har været på kloden, er fænomenalt. For 10.000 år siden ville vi æde hinandens børn, hvis vi blev sultne nok. For 500 år siden dominerede krig og overtro. I dag kører vi på arbejde i biler, går med briller, vasker os over det meste af kroppen, står pænt i kø til buffeten og tænker nogle gange på andre end os selv – langt ud over det, som er forprogrammeret i vores biologiske software.

Og nu vil man også have, at mennesker skal være visionære, omstillingsparate, kreative og tage ansvar for egen læring …

Tag det roligt.
Tag en velfortjent pause.

Sjælen er en uvorn hundehvalp

Min mand havde en plan i mange år af sit liv. Han arbejdede for A.P. Møller Maersk, og han var stolt og glad, for det var en virksomhed med sjæl. Der var intet, der var lige meget. Men så en kold novemberdag besluttede firmaet sig for at slå sjælen ihjel og gøre selskabet til en lean mean killing machine. Min mand holdt ud i flere år end mange af sine gamle kollega-venner, indtil de visionsløse powerpoints og den manglende menneskelighed blev for meget.

Når sjælen forsvinder, følger bevidstheden efter den – så sidder kroppen alene tilbage på kontoret. Sjælen er en uvorn hundehvalp: Den kommer ikke, når man kalder. Og når den er forsvundet, er der intet andet, man kan gøre end at følge efter. Foråret 2013 sagde han det vellønnede job op med firmabil, mobilordning og pensionsopsparing.

Han besluttede sig for, at fra nu af ville han kun bruge sin tid på det, der gør ham glad.

Ikke mere, men bedre. Vi kalder det fri mand og fuldtidsfar – til de fire drenge, der fylder det meste her i huset. Han er gået i gang med at læse til folkeskolelærer, og har startet sin egen rugby-club i Dragør. For når børn dyrker rugby, så bliver de glade, og dem, der har ADHD, behøver ikke tage medicin, hvis de spiller tre gange om ugen.

At være, vokse og virke

Min mand får nogle gange 624 kroner udbetalt om måneden, og så tanker han bilen for pengene, mens han fløjter fornøjet. Han føler, at han skaber langt mere værdi nu end i sin tidligere karriere. Han får bare ikke ret mange penge for det.

Ændringerne i vores hjem har været en åbenbaring. Vi har fået et meget bedre liv. Vi har fået bedre relationer til hinanden, til børnene, til naboerne og især til lokalsamfundet. Før talte vi om „at få det hele til at hænge sammen“, men det er jo ikke et succeskriterium. At være, vokse og virke giver god mening i det Skare Nielsen’ske hjem, for det er det, vi gør nu.

Det krævede bare lige, at én af os sagde fultidsjobbet op.

Vækst kan bringe os væk fra målet

Småbørnsforældre i Danmark skal ikke tage det personligt og føle skyld over, at de har svært ved at få kabalen til at gå op – for det kan ikke lade sig gøre.

Sådan som samfundet fungerer i dag, med alle de mange krav og det enorme behov for relation, overblik og koordinering, er det en absolut nødvendighed, at vi skaber tid og opprioriterer ikke bare familielivet, men alle menneskers liv som det, der er essensen og omdrejningspunktet.

Vækst er jo bare et middel. Hvis midlet bringer os længere væk fra målet om bedre velfærd, må vi opfinde nye midler.

Simon Kutznets, bruttonationalproduktets fader, sagde i 1937: „Lad nu være med at bruge BNP som et mål for, hvordan det går i et samfund. Det er bare en økonomisk indikator“. Her i 2014 indregner vi sågar prostitution og hash i BNP for at få BNP til at stige. Det giver jo ingen mening.

Lyt højere! Vi har alt, hvad vi skal bruge

Automatisering forventes at nedlægge 2 milliarder jobs på verdensplan inden for de næste 15 år – primært analyse- og dokumentationsjobs, administrator- og supportfunktioner. Vi vil se en stigende monitorering af medarbejdere i forhold til effektstyring, og den tiltagende hastighed og manglende tålmodighed levner ikke umiddelbart plads til at være reflekterende og til at fordybe sig. Men fordybelse kræver faktisk ikke meget andet, end at vi tør sætte os ned og lytte efter.

Lytte højere, som jeg kalder det.

Vi har alt det, vi skal bruge for at skabe det gode liv. Vores generations opgave er ikke at finde på mere nyt, ikke at øge produktiviteten og heller ikke at kontrollere, administrere og holde gang i væksten. Det er at være bedre mennesker. Bedre forældre, politikere, lærere, elever, pensionister og landmænd. Bedre for hinanden og for verden.

Fra pensioner til pauser

I vores tid kan ingen opgaver løses alene. Alle problemer, vi har, har det til fælles, at de fordrer nye dedikerede fællesskaber af dygtige mennesker.

Hvis fagforeninger og pensionsselskaber for eksempel gik sammen om at omlægge deres system fra pension til pauser, ville det sætte gang i en hel ny politisk og nærværende debat om de genforsikrende fællesskaber på arbejdsmarkedet.

Det ville tvinge os til at kigge på hinanden og vurdere den værdi, vi skaber – ikke bare den tid, vi bruger, men den reelle merværdi vores menneskelighed er med til at give videre til de andre.

For hvorfor tillader vi, at andre mennesker, som vi ikke har nogen relation til, forvalter vores liv for os? Hvorfor skal vi have „den store tvangspause“, pensionen, til sidst?

Vil du ikke meget hellere have lov til selv at dosere dit livs pauser, så du for eksempel kan tage tre-fire år fri, når du har små børn? Køre fire måneder rundt på New Zealand med vennerne, når du er i 40’erne? Tage en ny uddannelse eller skrive en bog, når du er 50? Eller genopfinde dig selv, når du er 60? Eller arbejde til du dør, hvis du trives med det? Hele systemet til at gøre dette findes allerede, og alle pensions-repræsentanter, jeg møder, synes, det er en fantastisk idé.
Og lærerne siger, „Jah, så får vi adgang til forældrene!“

Den sociale kontrakt med teknologien

Vi må spørge os selv, om det nemme liv er det samme som det gode liv? Om komfort og design er meningen med livet?

Jeg kan ikke engang finde ud af at vaske hænder mere med alle de sensorer og sæbedispensere, der skyder sæben vandret ud i lokalet, så det rammer en på jakken i stedet for på hænderne. Og vi står foran dørene i S-toget og blafrer som vingeskudte måger. Hallo! Jeg er her! (Måske er det derfor, jeg elsker at blive kropsvisiteret ude i lufthavnen.)

Vi har fået teknologien forærende, men vi har ikke lært at bruge den ordentligt. Vi har tegnet kontrakt på teknologien, men vi mangler den sociale kontrakt. Den, der skaber et socialt kodeks for tilstedeværelse til for eksempel møder. Teknologi kan både være ven og fjende, og lige i disse år er der stor risiko for, at teknologiens kompleksitet overhaler den menneskelige intelligens.

Den gode nyhed er, at det gode liv i dag er tilgængeligt for langt flere mennesker end nogensinde før.

Den nye og den gamle rigdom

Den gamle rigdom handlede om at eje: store fede heste, diamantringe, oliekilder og herregårde.

Den nye rigdom handler om at have adgang til: rent vand, lærdom, hjælpende hænder, retshjælp, uddannelse, havetrampoliner, musik, sommerhuse og andres ejendom, som de stiller til rådighed via de sociale medier.

Man kan have en halvlunken pengepung, mangle den ene arm, være helt forkert målt på alle standarder og alligevel have meget overskud. Man kan have det lækre hus, det fede job, den spækkede bankkonto og det smukke ydre, og alligevel udvikle en depression.

Ressourcestærk har ikke længere noget at gøre med penge. A-hold og B-hold er i fremtiden ikke defineret ved, om man er rig eller fattig. Det er, om man er i overskud eller underskud.

Overskuddet ligger i relationer

Mennesker, der er i overskud, oplever verden som hjælpsom og udfordrende på en god måde. De har overskud til at smile og hjælpe. De dyrker sport og tager ansvar for deres egen sundhed og dyrenes velfærd. De sidder med i bestyrelser og deltager i foreningslivet. De skælder mindre ud på deres kære, er hjælpsomme over for vennerne, får de gode jobs, tjener flere penge, spiser bedre mad, tager sig sammen når det gælder og rummer og samler på alle mulige måder.

Kommer man derimod i underskud, og udvikler man en underskuds­-mentalitet, så taber man på alle fronter. Underskud, der ikke vendes i tide, er en nedadgående spiral: du mister dit arbejde, bliver trist, går hjem i seng, ruller dig sammen i fosterstilling, får ikke lavet aftensmad, ægtefællen bliver træt af dig, ungerne skrider, du trøstespiser, får fedtet hår, kommer for lidt ud, hænger i køen alle vegne, ser intetsigende programmer i tv og dør til sidst helt alene.

Overskuddet ligger i relationen. Og i at give sig tid.

Jeg tror ikke, at vi vil lykkes med ret meget, hvis ikke vi giver os tid. Tid til at lære og lytte. Til at træne empatien. Til at lære hinanden at kende. Til at være uenige og bygge bro. Til at drikke champagne og øl. Tid til ingenting. Og ikke mindst til at få sjælen med.

Personalisme er håndtaget på kufferte

Inden for videnskaberne taler man om begrebet explanation gap, som betyder, at man har en idé, en hypotese, en fornemmelse for „noget“, men man mangler ordene, begreberne og nervebanerne til at begribe det.

I sig selv er det bare endnu et ord, en ny isme, som jeg personligt ikke har den store længsel efter. Men giver man sig tid til at åbne kufferten, er indholdet jo fantastisk: Vi er forbundne. Du er relation. Du er engagement. Du er værdighed.

Kvantefysikere fortæller os, at det eneste, der er sandt og ægte, er energi og relationer. At mennesket i sidste ende er „nothing“ – ingenting. Ikke i betydningen ligegyldige, men ikke en ting. Vi er ikke et objekt. Vi er en tilstand af relationer og energi. Vi kan skabe energi, dele energi, og kanalisere energi. Relationer er ikke noget, vi skal ud at skabe – vi er forbundne.

Magien ligger i forbundetheden

Når vi først oplever det lillebitte glimt af uendeligheden – magien i forbundetheden, når man kigger ind i øjnene på et andet menneske, der elsker én uden forbehold, eller når man græder over andres sorg og smerte, selvom man kun ser det på tv, eller glædes over at noget i verden lykkes, fordi mennesker arbejder sammen – så glemmer man det jo aldrig.

Disse magiske øjeblikke er det, det hele handler om. Og nogen gange kan man have disse magiske øjeblikke hver dag.

Vi har alle den længsel efter magi. Og efter at blive elsket lige præcis som vi er. Vi vil gerne. Og derfor er der et uendeligt håb for fremtiden. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt, måske om 100 år, har vi ikke behov for at kalde det noget, fordi det bare er der.
Men indtil da, så lad os kalde det personalisme.

>>Noget som linker til et overblik over bogen<<