Med relationen som fundament

---

At blive mødt som et helt menneske genskaber oplevelsen af at være et helt menneske

En mand sidst i 60’erne henvender sig i vores praksis. Han får en tid hos en af os, der spørger ham, hvorfor han er her. Han har fået en depression, fortæller han. Han har været ved lægen, der har ordineret medicin, og han er blevet anbefalet terapi, der kan gøre ham rask igen. Han kommer for at blive behandlet for sin depression, forklarer han.

„Så du er ked af det?“ spørger jeg. „Ja, det er jeg vel – jeg har jo en depression,“ mumler han med blikket vendt mod vinduet. „Hvad er du ked af?“ spørger jeg igen. Han kigger forundret op, og i samme nu møder jeg hans blik, der i få sekunder rammer mig som en bølge af intens sorg. Jeg må vælge at bevare kontakten, selvom smerten for en kort stund også er blevet min.

„Jeg mistede min kone for halvandet år siden. Sorgen burde nok have fortaget sig nu, men det gør ligeså ondt i dag som i går. Jeg savner hende usigeligt …“. Hans stemme ryster, og han rømmer sig for ikke at miste fatningen. „Fortæl mig om din kone,“ svarer jeg og inviteres med ind i en historie fyldt med hverdage og fester, med glæde og frustration, med dyb kærlighed og tilsvarende sorg.

Da jeg inviterede ham ind, blev jeg en del af den historie, og hans historie blev en del af min. Lige der blev vi spundet sammen på en måde, der forandrede os begge. Jeg kunne ikke tage sorgen fra ham, hvilket han nok heller ikke ønskede, men jeg kunne tilbyde mig selv i et ægte møde, der – lige så stille – gav ham oplevelsen af at være et helt menneske igen.

Sygdom, der skabes i mødet med sundhedssystemet

Der er noget, der ikke rigtigt fungerer i dag. Gennem de seneste år har vi set en eksplosiv vækst i antallet af mennesker diagnosticeret med psykiske lidelser, herunder stress, depression og angst. Hvis udviklingen fortsætter, vil stress og depression i 2020 blive de væsentligste kilder til sygdom, siger WHO.

Der er mange, der kæmper og gør en positiv forskel for dem, der har det svært. Der er mange ildsjæle, og det politiske system har fokus på at sætte stadigt flere penge af til øget behandling, tidligere diagnosticering og bedre forebyggelse. Alle kender nogen, der er ramt. Alle har aktier i, at vi finder en løsning.

Som psykologer møder vi mennesker i mistrivsel dag efter dag, og vi oplever et stort behov for at se på det store billede – i stedet for blot at forsøge at slukke brande én ad gangen. Hvad er det, der ligger bag denne øgede mistrivsel?

Lige nu er det sundhedsfaglige møde med det lidende menneske solidt funderet i et individualistisk menneskesyn og en sygeliggørelse af et bredt spektrum af følelser. Den psykiske mistrivsel diagnosticeres altid „inde i“ det isolerede individ, ligesom medicin jo nødvendigvis må rettes alene mod „ejeren af problemet“.

Sygeliggørelsen af følelsesmæssige udsving betyder, at sorg, afmagt og manglende motivation betragtes som unaturlige tilstande, der er behandlingskrævende. Derved udvikles der flere og flere diagnoser til at favne snart alle former for lidelse, der hurtigst muligt skal behandles og reduceres gennem individfokuseret intervention.

Det anbefales officielt, at vi supplerer den medicinske behandling med kognitiv terapi. Denne terapiform retter sig mod den lidendes tankemønstre, og indikerer dermed, at det er den enkeltes tanker om verden, der er årsagen til problemet. Vi kender også denne grundtanke fra den populære selvhjælpslitteratur: „If you can dream it – you can do it.“

Denne udbredte tilgang er udtryk for en forståelse, hvor menneskets private tankemønstre betragtes som årsagen til psykisk dårligdom og som nøglen til forandring og succes.

Vi har altså at gøre med et sundhedsfagligt system, der er indrettet til at hjælpe et menneske, der grundlæggende bevæger sig gennem livet på egen hånd og ved egen kraft.

Når der opstår problemer, har disse rod i personlige mangler, kemiske defekter eller forvrængede tankemønstre, der derfor behandles individuelt. Ligeledes kan vi hylde mennesket, der har succes, fordi dette menneske selvstændigt har forstået at kontrollere og forvalte sine personlige ressourcer korrekt.

Menneskesynet i denne tilgang er tydeligvis individualistisk. Dette er udviklingsforståelsen, vi alle må underlægge os i mødet med det sundhedsfaglige system. Men i hvor høj grad stemmer denne forståelse overens med vores egentlige udviklingsvilkår?

Udvikling er altid relationelt funderet

Menneskets udvikling, læring og trivsel er fundamentalt funderet i kvaliteten af dets relationer.

Menneskets udvikling, læring og trivsel er fundamentalt funderet i kvaliteten af dets relationer.

Else Marie Bech og Finn Godrim

Hvordan kan vi vide det?

Som udgangspunkt kan vi undersøge, hvad der sker med børn, der modtager fysisk pleje, men ikke indgår i stabile relationer. Disse undersøgelser er blandt andet udført på børnehjem, hvor det tydeligt viser sig, at børnene – på trods af rigtig ernæring og pleje – bliver voldsomt mentalt underudviklede.

Ligeledes viser de tragiske tilfælde, hvor små børn er blevet forladt, men har klaret sig på egen hånd, at børnene tager skade i uoprettelig grad. Disse tilfælde viser os, at man umuligt kan udvikle sig normalt, hvis ikke man indgår i menneskelige relationer.

Utallige neurologiske målinger og hjernescanninger bekræfter, at hjernens kredsløb udvikles i samværet med stabile, positive og sensitive relationer. Mødet med et andet – følelsesmæssigt tilgængeligt – menneske, er hjernens drivkraft for udvikling – gennem hele livet. Hele vores selvforståelse, vores sprog, vores indre dialog og vore tankemønstre er udviklet på basis af relationer.

I hvert eneste møde med et andet menneske, foretager vi en nuancering i vores selvforståelse. Vi gør indtryk på hinanden, der sætter et uudsletteligt aftryk i vores hjerne og selvbillede.

Forskningen fortæller os altså med tiltagende tydelighed, at idéen om „det selvstændigt udviklede menneske“ er en illusion. Denne opdagelse er utrolig og burde i virkeligheden medføre en drastisk forandring af hele vores tænkemåde og sundhedsfaglige indretning.

I lyset af den relationelle udviklingsforståelse, giver det ikke længere mening at definere og behandle enkeltpersoners lidelse, mistrivsel og smertefulde følelser i enerum.

For hvad nu, hvis det i virkeligheden ikke er det enkelte menneske, der fejler noget? Hvis den oplevede lidelse og de negative følelser egentlig er en sund respons på en samfundsmæssig og sundhedsfaglig indretning, der er udviklet på basis af et misforstået menneskesyn? I så fald vil indretningen af det psykosociale system give den psykiske trivsel rigtig svære kår.

Når man år efter år lever under omstændigheder, der ikke gensvarer de menneskelige behov, vil psyken lide, og lidelser og manglende trivsel vil uundgåeligt spire frem som sunde signaler på, at noget er galt.

En epidemi af psykisk mistrivsel er et klart og tydeligt signal om, at der er behov for en langt mere omfattende forandring. Hver eneste gang vi behandler ét menneske for hans eller hendes lidelse bekræfter vi holdningen, at lidelsen er et individuelt problem, og samtidig fritages det sundhedsfaglige system og menneskets øvrige relationelle sammenhænge for inddragelse i problemets definition og løsning.

Dermed ikke sagt at vi skal stoppe med at hjælpe dem, der søger behandling. Vi skal derimod tilbyde en hjælp, der baserer sig på en meningsfuld udviklingsforståelse.

Følelser til fælles

Hvorfor ser vi en tiltagende sygeliggørelse og individualisering af følelsesmæssige tilstande som tidligere betragtedes som naturlige relationelle oplevelser i livsforløbet?

Det er der mange forklaringer på, og en vigtig faktor er, at psykiatrien er placeret under en medicinsk årsagsforståelse, hvor behandlinger først kan igangsættes, når en diagnose foreligger.

En anden – mere psykologisk – forklaring er, at det autentiske møde med et andet menneskes følelser samtidig forudsætter et møde med egne følelser og levede erfaringer. Dette møde med egne og den andens følelser er naturligvis nemt og behageligt, når man mødes omkring rare, opløftende følelser. Omvendt vil det være smertefuldt og indimellem ubehageligt at mødes omkring følelser af tristhed og vrede. Når man undgår eller forlader en sådan interaktion, sker det som oftest i et forsøg på at håndtere ens egen personlige lidelse.

I det autentiske møde er man på spil med sig selv som menneske. Man kan derfor ikke indtage en objektiv ekspertholdning eller en distanceret professionalisme. Det udviklende møde er et møde mellem to ligeværdige mennesker med hver sin historie, der i mødet uundgåeligt vil forandre hinanden.

Det paradoksale ved sygeliggørelsen af de naturlige følelser er, at netop følelserne har potentialet til at være skæringspunktet for de mest autentiske menneskelige møder. Som mennesker har vi mange forskelligheder, der kun øges, når vi mødes på tværs af kultur, alder, religion og politisk overbevisning. Disse forskelligheder findes dog ikke, når det handler om følelser.

Vi er alle født med de samme grundfølelser, som vi alle oplever og udtrykker på samme måde. Vi kender alle til at græde, når vi mister. Enhver forstår glæden, der udtrykkes gennem smil og latter. Og vredens udtryk, når uretfærdigheden rammer, er genkendelig for unge som gamle. Følelserne er fænomener, som mere end noget andet burde skabe genkendelse, empati og gensidig forståelse.

Forskningen viser faktisk også, at følelserne har langt mere styrings- og forandringskraft end tankerne (Greenberg, Rice & Elliot 1993). Derved er der meget mere heling i at udtrykke og dele følelser i en tryg relation sammenholdt med forsøget på at skabe ændringer gennem den opreklamerede „tankens kraft“.

Den aktuelle sygeliggørelse af følelserne betyder, at vi er blevet bange for at møde dem – både i os selv og i andre. Følelser er blevet noget, vi må overlade til eksperterne. Det er virkelig sørgeligt og skaber distance og fremmedgørelse, der hvor der netop skulle være samhørighed og gensidig forståelse.

Det starter med den relationelle bevidsthed

Et system, der fungerer i tråd med menneskets udviklingsvilkår, må basere sig på en bevidsthed om udviklingens relationelle fundament. En relationel bevidsthed.

Når nu forskningen viser, at relationen er udviklingens element, får dette en markant betydning for vores pædagogiske, indlæringsmæssige og sociale tiltag: Etableringen af stabile, positive og sensitive relationer er midlet til at fostre udvikling, læring og trivsel. Teknikker til opdragelse, behandling og indlæring kan kun medføre udvikling og læring i den grad, de baserer sig på et fundament af stærke relationer. Uden det relationelle fundament, vil de – i bedste fald – være neutrale, og i værste fald hæmmende for menneskets mentale udvikling.

Når relationen er virkemidlet og drivkraften, kan det ikke lade sig gøre at distancere sig bag teknikker og teorier.

Det er i mødet mellem autentiske, nærværende mennesker, der åbnes muligheder for udvikling. Derfor må man nødvendigvis stille sig til rådighed som menneske, hvis man vil agere på den relationelle bevidsthed. Der må være virkelige følelser, virkelige holdninger og virkelige grænser.

Også i terapien er det selve kontakten, der udgør behandlingens kerne. Kontakten skabes i mødet mellem to unikke, ligeværdige mennesker, der både er forskellige og har utrolig meget til fælles: Som nævnt følelserne og i lige så høj grad livets eksistentielle vilkår. I tråd med det relationelle menneskesyn, er både klient og terapeut i spil som mennesker, da de hele tiden står i en gensidig påvirkning i forhold til hinanden.

I denne ligeværdige relation er terapeuten mervidende, men i kraft af sin faglighed er han i stand til kontinuerligt at sætte sine egne antagelser og forforståelser direkte i spil sammen med den anden, så de sammen kan etablere et åbent og nysgerrigt undringsfællesskab (Thorbjørn Hansen 2008).

Når den ligeværdige og empatiske kontakt er etableret, kan terapeuten „gå over broen“ og udforske den andens historie. Han kan lytte, stille nysgerrige spørgsmål og forsøge at forstå, hvordan den anden oplever sin verden. For at mødet bliver udviklende, kræver det dog også, at terapeuten deler sine egne personlige oplevelser og betragtninger. Derigennem tilbyder terapeuten sig som et menneske med perspektiver og oplevelser, som den anden kan spejle sig i og afgrænse sig i forhold til.

Forskelle i perspektiver vil øge oplevelsen af selvforståelse og afgrænsning, mens oplevelsen af fælles perspektiver vil forstærke identifikationen og fællesskabsfølelsen med den anden.

Når man sådan åbent går på opdagelse i den andens landskab, vil man også forandre blikket på sine egne oplevelser. Det kræver derfor mod at slippe sit eget udgangspunkt for åbent at leve sig ind i den andens – i bevidstheden om, at man aldrig bliver helt den samme.

Måske er det i virkeligheden denne bevidsthed om, at man forandrer – og forandres – i hvert enkelt møde, der kan kropsliggøre den teoretiske overbevisning, at vi er relationelle personer. På denne måde kan man definere den professionelle faglighed som det at være kontinuerligt bevidst om det relationelle fundament:

„En person med dannelse (an educated person) forstår først og fremmest, at ens måde at forstå, tænke og gøre flyder fra, hvem man er. Sådan en person ved, at en autentisk person er mere end blot et individ, en ø for ham eller hende, men en væren-i-relation med andre og derfor, i sin kerne, er en etisk væren.“

Ted T. Aoki, Alberta, Canada, University of Lethbridge

Litteratur

• Aoki, T. (1988) What is to be educated? Paper præsenteret ved Convocation I, Lethbridge, Alberta, Canada, University of Lethbridge. Også citeret I Thorbjørn Hansen, F. (2008) At stå I det åbne (s. 361).
• Greenberg, Rice & Elliot (1993) Facilitating Emotional Change: The Moment-by-Moment Process. New York Guilford Press.
• Thorbjørn Hansen, F. (2008) At stå I det åbne. Hans Reitzels Forlag.

---