Kategorier
Det relationelle menneske

Når Narcissus vågner

Forsideillustration. Hvordan sætter man personalismen i perspektiv – med ét enkelt billede? Og så til en antologi – et format, som fordrer, at billedets fortælling er ekstra rummelig og flertydig, samtidig med at den siger noget præcist og essentielt.


Jeg bor i en kultur, der har dekonstrueret sig selv, og har tit lyst til at protestere lidt og være konstruktiv.

Det er gratis at kritisere og lægge afstand. Men det kræver mod at vise vej og tro på noget.

Derfor har jeg prøvet at visualisere, hvad personalismen vil – og ikke, hvad den ikke vil.

Og derfor blev baggrundsfarven blå – ligesom visioner, utopier og himlen.

Mine billeder skal helst fortælle og stille spørgsmål. Fra starten havde jeg to grund-ideer:

Vi kan ikke tale om det relationelle menneske uden at tale om fællesskaber. Min første idé var, at illustrationen skulle spørge, hvad det er for nogle fællesskaber. Er fællesskabet en truet art, fordi dets traditionelle habitater, stammen, nationalstaten, kerne- og storfamilien, er udsat for voldsom skovhugst? Er habitatets betydning noget romantiseret vås? Og hvordan ser fællesskabs-evolutionens nyeste livskraftige frembringelser ud?

Min første indskydelse var at dykke ned i den kunstart, som rører mig dybest: fotokunsten. Bogen The Family of Man viser en berømt fotoudstilling kurateret af Museum of Modern Art i New York kun seks år efter anden verdenskrigs massakre på adskillige fællesskabsforestillinger. På dén historiske baggrund er den ikke bare smuk, men også netop et inspirerende, konstruktivt udsagn om vores forbundethed som mennesker. Men alligevel … Da jeg tegnede de første skitser af denne idé, blev det tydeligt, at den lukkede den visuelle fortælling og gjorde den for entydig. Der var for meget svar og for lidt spørgsmål.

Den anden idé var referencen til renæssancen. Den stiller et mere åbent spørgsmål: Hvor stort perspektiv skal personalismen ses i? Er den bare en modreaktion på nogle årtiers tilfældige politiske strømninger? Eller skal den ses i lyset af nogle storstilede samfundsforandringer, som vi gennemgår lige nu?

For nylig holdt Etisk Råd en konference om håndteringen af gråzone-diagnoserne ADHD, depression og funktionelle lidelser. Antallet af diagnosticerede vokser epidemiagtigt, samtidig med at lidelserne ofte bortforklares eller ikke anerkendes i sundhedssystemet. Min opgave var at stå og male, mens 50 eksperter, politikere og ledere af patientforeninger diskuterede faglige detaljer i 4 timer. Men til sidst måtte jeg afbryde og spørge, hvorfor de ikke engang havde brugt 5 minutter af tiden på at tale om, hvilke samfundsforandringer der skaber „de nye syge“.

Oplevelsen var symptomatisk. Vores kultur og livsstil ændrer sig med stor fart og store konsekvenser, men det er som om, vi ikke rigtig lægger mærke til det og ikke ser skoven for bare træer. Vi mangler ord og begreber for forandringen: Vi har hørt om informationssamfund og videnssamfund. Og akademikere har klistret post-mærkater på nogle periodebetegnelser, sådan som de gør, når de fornemmer, at noget er slut, men ikke helt ved, hvad der kommer bagefter: postmoderne, postindustriel.

Forsideillustrationen spørger, om ikke vi står midt i en overgang på størrelse med den industrielle revolution – eller renæssancen?

Renæssancemennesket vidste heller ikke, at det levede i renæssancen, for den blev først opfundet i 1855 af den franske historiker Jules Michelet. Alligevel har den tids kunstnere tydeligvis fornemmet noget nyt. Og når vi taler om renæssancen i dag, er netop sporene i deres kunst det helt centrale.

Læg mærke til, at kunstnerne var konstruktive. De var ikke optaget af at bekæmpe og dekonstruere den mørke middelalder, men undersøgte begejstret nogle banebrydende nye tankegange og muligheder, samtidig med at de rekonstruerede viden, dannelse og menneskelighed, som var gået tabt.

Lars Qvortrup har også sat ord på den nuværende samfundsforandring i en række bøger, der udkom i 00’erne. Hans Luhmann-inspirerede „Hyperkomplekse samfund“ opererer med tre parallelle tankesæt:

  • Det deocentriske, hvor verden kun kan observeres fra et punkt, nemlig Guds.
  • Det antropocentriske, som siden renæssancen har set verden gennem „Det Universelle Menneske“.
  • Det pluracentriske, hvor denne humanismens filosofiske konstruktion ifølge Qvortrup kommer ud i en dyb krise og opløses i cirka lige så mange optikker, som der er fakulteter på universiteterne. Fra mit udsigtspunkt ser nutidens pluracentriske tilgang dog ikke ud til automatisk at forbedre vores evne til at se verden fra mange synsvinkler. Tværtimod synes verdens centrum at være rykket katastrofalt tæt på hver vores navle.

Jeg har derfor inviteret fire af renæssancens store kunstnere til at hjælpe os med at finde vej i hyper-kompleksiteten: Billedets absolutte hovedperson og problembarn er Caravaggio’s „Narcissus“ fra senrenæssancen 1597-99. Narcissus-mytens motiv, hans dødelige forelskelse i sit eget selvbillede, har spredt sig med individualismen, den amerikanske drøm og selvrealiseringen som en alt for virkelig virus ind i historisk nutid – og videre ind i din seneste facebook-opdatering for fem minutter siden.

Michelangelos Gud-Skaber fra 1512 har forladt Adam alene på loftet af det Sixtinske Kapel og holder nu beredvilligt billedrammen med den ene hånd, mens han maler et nyt verdensbillede med den anden. Selv om de fleste deocentrikere i dag stemples som enøjede fundamentalister, bider den betegnelse ikke på ham. Han er i hele sit væsen overraskende relationel og rummelig og deler gerne lærredet med da Vincis Vitruvianske Mand fra 1490, som holder fast i den anden side. Og med denne mand, der mere end nogen anden billedliggør „Det Universelle Menneske“, er vi alle inviteret til co-creation.

Og vi nøjes ikke længere med abstrakte klatværker, som siger alting og ingenting: Frem af de første penselstrøg træder en temmelig konkret kvinde. Det er Botticellis „Den skumfødte Venus“, som siden sin debut i 1486 har symboliseret renæssancens genfødelses-motiv. Nu har hun modigt påtaget sig en ny, procesorienteret rolle centralt i vores billede som legemliggørelsen af det relationelle menneskesyn eller det paradigmeskifte, der skal til, for at vække os alle af narcissismens fortryllelse.

Hvem tør lægge det næste penselstrøg på?

Om forfatteren

Karsten Auerbach er billedkunstner, facilitator, foredragsholder og far. Ud over udstillinger, undervisning, udsmykninger og andre bestillingsopgaver som denne bogs forside arbejder han med at forbinde kunsten med andre fagligheder.

Hans utraditionelle samarbejder med mere end 150 virksomheder, institutioner og organisationer er blevet prisbelønnet af både Erhvervsstyrelsen og Tuborgfondet.

www.auerbach-art.dk