Relationel arkitektur og genopdagelsen af den udvidede familie

---

Personalismen og familien

Relationerne mellem mennesker er et hovedanliggende for personalismen. Hvor andre „ismer“ lægger vægt på de abstrakte og teoretiske fællesskaber, for eksempel klassetilhørsforhold, er personalismen optaget af de helt konkrete fællesskaber, hvor mennesker mødes i hverdagen og interagerer, ikke mindst familien.

Hvor individualistiske tænkere beskriver medmennesket som noget, man kan vælge til og fra, ser personalismen altså de nære relationer som helt grundlæggende for den enkeltes identitet og livsudfoldelse. Væren er samvær.

I dette perspektiv kan livet i de nære fællesskaber og i familierne, hvad enten det er kernefamilier eller udvidede familier, aldrig være noget sekundært. Familiepolitik kan derfor heller aldrig reduceres til et værdipolitisk vedhæng til den „rigtige“ politik.

Men – de fleste i vores kulturkreds tager i dag tilsyneladende udgangspunkt i, at familie er lig med kernefamilien. Det er kernefamilien, der bliver spurgt til, når man får spørgsmålet: Har du familie? Det er ikke ens forældre, søskende, fætre eller bedsteforældre, der bliver spurgt til.

Kun få stiller spørgsmålstegn ved den forandring, vi har været igennem i løbet af de seneste få generationer: tabet af den udvidede familie som social klangbund for kernefamilien.

Den udvidede familie som norm

Når vi rejser i ikke-vestlige kulturer, vil vi opleve, at spørgsmålene stilles helt anderledes. I Afrika kan man blive spurgt: Hvem er din far? Hvilken familie kommer du fra? Hvilken stamme? Her er du ikke et isoleret individ, men en del af en større slægt af fædre og mødre og deres efterkommere, og dét er din familie!

Familiebegrebet er grundlæggende anderledes end hos os. Det er ikke kernefamilien, men en større gruppe af mennesker, der er min familie.

Der er en helt oplagt grund til, at det fungerer sådan. De fleste steder på kloden er der ikke socioøkonomiske muligheder for at overleve uden den udvidede familie. Der er ikke et velfærdssamfund, som gør det muligt at leve som single eller satse kun på kernefamilien.

Det betyder, at det som det naturligste i verden er godt af få mange børn. Så er der flere til at løfte og bære den dag, forældrene bliver gamle og er afhængige af omsorg fra børn og børnebørn.

Den sårbare kernefamilie

Vi skal ikke så langt tilbage i tiden for at finde en tilsvarende virkelighed på vore egne breddegrader.

Et kvalificeret bud er, at de fleste danskere indtil anden verdenskrig indgik i en form for udvidet familie, hvilket især skyldtes følgende forhold:

• Danmark var stadig en form for stænder- eller klassesamfund, hvor den enkelte identificerede sig med en arbejderkultur, en bondekultur eller en borgerskabskultur. Ofte arbejdede man sammen på tværs af generationerne i samme fag, miljø eller lokalsamfund.
• Man flyttede sjældnere og boede derfor i højere grad på samme egn som forældre og søskende.
• Landbruget var et hovederhverv, og en gård rummede ofte medhjælpere, som naturligt indgik i det større hushold.
• Velstanden var generelt langt lavere, og man havde brug for hinanden for at klare sig.

Dette betyder ikke, at kernefamilien var ikke-eksisterende. Men den udvidede familie og kernefamilien supplerede hinanden i et samspil, som er forsvundet for mange af os i den senmoderne forandringskultur.

Vi skal dog ikke romantisere fortiden, men huske at mange, der er vokset op i en dårligt fungerende familie, har haft fordel af at kunne flytte væk, bryde den sociale arv og etablere sin egen tilværelse – gevinsten ved et individualiseret velfærdssamfund.

Udover at vi ikke længere lever i en udvidet familie, er den tydeligste forskel mellem dengang og nu, at halvdelen af alle indgåede ægteskaber opløses igen – og tallene stiger.

Der er dog ikke tegn på, at drømmen om kernefamilien er blevet mindre. Det er spændet mellem den faktiske virkelighed og drømmen, der tilsyneladende er blevet større.

Måske er en del af forklaringen på de mange skilsmisser, at den lille kernefamilie er en sårbar enhed, fordi den mangler „linket“ til de større sociale rum – fællesskabet med andre.

Det personlige og det sociale rum

På grundlag af blandt andet sociologen Edward T. Halls teori om forholdet mellem sted/rum og kultur, er der i sociologien udviklet en tænkning om, at vi udvikler vores personligheder i fire forskellige rum:

1. Det offentlige rum. Det kan være en forelæsning, en koncert, et foredrag, indkøb – hvor en ekstern indflydelse forbinder os.
2. Det sociale rum. Det kan være en klasse, en afdeling, en fritidsinteresse mellem 20-50 personer. Her sker der en begyndende tilknytning mellem deltagerne, som ikke afhænger af en ekstern indflydelse. Jeg får et vis kendskab til andre i gruppen, og i denne type gruppe kan venskaber og holdningsdannelser opstå.
3. Det personlige rum. 5-10 personer. Eksempelvis et team, en familie, en vennegruppe. I dette rum deler vi mere personlige erfaringer og tanker.
4. Det private rum. 2-3 personer. Her kan jeg vise mig „nøgen“ og afsløre mine følelser uden at føle skam. I en sund familie er det sådan, børn har det med forældre.

Det afgørende i denne sammenhæng er betoningen af det „sociale rum“ som bindeleddet mellem den lille intime verden og den større verden.

I et stort universitetsmiljø eller på en stor arbejdsplads kan man som studerende eller medarbejder føle sig ensom uden det sociale rum.

Den ensomhedsfølelse, man kan opleve, er ens psyke, der fortæller, at ens personlighed ikke kan blive tryg og dermed udvikle sig, uden at man hører til i en mindre gruppe, et personligt rum.

Adgangen til dette personlige rum sker via det sociale rum, hvor jeg får et indtryk af andre personer, uden at jeg for hurtigt skal overskride mine grænser til det personlige rum.

Arkitekturen har låst sig fast på kernefamilien

Boligen og bymiljøet er vigtige rammer om vores familie- og hverdagsliv. Derfor er det relevant at overveje, hvordan arkitektur kan understøtte ændrede boformer og familietyper.

Funktionalismen har sat store aftryk på den måde, hvorpå vi byplanlægger og udstykker i dag. Det, som især kendetegner funktionalismen, er den skarpe opdeling mellem offentligt og privat.

Byen og byudviklingen opdeles i sektioner, således at bolig-, rekreations- og arbejdssteder er adskilte, og så villaer, rækkehuse og alment boligbyggeri ligger i forskellige områder.

Mixed communities og blandet boligmasse findes, der er bydele med både alment boligbyggeri og parcelhuse, men inden for den enkelte bydel ligger de oftest i hver sit område.

Den funktionalistiske byplanlægning er desuden præget af standardisering. Almennyttige boliger og rækkehuse er ens og kan ikke umiddelbart udvides. Villaen giver frihed på egen parcel, men er som regel et enfamilieshus – skabt til kernefamilien.

Boligerne er ufleksible. Selv om mennesker gennemlever forskellige livsfaser, bygges boligen til en bestemt livssituation. Den ældre, der er blevet enlig, lever typisk med boligen på trods af, at boligen ikke længere svarer til behovene. Det er ikke ualmindeligt, at man bor i længere tid i villaen, efter at børnene er væk, end i den livsfase med børn, som huset var skabt til.

Arkitektkonkurrencer, hvor opgaven er at tegne „Fremtidens parcelhus“, bliver udskrevet med jævne mellemrum. Der inviteres til at tænke anderledes og nyskabende. Men hvordan ved vi, at det er parcelhuset, der er fremtiden? Har vi ikke allerede rigeligt med parcelhuse, der bygger på et statisk paradigme?

Fra funktion til relation

Funktionalismen er let at administrere, fordi den som udgangspunkt adskiller og opdeler i klare funktionskategorier. Men ulempen er, at dens fokus er på funktionerne – ikke på relationerne. Funktionalismen giver os ringe muligheder for at nyorientere vores familieliv, indrette det efter livsfaser og genopdage den udvidede familie.

I det følgende opstiller vi fire principper, som udgør et alternativ til den funktionalistiske arkitektur og byplanlægning. Pladsen tillader ikke, at vi folder alle implikationerne ud, men vi vil afslutningsvis omsætte de fire principper i tre helt konkrete boligmodeller.

1. Den relationelle bolig

Som vi har været inde på, er vores byer og boformer præget af et skarpt skel mellem offentlig og privat. Parcellen bag ved bøgehækken er det private område, mens vejen og eventuelle pladser eller grønne områder er det offentlige.

Sociologen Edward T. Hall, som er nævnt tidligere i kapitlet, peger på nødvendigheden af, at vi lever i såvel et offentligt, et socialt, et personligt og et privat rum, hvis vi skal vokse og udfolde os.

Vi kan altså ikke nøjes med det private og offentlige rum. Arkitekter inden for den strukturalistiske strømning rejser en tilsvarende kritik af opdelingen i offentlig/privat, når de taler om at anerkende behov for det semi-offentlige og det semi-private.

Vi har brug for boliger og boformer, som skaber et socialt og personligt rum – ikke kun et privat.

Overgangene mellem de forskellige rum kan udmærket være „flydende og overlappende“ frem for det ofte meget skarpe skel mellem private og offentlige rum, vi ser i dag.

2. Den foranderlige bolig – fra statisk til dynamisk paradigme

Vores boligbehov er ikke de samme i løbet af livet. Vores standardiserede måde at tænke bolig og funktioner på gør, at den samme bolig kan gå fra at være ideel til at føles som en spændetrøje i en anden livsfase. Både vores måde at bygge på og reguleringen gennem planlovgivning med videre er overvejende baseret på et statisk paradigme, mens vores livsforløb er dynamisk.

Den foranderlige bolig bygger i stedet på principperne om den åbne form. Det handler om at boligen skal kunne udvides, opdeles og indskrænkes efter de aktuelle behov, og at værelser og opholdsrum skal kunne anvendes forskelligt alt efter livssituationen.

Den foranderlige bolig handler ikke kun om kernefamilien i egen bolig. Forestil dig, at din far, som er gammel, bliver enkemand. Han har nye behov og mere brug for samvær og omsorg. Måske er han i betragtning til en ældrebolig.

Du ønsker at hjælpe til og være noget for din far. Men I bor langt fra hinanden, og en travl kalender tillader knapt et ugentligt besøg.

De færreste overvejer de muligheder, der kan være i at bo sammen i en periode. Det vil være for tæt og for upraktisk, tænker man. Men skyldes den tanke ikke, at vi overvejende kender til boliger, som er afgrænset til kernefamilie-størrelse? Boliger, hvor alt er „privat rum“, og hvor der ikke er et personligt og et socialt rum?

Alt for ofte er boligen en modspiller i forhold til vores behov i forskellige livsfaser. Boligen bør i højere grad udformes og tænkes, så den bliver en aktiv medspiller i livet.

3. One size doesn’t fit all – fleksible og forskelligartede boliger

Eksemplet i sidste afsnit har måske mindet dig om behovet for aftægtsboligen, som tidligere var et udbredt fænomen.

Aftægtsboligen er et eksempel på, at vi har forskellige behov i forskellige livsfaser, som vores meget standardiserede boligmasse i dag ikke tilbyder. Men modellen vil næppe være gangbar i dag. Den repræsenterer tidligere tiders standard, der virkede som en spændetrøje på mange – præcis som parcelhuset gør i dag.

Det er standardiseringen, der er problemet. Der ligger forkerte antagelser til grund, når vi bygger, som om alle har de samme behov. Mennesker er ikke ens. Nogle ønsker i en periode at bo sammen med andre – singler eller kernefamilier. I en anden periode er der måske brug for pladsen til et hjemmekontor.

Familieboligen må i sig selv være mere fleksibel – men tiden er også inde til, at politikere og planlæggere åbner mulighed for helt nye boligkoncepter, som ikke er henvendt til kernefamilier, men til andre boformer.

4. Engagerende arkitektur

I dag fokuserer vores by- og boligplanlægning meget på logistik: Det drejer sig om at få et forestillet dagligliv til at fungere for den enkelte og den enkelte familie. Der bliver i ringe grad taget højde for samspillet mellem mennesker og det engagement, som udspringer af det nære møde og fællesskaber mellem mennesker.

Den hollandske arkitekt Aldo van Eyck er en af dem, der har kritiseret arkitektur for primært at vægte funktion og æstetik og ikke tage højde for møder og samspil mellem mennesker.

Arkitektur, som derfor i sidste ende bliver fremmedgørende.

„Whatever space and time mean, place and occasion means more. For space in the image of man is place, and time in the image of man is occasion.“

Aldo van Eyck

Hans pointe var, at vi ikke kun skal skabe funktioner og rum, men steder, hvor det er godt for mennesker at være.

Vi må skabe muligheder for mennesker i deres dagligdag, så de naturligt møder hinanden. Steder for lejlighedsvise møder, er der, hvor livet udspiller sig. Det er her, vi ikke bare suser forbi hinanden på vej til eller fra arbejde, men er engagerede og deltager i hinandens liv.

Når livets kriser og svære omstændigheder stiger os over hovedet, inddrager vi det offentliges tilbud om velfærdsydelser. Slår kernefamilien ikke til, er det næste skridt ofte at henvende sig til kommunen – vi pendulerer mellem det private og det offentlige rum og åbner sjældent det sociale og det personlige rums muligheder.

Hvad nu hvis for eksempel halvdelen af de krisesituationer, hvor velfærdssamfundet træder til, i stedet kunne klares i det personlige og det sociale rum, over hækken – på torvet. Og hvad nu hvis en ændret arkitektur og bosætningsform kunne fremme dette.

Hvis jeg for eksempel kunne trække på ressourcerne i min udvidede familie, når verden ramler. Eller stille min families ressourcer til rådighed for en person i en sårbar situation, som ikke har en familie. Det kan have stor samfundsmæssigt betydning, at boligmassen er mere fleksibel.

Tre boligmodeller, som bygger på de fire principper, som er beskrevet ovenfor

Model A: Den delevenlige villa

Den delevenlige villa er i udgangspunktet et almindeligt parcelhus, men med den afgørende forskel, at det fra starten er gennemtænkt med mulighed for opdeling. Opdelingen skal helst kunne ske uden eller kun med en mindre ombygning, således at huset nemt kan omdannes til en ny bosituation. Det vil eksempelvis give det ældre par, hvor børnene er flyttet hjemmefra, mulighed for at dele huset og nemt tilbyde andre en bolig, uden at det indretningsmæssigt virker uhensigtsmæssigt.

Den delevenlige villa giver ejerfamilien en fleksibel mulighed for at „downsize“, det vil sige bo sammen med andre i en periode og „upsize“ ved at bo alene i huset i en anden periode. Denne mulighed er også økonomisk vigtig, når vi eksempelvis rammes af arbejdsløshed eller sygdom. Det er i sig selv en livskrise at miste arbejde og indtægt – det vil være endnu en udfordring i en svær tid, hvis man samtidig tvinges til at flytte, fordi man ikke har økonomi til at beholde sin bolig.

Modellen nyder allerede en vis udbredelse. De senere år har flere familier valgt at flytte sammen og dele liv og hverdag i et hus, som egner sig hertil. Det er typisk én af familierne (i bred forstand), som ejer huset, mens de øvrige lejer sig ind. Der er behov for at designe og bygge langt flere boliger, der er delevenlige.

Model B: Et hus der splittes op

Den anden model kalder vi Split House. Modellen svarer i nogen grad til den delevenlige villa, men lægger op til et delt ejerskab mellem to familier. Der er fortsat tale om et hus på en parcel, men huset er født med to selvstændige boområder, som hver familie har råderet over.

De to boområder har umiddelbar adgang til nogle fælles faciliteter, det kan eksempelvis være et større fællesrum til ophold og leg, vaskefunktioner, orangeri eller et gæsteværelse eller -bolig.

Fællesfaciliteterne betyder, at de to adskilte boområder kan reduceres i størrelse, da en del af livet vil udfolde sig i fællesområdet. Eksempelvis kan hver af boområderne være 100m2 med et fællesareal på 50m2. To familier kan på den måde hver have råderet over 150 m2, selv om huset samlet set kun er 250m2.

Split House-modellen giver beboerne en række muligheder, der overstiger de muligheder man har, når man bor i et almindeligt parcelhus. Fælles faciliteter giver familierne en øget fleksibilitet for dem selv, med mulighed for at „up- og downsize“.

Men de får også mulighed for at række ud til lokalsamfundet eller til at stille et værelse til rådighed for en bekendt i en periode. Et stort fælles opholdsrum er en attraktiv mulighed ved festlige lejligheder, og hvis man har ønske om at agere „forsamlingshus“ for kvarteret.

Model C: Et hus til storfamilien

Den sidste model, Oikos-huset, er ramme om den familieform, som Keld Dahlmann præsenterer i casen på side 140.1 Her bor flere familier og singler sammen, men der er en værtsfamilie eller –person, som typisk ejer boligen og lejer enheder i boligen ud. Boligen muliggør fleksibilitet i inddelingen af boenhederne, og den indeholder gerne et fællesareal.

Det viste eksempel har tre boenheder i samme hus, der alle har adgang til samme gårdhave, der fungerer som husets fællesareal og naturlige mødested. Boenhederne kan ændres i størrelse. I en periode, hvor værtsfamilien har et øget arealbehov, kan en af de mindre boenheder inddrages, og enheden kan etableres igen, når boligsituationen ændrer sig.

Nye rammer og store perspektiver

Skal vi lykkes med at skabe boliger, som passer bedre til menneskers behov for relationer og engagement, vil det kræve en ændret udstykningspraksis og et opgør med en alt for rigid lovgivning.

Banker og realkreditinstitutter må ligeledes være åbne for at finansiere nye boligtyper, der måske er lidt atypiske, men som samtidig er foranderlige og dermed kan tilpasse sig, hvis ejernes indtægtsgrundlag ændrer sig.

Til gengæld er der store perspektiver i en sådan omstilling.

Danmark har tidligere været foregangsland, når det gælder alment boligbyggeri. Folk er kommet fra nær og fjern for at se vores andelsbyggerier med en enklave af de mindre boliger omkring et fælleshus.

Muligheden er til stede for at skabe et tilsvarende nybrud indenfor boligområdet ved at gå foran med at udvikle, muliggøre og fremme en række nyskabende boligformer.

Arkitekturen afgør ikke, hvordan vi vælger at leve, men den kan skabe muligheder og være medspiller i vore livsvalg. Nye boligtyper, som tager udgangspunkt i menneskets behov for relationer, kan hjælpe os med at leve mere engagerede og deltagende – og med at genopdage den udvidede familie.

Den udvidede familie i praksis

Noter

1. Oikos er det græske ord for antikkens storfamilier eller husholdninger. I det antikke Grækenland var storfamilien eller et hushold samfundets basisenhed. Denne udvidede familie (oikos) var et husfællesskab af flere og mere end kernefamilien.

---

---

---