Desmond Tutu og ubuntu

---

Den tidligere sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu er kendt over det meste af verden som en utrættelig forkæmper for menneskers ret til at leve uden frygt for forfølgelse, fattigdom og undertrykkelse.

Han har stået i spidsen for kirkernes ikke-voldelige kamp for demokrati, frihed og retfærdighed i Sydafrika, og han har holdt fast i opfattelsen af, at ethvert menneske er skabt i Guds billede, og at en fjende derfor er et menneske, der venter på at blive din ven.

Helt centralt i Tutus eget liv og teologi står tilgivelsen, som er essensen af kristendommen og den drivkraft, der kan være med til at hele brudte forhold mellem mennesker.

Regnbuenation af mangfoldighed

Desmond Tutu betoner ofte, at mennesker lever i et moralsk univers, hvor alle er skabt til at leve i fred med hinanden i overensstemmelse med Skaberens vilje. Forskelligheden mellem mennesker betragter han som en styrke, fordi det gør livet mangfoldigt og spændende.

I Sydafrika har han været med til at præge udtrykket regnbuenationen, der skal tjene til at beskrive virkelighed og ideal for et land, der skal leve som et demokrati med mange stammer, sprog og etniske grupper. På sin egen krop har Tutu følt, at idealet om demokrati og fredelig sameksistens kun lader sig realisere gennem den tålmodige samtale og den udholdende insisteren på, at konflikter kun løses gennem forhandling.

Styrken til tålmodighed og troen på, at ikke-vold altid vinder over volden, kommer fra forankringen i afrikansk kultur og kristendom.

Ubuntu: Menneske i kraft af hinanden

I sin tænkning og arbejde forener Tutu det afrikanske begreb ubuntu med den kristne tanke om mennesket som skabt i Guds billede. På kort formel kan ubuntu, der kommer fra det afrikanske bantu-sprog, oversættes med: „Jeg er til, fordi du er til.“

Ubuntu viser hen til en opfattelse af mennesket som et skabt væsen, der er imødekommende og tillidsfuldt, så det er i stand til at dele sine knappe ressourcer med andre, og som kan gennemskue årsagerne til, hvad der forhindrer et andet menneske i at kunne leve i overensstemmelse med sit eget væsen.

„Ubuntu er et meget svært ord at oversætte til vestlige sprog. Det vedrører selve menneskelighedens kerne. Når vi vil rose nogen stærkt, kan vi sige: ’Yu, u nobuntu’, ’Det må jeg sige, den og den har ubuntu’. Så er man generøs, gæstfri, venlig, omsorgsfuld, medfølende. Man deler med andre. Man siger på en måde: ’Min værdighed som menneske er uløseligt forbundet med din’,“ forklarer Desmond Tutu i bogen Ingen fremtid uden tilgivelse.(1)

I afrikansk kultur udtrykker ubuntu, at der er en balance mellem de materielle og åndelige realiteter. „Man kan have masser af materielle goder, men være uden ubuntu. Dette begreb taler om, hvordan mennesker er vigtigere end ting, end profit, end materielle besiddelser. Ubuntu taler om menneskers indre værdi, en værdi, der ikke er afhængig af ydre ting som status, race, tro, køn eller succes.“(2)

Det fører til en vægtlægning på betydningen af en tanke om organisk fællesskab, som både får indflydelse på opfattelsen af det enkelte menneske og af samfundet som et fællesskab af individer, der er bestemt for hinanden. Ubuntu definerer således personen i kraft af, at det er afhængigt af andre mennesker og ikke ud fra isolerede, statiske kvaliteter som fornuft, vilje og hukommelse.

Mennesker som forbundet værdighed

Tutu er opmærksom på, at fællesskabstanken kan misbruges af høvdingen eller andre, der hævder at kunne tale på fællesskabets vegne uden at have mandat til det, og at det kan gøre afrikaneren initiativløs og umyndig.

Derfor perspektiverer Tutu tanken om ubuntu til den kristne skabelsestanke ved at understrege, at menneskets højeste ønske ikke er uafhængighed, men at dele. Dette ønske findes ikke kun hos Sydafrikas sorte indbyggere, men hos alle mennesker uanset race, køn og religion. Menneskers gensidige afhængighed er et menneskeligt grundvilkår, der hører sammen med menneskets væsen som skabt i Guds billede.

„Min værdighed som menneske er uløseligt forbundet med din … Vi er knyttet sammen af et skrøbeligt net af gensidige afhængighedsforhold. Et menneske er et menneske i kraft af andre mennesker,“ siger Desmond Tutu.(3)

Dette relationelle menneskesyn flugter i høj grad med personalismen. Personalister beskæftiger sig indgående med forholdet mellem individ og relation. Som Jonas Norgaard Mortensen beskriver i bogen Det fælles bedste. Introduktion til personalismen er tidens individualisme blind for det forhold, at mennesket selv bliver beriget og glad ved at give sig selv som gave i næstekærlighed for sit medmenneske: „Individualismen er og bliver egocentrisk og selvisk.

Den virkelige modsætning mellem individualisme og personalisme viser sig ikke kun på det teoretiske plan, men endnu dybere i deres etos (deres overbevisning). Personalismens etos er altruistisk: Den bevæger personen til at blive en gave for andre og til at opdage glæden ved at give sig selv.“(4)

Skabelsestankens konsekvenser for menneskesynet

I Tutus personalisme forener han den afrikanske forestilling om ubuntu med den bibelske skabelsestanke. At mennesket er skabt i Guds billede siger både noget om Gud og om mennesket. Gud kan ikke være Gud uden at have selskab, og de første kapitler i Bibelen fortæller om, hvordan Gud skaber sig et fællesskab ved at skabe det mandlige og det kvindelige, Adam og Eva. Det hører til Guds væsen, at Gud selv er fællesskab, og når Gud handler i kærlighed som skaber, er resultatet mere fællesskab. I skabelsens gudsbegreb ligger med andre ord opfattelsen af, at Gud er kærlighedens fællesskab mellem Gud Far, Søn og Helligånd.

Når Gud skaber mennesket i sit eget billede, bliver det derfor til et menneske, der ikke kan eller skal være ensomt. Der må skabes både en mand og en kvinde – to modsætninger, der alligevel er ét fra Skaberens hånd. Mand og kvinde er ét og dog forskellige. De er unikke hver for sig, men bestemt for hinandens fællesskab. De er både-og i stedet for enten-eller.

„Vi er forskellige, for at vi skal erkende, at vi har brug for hinanden. At være menneske er at være afhængig. Ubuntu taler om gavmildhed, gæstfrihed, medfølelse, omsorg og fællesskab.“(5)

Det er denne dobbelthed i menneskets identitet, i dets personlighed, der ligger i bunden af Tutus teologi, hans indsats mod apartheid og hans kamp for demokrati. Den åbner for en myndiggørelse af den enkelte, fordi man er skabt som den, man er.

Samtidig åbner kombinationen af ubuntu og skabelsestanke for en værdsættelse af den menneskelige og kulturelle sammenhæng, man er sat ind i. Det samme gælder ifølge Tutu for de hvide, der også er sat ind i den menneskelige og kulturelle sammenhæng uden at ville det. Det afgørende er, hvordan man forvalter den menneskelige og kulturelle sammenhæng, man har fået givet.

Derfor kan det ikke blive til kulturkamp eller civilisationernes sammenstød, fordi der under forskelligheden ligger en fælles identitet som skabt af den samme Gud, der har sat mennesker ind i en fælles sammenhæng. Den fælles identitet i skabelsen holder mangfoldigheden på plads, så den ikke udvikler sig til usund konkurrence, dominans eller direkte undertrykkelse.

Apartheid er synd og skam

Både hvide og sorte er i Tutus øjne henvist til og på hinanden i en gensidig forpligtelse. De er skabt til at leve sammen og skabe et samfund for alle. Apartheid var en teologisk og politisk forbrydelse mod dette princip, fordi det skabte en adskilt udvikling, sådan som ordet siger og ikke en fælles udvikling. Apartheid skabte et parallelsamfund med økonomisk ulighed, men det hvilede på en falsk teologisk præmis: At mennesker kun er skabt forskellige.

Tanken om menneskers gensidigt forbundne værdighed indebærer for både Tutu og personalister, at mister et menneske sine medmennesker – hvis medmennesket bliver en fremmed, en uvedkommende – så vil det fremmedgøre mennesket fra sig selv.

Hvor marxismen så fremmedgørelsen i produktionsforholdene, ser personalismen den i relationsforholdene, fordi personens realisering fordrer den Anden, medmennesket.

Menneskers identitet og udfoldelsesmuligheder er i relationen til, engagementet i og samværet med disse medmennesker. Den eksistentielle fremmedgørelse er med andre ord uløseligt forbundet med den relationelle fremmedgørelse. „Det personalistiske syn understreger dermed forbindelsen mellem fremmedgørelse i relationer og fremmedgørelsen hos den enkelte,“ som bogen Det fælles bedste udtrykker det.(6)

Der er som bekendt stadig dybe spor fra apartheid i det sydafrikanske samfund. Det tager tid at forsone relationel og eksistentiel fremmedgørelse. Og Desmond Tutu er sig meget bevidst, at det vil tage lang tid at få gjort endeligt op med apartheid, fordi denne idé om adskilt udvikling fortsat sidder dybt i samfundets strukturer og præger mentaliteten hos Sydafrikas indbyggere.

Dannelse mod ligeværd og inspirationen fra King

Desmond Tutu har levende beskrevet, hvordan han selv begyndte på den lange vej frem mod et nyt syn på sig selv, hvor han lærte at anerkende sig selv som den, han er som sort sydafrikaner, der er ligeværdig med de hvide borgere.

Som teenager fandt han en sommerdag et sportsblad, der på forsiden havde historien om, at en sort basketballspiller var blevet udnævnt til årets spiller i den amerikanske liga. Her opdagede Tutu for første gang, at sorte også kan være gode til noget og ikke behøver at være de hvide underlegne. Han lænede sig tilbage op ad den varme mur, lukkede øjnene, „og det var, som om jeg drak gudernes nektar“.

Så befriende og berusende var oplevelsen, at den kommer til at stå som et afgørende vendepunkt for Tutu. Herefter begynder han at interessere sig for sorte musikere, politikere, forfattere og sportsfolk.

Det er også i denne sammenhæng, man skal se hans store fascination af den sorte amerikanske borgerrettighedsforkæmper og personalist Martin Luther King.

Den ikke-voldelige amerikanske borgerrettighedsbevægelse fascinerer Tutu dybt, fordi den insisterer på, at kampen for lighed og retfærdighed ikke kun er en befrielse af de sorte fra racismens åg, men er en befrielse for hele det amerikanske samfund. Centralt står Martin Luther Kings opfattelse af mennesket som et individ, der er skabt til en tilværelse, hvor det i fællesskab med andre mennesker skal have plads til at være den person, som det er skabt til at være, uanset farve eller politisk overbevisning.

Racismens undertrykkelse er således ikke kun uretfærdig, men er et direkte angreb på mennesket som en person skabt i Guds billede.

Tutu og personalismen

Tutu er generelt skeptisk over for „ismer“, fordi han på sin egen krop har erfaret, at ideologier begrænser adgangen til at betragte verden som en broget mangfoldighed. Men skal man placere ham i spændet mellem individualisme og kollektivisme, så hører han klart hjemme inden for kategorien personalisme.

Han er yderst kritisk over for individualismen, som har hjemsøgt Vesten, det vil sige Europa og Nordamerika. Individualismen ligger ifølge Tutu bag Vestens vedvarende ønske om at kolonisere resten af verden, sådan som det skete i 1800-tallet, og sådan som det sker i dag, når Vesten med våbenmagt forsøger at gennemtvinge demokrati i den arabiske verden.

Nok er Desmond Tutu demokratiforkæmper og betragter demokratiet som den mindst ringe regeringsform, men demokrati indføres i despotiske lande kun demokratisk, det vil sige gennem folkets eget initiativ og lange kamp for frihed og retfærdighed gennem tale og skrift. Vestens fejlslagne invasioner af Afghanistan og Irak er for Tutu to aktuelle eksempler på, at Vesten hele tiden tror, at det ved bedre end de mennesker, der allerede bor i landet.

Samtidig er Tutu yderst kritisk over for kollektivismen. Også denne tankegang har spillet fallit, sådan som det skete i det kommunistiske Østeuropa med Berlinmurens fald i 1989. Folket ville selv og gik på gaden med råbet „Wir sind das Volk“, hvormed det udtrykte et ønske om at organisere samfundet nedefra og ikke oppefra. Kollektivisme og kommunisme er ifølge Tutu også et europæisk fænomen, der er opstået i konkurrencen med individualismen.

Derfor er individualisme og kollektivisme to sider af samme sag, og der har i begge „ismer“ været gjort utallige forsøg på at eksportere dem til resten af verden.

Teori og praksis hos Tutu og i personalisme

Hos Desmond Tutu spiller teori og praksis hele tiden sammen. I sine bøger reflekterer han over de erfaringer, han har gjort sig som demokratiforkæmper ikke bare i Sydafrika, men mange steder i verden. Det er som teolog, ærkebiskop og demokratiforkæmper, at han får indkredset de principper, der er vigtige at forsvare, når menneskers værdighed bliver ødelagt. Disse principper genkendes også i opfattelsen af, hvad personalisme er:

• Mennesket er et relationelt væsen. Tutu begrunder menneskets rela­tio­nelle væsen i dets skabthed. Mennesket er skabt i Guds billede og indgår som individ i et fællesskab med sin skaber og sine medskabninger.
• Mennesket er uendeligt værdifuldt og frit til at skabe sit eget liv. Igen er det for Tutu mennesket som skabt, der er i centrum. Mennesket kan ikke skabe sit eget liv i egentlig forstand. Det kan kun få det givet af andre mennesker. Det er denne givethed, som ligger i udtrykket skabt, og som betoner, at det mest værdifulde for et menneske er, at det er til. Derfor er det en krænkelse af menneskets skabthed, hvis andre vil hindre mennesket i at leve sit liv i overensstemmelse med det at være skabt til frihed og ligeværdighed med andre mennesker.
• Menneskets kreativitet kommer til udtryk i vores personlighed og kan føre mange steder hen. For Desmond Tutu ligger der en dobbelthed i ordet skabt: At livet er givet, det vil sige skabt, og at mennesket derfor også selv er en skaber, det vil sige giver andre mennesker mulighed for at leve i overensstemmelse med Skaberens vilje. Mennesket er både natur og ånd. Netop denne dobbelthed ligger i begrebet kreativitet, der går tilbage til ordet for skaber og skabt. Livets mangfoldighed skal ifølge Tutu omfavnes og bruges. Al menneskelig foretagsomhed, der tjener menneskets fremtid, skal hilses velkommen – ikke mindst naturvidenskaben, der er med til at gøre Guds skaberværk større og ikke mindre.
• Institutioner er til for menneskers skyld. Tutu er tilhænger af vel­fungerende statslige og private institutioner som en nødvendig del af et samfund, der skal kendes på, hvordan det behandler de fattigste og mest udsatte mennesker. Institutioner skal beskytte de svageste og ikke sig selv. Problemet er dog ofte, at institutioner kan blive selvberoende og selvopholdende, så de glemmer, hvad de er til for. Når disse situationer opstår, er det ifølge Tutu nødvendigt at hæve stemmen og protestere mod institutionernes magtmisbrug for at kalde dem tilbage til deres oprindelige formål.

Desmond Tutu er personalist

Desmond Tutu er personalist, fordi han både er anglikaner og afrikaner. Han sammentænker sin kristne tro og den anglikanske betoning af mennesket som skabt med en afrikansk tanke om ubuntu.

At være skabt betyder derfor dels at være et individ, dels at individualiteten skal ses i en bredere sammenhæng, hvor den enkelte får sin betydning gennem fællesskabet med andre.

Det er her, Desmond Tutus betydning ligger i forhold til nogle af de aktuelle udfordringer, verden står overfor. Han er en arg modstander af Vestens tro på, at man kan indføre demokrati ved at bombe og føre landkrig.

„Demokrati skaber man demokratisk,“ som han fortalte daværende udviklingsminister Bertel Haarder i 2004 midt under invasionen af Irak. Det kunne han tillade sig at sige, fordi han selv havde insisteret på samtale, forhandling og ikke-voldelig protest i Sydafrika.

Religioners dialog og forsoning

Tutu er også varm tilhænger af samtale mellem religionerne, fordi han ser religionernes voksende betydning som enten årsag til konflikt eller som en ressource til forsoning. Religionerne må vælge, hvilken vej de vil gå, og verdens fremtid afhænger af, at ikke mindst kristne og muslimer finder hinanden i gensidig respekt for ligheder og forskelle i deres respektive trossystemer.

Særlig opmærksom er Desmond Tutu på konflikten i Israel/Palæstina. Han har flere gange besøgt Vestbredden og protesterede mod den ydmygelse, som den israelske besættelse af Vestbredden er af palæstinensernes menneskelighed. Han har påpeget, at israelerne selv er på vej til at udvikle en apartheidstat, og at den indebærer en dehumanisering eller afpersonalisering af både den israelske og palæstinensiske befolkning.

Derfor opfordrer han indtrængende for menneskets skyld, at parterne begynder at se hinanden som mennesker, der har drømme og håb om at kunne leve et liv i hele dets fylde.

Noter

1) Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse, Rosinante, 2000, s. 32.

2) Desmond Tutu: Gud er ikke kristen, Boedal, 2012, s. 22.

3) Ingen fremtid uden tilgivelse, s. 34. Se også Michael Battle: Ubuntu I in You, and You in Me, Seabury Books, 2009, med forord af Desmond Tutu, og Gud er ikke kristen, s. 21-­24.

4) Jonas Norgaard Mortensen: Det fælles bedste. Introduktion til personalismen, Boedal, 2012, s. 25.

5) Gud er ikke kristen, s. 22.

6) Det fælles bedste, s. 27.