Civilt engagement og politisk deltagelse i en digital tid

---

Interessen for politik og demokratisk deltagelse blandt unge er større end nogensinde, men måden at deltage og engagere sig på er under forandring.

De unge vil ikke adlyde ordrer „fra oven“ og fravælger de traditionelle institutioner og organisationer. I stedet organiserer de sig i netværk, hvor de i fællesskab problematiserer og finder løsninger. De „tænker globalt“ og „handler lokalt“, og den nye teknologi gør det nemt for dem at finde sammen om en sag og skabe events.

Eksempler herpå er Stop Spild Af Mad, der er en frivillig forbruger­bevægelse, som kæmper mod madspild i Danmark, og Occupy Wall Street, der er en protestbevægelse mod social og økonomisk uretfærdighed i verden. De er kendte for deres events og happenings i New York, der samler tusindvis af mennesker.

Nedenfor vil jeg gennemgå, hvordan den politiske deltagelse har udviklet sig siden Grundtvig og hvad der kendetegner den særligt i Danmark – og jeg vil redegøre for baggrunden for, at vi i dag har en generation, som i forhold til politisk deltagelse kan beskrives som den „hybride problematiserende hverdagsmager“.

Selv om dette begreb klinger meget anderledes end det grundtvigske sprogs poesi, står den moderne hverdagsmager i høj grad på skuldrene af både Grundtvig og Hal Koch.

Hverdagsmageren introduceres

Først lidt om begrebet hverdagsmager, som det så ud, da det opstod for 17 år siden.

I 1997 introducerede Eva Sørensen, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC, og jeg figuren „hverdagsmageren“.(1)

Hverdagsmageren var kendetegnet ved at udtrykke sig med disse personlige budskaber:

• Gør det selv (alene og sammen med andre).
• Gør det hvor du er (derhjemme, på arbejde, på nettet og så videre).
• Gør det for at føle dig engageret og gøre en forskel (ikke af pligt og ved at underordne dig „systemet“ eller kollektivet).
• Gør det ad hoc og „on“ og „off“ (ikke 24/7 men når du finder det nødvendigt, og det ellers passer ind i din travle hverdag).
• Gør det med et konkret projekt for øje (ikke abstrakt og ideologisk).
• Gør det med, imod eller udenfor systemet (alt afhængigt af hvad der er funktionelt for dit engagement og projekt).
• Gør det med din egen og fællesskabets udvikling for øje (og hverken af selvinteresse eller for det fælles bedste).

Express Yourself

Hverdagsmageren var inspireret af Madonnas sang Express Yourself (1989) samt Ulrich Becks, Anthony Giddens og Scott Lash’s analyser af individualisering som sub- og livspolitik (1994) i det refleksivt moderne.

Men hverdagsmageren blev konkret beskrevet gennem en stribe interviews med unge mennesker på Indre Nørrebro, der i deres nye former for politisk deltagelse brød med de gamle forestillinger om socialt fællesskab vs. individuel frihed og den hyperaktive græsrod vs. den dovne, ansvarsløse unge.

Især de unge kvinder var særdeles bevidste om forskellen imellem individualisering og det at tænke det personlige som politisk og det politiske som personligt – en sondring, som forekommer meget dansk og trækker tråde tilbage til Grundtvigs banebrydende forestilling om et folkestyre, der skabes og udvikles gennem det levende ord.

Hverdagsmageren fyldte derpå en del i dansk politikforskning og offentlighed i nogle år, men forsvandt så mere eller mindre i glemslens tåger. Figuren blev i debatten gjort til en egoistisk politisk forbruger, der kollektivt kører på frihjul ved at lade andre tage slæbet med at kæmpe for det fælles bedste.

På det seneste er hverdagsmageren dog igen dukket op, som en samlebetegnelse for de unge „digitale nomader“, der er vokset op med smartphones og en tablet i hånden, og for hvem verden er en hybrid af online og offline aktiviteter.(2)

Selvinteresse eller det fælles bedste?

Det moderne repræsentative demokrati, der begyndte at tage form i Danmark efter 1849, groede ud af de spændinger imellem selvinteresse og det fælles bedste, der fulgte i kølvandet på markedets selvstændiggørelse og underminering af gamle sociale normer.

Der var brug for en social kontrakt til at håndtere spændingerne og skellene imellem det gryende industrisamfunds nye klasser og grupper.

Tanken var at demokratisere den enevældige konges suveræne magt på en sådan måde, at den kun kom til anvendelse på en legitim måde, der var i overensstemmelse med demokratiske grundnormer og procedurer, og som samtidigt nød bred opbakning i civilsamfundet.

Den danske velfærdsstat, der for alvor begyndte at tage fart i slutningen af 1960’erne, var aldrig blevet så stor en succes, som den blev, uden en stærk stat og regeringsmagt til at sikre arbejderklassen fri og lige adgang til de politiske beslutningsprocesser.(3)

Velfærdsstaten havde været et umuligt projekt at realisere uden en politisk forhandlingsøkonomi og et kompetent bureaukrati til at garantere, at alle borgere blev stillet lige i den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund.

Forbillederne for den danske velfærds- og demokratimodel var ikke kun Grundtvig, Hal Koch og Alf Ross. En stor del af dens logik er igennem tiden hentet fra amerikansk politologi, især fra David Eastons (1953), Robert A. Dahls (1961) og Gabriel A. Almonds og Sydney Verbas (1963) begreber om politisk system, pluralisme og civil kultur.

Den civile kultur

Især begrebet om civil kultur er vigtigt for at forstå de danske traditioner for civilt engagement og politisk deltagelse.

De amerikanske politologer Gabriel A. Almond og Sydney Verba identificerer i bogen The Civic Culture (1963) tre subkulturer i den civile kultur, hvis indbyrdes forhold er afgørende for at sikre et stabilt politisk system, en konkurrencedygtig økonomi og et velintegreret samfund. 1) en passiv individuel underordningskultur, 2) en snæversynet social netværkskultur og 3) en aktiv politisk deltagelseskultur.

Den passive underordningskultur

Den passive underordningskultur består af individer, der synes, at politik er for politikere. De er fra barnsben vænnet til at adlyde ordrer „fra oven“, uanset om de er for eller imod „systemet“. Politik er for dem i bedste fald at holde sig orienterede om, hvad der sker i politik og at stemme, når det er påkrævet.

Den sociale netværkskultur

Den sociale netværkskultur er i bund og grund apolitisk. Den er vigtig for at lave sociale netværk, der kan skabe gensidig tillid og være med til at tage sig af de svage og udstødte i samfundet. Den slags umiddelbar social kapital kan oplagres og blive genstand for dannelsen af en mere abstrakt social tillid til hinanden og til systemet som vogter af det fælles bedste.

Den politiske deltagelseskultur

Endelig er der den politiske deltagelseskultur, som er selve forudsætningen for at give stemme til almindelige menneskers ønsker og behov og få dem politiseret som krav, der presser sig ind på den politiske dagsorden for at give anledning til en kollektiv politisk beslutning.

Uden en deltagelseskultur ville civilsamfundet ikke være i stand til at holde politikerne og regeringsmagten fast på deres opgave med at løse konflikter og levere legitime og effektive kompromisser og forhandlingsforlig.

En sådan kultur er en forudsætning for at sikre, at systemet er lydhørt og responsivt over for borgernes krav, og formår at skabe den nødvendige balance mellem frihed og lighed.

Ifølge det civile kulturbegreb er for megen deltagelseskultur en trussel imod politisk og social stabilitet og kan underminere økonomisk vækst og konkurrenceevne.

En sund dosis af individuel ligegyldighed og social „hygge“ er en forudsætning for, at det repræsentative demokrati er tilstrækkeligt økonomisk omstillingsparat, kan opretholde social orden og bidrage til samfundets normative integrering.

Farvel til det homogene Danmark

Det civile kulturbegrebs indlejring i den danske demokratiske kultur har i den grad været en succeshistorie. Man finder ikke mange andre lande, hvor borgerne udviser så stor parathed til at adlyde loven, udvise tillid til hinanden og deltage aktivt i politik som i Danmark.

Men den civile kultur er også Danmarks akilleshæl ved primært at være forbeholdt etnisk hvide danskere, der deler de samme traditioner og indtil nu har bakket op om de samme grundlæggende normer og værdier for et demokrati og en velfærdsstat, der har plads til og kan rumme alle.

Den blev en succes, fordi „vi danskere“ indtil for nylig var en utrolig homogen og velintegreret størrelse med stærke traditioner for at tale os til rette om tingene i stedet for at dele os skarpt op i klasser og slå hinanden på tæven.

Men „vi danskere“ udfordres fra alle sider. Vi har fået en stadig voksende andel af nydanskere med anden etnisk herkomst, der er mere udsatte og ikke nyder den samme grad af anerkendelse i det danske demokrati som „os andre“.

Uligheden mellem fattig og rig vokser, også i Danmark, i takt med den neoliberale konkurrencestats globale fremmarch, og de unge vælger i stigende grad at lade sig informere og deltage gennem andre kanaler end de partier, interesseorganisationer og omnibusmedier, der har været hjørnestene i bygningen af det danske demokrati og den danske velfærdsstat.

Den hybride hverdagsmager er politisk

Occupy Wall Street-bevægelsens problematisering af især finansverdenens institutioner er et oplagt eksempel på de nye former for politisk deltagelse, der med den digitale revolution er ved at vokse frem. Occupy’s medlemmer dækker hele det traditionelle venstre-højre spektrum, har vidt forskellige identiteter og deler så langt fra de samme interesser. Men de føler, at de har gang i et vigtigt projekt med at skaffe We the 99 % mere indflydelse på de eksistentielle problemer, de møder i deres hverdag, især den voksende ulighed og den stigende globale opvarmning.(4)

Occupy Wall Street-aktivisterne er eksempler på den moderne hybride hverdagsmager, der som „digitale nomader“ er vokset op med smart­phones og iPads ved hånden, og for hvem verden er en hybrid af online og offline aktiviteter.(5)

Såvel politikere som politologer har en tendens til at se de unge hybride hverdagsmagere som et tegn på demokratiets forfald.

De anklages for at depolitisere interesse- og identitetsproblematikker, bidrage til populistisk anti-politik, underminere demokratiets gamle pligtnormer, svigte deres ansvar med at adlyde lovens herredømme, og så videre.(6)

Men måske skal vi bare forstå den hybride hverdagsmagers politiske ageren på sine egne præmisser:

Det oprindelige demokrati vender aldrig tilbage

Det etablerede foreningsliv, politikere og politologer begræder, at de hybride hverdagsmagere med deres projektidentitet undergraver dels den legitimerende og nationale identitet som stat- og regeringsmagten er så afhængig af, dels det solidariske civilsamfund, som med sin modstands­identitet har tjent til at give arbejdere, kvinder og forskellige minoriteter adgang til og medindflydelse på de demokratiske institutioner og arenaer.

Frygten for et dansk demokrati i transformation er forståelig. Man skal bare ikke bruge tid på at ærgre sig, når toget først er kørt, men hellere prøve at nå det på den næste station.

Det oprindelige repræsentative demokrati med sine masse- og klassepartier, omnibusaviser, massemedier, snævre parlamentariske offentlighed, brede civilsamfundsoffentlighed, dydige medborgere, stærke græsrødder og så videre vender aldrig tilbage.

Kerneelementer fra nationalstat, regeringsmagt, folketing, partier, interesseorganisationer, medier, sociale bevægelser og civilsamfund vil sikkert fortsat have relevans og betydning selv i et nyt „glokalt“ samfund, hvor internettet med blandt andet smartphonens udbredelse begynder at smelte helt sammen med den digitale teknologi.

Men ikke i deres gamle off­line-former, der stammer fra industrisamfundets æra. De er alle sammen ved at blive til hybrider, der kombinerer og sikkert snart ikke længere vil skelne mellem online- og offline- aktiviteter.(8)

Det vil på lidt længere sigt give anledning til store institutionelle og organisatoriske forandringer, at få de gamle logikker til at spille sammen med de nye i de mangfoldige nye strømme, som oversvømmer alle gamle grænser mellem privat og offentligt, stat og civilsamfund, nationalt og internationalt.

De hybride hverdagsmageres deltagelse
og engagement

Danske unge i dag udviser større interesse for politik end alle tidligere generationer. Men de har ikke lyst til engagere sig og deltage i de gamle formelle, hierarkisk opbyggede forhandlingsinstitutioner, interesseorganisationer og frivillige organisationer, der vil have dem til at adlyde ordrer „fra oven“ og indordne sig under et stærkt kollektiv styret af pligtnormer og et homogent fællesskab præget af mængder af frivillige foreninger, en særlig dansk korporatisme med videre.

Især de unge hybride hverdagsmagere tramper tilsyneladende på alt, hvad der i den civile kulturs og universelle velfærdsstats æra ansås som helligt. De kan slet ikke forholde sig til det gamle industrisamfunds skillelinjer imellem arbejde og kapital, elite og masse, frihed og fællesskab og så videre.

De er en del af et nyt informations-, netværks- og risikosamfund, hvor disse opdelinger i stigende grad mister betydning og relevans, når det skal forklares, hvordan acceptable politikker designes, iscenesættes, opføres og leveres til den aktive del af befolkningen i et stadigt mere digitalt, personliggjort, medialiseret, europæiseret og globaliseret dansk politisk system.(9)

De forsager ikke politisk magt, organisering, fællesskab og offentlighed. Men de lever i en hybrid virkelighed, hvor digital teknologi hele tiden ændrer betingelserne og mulighederne for at informere om, mobilisere og organisere, hvordan man styrer sig selv og hinanden.

Man samarbejder i fælles politiske projekter og anliggender på tværs af alle gamle grænser på en langt mere flydende, flad, ressourcebesparende, hurtig, spontan, udtryksfuld og personlig facon, end det var muligt for bare et tiår siden.

En politisk gør-det-selv kultur

Det giver ikke ret megen mening for dem at skulle tænke demokrati som en alliance imellem et højt og tykt organiseret civilsamfund og en stærkt centraliseret og bestemmende stats- og regeringsmagt.

De er fra barnsben vænnet til at skulle gøre tingene selv; føle sig engageret i hinandens liv online og offline; samarbejde i netværk for at identificere og løse fælles anliggender; og have digitale teknologier til deres rådighed, der gør det langt nemmere og simplere at søge information, informere om og organisere politiske aktiviteter, hvad enten de har karakter af protester, happenings eller konkrete projekter såsom Stop Spild Af Mad.

Deres engagement og deltagelse er hverken primært motiveret af eller orienteret imod stat og civilsamfund. De „tænker globalt og handler lokalt“ for at give mere plads til „de 99 procent“ gennem deres mangfoldige måder at ytre og udtrykke sig på i fællesskab med hinanden såvel online som offline.

Er demokratiet så i forfald? Hvis man ser på det med de gamle briller, er det åbenlyst i krise.(10) Ingen af de begreber, der indgår i en traditionel forståelse af demokrati, tillægger de særlig betydning.

De unge hybride hverdagsmagere er hverken opdraget til at adlyde ordrer fra oven, lade deres hverdag styre af sociale pligtnormer og deltage politisk for at bekæmpe en undertrykkende og tyndt legitimeret statsmagt eller for at gøre regeringsmagten mere lydhør og responsiv overfor „folkets“ krav, ønsker og behov.

Man kan vinde deres politiske accept, men ikke ved at kommandere og tvinge den ud af dem. Man kan få dem til at engagere sig i fælles anliggender, men ikke ved at underkaste dem et solidarisk og nationalt fællesskab eller en hierarkisk tæt og krævende form for kollektiv organisering.

Man kan også få dem til at samarbejde i forskellige projekter, men ikke ved at bede dem lægge deres personlighed og internetkultur fra sig ved indgangen.

En bedre verden nedefra og op

De vil meget gerne have sig frabedt at blive kaldt „atomiserede“, „markedsgjorte“, „neoliberale“, individer, der foretrækker „medvind på cykelstien“, blot fordi de primært engagerer sig af lyst og bruger et malende digitalt sprog til at vise andre, hvem de er, hvilken livsstil de foretrækker, og hvad det er for nogle praksisser og sædvaner, de gerne vil være med til at problematisere online og offline.

Alligevel betragtes hverdagsmagerfiguren med dyb skepsis af mange forskere inden for området.(11) Er den overhovedet ny? Er den i det hele taget vigtig? Er det ikke bare at hælde gammel vin på nye flasker? Er den ikke bare et udtryk for en afpolitisering af alle vigtige konflikter og ideologier?

Det er dog mere relevant at vende kritikken om og spørge: Hvad andet end et hverdagsmageri, der kombinerer online og offline engagement og deltagelse fra det lokale til det globale, kan vi håbe på kan være med til at skabe en ny og bedre verden nede-fra-og-op?

Det kan godt være, at der er et element af såvel digitalt som præmoderne hverdagsmageri i Islamisk Stat, hvis medlemmer i den grad er med på den digitale bølge som middel til at informere om og organisere deres forfærdelige og middelalderagtige forbrydelser mod menneskeheden.

Men det er bestemt ikke hverdagsmageri af den personliggjorte, kritiske og rummelige slags, som den giver sig til kende i protestbevægelser og fælles politikprojekter i hver en afkrog af nettet og overalt i verden i dag.

Politik indefra og ud

Det nye i hverdagsmageren som figur er, at den hybride hverdagsmager hellere vil problematisere end politisere. Det kritiske element går ikke ud på at befri folk fra ideologisk fastfrosne afhængighedsforhold ved at repolitisere skjulte eller latente konflikter og dernæst at anvise, forhandle og rationelt deliberere over nye veje til at få dem løst.

Det er snarere hele tiden at problematisere, med følelser såvel som med forstand, hvordan den ene procent fra det offentlige, private og frivillige område laver og leverer bindende politikker for de 99 procent.(12)

Sådanne kritiske, politiske problematiseringer kræver noget helt andet end den gamle individualisme og kommunitarisme. De kan simpelthen ikke kommunikeres politisk eller få politisk effekt, hvis de baserer sig på selv-interesse og ét fælles bedste.

De forudsætter personer, der ser sig selv som en del af et politisk handlings- eller projektfællesskab, det vil sige anskuer politik indefra og ud i stedet for udefra og ind fra en position i den civile kultur.

Respekt for forskellighed

Politisk demokratisk fællesskab forudsætter dybest set personer, der kan, vil og forstår, hvordan man kommunikerer og netværker med andre på basis af en gensidig accept og anerkendelse af hinandens forskelligheder.

Det er her spændingen imellem den gamle civile kultur og det kritiske hverdagsmageri bliver helt tydelig. Førstnævntes afhængighed af føjelige individer samt en tyk national og kollektiv identitet kombineret med store og stærke institutioner og organisationer er ikke befordrende for at skabe takt og respekt for indbyrdes forskelligheder hos de 99 procent.

I stedet for at sætte den gamle civile kultur op imod det nye hybride hverdagsmageri, skulle vi hellere finde ud af, hvordan vi bedst kan afgrænse dem fra, og forbinde dem med, hinanden.

Henrik Bang, professor, Institute for Governance
and Policy Analysis, University of Canberra, Australien

Nogle situationer kræver en pligtnorm, andre en engagementsnorm. Selv-interesse må holdes i ave med kollektiv altruisme på samme måde som personliggørelse i politisk fællesskab med andre forudsætter gensidig accept og anerkendelse af forskellighed.

Det var Grundtvig, der beskrev den særligt danske eller nordiske forståelse af folkestyret. Han vidste om nogen, at demokrati som „levende ord“ aldrig må gå i stå og altid må være i forandring.

Det handler om at skabe:(13) „Folke-Aand, og Folkelighed, Folke-Ret, Folke-Frihed og Folke-Tunger i deres levende Bevægelse og Virksomhed.“

Ingen hybrid hverdagsmager kan undgå at identificere sig med Grundtvigs opråb og alle vil de se sig selv som bærere af det levende ord. For dem drejer Folkestyre sig i bund og grund om alle „os, de 99 procent“, der ikke er repræsenteret på Tinge.

Og heller ikke de vil acceptere, at folkestyret stivner i selvtilstrækkelig arrogance og snæversyn. Folkestyrets revitalisering vil uden tvivl komme fra den hybride problematiserende hverdagsmager. Hvordan ved vi endnu ikke.

---

Litteratur

Almond, G. A. and S. Verba (1963) The Civic Culture. London: Sage.

Bang, H. P. (2009) „’Yes we can’: identity politics and project politics for a late-modern world“. Urban Research & Practice, 2:2: 117-137.

Bang, H. P. (2014) „Foucaults Political Challenge.“ Administrative Theory and Praxis, 35:2: 175-197.

Beck, U., A. Giddens og S. Lash (1994) Reflexive Modernization. Cambridge: Polity Press.

Bennett, L. W. and A. Segerberg (2013) The Logic of Connective Action. Cambridge: Cambridge University Press.

Chadwick A. (2013) The Hybrid Media System. Oxford: Oxford University Press.

Dahl, R. A. (1961) Who Governs? New Haven: Yale University.

Easton, D. (1953) The Political System. New York: A. F. Knopf.

Esping-Andersen, G. (1985) Politics against markets: The social democratic road to power. Princeton: Princeton University Press.

Grundtvig, N.F.S. (1965) Udvalgte Skrifter. København: Gyldendal.

Hay. C. (2007) Why We Hate Politics. Cambridge: Polity.

Jensen, M og H.P. Bang (2013) „Occupy Wall Street: A New Political Form of Movement and Community?“ Journal of Information Technology & Politics, 10:4: 444-461.

Stoker, G. (2006) Why Politics Matters. Houndsmill. Basingstoke: Palgrave-Macmillan.

Noter

1. Forsker blandt andet i demokrati-netværk og nye samarbejdsformer mellem civilsamfundet og den offentlige sektor.
2. Coleman 2012, Marsh, O’Toole and Jones 2007.
3. Esping-Andersen 1985.
4. Jensen og Bang 2013.
5. Coleman 2012, Marsh, O’Toole and Jones 2007.
6. Stoker 2006.
7. Bang 2009.
8. Chadwick 2013.
9. Bennett og Segerberg 2013, Chadwick 2013.
10. Hay 2007.
11. Stoker 2006.
12. Bang 2014.
13. Grundtvig-Studier 1832 (1965): 306.