Friheden strammer hos Generation Z

---

Der går hvert år cirka 30.000 unge på efterskole i Danmark. I efterskolelivet er relationer, fællesskab og engagement helt centralt i hverdagen og i undervisningen på skolen.

Generation Z, som er på efterskole lige nu, viser et stort behov for at dyrke forpligtende relationer i en verden med uanede muligheder.

Det er afgørende for os alle sammen, og især for os i skolesystemet, at forstå de unges væren i verden. Hvad de gør oprør imod, og hvor de søger hen. Deres udfordringer og muligheder og de aftryk på verden, som de sætter.

Trendforskere taler om forskellige generationer i postmodernismens fragmenterede og flydende landskab. Generationerne født efter anden verdenskrig er kendetegnet ved forskellige tendenser, og hver gang er ungdomsgenerationen både en videreførelse og et opgør med den foregående generation.

Generationernes aftryk på verden

Babyboomers (født 1945-1960, unge i 60’erne og 70’erne) stod i spidsen for ungdomsoprøret, og er karakteriseret ved en tro på, at alt er muligt, ved en antiautoritær tilgang til verden, ved et opgør med de traditionelle kønsrollemønstre og ved eksperimenter med familie- og samlivsformer. Det er ikke længere arbejdet, der er i centrum og giver mening. Meningen findes snarere hos individet selv.

Generation X

Generation X (født 1960-1975, unge i slut 70’erne og 80’erne) søger megen sikkerhed ovenpå en tid med usikkerhed. Måske som et oprør mod deres egne oprørske forældre. I deres identitetskonstruktion har sikkerhed og stabilitet stor betydning. Sikre karrierevalg som læge, jurist og revisor er i høj kurs. Velfærd, hus, hjem og børn er afgørende.

Samtidig er der turbo på friheden. Man dyrker individuelle valg og identiteten bliver konstrueret af mange fragmenter. Ord som „situider“ (situationsbestemte identiteter) og „patchworkidentiteter“ (sammenstykkede identiteter) vinder indpas, og man leger med klodserne på nye og overraskende måder.

Man kan sagtens være forskellige personer i forskellige situationer. Nogle lader den dyre Mercedes stå på parkeringspladsen foran Roskildefestivallen og skifter jakkesættet ud med hullede cowboybukser.

Generation Y

Generation Y (født 1975–1990, unge i slut 90’erne og 00’erne) vokser op med uanede valgmuligheder, men er ambivalente. Der er problemer forbundet med at vælge. Identitetskonstruktionen bliver sværere og sværere og dens kompleksitet stiger proportionalt med antallet af valgmuligheder. De er fortrolige med internet og mobiltelefon, og det er igen med til at øge antallet af valgmuligheder.

Kompleksiteten gør, at der tit skal vælges om. Der holdes pause i studiet, kæresten og ægtefællen skiftes ud. Det er svært at beskrive deres trends. Tøjstilen er forskellig, og politisk spænder Y’erne fra ultra højreorienteret liberalisme til Attac og antiglobaliseringsbevægelser.

En ting er dog vigtigt; de er selv i centrum. De er drevet af lyst og passion, og konstruktionen af deres individuelle historie skal være meningsfuld. Pejlemærkerne er forsvundet med tabet af den store historie – meta-narrativet. Der spores en begyndende frustration.

Generation Z

Generation Z (født 1990–2005) kommer nu, i forlængelse af Y’ernes ambivalens og problemer med valgkompleksiteten. Vi kender ikke til fulde deres kendetegn endnu, men hvis de „individuelle valg“ er afgørende, tegner der sig to spor.

Det ene spor er, at man alene vælger for sin egen skyld, som resulterer i en enorm selvcentrerethed og egoisme. Det andet spor er, at man begynder at „fravælge“ mange af valgene og spørge efter svar, værdier og modeller at leve efter.

Der anes tegn på mæthed i forhold til et materialistisk menneske- og samfundssyn. Det tyder på, at der efterlyses større historier end det enkelte individs historie. Det ligner et tegn på, at friheden strammer.
Alt kan skilles ad i den kontekst, som mange unge i dag er vokset op i.

Dekonstruktionen betyder, at der ikke længere er nogen større referenceramme. Mennesket reduceres til biologi eller en social konstruktion. I biologien dekonstruerer og konstruerer vi konstant. Vi kortlægger gener, vi vælger til og fra, og i motionscentrene perfektionerer vi vores udseende. En sixpack er ikke længere seks øl og tre venner, men et specielt mønster i midten af den mandlige krop.

Fragmenteret, opsplittet, fleksibelt, flydende, foranderligt og overfladisk er nogle af de hyppigt anvendt ord i postmodernitetens kerneløse æra.(1)

Rive ned og bygge op

Op igennem sidste halvdel af det 20. århundrede har dekonstruktionen holdt sit indtog. Store fortællinger er først erstattet af gruppefortællinger, og disse er igen erstattet af det enkelte individs fortælling. Det enkelte individs historie. Den almindelige antagelse er, at unges liv ikke længere følger tilrettelagte spor.

De overtager ikke identiteter, men er i gang med et livslangt identitetsarbejde. De er bygningsarbejdere og konstruktører og har alle antenner ude for at hente materiale til deres identitetskonstruktion.

Bag ved dette ligger et menneskesyn, hvor mennesker er reduceret til kemiske reaktioner mellem molekyler eller styret af sociale konstruktioner.

Pejlemærkerne er ikke længere etiske „sandheder“, men overfladiske trends og kroppe kommunikeret igennem diverse medier. I en tid med meget frihed og overflade og meget lidt kerne og substans efterlades mennesket ensomt i sit bur – fanget i friheden.
Steffen Brandt fra TV-2 udtrykker noget af det i sangen „Turbo“ fra 1988:

Jeg ved ikke hvordan,
jeg havde forstillet mig
Sådan et liv skulle være
helt fantastisk tror jeg nok
og kun lidt besværligt

Og der var ingen tvivl
alt sku’ væk og rives ned
Jævnes med historien
bygges op af kærlighed
glæde og begejstring.

(…)

Og her står vi så
med 80’ernes turbo blik
hver med vores ensomhed
rettet ind mod fjerne mål

Steffen Brandt (1988) Nærmest lykkelig

Lidt mere eksplicit udtrykker Henrik Jensen, lektor ved Institut for Kultur og Identitet på RUC og forfatter til bogen Det faderløse samfund, sig om det moderne individs situation:

„Her ved det 21. århundredets begyndelse fremstår individet i stigende grad som et isoleret, normløst, desorienteret, massificeret væsen, der som en luksusnomade vegeterer i sit snævre, teknologisk set velforsynede jernbur, ’koblet’ op med tidens foretrukne personlige proteser: TV, PC, mobiltelefon og måske et glas lykkepiller … Velstillet og elendig.“(3)

„Jeg har selv bygget min kæreste”

Den praksis, vi virker i, er efterskolekonteksten. Danmark har cirka 250 efterskoler, hvor fællesskabet spiller en stor rolle.

Skovbo Efterskole blev for 18 år siden startet på en drøm om at lave en efterskole med et kristent menneskesyn og en musisk kreativ profil, hvor musik og kreativitet ikke bare var valgfag, men noget som gennemsyrede hele skolens virke.

En følge af dette har været, at vi har tradition for hvert år at lave en teaterkoncert, hvor temaet tager udgangspunkt i skolens værdier.

Vi tror, at musisk kreativitet kan være med til at udvikle unge på alle områder i deres ungdomsliv – musisk, bogligt, socialt og praktisk – og gøre dem til ansvarsfulde borgere i samfundet.

I januar 2014 skabte vi sammen med eleverne en personalistisk teaterkoncert, der tog udgangspunkt i personalismens kernebegreber: relationer, værdighed og engagement.

Teaterkoncerten havde den overordnede titel „We have a dream … of a better world“, og var en musisk/kreativ collage over elementer fra bogen Det fælles bedste.

Vi arbejdede med dekonstruktion og konstruktion, og ideen hertil kom fra børn, der bygger deres egen bamse, for eksempel i legetøjsbutikken Build-A-Bear.

Vi skrev derfor stykket „Jeg har selv bygget min kæreste“, hvor man kunne designe sin kæreste, herunder øjenfarve, muskler, sædkvalitet, hvilke sprog kæresten kunne med videre.(5)

Stykket var en satirisk refleksion over selvet, hvor individet var i centrum. „Min kæreste og mine venner er til for mig. Jeg forbruger dem. De er ting, som jeg kan ændre ved og smide væk, når jeg ikke har brug for dem længere.“

Arbejdet med personalisme har sat dybe spor både blandt unge og ansatte på Skovbo Efterskole. Ordene „værdig, relationel og engageret“ har fået indhold og krop og sætter aftryk mange steder i vores skolemiljø.(6)

Efterskolerne lapper relationstabet

Da vi sammen med eleverne arbejdede med personalismens centrale begreber og tilblivelsen af teaterkoncerten oplevede vi, at især det personalis­tiske menneskesyn fandt klangbund både i vores elevers livssituation som Z’ere og i vores skoles værdigrundlag og pædagogiske vision.

Personalismen er et kærkomment korrektiv til postmodernismens tanke om dekonstruktion/konstruktion og kerneløshed. Som modsætning til et materialistisk menneskesyn står et menneskesyn, der handler om menneskets værdi og natur.

Jan Dufke, forstander på Skovbo Efterskole

Sociologen Anthony Giddens taler om udlejring af sociale relationer. Børn og unge har jorden som deres legeplads. Det er ikke det lokale fodboldhold, man er fan af, men Barcelona eller Manchester United. Det er ikke de lokale kammerater, der bliver leget krig med, men figurer fra Counter­strike.

Udlejringen af de sociale relationer medfører et relationstab. Her har efterskolerne noget at byde ind med.7 Efterskolerne samler mange unge rundet af samme generation på ét sted. Nogle med sammenfaldende interesser, andre med forskellige interesser. Fælles for dem alle er, at de er unge i postmodernitetens land og grundlæggende søger efter mening.

Efterskolerne tilbyder undervisning og samvær. Lige pludselig oplever unge, at der er andre i verden end dem selv. Lige pludselig bliver tolerancen udfordret, når unge oplever andres livsvilkår. Nogle, som man er tæt på. At bo, spise, sove, hygge, diskutere og løse konflikter sammen giver fællesskabet krop.

Værdighed på en losseplads i Kenya

På en efterskole kan vi ikke bare styrte afsted i hver vores retning. Der er nødt til at være nogle grundværdier. Det starter med, at alle, der går på skolen, er værdige. Der er stor forskel på at være lige gode og lige værdige.

I værdigheden ligger, at det enkelte menneske har værdi og har noget at bidrage med. En øjenåbner for nogle af vores elever var, da de mødte hjemløse i et juleprojekt på Nørrebro.

Projektet var i faget „Dannelse og demokrati“, hvor eleverne stod for maduddeling til hjemløse. Her oplevede de, at en hjemløs, som kan være usoigneret og beskidt i tøjet, er værdig på samme måde som én selv.

Der tales i denne tid meget om inklusion i skolen. Vi har i efterskolesammenhæng mange historier om unge, der har været marginaliserede og udstødte, men som lige pludselig oplever værdigheden og fællesskabets styrke.

Andre af vores elever har været på kulturmøderejse i Afrika og delt livsoplevelser med kenyanske unge. Her har det vakt undren, at selv om kenyanerne var fattige, så var det meget vigtigt for dem at klæde sig pænt. Klæde sig værdigt. Det gjorde indtryk på danske unge i slidte cowboybukser.

Det gjorde også indtryk at møde mennesker, der levede i huler på en losseplads, hvor dagens højdepunkt var, når den næste skraldebil kom. De levede efter vores forhold usselt, men var alligevel i stand til engageret at lave smykker af affald, de kunne sælge og dermed få lidt at leve for.

Vi lykkes, hvis vores medmennesker lykkes

En pædagogisk grundsætning på Skovbo Efterskole er, at „Alle mennesker – alle unge vil gerne lykkes“.

I vores optik bliver det ikke noget tillært, konstrueret eller survival of the fittest. Det ligger i menneskets skabte natur, og bærer de personalistiske grundbegreber i sig. Men efterskolelivet er selvfølgelig ikke uden konflikter, ligesom grundbegreberne ikke er et udtryk for paradis på jord.

I forbindelse med konfliktløsning er vi meget orienterede mod afrikansk tænkning udtrykt ved Desmond Tutu. Han taler blandt andet om genoprettelse frem for straf.(8)

I et stort fællesskab med mange unge sammen, kan der selvfølgelig opstå „tyveri fra hinanden“. Hvordan skal denne konflikt håndteres? Skal den håndteres ved straf/afbrydelse af skoleopholdet for den skyldige, eller er der andre måder?

Vi har oplevet adskillelige situationer, hvor unge i stedet, sammen med voksne, arbejder med genoprettelse af relationer, erkendelse af ansvar og efterfølgende tilgivelse.

På den måde skabes der win win-situationer, og det bliver en erkendelse af, at vi lykkes, hvis vores medmennesker lykkes. Det er også kernen i det afrikanske ord ubuntu, som Desmond Tutu beskriver.(9)

På Skovbo Efterskole er det vores vigtigste opgave at hjælpe de unge til at lykkes og navigere i en verden med uanede muligheder.
At hjælpe dem med at styrke deres relationer, fælleskab og engagement i hinanden og i verden.

Hele efterskoleformen er i virkeligheden ét stort personalistisk eksperimentarium, som der er et stort behov for – måske mere end nogensinde.

---

Noter

1. http://pejgruppen.com/tt/artikler/generationer/ung-i-generation-x-y-z. http://www.soulaimagourani.dk/wp-content/uploads/2012/08/Generationerne.pdf
2. Steffen Brandt (1988) Nærmest lykkelig.
3. Henrik Jensen (2006) Det faderløse samfund, s. 389, People’s Press.
4. Jonas Norgaard Mortensen (2012) Det fælles bedste. Introduktion til personalismen, Forlaget Boedal.
5. www.martinsdream.dk
6. Teaterkoncerten og processen er nærmere beskrevet på hjemmesiden. www.martinsdream.dk, der er støttet af tænketanken Cura.
7. Anders Bech Thøgersen (2004) På sporet af en succes: Efterskolen 1982-2002, s. 53, Efterskoleforeningens Forlag.
8. Peter Lodberg (2006) Håbets fyrtårn, kap. 5, Unitas Forlag.
9. Desmond Tutu (2004) Gud har en drøm, s. 33-34, Aschehoug.