Romaerne – personalismens menneskesyn sat på prøve

---

Mange danskere vil formodentlig tilslutte sig en målsætning om, at vi skal indrette vores samfund på en måde, der skaber mulighed for, at vi alle kan være, vokse og virke. Men sværere bliver det, når dette „vi“ skal defineres, og når vi skal blive enige om, hvordan vi konkret skal møde hinanden, sådan at alle – ikke kun det flertal, der allerede føler sig som en del af samfundet – får reel mulighed for at vokse og virke.

Hvordan sikrer vi for eksempel, at en minoritetsgruppe som romaerne, der har været stigmatiseret i århundreder, reelt får mulighed for at træde ind i rollen som aktive medborgere?

Er vi parate til at se historien i øjnene og tage konsekvenserne af fortidens forfølgelser og overgreb? Det kræver mod at kigge fordomsfrit på historien og skabe en ny fælles fortælling, og her kan vi hente inspiration i personalismens menneskesyn og i vores nabolandes praksis.

Bare en Roma

Du giver mig en skilling, hvis jeg danser.
Du giver mig et bifald, hvis jeg synger.
Men hvad giver du, hvis jeg læser?
Og hvad giver du mig, hvis jeg siger,
at jeg kan alt det, du kan?

Jeg ved det.
Du giver mig det svar, at det er lige meget,
hvad jeg kan, eller hvad jeg gør.
Jeg kan ikke være noget,
for jeg er kun en roma.

Thereza Eriksson

Ovenstående digt er skrevet i 2006 af den dengang 26-årige svenske romakvinde Thereza Eriksson. Det udtrykker i komprimeret form hendes erfaring af at leve på en form for tålt ophold i det svenske samfund. Som et menneske, hvis menneskeværdighed, ligeværd og personlighed ikke blev anerkendt, rummet og sat pris på.

Da jeg første gang læste digtet og sammen med min mand besluttede at inddrage det i vores bog Sigøjnere – 1000 år på kanten af Europa, kendte jeg ikke noget til personalismen som filosofi. Men jeg kendte en del til problematikker omkring minoriteter, integration og medborgerskab – og intolerance, udstødelse og diskrimination.

Det kendskab havde jeg opbygget i mit arbejde som journalist med speciale i flygtninge, integration og minoriteter. Netop i forhold til romaerne blev mange af disse problematikker sat på spidsen; romaerne var – og er – med deres cirka 12 millioner mennesker Europas største etniske mindretal. Men det er samtidig den minoritetsgruppe, der er mest marginaliseret og udstødt, omgærdet af de stærkeste fordomme og mest negative stereotyper.

Personalisme målt på minoriteters forhold

Når jeg genlæser digtet, slår det mig, at det udtrykker en erfaring af ikke at blive mødt sådan, som personalismens menneskesyn lægger op til, ja fordrer af os som personer og samfund. Personalismen betoner, som det er beskrevet i bogens indledning, menneskets behov for værdighed, engagement og relationer. Med afsæt i personalismen må vi derfor have som mål at indrette vores samfund på en måde, der skaber mulighed for, at vi alle kan være, vokse og virke.

Dette „alle“ omfatter naturligvis både minoritet og majoritet, men det er oplagt, at med det magtforhold, der næsten uundgåeligt er i relationen mellem minoritet og majoritet, må minoriteternes forhold og vilkår påberåbe sig særlig opmærksomhed. Sagt på en anden måde: Hvis vi vil „måle“ eller i hvert fald pejle os ind på, hvordan det står til med muligheden for at være, vokse og virke, er det oplagt at se nærmere på minoriteternes vilkår og vækstbetingelser. Det kan være seksuelle, religiøse, kulturelle, etniske eller politiske minoriteter.

I det følgende skal det handle om romaerne, der som nævnt udgør Europas største etniske mindretal og er den mest marginaliserede minoritetsgruppe i vores del af verden. Artiklen vil skitsere, hvordan romaernes vilkår er i en dansk sammenhæng, målt på personalismens værdier, sammenligne med forholdene i Sverige og skitsere nogle mulige veje frem i en dansk kontekst.

Vigtige spørgsmål og triste svar

I relation til romaerne kan man, med afsæt i personalismens grundantagelser om mennesket, spørge:

• Værdighed: Bliver romaerne mødt og inddraget på en måde, der tager højde for og anerkender deres værdighed som individer og som minoritetsgruppe?
• Relationer: Er vi (som personer og samfund) reelt interesserede i og parate til at indgå i en ligeværdig relation med medmennesker med romabaggrund?
• Engagement: Er vi reelt engageret i romaernes vilkår – og i dem som medmennesker? Og skaber vi forudsætninger for, at romaer kan udfolde deres engagement i et fællesskab med os andre?

Læser vi Thereza Erikssons digt med disse spørgsmål i baghovedet, og tager vi hendes udsagn for pålydende, må svaret på alle tre spørgsmål blive benægtende. At læse et digt på den måde er dog problematisk, og kigger vi nærmere på Thereza Eriksson og de øvrige svenske romaers vilkår, viser tingene sig – heldigvis – at være mere nuancerede. Faktisk er romaernes vilkår i Sverige (blevet) betydeligt bedre – og tættere på personalismens idealer – end i Danmark. Det skal vi vende tilbage til. Men lad os først se nærmere på forholdene for romaer i Danmark.

Danmark har valgt en anden vej

Kort fortalt kan man sige, at vi som dansk samfund generelt har mødt romaerne på en helt anden måde, end personalismens menneskesyn lægger op til.

Både på det formelle og overordnede plan og på det mere praktiske og lokale plan. Da Danmark i 1997 tiltrådte Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, besluttede den daværende regering, at konventionen i Danmark alene skulle omfatte det tyske mindretal i Sønderjylland.

Romaforeninger i Danmark har siden opfordret skiftende regeringer til at anerkende romaerne som national minoritet, og både Europarådets ministerkomité og ECRI, Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance, har kritiseret Danmark for ikke at anerkende grønlændere, færinger og romaer som nationale mindretal.

Samtlige regeringer har afvist kritikken, typisk med det argument, at alle romaer i Danmark enten er flygtninge eller immigranter, og at romaer „derfor ikke kan betragtes som et historisk rodfæstet nationalt mindretal inden for Danmarks grænser“.

Samme type argumentation blev brugt, da Danmark afleverede sin nationale handleplan for integration af romaer til EU i slutningen af 2012. Samtlige EU-lande skulle aflevere en handleplan for, hvordan det enkelte land ville bidrage til at opfylde EU’s 2020-mål for integration af romaer (se boks side 259). Den danske handleplan var ikke stort andet end en argumentation for, at romaer var omfattet af de forskellige integrationsmæssige og sociale tiltag, som også andre borgere i Danmark nyder godt af, og at det ikke var hensigtsmæssigt at lave særlige foranstaltninger for romaer.

Interessant er det, at den danske regering ikke har ladet sig påvirke eller inspirere af kritiske høringssvar fra danske romaorganisationer og menneskerets-ngo’er eller af svenske, finske og norske erfaringer. I Sverige, Norge og Finland har man nemlig, modsat i Danmark, valgt at anerkende romaerne som nationalt mindretal og tildele dem de rettigheder, de så ifølge Europarådets rammekonventioner har.

Historiens sorte kapitler

Det er muligt, at de danske regeringers argumentation for ikke at anerkende romaerne som nationalt mindretal holder vand ud fra en juridisk og formel betragtning. Men med et personalistisk menneskesyn som udgangspunkt er det svært at forsvare. Det burde være indlysende, at romaer i Danmark ligesom mindretal alle andre steder har behov for at blive synliggjort og „skrevet ind i“ historien og fællesskabet. Også selv om det kan være ubehageligt for majoriteten at se de sorte kapitler af historien i øjnene.

Der har da også i de senere årtier været gjort en indsats i Danmark for at råde bod på fortidens selektive blik ved for eksempel at forske i kvinders og børns rolle i historien. Anderledes forholder det sig med indvandrernes og de etniske minoriteters rolle, som stadig i vidt omfang er ubeskrevet, og det gælder i særdeleshed romaerne.

Derfor er det heller ikke almen viden blandt danskere, at romaerne under Anden Verdenskrig ligesom jøderne blev forfulgt og udryddet alene på grund af deres etnicitet.

I alt menes det, at op mod 500.000 ud af cirka en million romaer i Tyskland og de tyskbesatte områder blev dræbt under Holocaust. Alene i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau døde over 20.000 romaer efter at have været holdt fanget i en særlig afdeling, som af nazisterne fik navnet „sigøjnerfamilielejren“. I løbet af en enkelt nat, mellem 2. og 3. august 1944, blev næsten 3.000 romaer henrettet i gaskamrene.

Under Nürnbergprocessen blev ingen romaer indkaldt som vidner, og ingen stod anklaget for folkedrab på romaer. Først i 1982 erkendte den tyske stat, at der havde fundet et folkedrab sted på romaer på samme måde som på jøder, og først i 2012 fik romaerne deres eget holocaust-mindesmærke i Berlin.

I en række andre europæiske lande er dokumentationen og erkendelsen af romaernes skæbne under Anden Verdenskrig først så småt ved at tage form, og for mange romaer er denne fortrængning af deres folks skæbne årsag til stor sorg og kilde til mistillid til de samfund, de forventes at integrere sig i.

Spejl og vindue

Men er historiskrivningen da så væsentlig en forudsætning for integration og medborgerskab? Ja, det er der meget, der tyder på. I forhold til romaerne er der den særlige problemstilling, at mange romaer ikke selv kender deres historie. De har ikke og har aldrig haft nogen nationalstat eller nogen central magt, der har kunnet skrive deres historie og give dem en national fortælling. Deres identitet bygger derfor i høj grad på overleverede forestillinger om og erfaringer med at være et forfulgt folk.

Identiteten ligger for mange romaer i denne rolle som udstødte, og det er svært at få øje på modfortællingen hertil. Mange romaer har derfor langt fra samme grad af tillid til institutioner som skole, sundhedsvæsen og politiske systemer, som flertallet af danskere har. Tværtimod repræsenterer disse institutioner for romaerne typisk overgreb, diskrimination og manglende anerkendelse af dem som individer og gruppe.

Alene af den grund er det svært at forestille sig, at EU’s 2020-mål for roma-integration kan nås. Så længe udgangspunktet i et land som Danmark er et krav om, at romaerne tilpasser sig systemet, uden at systemet og dets repræsentanter kommer romaerne i møde og viser reel vilje til at forstå deres livsverden, er det svært at se for sig, at målene kan nås. Groft sagt kan man sige, at romaerne hverken tør eller ønsker at lade sig assimilere ind i eller „opsluge“ af den danske velfærdsstat og den nationale fortælling, der er forbundet hermed. Men det er i høj grad den forventning og det krav, de mødes med. Tag for eksempel målet om, at alle romabørn i 2020 skal gennemføre grundskolen. Skal det lykkes, skal skolen indrettes, så romabørnene føler sig velkomne og kan genkende deres kultur, sprog og historie i skolen. De skal integreres, ikke assimileres.

Det mener i hvert fald Hristo Kyuchukov, roma og forsker i integration i skolen: „Skolen skal være et vindue og et spejl,“ siger han. „Den skal give udsyn til den store verden, men den skal også spejle eleverne, så de føler sig anerkendt. Det kan være en lærer, der taler romani, og romaernes musik, historie og kultur skal inddrages i bøgerne og i undervisningen. Så kan romabørnene genkende sig selv. På den måde føler de sig trygge og kan lære nyt. Som det er nu, oplever de fleste romabørn, at deres sprog, kultur og historie er usynligt i skolen. Derfor er det ikke så underligt, at mange romaer klarer sig dårligt eller helt holder op med at gå i skole,“ siger han.

Fordomme som undskyldning

Med udgangspunkt i personalismen kan man sige, at romabørnene skal mødes med en tro på, at også de er relationelle væsner, der har brug for samspil med deres medmennesker for at trives og udvikle sig, og at også romaer ønsker at tage ansvar for deres eget liv, for deres medmennesker og for samfundet.

Det kan lyde banalt og selvindlysende. Men de overgreb, der er begået mod romaer gennem historien og stadig finder sted, samt den nedsættende måde, romaerne omtales på af både politikere og meningsdannere, viser, at det ikke er nogen selvfølge. Thereza Erikssons digt ovenfor refererer et syn på romaerne, som ser ud til at være dybt forankret i den europæiske historie – og dermed svært at gøre op med.

Dette negative syn på romaerne tager ofte udgangspunkt i en forestilling om, at romaer netop ikke er som os andre og derfor ikke har behov for og krav på samme muligheder og rettigheder. En meget udbredt fordom om romaer, som til dels er skabt via fiktionsværker inden for litteratur, film, opera og tegneserier, er, at de lever som nomader og ikke er „skabt til“ en tilværelse som fastboende.

Det er ikke usædvanligt, at diskrimination af romaer og nægtelse af rettigheder i forhold til skolegang, bolig, uddannelse og arbejde foretages med henvisning til, at romaernes kultur og nomadiske livsform medfører, at de ikke har samme behov som andre borgere.

Det har for eksempel været tilfældet i Italien, hvor regeringen i maj 2008 vedtog en undtagelsestilstand for „nomader“, som gjorde det muligt for myndighederne at etablere såkaldte „nomadelejre“ for romaer, der var kommet til landet som asylsøgere og illegale migranter.

I disse lejre lever romaerne under forhold, som af menneskerettighedsorganisationer er blevet betegnet som uværdige og i strid med menneskerettighederne, og der har været adskillige eksempler på ildspåsættelser og voldelige overfald på romaerne i lejrene. Kommunale myndigheder i Italien fortsætter med at bygge „nomadelejre“, selv om undtagelsesloven blev kendt ulovlig i november 2011.

Helsingør og sigøjnerklasserne

I Helsingør (se boks nedenfor) har myndighederne brugt lignende argumentation for at indrette særlige „sigøjnerklasser“ og henvise romaer på kontanthjælp til et særligt socialkontor.

Romaernes anderledeshed blev brugt som undskyldning for at lave særforanstaltninger, ikke med udgangspunkt i romaernes egen opfattelse af deres behov, men med udgangspunkt i myndighedernes behov for at få romaerne til at tilpasse sig. Igen er assimilation målet, og lykkes det ikke, vælger man en løsning, der i stedet udgør en form for segregation, adskillelse.

Romaerne bliver af „systemet“ opfattet som en belastning, ikke som mennesker, der – uanset hvor vanskeligt det måtte være – har krav på at blive mødt med samme grad af empati, indlevelse og positive forventninger som andre. Som en af lærerne i kommunens sidste „sigøjnerklasse“ formulerede det, da jeg interviewede hende: „Romaerne her belaster jo på alle niveauer. De belaster skolevæsenet, de belaster sundhedsvæsenet, de belaster politiet; på alle niveauer belaster de bare så meget.“

Stolthed og svenske fordomme

Så er vi tilbage ved udgangspunktet, Thereza Erikssons digt. Når jeg har valgt det som „indgangsbøn“, skyldes det, at Thereza Erikssons historie kan tjene som et eksempel på de udfordringer, personalismens idealer og antagelser mødes med, når det gælder romaernes historie og aktuelle forhold.

„Jeg er kun en roma.“ Sådan føler Thereza Eriksson ofte, at andre ser på hende. Selv er hun stolt over at være roma. Men den stolthed ser hun kun sjældent afspejlet i det svenske samfund, som hun opfatter sig som en del af.

Thereza Eriksson er født og opvokset i Sverige og taler både svensk og romani. Hendes familie har boet i Sverige i generationer, og hun opfatter sig som svensk roma – med tryk på begge dele. Hun har taget en etårig uddannelse til lærerassistent med speciale i roma-elever og er siden gået i gang med at læse videre. Hun håber, at hun kan blive en rollemodel for romabørn.

Fra sin egen skolegang ved hun, hvor svært det kan være for elever med romabaggrund at føle sig hjemme i et miljø, der er præget af majoritetssamfundets normer og værdier, og hvor romaernes kultur og historie intet fylder. Ikke at kunne genkende sig selv i skolens kontekst gør det svært at engagere sig, føle sig tryg og få gavn af den viden og de kompetencer, man har med hjemmefra.

Tvunget til abort og sterilisering

Thereza har fået god støtte af sin mor, Soraya Post, en stærk og selvbevidst romakvinde, der blev tidligt gift og derfor forlod gymnasiet, men siden har gennemført en række voksenuddannelsesforløb og kurser i pædagogik.

Soraya voksede op i en omrejsende romafamilie med en mor, der nedstammede fra en svensk rejsende-slægt, og en far med tysk-jødisk baggrund.

Som 23-årig fik moren foretaget en provokeret abort og blev derefter steriliseret. Formelt foregik indgrebene frivilligt; i praksis var der tale om tvang. Sorayas mor var i syvende måned. Men da myndighederne fandt ud af, at hun var gravid, stillede de hende over for et ultimatum: Hun kunne gennemføre graviditeten og derefter få tvangsfjernet sine tre børn. Eller hun kunne acceptere abort og efterfølgende sterilisering og til gengæld beholde de to børn, hun allerede havde, Soraya og den to år yngre bror. Hun valgte det sidste og blev dermed en af 63.000 svenske statsborgere – flest kvinder, men også nogle mænd – der blev steriliseret i Sverige mellem 1935 og 1975.

Luther King inspirerede svenske romaer

Soraya har valgt at stå frem og kæmpe romaernes sag, selv om hun kunne have valgt at skjule sig og leve på majoritetssamfundets præmisser. Og det glæder hende, at det samfund, hendes børn vokser op i, trods alt er langt mere rummeligt end det, hun blev født ind i.

I 1960’erne voksede der nemlig en borgerretsbevægelse frem i Sverige, i høj grad inspireret af en af personalismens fremmeste repræsentanter, Martin Luther King. Med den unge kvinde Katarina Taikon i spidsen voksede der en bevægelse frem, som kæmpede for romaernes integration i samfundet. De ville åbne svenskernes øjne for den marginalisering og racisme, romaerne var ofre for.

Det lykkedes langt hen ad vejen. Romaerne fik i løbet af 1960’erne og 1970’erne mulighed for at bosætte sig permanent, børnene blev integreret i svenske skoler, og der blev organiseret voksenuddannelse til de ældre generationer. Endnu et afgørende skridt blev taget i 2000, da regeringen udnævnte romaerne til en af Sveriges fem nationale minoriteter. De øvrige fire er samer, sverigesfinner, tornedalboere og jøder. Samtidig blev romaernes sprog, romani, anerkendt som nationalt minoritetssprog.

Den svenske lov om nationale minoriteter slår fast, at formålet med minoritetspolitikken er at beskytte de nationale minoriteter og styrke deres mulighed for at få indflydelse samt give minoriteterne den støtte, som kræves for at bevare de historiske minoritetssprog.

For at implementere loven har regeringen blandt andet udarbejdet informationsmateriale til skolelærere, socialarbejdere og sundhedspersonale om romaernes historie samt undervisningsmateriale til brug for modersmålsundervisning i romani.

Sveriges Radio sender en ugentlig udsendelse på romani, og der gives støtte til kulturelle tidsskrifter på minoritetssprog. I 2002 etablerede regeringen desuden „Rådet for romska frågor“, hvor repræsentanter for de større romagrupper kan give deres besyv med, inden regeringen vedtager nye love, som berører romaerne.

Personalisme i praksis

Sveriges anerkendelse af romaerne som medborgere – medmennesker – er efter min mening personalisme i praksis, og det er samtidig en konkret udmøntning af den officielle holdning til romaerne i Sverige: at det tillidsbrud, romaerne har været udsat for, skal heles, og det er majoriteten, der må tage det første skridt.

Samfundet skal bevise sine gode intentioner, og det kan det blandt andet gøre ved at lade romaerne få indflydelse på deres situation. Derfor blev romaerne anerkendt som national minoritet, og der blev oprettet det førnævnte „Rådet för romska frågor“.

Man kan spørge, hvad den slags „formaliteter“ betyder. Stefano Kuzhicov, der er roma og ansat i Helsingborg Kommune med ansvar for romaers forhold i uddannelsessystemet, havde en klar holdning til det, da jeg interviewede ham: „Det, der er sket de sidste fem år, ville have taget 10-15 år, hvis vi ikke var blevet anerkendt som national minoritet. Der er sket meget på medieområdet og inden for det kulturelle område. Vi kan nu fejre vores nationaldag med opbakning fra staten, vi kan føle stolthed over at hejse vores flag.“

Med andre ord: Udviklingen i Sverige er – formodentlig og forhåbentlig – i gang med at gøre erfaringerne bag Thereza Erikssons digt til fortid.

Menneskesyn på prøve

I Danmark ser det ud til, at udviklingen snarere kommer til at bekræfte digtets udsagn. Romaer i Danmark bliver generelt italesat som en belastning – hvad enten de bor her fast eller kommer hertil som arbejdsmigranter eller asylsøgere.

Der siges og skrives fordomsfulde og nedgørende ting om romaer, som næppe ytres tilsvarende om andre grupper. Eksempler herpå findes i artiklen „Europas ’sorte jøder’ er stadig lagt for had“ i bogen Hate speech. Fra hadetale til hadesyn.

Hvordan kan det være? Min påstand er ikke, at „systemet“ og dets repræsentanter er „ondt“. Men når vi møder udfordringer af den karakter, som integration af romaer kan udgøre, kommer vores menneskesyn på prøve.

Det er, når vi møder „det anderledes“ eller „det uforståelige“, at vores menneskesyn bliver ekstra vigtigt.

Og jo, det er min overbevisning, at romaerne deler de karakteristika med os andre, som personalismen beskriver og tager afsæt i.

Når jeg hævder det, bliver jeg ofte mødt med modargumenter i form af eksempler på romaer, som „ikke vil integreres“. Jeg forstår godt, at konkrete situationer kan give det indtryk. Men det er her, nysgerrigheden og tålmodigheden må sætte ind. Og troen på, at der altid er en forklaring på et andet menneskes adfærd. En årsag til, at vedkommendes engagement endnu ikke er kommet til udfoldelse, eller at det retter sig i en retning, som vi ikke forstår.

Til tider er forklaringen på sin vis ganske enkel. Lige så enkel som budskabet i Thereza Erikssons digt.

Litteratur og links