Det kræver en landsby at opfostre et barn

---

I dag har skilsmisser, pendling og jobkoncentration i de større byer splittet familierne, så mange, også ressourcestærke kernefamilier, står uden netværk eller med et svagt lokalt netværk. Masser af familier, der på papiret har det godt, kan ikke få familieliv, arbejdsliv og institutionsliv til at hænge sammen.

Værst er det for de familier, der af den ene eller anden grund er presset, for eksempel på grund af pludseligt opstået sygdom – men også såkaldt almindelige familier, hvor mor og far har arbejde og gode uddannelser, kan bryde sammen i kaos, hvis den spændte bue mellem arbejde, institution og familieliv af den ene elle anden grund knækker.

Ofte sker det på grund af indtrufne omstændigheder, som ingen er herre over. Men også bare trætheden over altid at skulle være „på“ kan få læsset til at vælte og få en normalt velfungerende familie til at krænge faretruende. Derudover er sygdom, skilsmisse, sorg, ulykker eller arbejdsløshed det, der vælter læsset.

Netværket er væk

Er der intet netværk omkring familien – og det er der ofte ikke i vores urbaniserede samfund, hvor mange flytter fra deres oprindelige netværk og familie – kan det blive et ensomt og desperat arbejde for den spinkle enhed kernefamilien, at få rettet skuden op, når den først er væltet.

Det er det, vi ser i Home-Start Familiekontakt. Vores opgave er at sende frivillige ud for at hjælpe familien en-to gange om ugen efter familiens eget valg – ofte med helt almindelige praktiske opgaver, fordi det kan være det, der gør forskellen. Mellem at forblive en velfungerende familie – og at vælte. Vi kalder det rettidig omsorg.

Men egentlig burde en frivillig organisation som Home-Start ikke stå alene med dette tilbud. Vi udfylder en rolle, som civilsamfundet engang ud­fyldte.

Lad os se på et eksempel.

Eksempel
Hvem hjælper Michael?

Michael er en god og arbejdsom kollega. For tiden er han enlig far til Anja og Amalie på tre og syv år. Mor er blevet indlagt med en alvorlig, måske livstruende sygdom.

Michael arbejder fuld tid, og bedsteforældrene er væk, så hver dag kører han dødskørsel hjem fra arbejde for at nå at hente børnene, inden klokken bliver for mange.

Det er vigtigt for ham ikke at hente dem for sent, for de er trykkede af situationen under moderens sygdom og trænger til ekstra omsorg.

Michael har svært ved at nå sit arbejde og har endnu mere svært ved at nå alt det praktiske derhjemme – og savner i øvrigt en, der kan lave „pigeting“. En reservemor, bedstemor, svigermor, søster, svigerinde eller tante.

Han drømmer om at venlige mennesker i nabolaget ville kigge ind, lave lidt mad til dem, svinge en gulvklud eller bare hygge lidt med børnene.

Det netværk har Michael ikke – og derudover står både han selv og børnene midt i sorg og savn.

Michael frygter, når et af børnene bliver syge eller måske dem begge, først den ene og så den anden.

For så bryder alting sammen. Han får for meget fravær fra sit arbejde.
Selv om at han er en dygtig medarbejder, er han bange for, at en nedskæringsrunde vil ramme ham – at han bliver fyret.

Det tømte civilsamfund

I de seneste årtier har vi i det omgivende samfund sluppet vores følelse af medansvar over for en familie, der i en periode har det svært.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at dette egentlig ikke er en situation, der i historisk perspektiv har varet ret længe.

Da nutidens bedste- og oldeforældre var børn, var der lokalmiljø i gaden eller i landsbyen, hvor man på godt og ondt måtte træde til og give en hånd eller et bidrag dér, hvor der var behov.

Der var et netværk af familie og naboer, som var tæt på. Man så efter naboens unger, for de legede jo alligevel med ens egne unger – ude på vejen.

I dag har vi fjernet os stadig mere fra ideen om et inkluderende fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden. Og børnene leger ikke mere på vejen, men bag pc-skærmen.

Så vi møder ikke hinanden udover ved den årlige vejfest – som de, der har mindst overskud, forresten ikke orker at tage til.

Vi har, groft sagt, i forbrugersamfundet koncentreret os om retten til et nyt Kvik Køkken, fart på karrieren og fokus på vores egen „havefest“.

Dette betyder, at familier, som før ville have haft et netværk at læne sig op ad i lokalsamfundet, bliver mere sårbare.

Lad os tage endnu et eksempel.

Eksempel
Hvem hjælper Sanne?

Sanne er enlig mor til to børn på tre og fire år. Henne i børnehaven ved de godt, at hun har det svært, men hun har det ikke svært nok til, at hun får hjælp fra „systemet“. Der skal man være mere udsat.

Børnene har ingen kontakt til deres far, for han har ikke været god for dem. De er flyttet syv-otte gange og har boet på krisecenter.

I dag lever de under navnebeskyttelse, fordi faderen kan finde på at opsøge dem på en måde, som Sanne ikke vil udsætte børnene for.

Sanne har fra starten haft gode ressourcer, men nu er hun ved at være slidt. Hun har udviklet en depression, mens hun har været alene om ansvaret for børnene. Hun har mistet sit arbejde og er nu på kontanthjælp og har hverken energi, overskud eller penge. Men hun er stadig ikke udsat nok til at få hjælp fra systemet.

Børnene klarer sig efter omstændighederne rigtig godt – blandt andet derfor er det umuligt for Sanne at få hjælp. Men pædagogerne og andre fagpersoner ved, at det hurtigt kan begynde at gå galt for børnene. Deres evne til at klare, at moderen er deprimeret og intet overskud har, kan slippe op.

Hvem samler Sanne op og giver børnene den støtte, de ikke kan få fra deres mor?

Stat og kommune gør ikke, for velfærdssamfundet har ondt i økonomien, og ressourcerne inden for børn- og ungeområdet bliver allokeret til dem, der har det allersværest. Lokalsamfundet gør heller ikke.

Sådan behøvede det ikke at være. Et samfund bør kunne rumme medmenneskers livskriser og livsfaser med få eller ingen ressourcer.

Der er noget galt, når vi på den ene side skal være meget velfungerende, for at kunne passe ind på arbejdsmarkedet og ind i et veltrimmet og „normalt“ liv – og på den anden side skal være meget dårligt fungerende for at få hjælp fra andre. Hvad med alt det, som ligger midt i mellem?

Hvem er der til at yde den „rettidige omsorg“?

Lidt praktisk støtte i hverdagen kan gøre hele forskellen

Mange forældre anstrenger sig mere end godt er for at klare en helt almindelig hverdag med arbejde, transport, institution, skole, indkøb, husholdning og økonomiske udfordringer – samt den skamfølelse, der er forbundet med ikke at kunne klare det hele til UG. Følgen er typisk, at man før eller siden bliver syg af overanstrengelse. Det kan komme snigende – eller pludseligt.

Eksemplerne på pressede familier er mange, men de er ikke nødvendigvis særligt synlige.

De familier, de frivillige møder, har ofte held med at skjule deres problemer for omverdenen, som også på sin side villigt overser eller fortrænger tegnene på, at familien har det svært, for på overfladen kan alt jo se fint og flot ud.

Alle institutioner med respekt for sig selv har en politik om, at børnene skal komme raske i børnehave og have mindst en dag efter sygdom til at komme sig i.

Men barnets første sygedag rækker som bekendt kun til den første dag. Derfor ser mange danske arbejdspladser igennem fingre med, at småbørnsforældre i skjul begge tager barnets første sygedag.

Det hjælper bare ikke Michael, som lige nu er alene med børnene, eller Sanne, der oven i købet bliver trukket i kontanthjælp, hvis hun bliver hjemme for at passe syge børn. Lidt praktisk støtte fra omgivelser og arbejdsplads ved syge børn ville aflaste de fleste.
Det er faktisk så lidt, der skal til for at hjælpe.

En nabo, en kollega, en arbejdsgiver eller en anden forælder fra børnehaven er de nærmeste til at være opmærksomme på Sanne og Michael og alle de andre, der er alt for alene om den krævende og dejlige opgave, det er at være forældre.

Det gode princip, som de frivillige kan efterleve, er dette: Giv dem en hånd i tide. Den kommer mangefold igen.

Lone Møller, landskoordinator i Home-Start Familiekontakt

Omsorgsopgaven er ubemandet

Danmark har en af verdens højeste beskæftigelsesfrekvenser for kvinder og en høj grad af ligestilling. Da kvinderne fik adgang til arbejdsmarkedet og lige karrieremuligheder, forsvandt de fra hjemmet.

Kødgryderne står på sin vis stadig ubemandede hen – ingen ser det i dag som deres vigtigste opgave at sikre trivsel i hjem og familie.

Det har konsekvenser for omsorg, tid, nærvær, opdragelse, måltidsvaner og ernæring – og det har formentlig også betydning for (u)stabiliteten i parforholdene og den historisk høje skilsmissefrekvens.

Lad mig lige slå fast, at heller ikke denne artikels forfatter ønsker sig tilbage til en fortid, hvor både kvinder og mænd sad fast i roller, de slet ikke havde ønsket sig.

Når det er sagt, er det vigtigt, at vi forstår, at det store og vigtige primære omsorgsarbejde, som tidligere blev varetaget på fuld tid fra hjemmet, i dag kun varetages på deltid, ofte af pressede forældre og ofte med dårlig samvittighed. Lige så vigtig omsorgsopgaven er, lige så lidt respekt og bevågenhed nyder den.

I Overskudsdanmark går det nogenlunde, for far og mor kan flekse på deres arbejde, betale sig fra meget og fortsætte med at realisere sig selv. Men hos de pressede familier er det Fru Pizza og Hr. Computer, der tager sig af hverdagen.

Tænk, hvis Danmark blev det land i verden, som er bedst til at tilgodese både børn, ligestilling og selvrealisering. Lige nu tilgodeser vi ligestilling og selvrealisering – og børnene betaler en høj pris i mange familier.

Medborgerskab er som ringe i vandet

En stor del af de problemer, vi slås med på familiefronten, hænger sammen med, at vi i det daglige mangler en forståelse af, hvad godt medborgerskab vil sige.

I Afrika lyder et ordsprog: „Det kræver en landsby at opfostre et barn.“ Den pointe kan vi lære noget af i Danmark.

Vores familiestrukturer har på grund af urbanisering og mobilitet ændret sig, så flere unge familier i dag er isolerede og ensomme.

Men i lokalsamfundene rundt omkring opstår der nye former for fællesskaber – praktiske og sociale.

Det kan være mad- og måltidsfællesskaber i grundejerforeninger, boligselskaber og kollektivbebyggelser, som er en nyttig og enkel måde, hvorpå de unge familier kan få vejledning og netværk.

Det er også en måde at slå bro mellem generationerne, som i stigende grad lever afsondret fra hinanden til skade for både unge og ældre.

En hel generation af lidt mere erfarne husmødre og -fædre har kompetencer og kræfter at give af – og også ofte det menneskelige overskud. Der, hvor det kniber, er, at de, der gerne vil hjælpe, og dem, der har brug for hjælp, skal kunne finde hinanden.

Men finder de hinanden – dem, der gerne vil hjælpe og dem, der har brug for hjælp – opstår det, som vi i Home-Start kalder 4D-effekten – engagementet smitter og breder sig som ringe i vandet fra hjælper til modtager – og modtageren bliver selv en hjælper:

• Først hjælper en frivillig familien
• Den erfaring (og sikkerhed) gør, at familie-vennen ofte også begynder at give en hånd til naboen derhjemme
• Familien, der modtager hjælp, får undervejs overskud i hverdagen til også at have kontakt med sin nabo, fordi vedkommende på egen krop har oplevet, hvilken forskel relationer kan gøre
• De familier, der først fik støtte, finder det senere naturligt selv at blive frivillige, når de ikke længere er så pressede.

Lad os vende tilbage til Sanne og se på, hvad den frivillige kunne gøre for hende.

Eksempel
Sanne et halvt år efter

Med et par timers støtte hver uge fra en frivillig, er Sanne gået i gang med at finde noget godt genbrugstøj.

Sanne og den frivillige familieven har fået orden på køkkenet og fyldt fryseren.

De har også sammen fået skrevet og sendt ansøgning til en skole, så Sanne kan begynde på en uddannelse.

Sanne siger selv, at det er begyndt at lysne i hendes liv. Hun er på vej tilbage på sporet i kraft af almindelig omsorg og forståelsen af, at børn er et fælles ansvar.

Det virker at få hverdagen til at fungere! Men heller ikke de frivillige kan slukke en brand, hvis der hele tiden hældes benzin på bålet. De kan ikke klare opgaven alene.

Vi har alle et ansvar – også politikerne

Det er på tide, at vi som samfund tager et større fælles ansvar for børnenes og børnefamiliernes trivsel.

Vi må ikke overlade opgaven alene til de professionelle – pædagogerne, psykologerne og socialrådgiverne.

Vi har alle et medansvar – også for bare at ringe på hos naboen, når vi har på fornemmelsen at det hele kokser, for at høre om vi kan hjælpe.

Men et helt særligt ansvar har politikerne. Vi mangler i Danmark en politisk erkendelse og dermed respekt for og fokus på, at familier kan være pressede, isolerede og i krise, selv om de ikke hører til i kategorien „udsat“.

Der skal være plads til kriser. Kriser, sygdom, sorg og overgange i livet.

Som det er nu, tager vi som samfund ikke hensyn til den mor eller far, der er under pres – men som ikke har det svært nok til, at „systemet“ træder til. Det er som om vores konkurrencestat ikke levner plads til, at menneskeliv ikke altid flasker sig, som vi ønsker.

Det er på tide, at vi forholder os til, hvordan vi som samfund bliver bedre til at gribe børnene og deres forældre, når livet bliver svært. Og helst inden.

Det er en politisk opgave at

• styrke samarbejdet mellem de frivillige sociale organisationer, borgerne og kommunerne om støtte til pressede børnefamilier,
• rette fokus mod familiernes hverdag og trivsel, herunder den svære balance mellem arbejds- og familieliv,
• sætte et massivt fokus på det gode børneliv og en tryg hverdag for børn,
• tænke i enkle løsninger – i tide (rettidig omsorg).

Hvilket samfund drømmer vi om?

Har vi indrettet et samfund, som svarer til vores grundlæggende behov for en god hverdag med arbejde, venner og familie?

Eller er vi i færd med er at indrette os, så vi kan forbruge mest – realisere nogle individuelle behov med den størst mulige autonomi – og samtidig fjerne os fra alt det, som er det vigtigste for vores trivsel og lykke, nemlig fællesskaber, familie og relationer.

Vi skal ikke romantisere de „gode gamle dage“ eller tidligere tiders små landsbysamfund. Men vi kan tage det bedste fra dem – ansvaret, fællesskabet og den positive afhængighed af hinanden. Fællesskabet er den måske mest bæredygtige ressource for kommende generationer – og for os selv.

Hvilke ændringer kan skabe de rammer, der giver bedre mulighed for at indrette os efter vores fundamentale menneskelige behov og ønsker?

Her kan vi lytte til børnene. Børnene efterspørger tid til at være sammen og overskud til at gøre spontane og sjove ting. De efterspørger stabile voksne med ægte nærvær og overskud. De efterspørger ikke mere legetøj, et større værelse eller endnu en iPad eller smartphone. De vil hellere være en del af et menneskeligt fællesskab.

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Børn er et fælles ansvar – ikke statens eller institutionernes, men vores alles. Det er på tide, at vi indretter os efter det.